Super Tuesdays Supertaler?

Obama gjorde det i 2008 med "Yes we can". Formåede Cruz, Clinton, Trump, Sanders og Rubio i tirsdags at levere den super-tale, der kan skabe momentum for resten af deres valgkampagne? Ordene på Super Tuesday vejer tungt på vægtskålen i den lingvistiske kamp om præsidentembedet.
Slutspurt eller et sikkert kort?
”We are the only campaign that has beat, that can beat, that will beat Donald Trump”, ”the stakes in this election have never been higher and the rhetoric on the other side has never been lower”, og ”I feel awfully good.” Der var mange både veldrejede og karaktertypiske citater at finde i Super Tuesdays valgaftenstaler tirsdag nat.
 
Her blev kampen om momentum og den gode kampagnefortælling i primærvalget sat på spidsen, hvor det især var vindertalerne fra Ted Cruz, Donald Trump og Hillary Clinton, der formåede at rykke kampagnerne videre, mens Marco Rubio og Bernie Sanders trak på deres sikre kort, men derved også tabte chancen for at vende nederlaget til noget positivt for deres kampagner.
 
Hvem kan bringe fortællingen videre? 
Valgaftenstaler er normalt forbundet med en endelig erkendelse omkring en sejr eller et nederlag. Kandidaten skal enten bygge bro til et politisk embede eller til rollen som medborger.
 
Foto: Polfoto/Planet Photos
 
I det amerikanske primærvalg er valgaftenstalerne derimod blot et skridt på vejen. Målet er at skabe et tilfredsstillende svar på valghandlingen, der kan lede vælgerne og medierne videre til næste kapitel i fortællingen om den pågældende kampagne – gerne med et øget momentum.
 
Super Tuesday 2016
Super Tuesday har været et vigtigt kapitel i disse kampagnefortællinger. Valgkampen bliver for alvor national med flere stater i spil på én gang. Det var også tilfældet i år, hvor flere kandidater allerede var rykket videre fra staterne, der stemte, til Florida for at holde deres valgaftenstale der.
 
Derudover begyndte fokus for flere af kandidaterne at rykke sig mod det andet partis kandidater for at understrege, at primærvalget for alvor er ved at nærme sig slutspillet med få seriøse kandidater tilbage. 
 
Super Tuesday. Foto: Polfoto/Suzuki Chitose
 
Cruz greb chancen
Den mest klassiske taler hos republikanerne er Ted Cruz. Han bliver rost for sin talebegavelse, som synes at være på linje med præsident Barack Obama. Det skyldes, at han har langt mere kontrol over sit kropssprog end de andre ledende kandidater i det republikanske felt, hvor han med alvorstunge pauser, et roligt taletempo og hænderne i ro forklarer sin politik.
 
Cruz forstår også at bruge retoriske greb som f.eks. denne type af serier, der giver talerne en bedre rytme: ”We are the only campaign that can beat, that has beat, that will beat Donald Trump” ”once, twice, three times.” og ”Young people coming out of college with two, three, four job offers”.
 
Derudover formår Cruz at bygge sine taler op omkring f.eks. modsætningspar, hvor det i denne tale handlede om forskellen mellem Cruz og Trump. I en længere passage fremsatte Cruz det ene politiske punkt efter det andet, hvor de to kandidater adskilte sig fra hinanden. Fra sundhedsreformer til forholdet til Israel. Trump ville det ene – Cruz noget andet, var budskabet.
 
Om det er ord eller chancen, Cruz griber her, er svært at sige. Han greb dog muligheden for at opponere mod Trump. Foto: Polfoto.
 
Det, Cruz også gjorde, var at citere tidligere præsidenter. Nogle af de største klassikere blev hevet frem, upåagtet at det var demokratiske præsidenter, der havde fremført dem: ”We have nothing to fear, but fear itself” fra præsident Franklin Roosevelt og ”Ask not what our country can do for you, but what you can do for your country” fra John F. Kennedy, og senere blev præsident Ronald Reagan også bragt på banen, da Cruz sluttede af med at love at ”Once again we can have morning in America again.”
 
Cruz brugte disse citater til at få skabt en præsidentiel persona for sit kandidatur, men han brugte det også til at kritisere Trumps retorik ved igen at fremhæve en kontrast. Denne gang var det mellem disse tidligere store ord fra præsidenters mund i forhold til, hvad der er kommet ud af Trumps mund indtil videre.
 
Dette var en vigtig tale for Cruz på en vigtig aften for hans kampagne. Det er formodentlig hans største chance for at skabe momentum i primærvalget, grundet hjemstaten Texas, og om to uger kan dette momentum tages fra ham af Marco Rubio i Florida, hvis ikke Cruz står stærkt nok på det tidspunkt.
 
Derfor argumenterede Cruz også for, at dette var et afgørende øjeblik for republikanerne i primærvalget. Det var nu, de skulle vælge deres modstander i forhold til Trump, og Cruz’ fortælling handlede derfor om et vendepunkt i kampagnen. Det handlede ikke om de kommende uger, men om øjeblikket.
 
 
Trump hvilede på laurbærrene
For Trump handlede det snarere om at vedholde favoritværdigheden efter valghandlingen. Efter primærvalget i New Hampshire havde Trump svært ved at holde på formerne i valgaftenstalen, og den traditionelle lykønskning af kandidaterne kunne kun lige klares, inden han gik i gang med sin sædvanlige nedladende kritik af modstanderne.
 
Donald Trump efter sejren i New Hampshire 
 
Det var en mindre brysk Trump, der stillede op i denne omgang, og hans tale var også yderst kort, før spørgsmål fra pressen sørgede for, at ’talen’ blev mere fokuseret, end man er vant til at se fra Trump.
 
Trumps nedtonede stil skyldes formodentlig fremfor alt et hensyn til timing. Han var i weekenden op til primærvalget i endnu en kontroversiel debat, denne gang om Ku Klux Klan. Det har formodentlig fået Trump til at indse, at han ikke behøvede eller burde skabe mere forargelse i medierne lige foreløbig. Derudover gav den nedtonede stil ham mulighed for at skabe kontrast til Marco Rubios nye aggressive fokus, hvor det pludselig er modkandidaten, der fremstår konfronterende og splittende i det republikanske parti.
 
Men selvom Trump ønskede at vise sig fra en mere ydmyg side, så var det stadig med ham selv i centrum. Det var ham, der havde lært meget af sin tid med kampagnen, og det var en vidunderlig tid for Trump i hans liv. ”I feel awfully good,” sagde han med et lille ekstatisk suk til en rapporter i løbet af spørgerunden.
 
Trump brugte ualmindeligt meget taletid på Super Tuesday på at fortælle historien om sit Trump-imperium. Foto: Polfoto/Zeus.
 
Trump holdt sig dog også til karakteristiske emner i sin tale. Verden bestod f.eks. stadig af tabere og vindere. Hvor Cruz blev anerkendt som det sidste, blev Rubio hængt ud som en ”light weight” og ”hostile”. I stedet for at tale om sit ground game og takke de frivillige i hans kampagne, som enhver anden kandidat ville, fokuserede Trump fra sin talerstol i Florida i stedet på de mange ansatte og investeringer, han havde i staten, og hvor meget hans firma var ved at vokse.
 
For Trump handler det stadig om at fremstå som forretningsmanden, der kan lave de bedste aftaler med andre lande og forene partiet omkring mange flere vælgere end tidligere. Måske er det kun i Trumps version, at det gælder, men i år fungerer den personlige fortælling om ”forretningsmanden” langt bedre end i 2012, hvor det nærmest var en hæmsko for Romney. Derfor kan man næsten heller ikke fortænke Romney i at overveje at træde ind i valgkampen for at give moderate republikanere en kandidat at stemme på.
 
 
 
Clinton har holdt hovedet mere koldt end i 2008
Hos demokraterne kan man ikke forestille sig, at f.eks. Joe Biden gør det samme på nuværende tidspunkt. Her kører primærvalget mere på skinner, på trods af Bernie Sanders' overpræstation.
 
Clinton har også lært lektien fra 2008-primærvalget, hvor Obama kom overraskende godt fra start i de første stater, og Clinton alt for hurtigt begyndte at trække i nye retninger for at finde et modsvar. Samme usikkerhed var der ikke at finde i Clintons tale i år efter hendes vælgerlussing i New Hampshire. Hun bevarede roen og troen på sin egen kampagnes budskab - og på at resultaterne nok skulle komme.
 
Resultaterne rullede da også i stor stil ind på Super Tuesday. Her holdt Clinton den tale af de tre vindertaler, der lå tættest på det, man kan beskrive som en klassisk amerikansk valgaftenstale. Der blev sagt tilllykke til modstanderen Bernie Sanders for hans valgsejre og tak til alle vælgerne og de frivillige kampagnemedarbejdere. De næste stater blev fremhævet med nogle af deres ikoniske billeder, og Clinton havde både anekdoter om hårdtarbejdende amerikanere og sluttede af med en god ”story”, hvor det handlede om at folket arbejdede sammen.
 
Tilhængere af Hillary Clinton ved hendes sejrstale efter Super Tuesday. Foto:Polfoto/Zeus.
 
Alligevel rummede talen også flere velvalgte træk, der løftede den op over stump speech niveau, som f.eks. Clintons slogankamp med Trump: ”It’s not about making American great again. We have to make America whole again”. Eller hendes selvbevidste brug af ordene ”Love and Kindness.” Det kan lyde en anelse flower-power-agtigt, særligt når det kommer fra Clinton, der er mere kendt for professionalisme end patos.
 
Men hun sagde det i klar kontrast til Trump, og denne kontrast til Trump og republikanerne fik Clinton tegnet stærkt i talen:”Instead of building walls, we are going to break down barriers.” Og senere: ”The stakes in this election have never been higher and the rhetoric on the other side has never been lower”
 
I en af anekdoterne satte hun også kontrasten til republikanerne ind i et historisk og drilsk, perspektiv, da hun fik bragt ”The Original Tea Party” på banen og derved prikkede til den konservative bevægelses fokus på at repræsentere det oprindelige og rigtige USA.
 
Budskabet fra Clinton var ikke til at tage fejl af. Nu går valgkampen ind i sin større nationale fase, hvor fronterne mod republikanerne skal trækkes klart op. På den ene side har Trump udstillet republikanernes hulhed, mens Clinton har til sigte at fylde denne tomhed med budskaberne fra sin kampagne.
 
 
Sanders-revolutionen og Rubios amerikanske drøm
Sanders har holdt adskillige lange og gode brandtaler, men hans store problem i forhold til længden af det amerikanske primærvalg er, at hans budskab netop har været tænkt stort fra start, en revolution skulle der til – gerne endnu større end den Obama formåede at skabe i 2008. Det er bare ikke sket endnu.
 
Hans valgaftenstale tirsdag nat ændrede heller ikke på dette. Til trods for, at den var meget tæt på at være en standard stump speech for Sanders, fik han dog sat lidt perspektiv på valghandlingens resultat ved at trække tråde tilbage i tiden til dengang, Sanders' kampagne kun blev spået 3% af stemmerne. Derudover fremhævede han, at kampen ville fortsætte, og at der stadig var håb i forhold til antallet af delegerede.
 
Men Sanders fik ikke vendt resultatet fra Super Tuesday med sin tale, fordi han fokuserede for meget på sine kernebudskaber i stedet for at tale dem ind i primærvalgets nuværende fase.
 
 
Rubio havde endnu mindre at holde fast i end Sanders på valgaftenen. Hans fortælling handlede da også mest af alt om at se videre, videre, videre – mod Florida. Men efter Cruz' sejre har Rubios fortælling om at være den rette modkandidat til Trump fået et ordentligt knæk, og det formåede Rubio ikke at komme med et svar på i sin tale.
 
Marco Rubio halter i sin vælgertilslutning efter Cruz og Trump. Foto: Polfoto/ANdreas Bardell
 
I stedet handlede det i stor stil om den amerikanske drøm igen, som Rubio efterhånden har fortalt en del gange, og som efter Chris Christies udtalelser kan forekomme ”opfundet” - som Martin Krasnik også påpegede det i DR2's dækning af Super Tuesday. Hos Rubio kom der altså heller ikke et tilstrækkeligt svar på selve Super Tuesdays valghandling, som han nærmest ikke adresserede i talen bortset fra i sin kritik af Trump. 
 
 
Nederlaget kan vendes med en god valgaftenstale
Hvis vinderne af Super Tuesday skal kåres, må pilen pege på Trump, Clinton og Cruz. De formåede at bruge deres valgaftenstale til at lægge nye lag på deres kampagners fortælling. Lidt håb er der dog at skimte forude for Sanders og Rubio, da et nederlag på Super Tuesday, ikke nødvendigvis er lig med et dårligt udgangspunkt for en primærvalgstale.
 
Vi skal ikke se længere tilbage end til 2008, hvor Barack Obama efter et nederlag til Hillary Clinton i New Hampshires primærvalg holdt sin ”Yes We Can”-tale, der formåede at skabe historisk resonans for hans kampagne og i den grad skabte momentum for Obama. Nederlaget blev brugt til at skabe en lang række historiske paralleller, der beskrev evnen til at stå imod udfordringer.
 
Foto: Polfoto/Planet Photos

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også