Mindre ”Armageddon-agtigt” opslag havde været bedre

Coops topchef, Kræn Østergaard, anslår en lidt for dommedagsagtig tone i et LinkedIn-opslag, hvor han bakker op om at forbyde PFAS i Danmark, vurderer partner i Friday Anja Hellberg.
Som kommunikationsrådgiver er det en gave, når en topchef tør markere sig i debatten og tage stilling, siger Anja Hellberg, partner i Friday, med henvisning til Coop-topchef Kræn Østergaards (foto) indlæg i PFAS-debatten. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Som kommunikationsrådgiver er det en gave, når en topchef tør markere sig i debatten og tage stilling, siger Anja Hellberg, partner i Friday, med henvisning til Coop-topchef Kræn Østergaards (foto) indlæg i PFAS-debatten. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Med versaler og udråbstegn gør Kræn Østergaard, adm. direktør i Coop, det klart, at han tager debatten om PFAS meget alvorligt.
 
”FORBYD PFAS. Er du bekymret for PFAS? Det er jeg!”, lyder det i et LinkedIn-opslag med ham som afsender, hvor han slutter af med at opfordre alle til at gøre ligesom ham og skrive under på Forbrugerrådet Tænks underskriftindsamling for at forbyde PFAS.

Historierne om de svært nedbrydelige kemikalier dominerede store dele af mediebilledet i sidste uge. PFAS dukkede blandt andet op i økologiske æg, fordi de findes i det fiskemel, som nogle høns fodres med.
 
”Som kommunikationsrådgiver er det en gave, når en topchef tør markere sig i debatten og tage stilling," siger Anja Hellberg i en skriftlig kommentar og tilføjer:
 
"Men jeg synes, det ville klæde Kræn Østergaard at nuancere debatten mere og tilføre sit opslag nogle facts, så vi kan basere vores køb på andet end hysteri,” lyder Anja Hellbergs, partner i Friday, umiddelbare reaktion på opslaget.
 

Mindre dommedag, flere facts

Det er et udtryk for tendensen CEO-aktivisme, hvor topchefer blander sig i samfundsdebatten. Det kan Kræn Østergaard godt slippe afsted med, fordi Coop, ifølge Anja Hellberg, er ”notorisk god” til at kommunikere bæredygtighed og har mange synlige indsatser, som gør kommunikationen troværdig.
 
 
”Selvom Kræn Østergaard nævner et stykke nede i opslaget, at det ifølge Fødevarestyrelsen ikke er farligt at spise æggene, ville det have klædt opslaget med en mindre Armageddon-agtig indledning og flere facts om PFAS, for eksempel at forureningen har været kraftigt faldende de seneste 20 år, og at Danmark – på trods af at vi er et af de lande i verden, hvor man måler mest – har de laveste niveauer af PFAS,” siger Anja Hellberg.
 
Fredag satte Weekendavisen fokus på, at mediedækningen af fluorstofforureningen er ude af proportioner og skaber unødig panik.
 
Kræn Østergaard nævner, at Coop "ikke har kendskab til, at der er fundet høje værdier af PFAS hos de avlere, der leverer æg til Coop”. Derudover stopper de brugen af fiskemel i foderblandingerne, oplyser han.
 
”Og det er vi rigtig glade for, for det skaber stor nervøsitet hos kunderne, som vi har oplevet i denne uge,” tilføjer Kræn Østergaard.
 

Ingen krise, hvis tandstikker har PFAS

Den frygt er Anja Hellberg også stødt på.
 
”Forleden hørte jeg om en dame på 84 år, der smed sine økologiske æg ud og købte skrabeæg i stedet, fordi hun var bange for PFAS. Det giver jo ingen mening, på flere plan, og et resultat af frygt for noget, vi ikke ved nok om,” siger hun.
 
Anja Hellberg mener dog ikke, at Kræn Østergaard løber nogen risici ved at tage så kraftig afstand fra PFAS.
 
”Som sådan mener jeg ikke, der er nogen særlige risici ved at lave et opslag af denne her art, ud over det jeg har nævnt," siger hun og tilføjer:
 
"Man opdager løbende PFAS i nye produkter, og derfor vil det heller ikke indebære nogen nævneværdig krise, hvis det viser sig, at en enkelt pakke tandstikker i Kvickly indeholder PFAS – og straks bliver taget af hylderne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også