K-chef: Chatbots kan gøre os til bedre rådgivere

Helle Wallentin sparer mange timers research og læsning ved at bruge en chatbot i sit job som kommunikationschef i Coor.
”Man skal stille sine spørgsmål så præcist og detaljeret som muligt," lyder Helle Wallentins råd om at bruge chatbots. Foto: PR
”Man skal stille sine spørgsmål så præcist og detaljeret som muligt," lyder Helle Wallentins råd om at bruge chatbots. Foto: PR
Chatbots og AI er allerede en fast makker for nogle kommunikations- og pressefolk, hvilket Kforum sætter fokus på i en miniserie om emnet.
 
I dag med Helle Wallentin, der i cirka fire år har været chef for kommunikation og marketing i Coor, der er en af Nordens førende facility-virksomheder og står bag kantineløsninger, rengøring og bygningsvedligehold til offentlige og private kunder.
 
Tidligere har hun arbejdet med kommunikation i TDC, Skat og PFA. I dag er ChatGPT blevet en del af måden, hun arbejder på, fortæller hun i vores Q&A om chatbots og k-branchen.
 
Hvordan bruger du chatbots og AI?
 
”Hvis jeg skal skrive et debatindlæg, hvor jeg for eksempel skal kende til lovgivning og regulativer på EU-niveau og deres betydning for vores kunder, er det noget nemmere at spørge chatbotten om det frem for at læse mange timers lovstof. Chatbots kan sammenstille og analysere viden på en måde, som Google ikke lige kan på samme måde.”
 
”Det kan også være brugbart, når vi skal kommunikere eller lave marketing om for eksempel teknologi inden for facility management. Her kan chatbotten give overblik over både fordele, men også de udfordringer, der kan være ved bestemte teknologier. Så er man langt bedre klædt på til at lave sit indhold.
Endelig kan chatbotten jo også skrive noget indhold, men her er min oplevelse, at det kræver en del kuratering af os selv.”
 
Hvad får I ud af det?
 
”Tidsbesparelser. Og overblik over stof, argumenter fra begge sider. Vi bliver gjort stærkere i vores argumentation.”
 
Hvad er dit bedste tip til at få mest ud af ChatGPT?
 
”Man skal stille sine spørgsmål så præcist og detaljeret som muligt. Det er et godt tip at stille flere detaljerede og konkrete spørgsmål end et stort, som man tror, kan dække alt. Og så skal man jo vide, at det er en maskine, der ikke kan forstå forskellen på viden og rygter, sådan som weekendens sag med en chatbot viste. Den troede, at en joke på et chatforum var viden og fik dermed spredt et falsk rygte. Så gennemlæsning og al magt til god kildekritik er godt.”
 
Hvordan tror du, at chatbots og AI vil påvirke k-arbejdet i fremtiden – og tror du, at den vil overfløddiggøre nogle k-folk?
 
”Den vil ikke overflødiggøre. Men den betyder, at vi endnu mere skal trække på klassiske dyder som kildekritik, etiske overvejelser og kende vores virksomheders DNA til bunds. Vi kan faktisk blive endnu mere rådgivere på en bredere palet.”
 
Hvad gør du dig af overvejelser om datasikkerhed i forhold til chatbots?
 
”Helt generelt spørger jeg ikke chatbotten om ting, der i forvejen er fortrolige, for det skal ikke ligge derude. Men man kan jo tit pille det fortrolige ud og så stille generelle spørgsmål.”
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job