Pride som virksomhedsfest?
Pride, penge og PR

På Nørrebro gik en alternativ Pride, der kritiserede Copenhagen Pride for en stigende kapitalisering af paraden. Foto: Celina Dahl / Ritzau Scanpix.

Skrevet af
Konfettien har lagt sig, regnbueflagene er pillet ned, og det normative gadebillede er så småt geninstalleret. Moussa Mchangama, fast Pride-gænger og debattør, ser tilbage på en Pride, der druknede i logoer og glemte sin oprindelse. Han ser dog også et potentiale i paradens brandificering, hvis blot man indfører noget compliance.

Lad mig sige det med det samme: Jeg elsker Priden. Eller det gjorde jeg i hvert fald. Og det er såmænd ikke, fordi København har brug for flere gadefester, der giver mig mulighed for at drikke mig fuld om dagen, eller fordi jeg nyder at se Netto dækket i regnbueflag.

Nej, jeg elsker Priden med stort P, fordi den er nødvendig. Fordi den skaber synlighed for en gruppe af mennesker, hvoraf mange er marginaliserede, udsatte og ensomme. Fordi den er et eksempel til efterlevelse i lande, hvor LGBTQ’ere ikke kan gå frit på gaden, og fordi den er kulminationen på en helt konkret kamp, som jeg og mange af mine fantastisk forskellige fæller kæmper hver evig eneste dag. Det vender jeg tilbage til.

Det er efterhånden en omdiskuteret kendsgerning, at Copenhagen Pride, i takt med at den er vokset markant over de seneste mange år, også i høj grad er blevet en brand- og sponsorfest.

Virksomhederne står i kø for at male sig med regnbuens farver for en uges tid eller to. Det kalder på refleksion hos alle involverede parter; fra Pride-organisationen til virksomheder og deltagere. For hvis der er noget, som en parade som den i lørdags ikke er, så er det at være sat i verden for at få virksomheder til at virke som guds gave til mangfoldigheden. Den balance er så småt ved at tippe over. Lørdagens optog – det største nogensinde – får næsten Pridens politiske agendaer, de mange aktivister og de mest marginaliserede til at forsvinde fuldstændig i logoer.

I Helsingborg har man taget konsekvensen og bandlyst logoer, uniformer og symboler for at holde fokus på LGBTQ-issues og ikke på de virksomheder, der deltager. På Nørrebro gik der desuden en alternativ pride i år, der repræsenterede en modreaktion og kapitalismekritik af Copenhagen Prides kommercialisering. Derfor giver det mening at kigge på Copenhagen Pride som et brand-univers, der både står overfor en række udfordringer, men i den grad også har et stort potentiale.


Ørsteds logo på regnbueflaget. Blot et enkelt af eksemplerne på, hvordan mange virksomheder lukrerer på Copenhagen Pride. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

At stå på skuldrene af andre
Copenhagen Pride er – som de fleste pride-parader verden over – en udløber af de Stonewall Riots, der fandt sted i New York i 1969, og hvor politiet satte ind mod queers på Stonewall Inn. Dette medførte en række optøjer og kampe mellem politiet og aktivisterne, der sidenhen har været grundlæggende for LGBTQ-bevægelsernes selvforståelse verden over.

Men, og der er et stort men; interessant nok er det, at kampene ved Stonewall dengang blev kæmpet af de allermest udsatte: sexarbejdere, drag queens, transpersoner, hjemløse bøsser – alle de, der ikke havde en eneste plads i samfundet eller passede ind i normerne, startede det, der i dag er blevet til nogle temmelig normaliserede prides.

Det er vigtigt at huske på. For når den ene 7-Eleven-klædte, IBM-klædte eller Ørsted-klædte vogn efter den anden triller forbi med fuldstændig samme generiske popmusik bragende ud, med ens corporate T-shirts og glade medarbejdere, der vinker med ens konfettikanoner og Mokaï-drinks og hvad ved jeg, så ender Copenhagen Pride midt i al mangfoldighedsfesten med at blive lige præcis det, den ikke må være: konform, kedelig, ensformig og uinteressant.

Dermed glemmer man både de skuldre, vi står på, de kampe, der er taget, og alle de politiske og sociale kampe, der stadig står på dagsordenen. Og man ender med et optog, der er så fuldt af logoer, at man ikke længere kan skelne det ene fra det andet – og så ender vi jo i princippet med at stå med det modsatte af mangfoldighed.


Mange butiksfacader får også en kærlig (og farverig) hånd i forbindelse med Copnehagen Pride. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Tjek jer selv
Mange virksomheder er gennem sponsorater af Copenhagen Pride ligeledes blevet beskyldt for såkaldt pinkwashing; at iklæde sig lånte fjer og ’hylde’ en mangfoldigheds- og LGBTQ-dagsorden i en kort periode for derefter at vende ryggen til og ikke internalisere politikkerne i virksomheden.

Bureaubiz har rakt ud til Thomas K. Rasmussen, kommunikationschef hos Priden, for at få Copenhagen Pride-organisationens eget take på antallet af sponsorer. Til spørgsmålet om sponsorernes vigtighed svarer han:

”Den stigende interesse for Copenhagen Pride fra virksomhedernes side hænger sammen med flere ting. Først og fremmest har både samfundet, diskursen i medierne og Copenhagen Pride som festival ændret sig igennem de seneste 10 år. I gamle dage blev vi omtalt som “bøsseparaden” og “homofesten”, mens vi i dag er Copenhagen Pride og har budskaber som mangfoldighed, kærlighed, rummelighed og inklusion i kernen af vores aktiviteter,” siger Thomas K. Rasmussen og tilføjer:

“De budskaber matcher rigtig godt med mange virksomheders værdier og visioner, og når man taler purpose marketing, så er vi derfor et stærkt bud på, hvordan man kan anvende markedsføringskroner til noget meningsfuldt.”

Han fortsætter:

“I dag er det også sådan, at en virksomhed er nødt til at forstå værdien af mangfoldighed for at være konkurrencedygtig, og netop mangfoldigheden og inklusionen er jo værdier, man er med til at dele, hvis man samarbejder med os.”

Hvor meget betyder virksomhedernes interesse for Pridens økonomi?

“Virksomhedernes interesse er vigtig for Copenhagen Pride, for vi ville aldrig være i stand til at gennemføre så stor en begivenhed over fem dage med gratis koncerter hver aften og 100 menneskerettighedsdebatter, hvis ikke virksomheder og brands var med til at hjælpe os økonomisk.”

Thomas K. Rasmussen rammer med sine udtalelser hovedet på sømmet; for Copenhagen Pride er vokset markant, og det kræver en stor organisation og ekstremt mange mennesketimer at stable et så stort arrangement på benene. Man kan ikke andet end at være imponeret over, at Copenhagen Pride trods alt er skabt af frivillige hænder og af mennesker med travle hverdage.


Netto er endnu et glimrende eksempel på Copenhagen Prides store succes, og hvor ivrige virksomheder er efter at bade i Pridens farvestrålende lys. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

De over 100 menneskerettighedsdebatter er af afgørende og vigtig betydning og fremhæver en lang række politiske, sociale, økonomiske og samfundsmæssige problemer i ind- og udland. Jeg var fx selv moderator på en fuldstændig proppet Amnesty International-debat om LGBTQ-rettigheder i et globalt menneskerettighedsperspektiv. Alt det arbejde, der bliver lagt i Copenhagen Pride, er beundringsværdigt.

Men selvom sponsorer er afgørende, er det lige så afgørende, at de vilkår, som sponsorerne deltager på, er både gennemtænkte og gennemsigtige for sponsorer såvel som besøgende under Copenhagen Pride. Og det er langtfra tilfældet nu. Derfor er Copenhagen Pride lige nu ved at drukne i ivrige virksomheder, der gerne vil vise deres støtte. Og det er ærgerligt, for netop gennem corporate sponsorater har man løftestangen til at fortsætte den politiske udvikling, som Copenhagen Pride burde være garant for.


At virksomheder og organisationer står i kø for at vise deres støtte til Copenhagen Pride, giver ikke kun genlyd i Danmark, men også international. Det alene kan være et argument for ikke at neddrosle aktiviteterne herhjemme. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Compliance, anyone?
I den debat, jeg modererede for Amnesty International, deltog to internationale LGBTQ-aktivister, Frank Mugisha fra organisationen SMUG i det langt fra LGBTQ-sikre Uganda og Kaspars Zalitis fra Muzaika i Riga, der bl.a. arrangerer Baltic Pride på skift i de baltiske lande med støtte fra Amnesty. En af deres hovedpointer med debatten var, at en pride som den i København er et fyrtårn for dem. At hvis vi neddrosler aktiviteterne her, så får alle deres modstandere derhjemme mere brænde til det bål, der vil lukke dem ned, gøre dem stille, ekskludere dem fra samfundet, ulovliggøre dem.

En anden pointe var, at netop de sponsorer, vi har herhjemme, er globale virksomheder – og globale virksomheder, der sjovt nok burde mene det samme i Riga, som de gør i København – hvis ellers nogen gad presse dem.

Her er et uudnyttet potentiale for Copenhagen Pride i forhold til at vise international solidaritet med dem, der er endnu mere udsatte end os selv, og for danske virksomheder til rent faktisk at putte mening bag deres regnbuefarvede ord. Ifølge Kaspars Zalitis var den eneste virksomhed, der gik med i Baltic Pride sidste år Accenture – som også er sponsor på den danske Copenhagen Pride. Men hvad med store globale virksomheder og brands som Stoli, Tuborg, 7-Eleven og Starbucks?

”Et samarbejde med Copenhagen Pride er samtidig en god mulighed for at vise, at mangfoldighed står højt på jeres dagsorden,” lyder det på sponsor-siden under Copenhagen Prides hjemmeside (hvor der for øvrigt ikke står et eneste ord om, hvad man forventer til gengæld af sine sponsorer). Det er korrekt, at det er en god mulighed for at vise mangfoldighed – men hvis ikke man som virksomhed kan stå på mål for en række simple holdninger, er der netop tale om pinkwashing og hule, konfettifyldte ord.

For helt ærligt: Kan alle de her virksomheder se sig selv i øjnene og tale om klart definerede diversitets- og inklusionspolitikker i deres personalebøger (udover ’vi vil rumme alle, yadayadayada)? Er der nogle af de her virksomheder, der ville tillade mere fleksible barselsforhold til regnbuefamilier, der ikke lige består af to enkeltpersoner, men måske flere? Har nogle af dem helt tjek på hadtale og diskriminerende organisationspolitik, eller om deres ansatte vil tiltales med andre pronominer end han/hun? Og vil de – ved eksempelvis Baltic Pride – udøve deres internationale position til rent faktisk at stå på mål for deres holdninger i udlandet også? Eller er der kun tale om dansk leflen?

Kunne der være en idé i, at Copenhagen Pride holdt mulige sponsorer fast på, at de rent faktisk skulle stå på mål for de fjer, de pryder sig med? En eller anden form for compliance eller charter kunne være en spæd start, der kunne bruges til politisk og organisatorisk at sætte ting på dagsordenen både eksternt og internt i virksomheder, organisationer og samfund.


7-Eleven er en af de internationale virksomheder, der er blevet kritiseret i forbindelse med Copenhagen Pride. Foto: Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Hvem er I her for? 
Normalt har man set Danske Bank under Copenhagen Pride, øjensynligt båret af medarbejdernes indsats – i år er det første gang, banken ikke er med, fordi der ikke har været medarbejderstøtte nok. Det er glimrende, at man derfor ikke bare stiller op for billige markedsføringskroner (25.000,- må siges at være temmelig billigt sluppet i budgettet), og det understreger, at mange virksomheder og organisationers deltagelse er skabt nedefra i virksomheden. Så langt, så godt.

Men i år blev der bl.a. også arrangeret en alternativ pride, nemlig Nørrebro Pride, som en reaktion mod det kommercielle, det kapitalistiske, det (hetero)normative, det borgerlige og det konforme. Med en langt mere aktivistisk tilgang og klare politiske dagsordener har de fået skabt røre i andedammen og sat nogle andre (og nødvendige) perspektiver i spil.

Man kan mene om arrangementet, hvad man vil, men selve afholdelsen af den alternative pride peger på en vigtig faktor: Pridens sponsor-støtte er blevet så massiv, at mange progressive græsrødder begynder at trække sig og ikke kan se sig genkendt længere, eller de føler sig stødt over virksomheder eller organisationer, der deltager, samtidig med at de med den anden hånd undertrykker eller diskriminerer eksempelvis transpersoner. Copenhagen Pride har en klar opgave i at sørge for – i sig selv – at være inkluderende – også i måden hvorpå (den frivillige) organisation drives på.

Derfor bliver Copenhagen Pride, deltagere, virksomheder og organisationer nødt til at spørge sig selv: Hvem er det, vi deltager for? Er det vores egne privilegier, vores egen fest, vores eget logo? Eller er det solidariteten med fællesskabet, de udsatte, dem, der ikke kan selv? Eller er det politiske dagsordener, der rent faktisk afspejler vores interne HR-processer og øvrige brandkommunikation? Og hvordan kan vi i så fald fortælle det langt tydeligere?

Copenhagen Pride har et enormt potentiale, og det er blevet en kæmpe folkefest – op mod 300.000 så med i 2017, og man mener, at der gik omkring 40.000 med i selve paraden i år. Det er helt vanvittigt mange mennesker, og jeg kan ikke lade være med at blive en smule rørt over det. Alligevel ville jeg ønske, at man i endnu højere grad brugte selve optoget og selve menneskemængden til at kommunikere Pridens politiske kernebudskaber endnu tydeligere.

For potentialet, lydhørheden og aktivisterne er der. Og selvom mange bruger debatterne, koncerterne og optoget til at sætte vigtige ting på dagsordenen, er det hele ved at drukne i logoer og store corporate-sponsorerede Pride-vogne. Det er ikke bare synd – det er også imod Pridens forhistorie, dens identitet og dens udviklingspotentiale.

Relaterede artikler

Er Priden blevet mainstream? - Lørdag gik over 30.000 mennesker igennem Københavns gader i den årlige parade i forbindelse med Copenhagen Pride - og 10...
Der er PR i PRide - Copenhagen Pride er en hyldest til seksuelle minoriteter og en reminder om, at alt for mange stadig lider under undertry...
Pridewashing eller brand bashing? - I forbindelse med Copenhagen Pride udgav Kforum en artikel om Pridewashing. Men er det reel kommerciel udnyttelse af Pri...
Må man sige homo i børnefilm? - Det er homo at bruge penge på bussen, det er homo at spise pasta, og det er homo at spille golf. Politiet er også homo, ...
Drop kønnet - det er brandet der tæller - Reklamer og markedsføring er en ekstremt effektiv måde at vise forskellige opfattelser af køn på. De reproducerer eksist...
Nej tak til fromhedsfremvisning - 7-Eleven gør det. McDonald's gør det. Ben and Jerry's gør det. Bilka gør det. Visa gør det. Plastrer deres produkter til...
Pas på heltefælden - Brands falder alt for ofte i ’heltefælden’. Det mener Thomas Kolster, der er træt af, at brands sætter sig selv først i ...

Giv din stemme

11 stemmer
3,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Medarbejder i ledelsessekretariatet

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.