Taberen får det første ord

De seneste sæt af valgaftenstaler i USA’s præsidentvalg peger på en tendens, hvor den tabende part har sværere og sværere ved at stå frem foran sit publikum og erkende nederlaget. Denne tendens kan kulminere efter valget den 3. november, hvor i hvert fald én af kandidaterne allerede har sået tvivl om accepten af andet end en sejr.
2008 – en ære blot at deltage
Går vi tre valgrunder tilbage, så var historien en anden. 
 
Valgaftenen i 2008 huskes måske bedst for Barack Obamas sejrstale, men selvom modstanderen, republikaneren John McCain, måtte på scenen for at erkende nederlaget og ikke sejren, så er hans tale dog uden tvivl den mest elegante nederlagstale i nyere tid.
 
Der er tradition for, at man lykønsker modstanderen, selvom man indtil dette øjeblik har kæmpet indædt imod vedkommende. 
 
Men McCain gik længere end dette i sin tale og roste i detaljer Barack Obamas kampagne, særligt fordi demokraten havde fået så mange nye vælgere engageret i det amerikanske demokrati.
 
 
McCain var kendt som en stolt og stædig enegænger, men et af hans fineste øjeblikke kom, da han hyldede det demokratiske fællesskab i USA oven på præsidentvalget i 2008.
 
McCain tyssede endda på sit eget publikum, da de buede af Obamas navn. Derudover havde McCain også overskud til at udtrykke empati over for afrikansk-amerikanere og deres glæde ved valget af Obama:
 
“This is an historic election, and I recognize the special significance it has for African-Americans and for the special pride that must be theirs tonight. I've always believed that America offers opportunities to all who have the industry and will to seize it. Senator Obama believes that, too.”
 
Fordi McCain havde lige så meget fokus på sin modstander og vedkommendes vælgere i sin tale som sin egen kampagne, står talen det klarere som en hyldest til det amerikanske demokrati, når det er bedst.
 
2008 – tour de force igennem USA's historie
Hvis McCains nederlagstale var indbegrebet af elskværdighed, så var Obamas sejrstale i 2008 til gengæld den mest mindeværdige. 
 
Ikke kun på grund af omstændighederne for hans sejr, men også indholdet. I talen leverede Obama en gennemgang af progressive nedslag i amerikansk historie rammesat af en enkelt vælgers vej igennem det 20. århundrede. 
 
Fra at være en borger uden stemmeret, grundet både hudfarve og køn, til at kunne deltage i valget af USA's første afrikansk-amerikanske præsident. Ann Nixon Cooper havde set meget i sit liv, og Obama lod USA se sig selv igennem Coopers øjne:
 
“She's a lot like the millions of others who stood in line to make their voice heard in this election except for one thing: Ann Nixon Cooper is 106 years old. She was born just a generation past slavery; a time when there were no cars on the road or planes in the sky; when someone like her couldn't vote for two reasons: because she was a woman and because of the color of her skin. And tonight, I think about all that she's seen throughout her century in America -- the heartache and the hope; the struggle and the progress; the times we were told that we can't, and the people who pressed on with that American creed: Yes we can.”
 
 
Obama talte i 2008 om det historiske ved særligt én af vælgerne, der havde stemt på ham.
 
Obama indsatte herefter sit velkendte valgslogan, ”Yes we can”, som en epifor til forskellige historiske øjeblikke i det amerikanske århundrede, og på denne måde blev valgaftenstalen også et forvarsel for en af Obamas mest effektive evner som præsidentiel taler: Det at kunne fortælle USA's historie på en måde, der gav landets identitet nye lag og inviterede flere vælgere inden for i den demokratiske proces, hvilket McCain også havde påpeget.
 
Talen kan måle sig med de bedste af Obamas taler og derved også nogle af de bedste overhovedet fra valgkampene om det amerikanske præsidentembede. 
 
Den var så effektfuld og opsummerende for valget i 2008, at Obama nærmest var blevet USA's præsident i det øjeblik, talen var blevet holdt, ikke først senere ved hans indsættelse.
 
2012 – er I klar over, hvad I går glip af?
Selvom valget i 2012 på aftenen den 6. november relativt hurtigt viste, at Obama kunne blive boende i Det Hvide Hus fire år mere, så gik der alligevel et godt stykke tid, før republikaneren Mitt Romney kom på scenen. 
 
Da han gjorde det ca. kl. 1 om natten lokal tid på USA's østkyst, var det med en tale, der ikke leverede mange mindeværdige formuleringer og kunne have været skrevet fem minutter forinden. 
 
Det var den formodentlig også, da Romney og hans folk var oprigtigt overraskede over, at valget var tabt, og efter sigende var der slet ikke blevet forberedt en nederlagstale. 
 
I stedet leverede Romney standardelementerne for genren. Han kunne stadig ikke slippe drømmen helt og påpegede blandt andet, at amerikanerne gik glip af en fantastisk førstedame i hans kone, Ann Lois Romney. Selvom Romney lykønskede Obama med sejren, så var fokus i talen også på andre ledere, som vælgerne kunne søge støtte hos oven på valget:
 
“… we citizens also have to rise to the occasion. We look to our teachers and professors. We count on you not just to teach, but to inspire our children with a passion for learning and discovery. We look to our pastors and priests and rabbis and counselors of all kinds to testify of the enduring principles upon which our society is built — honesty, charity, integrity and family. We look to our parents, for in the final analysis, everything depends on the success of our homes. We look to job creators of all kinds. We're counting on you to invest, to hire, to step forward.”
  
Mitt Romney lod vente på sig, men leverede kun lige akkurat, hvad der var forventet af ham.
 
Accepten af nederlaget blev hos Romney leveret mere mekanisk end hos McCain, og talen var derfor også mindre mindeværdig for kandidaten. Samtidig var budskaberne også ladet med bekymring for dele af det amerikanske samfund.
 
2012 – i arbejdstøjet igen
Obamas tale var heller ikke lige så visionær som i 2008. I stedet var Obama fokuseret på at komme tilbage i arbejdstøjet. Han var stadig præsident og kunne nu se frem til fire år mere med stridsomt politisk arbejde i forhold til et republikansk Senat.
 
Det havde været fire år med store succeser, men også store udfordringer for Barack Obama. Det fik også lov til at forme indholdet af hans anden valgaftenstale som kandidat til præsidentembedet.
 
Selvom talen stadig indeholdt den store brug af retoriske stilfigurer, som Obama var blevet kendt for, så leverede han også et forsøg på at nuancere de ord, der havde været med til at definere hans tidligere kampagne, “Hope” og “Change”:
 
“I’m not talking about blind optimism – the kind of hope that just ignores the enormity of the tasks ahead or the roadblocks that stand in our path.  I’m not talking about the wishful idealism that allows us to just sit on the sidelines or shirk from a fight.  I have always believed that hope is that stubborn thing inside us that insists, despite all the evidence to the contrary, that something better awaits us, so long as we have the courage to keep reaching, to keep working, to keep fighting.”
 
Talen var ikke kun en jubeltale, men også et svar til kritikerne, der hævdede, at selvom Obama måske var en dygtig taler, så var han som politiker uden reel substans. Derfor var det vigtigt for Obama i denne tale at påpege det hårde slid, der fulgte med de store ord.
 
Obamas anden valgaftenstale var snarere en tale, der handlede om, hvad der kom efter valgløfterne.
Hillary Clinton valgte at holde sin nederlagstale til amerikanerne dagen efter den store overraskelse i 2016, hvor Donald Trump blev valgt som USA's præsident.
 
2016 – dagen derpå
Valgåret 2016 vil formodentlig stå tilbage som en af de største sensationer i amerikansk politisk historie; selv valgaftenstalerne var ude af sync med traditionerne.
 
På valgaftenen anerkendte Hillary Clinton Trumps sejr til ham privat. Det var dog ikke hende, men hendes kampagneleder, der trådte frem på scenen og bad de lamslåede demokratiske støtter og vælgere om at forlade festsalen.
 
Dagen derpå formåede en tydeligt rørt Clinton at præsentere en velplanlagt tale, der både var en hyldest til det amerikanske demokrati og en trodsig opfordring til at fortsætte kampen for progressive værdier i USA.
 
Det gjaldt særligt én gruppe af amerikanere, som ikke var gamle nok til at stemme endnu, men som alligevel havde kunnet se en kandidat og en debat under valgkampen, hvilke satte kvinders rolle i det amerikanske demokrati i spotlyset:
 
“And to all the little girls who are watching this, never doubt that you are valuable and powerful and deserving of every chance and opportunity in the world to pursue and achieve your own dreams.”
 
Hvorvidt flere ville have stemt på Hillary Clinton, hvis de havde vidst, hvor tæt det egentlig var mellem Trump og Clinton i flere delstater, skal ikke kunne siges.
 
Men Clinton gjorde sit med denne tale til at ryste chokket af venstrefløjen og give dem nogle af de paroler, de kunne samles om i de næste fire års tiltagende aktivisme og folkelig kritik af den siddende præsident.
 
Selvom dette gjorde Clintons tale mere mindeværdig og personlig, blev den dog også et eksempel på, hvordan nederlagstalen altid balancerer mellem kampråb for partifællerne og fællesånd for den demokratiske proces.
 
Donald Trump måtte gå på scenen uden, at Hillary Clinton offentligt havde erkendt sit nederlag, men det forhindrede ikke Trump i en sjælden positiv tale at række ud til alle amerikanere.
 
2016 – en venlig stemt vinder
Hvorvidt Trump selv virkelig forventede at vinde valget i 2016, er blevet diskuteret efterfølgende. Det kan ikke aflæses af valgaftenstalen, bortset fra den lettelse, der var at høre i Trumps tone.
 
I hvad der må beskrives som Trumps mest positive tale, var han fokuseret på at samle amerikanerne om sit præsidentembede, mens han stadig leverede sine små tilføjelser til teksten, der understregede kontrasten mellem Trumps egne påfund og den skrevne tale:
 
“We must reclaim our country's destiny and dream big and bold and daring. We have to do that. We're going to dream of things for our country, and beautiful things, and successful things, once again.”
 
Trumps sejrstale udviklede sig til en lang takkeliste til de forskellige støtter, han havde haft, både familie og kampagnestaben. Dette kulminerede med kampagnelederen Reince Priebus, som Trump kaldte på scenen og fik til at sige et par ord. Til gengæld var den kommende vicepræsident Mike Pence ved at blive glemt, selvom han stod lige bag ved præsidenten under hele talen.
 
Trump sluttede heller ikke af med en variation af ”God bless America”, i stedet var det ”I love this country”. På den måde blev talen alligevel et eksempel på, hvad befolkningen havde i vente, hvor Trump i mange taler indledningsvist har holdt sig til manus, men næsten altid lader sine egne ideer og formuleringer snige sig ind og efterhånden overtage de planlagte pointer.
 
2020 – hvem taler først?
Joe Biden har holdt flere nederlagstaler igennem sin karriere som politiker, hvor han har trukket sig fra blandt andet et par præsidentielle primærvalgkampe. 
 
Derfor er det ikke svært at forestille sig ham levere den traditionelle vare, hvis tilfældet skulle være, at han må erkende sit nederlag til Trump. Hvorvidt dette vil ske på selve valgaftenen, er dog mere usikkert. 
 
Der er også skabt en grad af usikkerhed omkring Trumps holdning til et nederlag, og det er sværere at forestille sig Trump holde en god nederlagstale. Bare det, at Trump igennem længere tid har sat spørgsmålstegn ved processen omkring brevstemmer, har allerede skadet valghandlingen.
 
Tidligere valgkampe om det amerikanske præsidentembede er blevet placeret under kategorier som ”korrupte aftaler” og ”det mest beskidte valg nogensinde” uden, at landet er endt i borgerkrig af lige den grund. 
 
Det samme vil forhåbentlig gøre sig gældende uanset konstellationen af vinder og taber mellem Biden og Trump her i 2020. Man kan blot håbe, at de overvejer valghandlingens alvor og den rolle, de hver især har i den givne situation. 
 
Deres ord er med til at sætte punktum for valghandlingen og vise vejen mod forsoning oven på endnu en af “de vigtigste valg i USA's historie”.
    
 
Læs mere om valgaftenstaler og udviklingen af præsidentiel retorik i bogen Præsidentens ord fra forlaget Alt i ord: https://www.alt-i-ord.dk/shop/prsidentens-ord

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job