Sælg Palads, så vi kan bevare Palads. Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Politiken/Ritzau Scanpix
Forleden fremlagde Nordisk Film det seneste bud på det kontordomicil med biograf i kælderen, som de ønsker at erstatte den ikoniske Palads-bygning fra 1918 med.
Vi har været igennem det før, og nu er det desværre tid igen. I 2020 havde Nordisk Film undervurderet folks kærlighed til Palads-bygningen, så til deres store overraskelse var der ikke folkestemning for at rive Palads ned og opføre et firkantet højhus tegnet af BIG. Selvom Nordisk Films ønske for Palads-bygningens skæbne er den samme som i 2020, har noget ændret sig. Deres spinstrategi er gevaldigt intensiveret og er en del mere manipulerende.
Det er kommunikationsfirmaet Primetime, der har haft held med at sælge Nordisk Film den helt store kommunikationspakke. Udover at hjælpe med at udforme pressemeddelelser og fortællinger er mit gæt, at Primetime har hjulpet med følgende:
Første skridt har været at kortlægge de interessenter, der skal overbevises om, at det er en god ide at rive Palads ned.
Den allervigtigste interessent er Københavns Kommune. Hvordan overbeviser man den? Man starter med at vælge kommunens, for tiden, fortrukne tegnestue, Cobe. En arkitekt skrev til mig forleden og brugte vendingen, ”at Cobe nærmest har monopol i Københavns Kommune”. Det er Nordisk Film udmærket klart over. Ved valg af arkitekt er første nemme stik hjemme.
Næste interessent, borgerne og Nordisk Films potentielle kunder, er straks sværere sådan at overbevise. Før sommer sendte Københavns Kommune en byggeansøgning fra Nordisk Film (ikke et konkret projekt) i høring. Kommunen modtog usædvanligt mange høringssvar, hvoraf 97 pct. tilkendegav, at Palads skulle bevares. I samme periode afholdt kommunen en afstemning om Byens Sjæl, hvor over 200 steder var nomineret. Palads-bygningen vandt med afstand til nr. to. På Rådhuset har man sandsynligvis givet Nordisk Film et praj om, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis de næste gang, de ansøger, kommer med et forslag, som folk ville tage godt imod.
Hvordan får man folk til at virke mildere stemt over for noget, som de i bund og grund ikke vil have? Det gør man ved at bringe dem i en vildfarelse om, at de selv har været med til at vælge det. Det er grunden til, at vi denne gang skal præsenteres for tre forslag i stedet for kun et. Det er ikke normal fremgangsmåde at fremlægge mere end en ide for offentligheden, slet ikke flere ideer af samme arkitekt. At vi pludselig skal præsenteres for tre valgmuligheder, lugter af spin, for Nordisk Film har næppe tænkt sig at holde en offentlig afstemning og så rette sig efter flertallet.
Det er at løbe Nordisk Films ærinde at kommentere på de tre projekter og deres hult klingende projektnavne. Men jeg vil gå så langt som at sige, at det ene forslags eneste eksistensberettigelse er at skulle stille de to andre i et bedre lys. Jeg gætter på, at niendeklasses-praktikanten fik lov til at være ansvarlig for det. Endnu et klokkeklart spin-greb.
Strategien med at lægge tre forslag frem svarer lidt til, at en københavner som mig får spørgsmålet: Vil du bo i Herning, Odense eller Næstved? Måske hopper jeg i og kommer til at svare Næstved, fordi det er tættest på København, eller Odense, fordi der i det mindste går et lyntog, og byen trods alt har en vis størrelse. Det rigtige svar er jo, at jeg slet ikke har lyst til at flytte fra København, og derfor må jeg afvise præmissen for spørgsmålet. Samme svar skal Nordisk Film have: ingen af jeres ødelæggende forslag. Lad være med at prøve at narre os til at vælge.
Primetime har haft mere i posen at tilbyde. Dialogworkshops! Ved at toppe ”valg mellem tre projekter” op med nogle offentlige møder, vil der kunne sættes flueben ved, at der har været borgerinddragelse, og så er de glade i Kommunen.
Nordisk Film inviterede derfor til dialogmøde samme aften, som de nye projekter blev offentliggjort. Både Nordisk Film Biografers direktør, Asger Flygare Bech-Thomsen, og Cobes chefarkitekt, Dan Stubbergaard, var til stede og holdt hver sin salgstale. Kunne man stille spørgsmål til dem? Nej.
Dialogen skulle føres med Primetime, som var moderator for korte workshops med plancher, tuscher og post-its. Primetime havde formuleret tre spørgsmål til hvert projekt, som de gerne ville have borgernes input til. Ingen af spørgsmålene havde den mindste relevans for det, der er Nordisk Films store problem og grunden til, at de har rullet spin-apparatet ud. Nemlig, at folk af tusinder forskellige grunde elsker Palads-bygningen og ønsker den bevaret. Spørgsmålene havde derimod været velegnede at stille til medlemmerne af en håndboldklub, der stod over for en renovering af klubhuset: ”Hvad synes I om at placere café på første sal?”, ”Hvad synes I om at lave en tagterrasse?”, ”Hvad synes I om at stille en skulptur ude foran på pladsen?”
Primetime har nok selv ment, de var snedige, da de formulerede spørgsmålene. Ved at styre input sikres det, at kunden ikke hører noget, den ikke vil. Jeg ved ikke, hvad den her metode hedder på kommunikationsfagsprog. I min verden hedder det manipulation.
Den går bare ikke, Nordisk Film, Cobe, og Primetime. I er gennemskuet. Det er ikke bare dårlig smag og vildledende kommunikation. I forsøger at ødelægge national kulturarv uden at stå ved det. Det er uærligt. Palads-bygningen fortjener en anden ejer. Sælg Palads, så vi kan bevare Palads.