Rådgiver: Kommune slipper godt fra skriftlige svar

Hvidovre Kommune slipper godt fra sine skriftlige svar til Berlingske i lobbysag, mener rådgiver Mia Palvig Fabricius. Men der er én ting, man kunne have gjort bedre, siger hun.
Hvidovre Kommune kunne være gået mere proaktivt ud, mener rådgiver. Foto: Hvidovre Kommune
Hvidovre Kommune kunne være gået mere proaktivt ud, mener rådgiver. Foto: Hvidovre Kommune
"Vores brug af Ulveman & Børsting er et resultat af den moderne politiske virkelighed."
 
Sådan skriver  Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune (SF), til Berlingske, der har spurgt ind til kommunens køb af lobby-ydelser for 802.000 kr. af Ulveman & Børsting, som skulle arbejde for, at der ikke opstod "betragtelig modstand" mod kommunens prestigeprojekt Holmene op til folketingsvalget i efteråret.
 
Borgmesteren stiller ikke op til et interview, men sender skriftlige svar.
 
"De er tydeligt lykkedes med strategien om at køre den skriftligt, fordi Berlingske har bragt svarene, hvad der ligner en-til-en, så det nærmest er, som havde de selv har skrevet artiklen. Man kunne nok ikke have fået et meget bedre resultat i den situation," siger Mia Palvig Fabricius, selvstændig kommunikationsrådgiver og ejer af Palvig Reputation.
 

Kunne have gjort én ting bedre

Ifølge Mia Palvig Fabricius er der nogle overvejelser, man skal gøre sig, når man skal afgøre, om man stiller mundtligt op til interview eller svarer skriftligt. Grundlæggende er overvejelsen, at man viser mindre åbenhed ved at svare skriftligt, men man har større kontrol over sin fortælling. Hun mener, at Hvidovre Kommune er lykkedes med at virke ret åbne, selvom man har svaret skriftligt.
 
"De forklarer deres bevæggrunde i lange og fyldestgørende svar. De bruger en retfærdiggørelsesstrategi, hvor man prøver at minimere skaden, der forbindes med krisen. De siger: "Ja, vi har gjort det, men vi ser ikke noget problem i det." De afmystificerer et emne omgivet af mystik for mange i stedet for f.eks. at bruge nabokommunerne som syndebuk," siger hun.
 
Mia Palvig Fabricius er selvstændig kommunikationsrådgiver. Foto: LinkedIn
 
Selvom svarene fra Hvidovre Kommune er lykkedes godt ifølge Mia Palvig Fabricius, så ville hun have foreslået kommunen at overveje at gå ud proaktivt og forklare sig på forhånd, hvis hun havde rådgivet dem.
 
"De har før fået kritik for at købe lobby-ydelser i forbindelse med projektet. Så de kan regne ud, at der vil være mere bevågenhed på det. Jeg håber og regner med, at man har haft beredskab klar, for det var oplagt, at den ville komme. Man kunne have taget luften af ballonen ved selv at fortælle om det," siger hun og fortsætter:
 
"Og så passer den strategi ind i fortællingen om at afmystificere lobbyisme. Man ville være transparente og kunne forklare åbent om sine bevæggrunde, før der blev gået kritisk til en."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også