Primetime har vokseværk og styrker politisk profil

Kommunikationsbureauet Primetime har nu rundet 60 ansatte. Alene de seneste par år er bureauet vokset med mere end 20 medarbejdere. Men ambitionerne stopper ikke der. Bureauet vil fortsat investere i flere kompetencer, så de kan tilbyde en komplet løsning til kunder.
Thomas Juul-Dam, Karsten Anker Petersen og Casper Hyldekvist er alle partnere i Primetime. Foto: Primetime
Thomas Juul-Dam, Karsten Anker Petersen og Casper Hyldekvist er alle partnere i Primetime. Foto: Primetime

Kommunikationsbureauet Primetime opruster med nye politiske profiler og vil investere yderligere i nye medarbejdere og kompetencer i fremtiden. Det siger Thomas Juul-Dam, partner hos Primetime.

"Vi er glade for væksten, vi har oplevet de seneste år. Vi ser en stor efterspørgsel efter en bred palet af tjenester inden for public affairs, men også inden for vores andre områder digital, social og PR. Virksomheder bliver testet på f.eks. deres holdninger og bæredygtighed. Vi vil gerne hjæpe dem med at navigere i det. Derfor vil vi blive ved med at investere i talent og udvikle både vores virksomhed og vores medarbejdere."

Primetime har siden 2019 været i gang med et generationsskifte, der indtil videre har været succesfuldt. I 2020 steg bruttoavancen næsten 15 procent, og i 2021 steg den godt 17 procent.

Der er også kommet flere medarbejdere til. I 2020 havde bureauet 39 medarbejdere, i dag har Primetime 60 medarbejdere.

"Det er ikke, fordi man skal være en stor virksomhed som bureau for at have succes, men for os giver det god mening at få flere kompentencer, så vi kan tilbyde holistiske løsninger til vores kunder og løse udfordringer på tværs af forskellige områder. Vi skal være i stand til at favne bredt i vores rådgivning," siger Thomas Juul-Dam.

Blandt de nytiltrådte er Alexander Grandt Petersen, tidligere DSU-formand, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og vicedirektør i Cevea, og Per Bremer Rasmussen, tidligere adm. direktør i Forsikring & Pension og afdelingschef i centraladministrationen. De to profiler får titlerne seniorrådgiver og associate advisor i Primetimes afdeling for Public Affairs & Strategi.

1. september tiltræder desuden Torsten Vittrup Dalegaard som public affairs-konsulent. Han har været i Primetime som student og er kampagneleder for Laura Lindahl (K).

Primetimes partnerkreds består af Thomas Juul-Dam, Casper Hyldekvist og Karsten Anker Petersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også