Fyrre, fed og foranderlig

Tillykke, RUC! Det er 40 år siden, Danmark fik sin første uddannelse i kommunikation på RUC. De studerende er gået fra piberygende hippier til podcastende hipstere – og undervisningen fra at handle om diasshow til digitalisering og data. Det eneste, der ikke har ændret sig, er, at faget forandrer sig hele tiden.
Unge studerende på vej til Roskilde Universitetscenter. Selve essensen var fællesskabet, gruppen, holdet. Foto: Michael Stub/Scanpix Ritzau.
Unge studerende på vej til Roskilde Universitetscenter. Selve essensen var fællesskabet, gruppen, holdet. Foto: Michael Stub/Scanpix Ritzau.
Det var en udbredt misforståelse i 80'erne, at titlen stud.comm. var en forkortelse for ’kommunistisk studerende’. Men det var – og er – altså titlen på de studerende på landets første og største kommunikationsuddannelse på RUC.
Medieuddannelsen hed den, da den kom til verden i 1978. Dengang var journalistuddannelsen i Århus den eneste anden uddannelse i samme genre, og ønsket om at uddanne i medier på RUC var temmelig ugleset flere steder.

”Det var i den periode, hvor marxismen huserede på universiteterne, og derfor var der en del fra forskellige foreninger og interesseorganisationer, der ikke syntes, vi skulle lave sådan noget. Men vi læste nu aldrig Marx i vores lille faggruppe, og vores projekter handlede om helt andre ting. Fødevarer. Litteratur. Vi var et meget lille miljø og blev set på som lidt mærkelige”.
 
Workshop. Foto: Niels Erik
 
Det fortæller professor (MSO) Oluf Danielsen, som var en af de første syv fuldtidsansatte i medieuddannelsens lærergruppe. Han var selv fysiker og udgjorde samen med kollega og kemiker Jan Krag Jacobsen ’det naturlige hold’. De havde erfaringer med medierne, fordi de var aktive i miljøbevægelsen. Hence the hippies. Det skortede ikke på fuldskæg, pagehår og riflede bukser i lærerkollegiet.
 
Professor (MSO) Oluf Danielsen.
 
”Hele ideen på RUC var, og er, det tværfaglige. Vi var virkelig en broget flok, som også talte sprogfolk og socialvidenskabsfolk. Når vi kunne udvikle uddannelsen, var det, fordi vi var frygteligt nysgerrige og undersøgende og havde et enormt gåpåmod. Mange af de første studerende kom fra geografi og biologi. Vi mente, at hvis man kunne formulere sit fag på en måde, som var forståelig, så var der er marked for det. Og det var der også,” fortæller Oluf Danielsen, der har samlet beretningen om uddannelsen i bogen ’Kommunikation på Roskilde Universitet 1978-2018’. #REKLAMEPLADS#

Eliten var ikke in
I de første ti år af uddannelsens levetid var der et stort fokus på at producere. Den hotteste teknologi var diasshow – gerne med lyd og på et stort lærred. Uddannelsen var populær blandt de studerende, men mindre populær hos daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Adgangskravene var høje, og antallet af studerende lå samlet set på omtrent 200.
 
Diasworkshop. Foto: Bruno Ingemann
 
Blandt de få, der slap igennem nåleøjet, er flere, som siden har haft succes med karrieren og med at brænde igennem i offentligheden. En af dem er det socialdemokratiske folketingsmedlem Christine Antorini, der læste forvaltning og kommunikation fra 1989-1994.
 
Man kunne dengang søge et såkaldt forhåndstilsagn året før, man skulle starte, og det gjorde hun.

”Ellers var jeg ikke kommet ind, for snittet året efter var virkelig højt”.
 
Men selvom det var noget særligt at være i folden, var det ikke noget, man talte om blandt de studerende.

”Der var en del venstreorienterede elever, og det var bestemt ikke en tid, hvor man gik og blærede sig med at være en del af eliten – det var virkelig ikke in at være på det tidspunkt. Man gjorde netop en dyd ud af ikke at fremhæve sig selv som noget særligt. Men når det så er sagt, så var det noget særligt – ikke mindst fordi underviserne var vildt engagerede. Den dedikation kunne man mærke. Samtidig var vi små hold, og der var den særlige energi, som der er, når noget er nyt. De to år, er de to bedste års undervisning, jeg i mit liv har fået”.
 
Folketingsmedlem Christine Antorini. Foto: Frank Cilius/Scanpix Ritzau.
 
Christine Antorini fortæller, at hun som kommunikationsstuderende fik ’en bundsolid generaliserbar viden’, som hun har taget med sig og oplever, stadigvæk holder.
 
”Jeg skrev speciale om skræk som virkemiddel i offentlige kampagner. Det var i en tid, hvor der var meget fokus på aids, og i de tidlige offentlige kampagner så man mennesker i beskyttelsesdragter, som om der var sket en naturkatastrofe. En af vores konklusioner og aha-oplevelser var, at hvis man laver skræmmekampagner, så sker der i bedste fald ingenting – og i værste fald opnår man, at folk blokerer helt for budskabet. Det er nyttig viden. En anden ting, jeg har været opmærksom på siden, er, at hvis du skal flytte folks adfærd, skal det ske fra menneske til menneske. Du kan godt fange folks opmærksomhed med en kampagne, men det ændrer ikke deres adfærd. Det holder stadigvæk”.

Dedikation i sovepose
En anden studerende fra samme tid var Mette Aagard, der har gjort karriere i det private erhvervsliv. Hun har haft flere ledelsesstillinger i Novo Nordisk, indtil hun blev global HR-direktør i arkitektfirmaet BIG i 2016. I 2018 stiftede hun konsulentvirksomheden TWIN, som styrker organisationen hos virksomheder i vækst.
 
Her fortæller Mette Aagaard, hvordan hun stadig bruger det, hun har lært på RUC, i sin hverdag.
 
Faktisk var Mette Aagaard RUS-vejleder for Antorini. Hun oplevede også studiemiljøet som utrolig dedikeret.
 
”Man vidste godt, at man var sindssygt heldig, at man var kommet ind. Der var meget engagement, folk involverede sig i selvbestaltede læsegrupper og arrangerede studieture. Vi var i Berlin lige før murens fald. Der var sådan en virkelyst og faglig nysgerrighed. I projektperioder flyttede vi ind hos hinanden eller sov i soveposer på RUC. Det var som et højskoleophold til tider,” fortæller Mette Aagard, der især har sat pris på muligheden for at præge sit eget studie.
 
Forelæsning i teorirum. Foto: Bruno Ingemann
 
"Vi kunne virkelig påvirke vores studier, så det var relevant. Det var nogle gange kaotisk, men de løse rammer gav os også muligheden for at udvikle os som selvstændige individer, der selv tog ansvar for at sikre et højt fagligt niveau og skabe mening. Jeg kan godt være bekymret for, at det er blevet mere kontrolleret i dag”.
 
Mette Aagaard blev cand.comm. i forvaltning og kommunikation i 1992 og måtte vente et lille år på at lande sin første fastansættelse som kommunikationsmedarbejder hos ISS.

”På det tidspunkt kunne man fodre svin med humanister, og det var svært at få job, fordi kommunikationsuddannelsen var så ung. Man skulle forklare, hvad man var uddannet til”.

I dag er der en lang række forskellige kommunikationsuddannelser i Danmark, og Mette Aagaard oplever, at faget måske bliver ’smurt for tyndt ud’.

”Man kan i hvert fald sige, at da kommunikationsuddannelsen på RUC fyldte 10 år, var den et unikum. Nu hvor den runder 40 år, er den en del af en stor flok”.

Informationsmedarbejder søges
I løbet af 1990’erne ændrede kommunikationsuddannelsen sig. Dels fik de studerende øjnene op for, at der stod titler som informations- eller kommunikationsmedarbejdere listet i stillingsannoncerne, og de begyndte derfor at efterspørge mere analytiske projekter. Og dels blev adgangsbegrænsningen til studiet givet fri i 1992, hvilket fik elevtallet til at stige til 1.000.
 
Jan Krag Jacobsen underviser i lydproduktion med optagelser, redigering og klipning. Året er 1979. Foto: Kommunikation på Roskilde Universitet 1978-2018 af Oluf Danielsen
 
”Vi havde lydstudie, tv-studie, grafiske materialer og en masse multimedieudstyr, som krævede mange penge. Men dem kunne vi ikke få ud af universitetet i takt med, at studentertallet steg. Samtidig kom der også mange nye lærere til, som ikke havde samme muligheder for at efteruddanne sig, som de første hold havde haft. Kombinationen af de studerendes interesse for det analytiske og vores reelle mulighed for at producere lagde et pres på den hidtidige linje,” fortæller Oluf Danielsen.
 
Gradvist begyndte begreber som organisationskommunikation, strategisk kommunikation, politisk kommunikation og krisekommunikation at fylde mere. Men på den anden side er det producerende element aldrig rigtigt forsvundet, fortæller Oluf Danielsen. Fx er undervisningen i at lave video ikke blevet mindre aktuel i dag, hvor sociale medier og YouTube er kommet til.
 
”Op igennem 00’erne stabiliserede uddannelsen sig med projekter og undervisning i forskellige kommunikationsformer. Vores kandidater fra 90’erne og starten af 00’erne fik ret hurtigt job, så vi havde lavet noget, der opfyldte branchens behov,” fortæller Oluf Danielsen, der stadigvæk forsker og vejleder studerende og er ved at lægge sidste hånd på en bog om videnskabskommunikation.
 
Videoredigering U-matic. Foto: Bruno Ingemann
 
Fra militant lingo til egen faglighed
Da professor Kim Schrøder kom til kommunikationsuddannelsen i 1999 var det 'en noget anden uddannelse, end det er i dag'.

”Det handlede meget om det begreb, der på engelsk hedder ’getting across’ – at komme ud over rampen. Nøgleordet var kampagner, og det var de studerende meget optagede af. Der var måske dengang en lidt funktionel tilgang til det at kommunikere. Selve ordet kampagne klinger også lidt militært. Der var målgrupper, som skulle ’rammes’. I dag er det blevet langt mere komplekst. Vi er gået fra strategisk kommunikation til ’strategizing communication’, som er en langt mere kollaborativ og dialogisk tilgang,” forklarer han.
 
Professor Kim Schrøder. 
 
En anden væsentlig forandring i Kim Schrøders tid er udviklingen fra, at kommunikation var et fag, der skulle bruges til at kommunikere et andet fag, til at være et fag i sig selv.

”Tidligere var der et stort fokus på faglig formidling, og uddannelsen handlede om at kombinere fagene. Da jeg kom til, var processen med at gøre kommunikation til en faglighed i sig selv i fuld gang”.

Strategi, SoMe og Big Data
I 2013 lykkedes det kommunikationsuddannelsen at cementere fagligheden med etableringen af en etfagskandidatuddannelse i strategisk og digital kommunikation. Lige som tilbage i 80’erne og 90’erne er adgangskravene, blandt andet på grund af studiefremdriftsreformen, blevet skærpet, så det kræver en vist karaktergennemsnit at komme ind. Diasshowet er blevet til video, lyden blevet til podcast, og målgruppen er ikke bare nogle, man rammer – men nogle, man lytter til.
 
Videokursus med lærerne. Foto: Bruno Ingemann

En af kandidaterne fra den nye generation af cand.comm.ere er Signe Gren, som er marketingsansvarlig hos online-kultursitet Heartbeats, der formidler på tværs af lyd, skrift og video.

”Jeg valgte cand.comm., fordi det som noget helt nyt var muligt at tage en etfagskandidat i kommunikation på RUC. Det var ikke længere nødvendigt at kombinere to fag. Det gjorde, at jeg følte, vi blev mere specialiserede. Særligt sociale medier, eller det min generation bare kalder SoMe, var det hotteste på kommunikationsuddannelsen i 2010'erne. Og så selvfølgelig strategi – vi drømte alle sammen om at komme ud på den anden side og lave store forkromede strategier for, hvordan virksomheder og organisationer trænger igennem støjen, nu hvor alle er sit eget medie og kan kommunikere ufiltreret,” fortæller hun.
 
Marketingansvarlig hos Heartbeats, Signe Gren. Foto: Meha Karimi.
 
I en praktik på DR oplevede Signe Gren, at de kompetencer, hun havde med fra uddannelsen, var i høj kurs. 
 
”I den periode afskedigede DR over 100 medarbejdere for at ansætte nye med en skarpere digital profil. Lige netop den profil, jeg kom ud med fra kommunikationsuddannelsen på RUC. Under min kandidat blev jeg klædt på til at navigere i den her nye medievirkelighed. Fordi kommunikationsuddannelsen har formået at holde sig ajour i en tid, hvor man snakker om eksponentiel udvikling, og alle skal genopfinde sig selv eller ‘disrupte’, om man vil”.
 
Selve det at arbejde med nye medier og teknologier er en forestilling, der i hele uddannelsens historie har været nærværende, fortæller professor Kim Christian Schrøder. Der er løbet noget vand under broen, siden kuglehovedskrivemaskinen eller computeren var state of the art, men ’vi prøver at være på forkant’, som Kim Christian Schrøder siger. I dag er det ud over de digitale og sociale medier især dataficeringen af samfundet, der er på dagsordenen.
 
”Vi har lige åbnet et Digital Media Lab, hvor vi skal opdyrke og stille metoder til rådighed, som indgår i dataficering og digitalisering, fx data harvesting og big data. Kommunikation er og har altid været en uddannelse i bevægelse,” tilføjer Kim Christian Schrøder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job