Bullshit buzzwords

Nå. Den her artikel bliver en spændende rejse, som man ville kalde den i business-semantik.

Sproget er måske den største kulturmarkør, der findes. Og sproget, vi taler på jobbet, er ingen undtagelse.

Lad mig starte med at tage ja-hatten og corporate mindsettet på: Kontorsprog er herligt. Sågar nødvendigt. At bruge corporate language svarer til at iføre sig en strøget, dueblå skjorte. Det markerer, at du er professionel og ikke sidder derhjemme i dine svampede joggingbukser, klør dig i skridtet og gætter ord i Lykkehjulet. Det er godt at have respekt for rammen, man træder ind i. Og rammer er forskellige, ligesom jobs er.

"Orv, hun er klog. Jeg forstod ingenting! Siger vi til hinanden. Som om det var en dyd."

Måske talte alle faggrupper engang samme sprog, men inden de i fællesskab fik bygget et sprogligt Babelstårn op til himlen, slog Gud ned på denne væmmelige plan, og vi delte os i individuelle sprogstammer. Teknikere/håndværkere begyndte at sige ting som ”AutoCAD” og ” wire stripper”. Journalister gjorde en dyd ud af at tale et jævnt, forståeligt sprog.

Og corporate, akademisk uddannede kontortyper har – bredt set – siden talt i deres særegne kodesprog. Et kodesprog, der let og enkelt markerer, hvem der er firmaets mand; hvem der har ambitioner og magt. Det fungerer ligesom de der sorte, skinnende ’jeg er blevet til noget i livet-hustegl’, der blænder resten af kvarteret.

Hvor mange akademikere skal der til at skifte en pære? pic.twitter.com/z0n9HVBt2p
— DR3 (@DR3TV) February 19, 2018

Når man har knækket koden til corporate speak, så er det let at få anerkendelse og eventuelt en forfremmelse i organisationen. Man behøver sådan set bare piske rundt på overfladen og kopiere de vigtige menneskers sprogbrug. Det er lidt ligesom i skolegården, hvor man kopierede alfatypernes kraftfulde udtryk og bestialske bandeord for at stige i graderne.

Hvor jeg tidligere lærte at ryge smøger og sige psykopat, nosser og weed for at imponere min storebror og hans venner, så har jeg nu med seriøse panderynker lært at sige: ”Vi skal droppe silotænkningen og opdyrke synergier” for at imponere chefen og kollegerne.

Det er herligt simpelt. På én måde. På andre er det rungende tomt.

Corporate rejsning

Men, hvis vi lige tager ja-hatten af et øjeblik, er det tydeligt, at corporate speak bare er klichéer. Givet, måske er de sande nok, men gennem gentagelsen har de mistet deres pondus og værdi.

Corporate speak kan være fondant på en meget uspiselig måde. Det giver os en forlomme i statuskøen, faglig respekt, uden vi behøver ulejlige vores forstand med, at andre ord måske var mere rammende, kloge og konstruktive.

For ord skaber sprog, der skaber kultur, der skaber organisationer. Ordvalg er afgørende for virksomheders succes.

Hør bare sætningen: ”Lad os facilitere en kreativ proces”. Den kværker jo enhver fantasifuld tanke ved fødslen. Man bliver ganske enkelt helt tør i hjernen – og andre steder på kroppen. Og hjernetørre medarbejdere hjælper ikke virksomheden med at undgå at blive disruptet, som man nu til dags kalder alle former for konkurrence.

Der er mere goddaw i at sige: ”På med tænkehatten – ellers bliver vi overhalet af de andre og ender på en bænk med en flaske sprit og en ildelugtende labrador”.

Der er voldsomt meget klæd ud-leg i garbage language. Vi lader som om, vi er voksne. Corporate sprogbrug indikerer en vis usikkerhed, fordi man kopierer andres adfærd og ikke tør tage chancen med en ny måde at sige tingene på.

Corporate lingo kan være en distanceblænder, der lyser så kraftigt, at vi overhovedet ikke kan se kernen i tingene. Det tager tid både at formulere sig unødigt indviklet – og at forstå det som modtager. Ja, jeg ved ikke med jer, men så vil jeg hellere tale klart og komme en time før hjem og se Lykkehjulet.

Say what?

Man kunne vove den påstand, at garbage language er en barriere, hvis man nu engang lægger værdi i ægte nysgerrighed og udvikling, og ikke bare i taler om fluffy innovation som endnu et tomt plastikord i brandplatformenpå firmahjemmesiden.

Lad mig komme med et aktuelt eksempel: Jeg har lige set et kursus i mit feed, hvor man kan lære at ”facilitere mere legende og med fokus på organisatoriske nybrud”. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder. Gætter på, det er noget med at blive bedre til at lede et møde, så nye tanker kommer på bordet – at møder kort og godt bliver sjovere. Men formuleringen svækker min tro på, at kurset virker.

Når vi taler på den måde, så er det ikke sjovt at holde møder. Det er tidskrævende, og sprogkoden stjæler opmærksomhed fra det legende element. Ingen kan lege frit i et miljø, hvor sprogreglerne strammer.

"Måske skulle vi overveje, at vi ikke forstår det, fordi det er uforståeligt, ikke fordi vi er dummere end taleren."

Selve emnet/problemet – eller ”udfordringen”, der skal løses, får 10 % fokus. De resterende 90 går med at markere magt/organisatorisk tilhørsforhold og såfremt. Det bliver jo en ”hvis skjorte er bedst dampet”- eller en ”hvis corporate lem er størst”-leg.

Der er noget selvmodsigende i, at vi synes, det signalerer styrke og mod at være én i flokken af buzzende får. Men sådan er det.

Det er desværre klogere at have gennemskuet kontorets corporate BS end at sige det, som det er. Det svarer til at synge ”Himmelhunden” i Operaen. Upassende. Man falder helt igennem.

Klogt vs. indviklet

Det er sværere at gøre indviklede ting enkle end enkle ting indviklede – men desværre er det ikke noget, man får credit for i miljøer, hvor formen – hvem der har repeteret Den Store Corporate Ordbog – har mere magt end selve indholdet og den originale tanke.

Vi sidder imponeret tilbage over, at én eller anden vigtig person har sagt noget tilsyneladende indviklet, som vi ikke forstår.

Orv, hun er klog. Jeg forstod ingenting! Siger vi til hinanden. Som om det var en dyd.

Måske skulle vi overveje, at vi ikke forstår det, fordi det er uforståeligt, og ikke fordi vi er dummere end taleren.

Andre gange forstår man det banale, men anser det ikke som sådan, fordi det er svøbt i corporate vendinger.

Lidt ligesom når Mads Langer eller en anden kendis med alvorstunge øjne siger noget klichéplaget som: ”Vi skal mærke livet – og at rejse er at leve.” Stående bifald på grund af kendiseffekten: Man, that’s deep!!! Men var det brugsuddeler Knud Hansen, der sagde det samme, så ville vi nikke kort og bare tænke ”Christ, en klichémaskine.”

Fondant på forlist drøm

Måske skulle vi overveje, om corporate speak er med til at camouflere, at mange opgaver/tanker/strategier er ret banale?

Overvej, om mange akademikere i virkeligheden har et job, der strengt taget ikke kræver en universitetsuddannelse. Og i så fald kunne man mistænke, at corporate speak ikke gavner den reelle jobfunktion, men snarere er en personlig identitetsmarkør. En måde at finde mening med sit job og sin studiegæld.

Lad mig i stedet liste et nyt begreb ind i ordbogen over corporate speak: løg-modellen. Eller: Lad os – tro mod emnet – kalde den The Onion Method: Jo flere lag BS-bingo du skræller af din jobfunktion, jo mere vræler du, og jo mindre stolt bliver din mor.

Lige nu er det ekstremt corporate at bruge gamle begreber som ordentlighed, dannelse og meningsfuldhed.

Det er tres moderne at sige over kanapéerne ude til receptionerne. Det næste store inden for store ord uden reelt indhold. Tomme vendinger uden røv i bukserne.

For eksempel bruges – ironisk nok – et ord som ordentlighed sideløbende med en CSR-strategi. Her har man glemt, at hvis man er sådan rigtig ordentlig i Aristoteles’ forstand, så bærer den gode handling værdi i sig selv.

Det er selvmodsigende at være god mod de svage i samfundet som en del af en strategi.

Ærlighed som karrieredræber

Smag lige på disse to sætninger, der betyder det samme. Én på garbage language – og så en ærlig:

”Jeg tænker lige ud af boksen.”
”Jeg smider lige en masse mere eller mindre sindssyge idéer på bordet og håber, det bringer os videre.”

Den første sætning vil mange steder få anerkendende nik, mens den anden – mere ærlige – placerer dig lavt i hierarkiet som Mister Funny Bones/en useriøs type/den hyggelige comic relief-smølf.

Der er en sær, kollektiv logik om, at man ikke kan være ærlig/sårbar/sjov og samtidig være en mulig lederskikkelse. Ligesom man skal gå i buks og skjorte, ikke blomstret Yvonne-kjole, hvis man gerne vil i bestyrelsen.

Man orker ligesom ikke at kæmpe mod det. På samme måde, som man år efter år siger ja til at være med til DHL Stafetten, så reproducerer man garbage language: Det er bare nemmere at lægge originaliteten fra sig end at falde ved siden af som én, der ikke forstår fællesskabets ånd og sprog.

Man sælger lidt ud af sig selv, trækker sin personlighed af, tager de stramme løbebukser på sammen med de andre lemminger.

En ensom løbetur, hvor man får ro til nye tanker, kaster bare ikke highfives af sig fra kollegerne og chefen.

For man skal jo være en sand teamplayer…