Prins Harrys PR-Harreality

Så skal vi til det igen. Harry har noget, han gerne vil sige. Man kan nærmest høre den samlede britiske befolkning i et unisont suk. Verden hvisler #ShutUpHarry på Twitter, og alle synes at være kollektivt trætte af endnu engang at få de kongelige skandaler serveret til morgenmad på alverdens avisforsider.

Eller hvad?

For selvom det lader til, at de klassiske medier står i kø for at hive Harrys historie fra hinanden, anklage ham for at lyve, for at være narcissist, mandebaby, uopdragen eller grisk, så er der en målgruppe, der er særligt interessant for Harry. Og den målgruppe er ikke nødvendigvis enig med de klassiske medier – og hvad vigtigere er: De kan være med til at sikre Harrys brand fremover.

Forklaring følger.

Jeg tror ikke, vi behøver at komme nærmere ind på, hvad der står i Reserven – de mest sensationelle historier er beskrevet vidt og bredt i mainstreammedierne. Vi ved, at William slog Harry i gulvet; vi ved, at Harry mistede sin mødom til en ældre kvinde på en mark bag en pub; vi ved, at Harry dræbte 25 talibanere – og ikke fortryder det, og vi ved, at kong Charles har været en famlende faderskikkelse, der ikke helt har magtet opgaven som forælder.

Flere journalister og anmeldere undrer sig over, hvorfor hele verden skal kende til disse intime detaljer – kan familien ikke klare dette internt som alle andre almindelige, dysfunktionelle familier?

Det kan de ikke, fordi det vil familien ikke, forklarer Harry. Og nu vil han have sin historie ud. Sine egne ord og sin egen sandhed om sit eget liv, uredigeret, som han selv husker det.

Boghandel I England lige nu. Kilde: Facebook.

Som at læse om Medina og kronprins Frederik

Da jeg læste de første anmeldelser og beskrivelser af Reserven, kom jeg til at tænke på Medina. Det narrativ, prins Harry bruger, er det samme, som Medina har brugt: Pressen fordrejer og lyver – derfor vil jeg styre historien ved at udgive den selv. Medina har nærmest fra starten af sin karriere haft et anstrengt forhold til pressen, og derfor udgav hun sidste år en dokumentarserie og -film for at få muligheden for at tage styringen på historien om sig selv. Noget, hun ikke følte, hun fik mulighed for, når hun blev interviewet.

Jeg tænker også lidt på kronprins Frederik. Han har tidligere fortalt, hvordan han som 18-årig følte, at hans liv sank i grus, fordi han nu skulle være voksen, ansvarlig og klar til at blive kongen af Danmark – og dét havde han ikke lyst til!

Jeg kan tydeligt huske, da jeg læste interviewet med kronprinsen, hvordan jeg med det samme fik medlidenhed med ham. Vi er mange, der er vokset op med en underlig distance til kongehuset – en bevidsthed om, at det magiske og illusoriske netop ikke var ægte. At de mennesker, der fødes ind i deres livsopgaver, ikke nødvendigvis har lyst til at være dér, trods de mange privilegier, der dog medfølger. Det lyder for mange af os som et fængsel, et liv uden frihed. Og det skriver jeg i en tid, hvor det fineste, du nærmest kan være, er berømt. For hvad du er berømt, er ligegyldigt, bare du er i medierne.

Kronprins Frederiks historie – og Medinas følelse af at være forfulgt af pressen – minder om prins Harrys. En historie, der handler om at være i et rampelys, man ikke selv har bedt om at være i. Hvor du ikke selv kan styre, hvad der kommer ud og ikke kan tilbagevise det, hvis det er løgn.

I bund og grund er Reserven blot en fortælling om et ulykkeligt liv – et forgyldt ulykkeligt liv, ja, men stadig ulykkeligt.

Prins Harry fortæller om en ulykkelig barndom, hvor han følte, at familiens vigtigste formål, deres raison d’être, var at være interessante og elsket af folket. Koste, hvad det ville. Han mindes at lægge låg på sine følelser og kun græde en enkelt gang, efter han som 12-årig mistede sin mor. Han mindes at ryge hash jævnligt for at føle bare et eller andet. Han mindes en søgen efter mening, som han først fandt ved at blive en del af noget større i militæret – her var han ikke prins, men et menigt medlem af gruppen.

Den slags beklagelser lyder for nogle utaknemmelige. Åh, hvor er det synd for dig, at du er vokset op på et slot og aldrig har skullet tænke over, hvordan du betaler dine næste regninger, lyder det fra den store kritiske masse. Her er kritikken måske på sin plads, fordi Harry desværre lige får nævnt, at hans lejlighed på et tidspunkt var indrettet med – yikes! – IKEA-møbler!

Ligesom i dokumentarseriens seks stride timer bliver tingene indimellem blandet lidt sammen for prins Harry. Og det er synd, for der er, hvis man skal tro anmelderne, faktisk noget at komme efter i Reserven. Mange mennesker ønsker bare ikke at høre disse historier. Vi har ikke lyst til at høre, at den drøm, vi har om kongehuset, ikke passer – heller ikke, selvom vi måske godt ved det inderst inde. Vi vil ikke have vores illusion smadret. Og netop det kan Harry gøre med sine afsløringer.

Hvorfor prins Harry vil lykkes med sin PR-kampagne

Og så er vi tilbage ved begyndelsen af denne klumme: Hvem er det, prins Harry taler til? Det er de kongehuskritiske unge mennesker, der er vokset op med narrativet, at man har ret til sin egen historie. Det er den målgruppe, der hellere vil lytte til det hippe, moderne Hollywood-par, som vil redde verden, end den gamle, trætte kongefamilie, der er ude af trit med tiden. Den målgruppe vil sandsynligvis gerne følge Harry og Meghan på nye eventyr – om ikke andet så i deres eget realityprogram.

Målgruppen er dem, der enten er ligeglade med kongehuset eller direkte republikanere. Folk, der ikke er bundet af nostalgiske følelser til monarkiet, og som elsker et godt opgør med konventionerne.

Prins Harry har med denne bog forsøgt at vise, at han også er et almindeligt menneske af kød og blod, bare se forsidefotoet – fuldstændig blottet for royal blingbling. Hvis man skal tro anmelderne, så er bogen ikke kun en klynkesang om, hvor synd det er for Harry, som nogle sensationelle artikler ellers får det til at lyde.

Harrys nye brand

Det kan godt være, at Harry har høstet mange millioner dollars ved at dosere afsløringerne om kongehuset drypvist over flere år – først i sofaen hos Oprah, så med dokumentarserien på Netflix og nu med en bogkontrakt, der nok skal lune på bankkontoen.

Men han har også et brand, der skal genopfindes. Et brand, der på nuværende tidspunkt hænger uløseligt sammen med kongehuset. Hvem er han, hvis han ikke er prins? Hvad står han for? Når han udgiver en bog om sit liv i kongehuset, er det ikke kun for at få sin sandhed frem. Det er heller ikke kun for at tjene (mange) penge. Det er, måske vigtigst, fordi han skal positionere sig som andet end blot reserveprinsen. I Reserven lægger han an til Harry som mand, ikke Harry som prins.

Der er ingen tvivl om, at Reserven vil sælge mange millioner eksemplarer, endnu flere vil lytte til lydbogen, den yngre del af befolkningen vil tage hans side af sagen til sig – Harry vil blive ved med at være kendt, men nu på en måde, hvor han ejer narrativet, ikke som i kongehuset.

Men! Det vil kun lykkes, hvis han snart tager en pause fra afsløringerne og fokuserer på noget andet, der kan give ham troværdighed og skaber fundamentet for hans nye brand. Noget, der ikke har en dyt med hverken monarki eller familiefejde at gøre.