Mørkets fyrste, husets mand og sexindustrien

Nogle mener, at han var en butiksbestyrer for ondskabens imperium, en kassemester for sexindustrien i Danmark og en brutal pressebøddel. Andre peger på, at han var en god chef, der dygtigt har ført Ekstra Bladet ind i en digital tidsalder. Meningerne om Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, er mange, og forklaringen om, hvem han egentlig er, er mange. Men noget, alle kan blive enige om, er, at han var og er husets mand.

Når en kendt og central mediegeneral trækker stikket fra den ene dag til den anden, giver det anledning til spekulationer om årsagen. Dét ved Poul Madsen bedre end ca. 5.6 mio. andre danskere i det her land. For netop dén slags spekulationer har han som chefredaktør på Ekstra Bladet orkestreret gennem en tidsalder. Et pludseligt opsigtsvækkende topjob-stop er gefundenes fressen for medierne, og nu er mediechefen selv havnet lige ned i en småkogende gryde fyldt med spekulationer.

En empati-resistent sønderjyde

I 2007 fik Hans Engell silkesnoren som chef på avisen, som Tør hvor andre tier, og ind kom den 44-årige Poul Seitz-Madsen – frisk fra fad – fra en stilling som chefredaktør på gratisavisen 24timer udgivet af JP/Politikens Hus

Poul Madsen, sønderjyden fra landsbyen Bovlund ved Toftlund, flyttede som 13-årig med sin familie til Esbjerg. Som 22-årig begyndte han på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvorfra han i 1988 blev færdiguddannet. Han gik direkte til det nystartede TV 2, der af medieforskeren Søren Schultz Jørgensen senere blev kaldt for ”medieverdenens største horehus,” hvor han i 1996 blev forfremmet til redaktionschef.

Tre år senere blev han chef for TV 2/Nyhederne, indtil han i 2001 kom til Rådhuspladsen som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet, og efter et års afstikker til gratisavisen 24timer blev han i 2007 ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet efter den fyrede Hans Engell.

I løbet af sin tid på Ekstra Bladet oparbejdede Poul Madsen et ry for at kunne argumentere for hvad som helst og for at være ”empati-resistent.” Utallige var de gange, han måtte ud at forsvare avisen. Og den slags gjorde han godt. Men nu er det hele forbi. Husets mand forlod i går posten. Men Poul Madsens opsigelse var ikke den mest opsigtsvækkende nyhed, der kom ud fra den øverste ledelse i mediehuset JP/Politikens Hus i går.

Den virkelige nyhed

I pressemeddelelsen fra JP/Politikens Hus, der fortalte om den opsigtsvækkende mediebegivenhed, hed det pludseligt, efter nyheden om Poul Madsens afgang: ”I forbindelse med meddelelsen om sin afgang har Poul Madsen fået bestyrelsens opbakning til, at Ekstra Bladet ikke længere bringer massageannoncer.”

Der lød et rungende WTF igennem Mediedanmark. Havde Poul Madsen nærmest tryglet bestyrelsen til at opgive massageannoncerne bagerst i avisen, og hvorfor gjorde han det på falderebet af sin chefredaktørkarriere? Var det et vildt forsøg på syndsforladelse fra sønderjyden fra Bovlund, hvilket bestyrelsen nådigt accepterede og derpå tildelte ham absolution og fred i sjælen, eller var det en nøje kalkuleret afledningsmanøvre, der én gang for alle skulle skabe ro på bagklappen for Rådhuspladsens mediemagthavere?

“For mig har målsætningen været at modernisere Ekstra Bladet, så Ekstra Bladet står skarpt og klar til fremtiden. Det er vi til fulde lykkedes med. Vi mangler dog det sidste hjørne, massageannoncerne. De har igennem mange årtier været en integreret del af Ekstra Bladet, og vi har ikke villet gøre os til moralske dommere over et lovligt erhverv. Men vi må også konstatere, at tiden er løbet fra dem. Derfor har jeg valgt at stoppe massageannoncerne – med bestyrelsens opbakning,” sagde Poul Madsen.

Det var dagens virkelige nyhed. Med et trylleslag og et pudsigt sammentræf mellem Poul Madsens afgang og et himmelsk klarsyn var JP/Politikens Hus’ bestyrelse ude af skudlinjen. For uvejret havde været på vej et stykke tid, og JP/Politikens Hus’ bestyrelsesformand var i slutningen af sidste år på den baggrund blevet trukket igennem en træls affære.

Danske Bank: JP/Politikens Hus ikke moralsk godkendt

Sandhedens øjeblik begyndte for alvor sidste år, og øjeblikket, hvor det gik op for bestyrelsen i JP/Politikens Hus, at nu gik den indbringende sexhandel ikke længere, var, da Danske Bank i foråret 2020 valgte at smide den hæderkronede fond på porten. Banken ville ikke lægge konto og rygte til Ekstra Bladets sexannoncer, da de frygtede hvidvask.

At det netop skulle være en bank – og især Danske Bank – der trak en moralsk streg i sandet, må have være et moralsk opråb og en ydmygelse, som gav et buldrende ekko i bestyrelseslokalet på Rådhuspladsen.

JP/Politikens sædvanlige vognborgstaktik gik i gang, og alle sluser blev aktiveret i det sekund, kritikken satte ind. Bestyrelsesformanden skulle beskyttes. Lars Munch skulle IKKE i fedtefadet.

Stig Ørskov, adm. direktør for JP/Politikens Hus, fik den utaknemmelige opgave at udlægge ydmygelsen for den undrende presse: ”Danske Bank er stadig en af vores primære bankforbindelser, men vi kan bekræfte, at banken i forlængelse af deres hvidvasksag meddelte os, at deres omdømmekomité ikke ønsker, at banken håndterer transaktioner angående annoncer på massageområdet med en henvisning til deres generelle compliance-bestræbelser. Vi har derfor helt udramatisk flyttet håndteringen til en anden bank.”

En irriteret Stig Ørskov sagde til Berlingske Tidende, at JP/Politikens Hus var i tæt samarbejde med deres banker, og de var konstant opmærksomme på at håndtere betalinger korrekt og efter loven. ”Vi ønsker alt håndteret snorlige og har intet at skjule, men det er nu alligevel besynderligt, at pressen har fået adgang til oplysninger fra et af vores interne møder med Danske Bank.”

Det her gik tydeligvis ikke efter planen. Meningen var, at sexannoncerne skulle gå under radaren, og nu sivede der informationer ud fra højeste sted fra Rådhuspladsen. Men der kom ro på igen – lige indtil et radikalt byrådsmedlem på Frederiksberg som en anden irriterende pitbull bed sig fast i benet på den stolte bestyrelse og satte ind, hvor det rigtig gjorde ondt.

Han gik ikke efter Ekstra Bladet, men efter den allerøverste ansvarlige: Smukke Munch

Ekstra Bladet i en #MeToo-tidsalder

Men inden Lars Munch blev ristet af en enkelt 47-årig lokalpolitiker fra Frederiksberg, skulle medieimperiet på Rådhuspladsen igennem endnu en storm. I september sidste år brød et uvejr løs på Ekstra Bladet.

da et brev landede på chefredaktør Poul Madsen og Ekstra Bladets direktions bord i september 2020. I brevet beskrev tidligere og nuværende kvindelige ansatte en arbejdsplads præget af en sexistisk kultur. De fortalte blandt andet om upassende kommentarer og beskeder fra mandlige ansatte, befamlinger og et overgreb. ”Jeg har svigtet,” sagde Poul Madsen, der igangsatte undersøgelse.

Mange vil nok mene, at dette var en historie om et bebudet mord. They had it coming. Avisen, der selv havde delt lystige afsløringer om sexisme i politik og erhvervsliv, og for den sags skyld i medierne, var nu lige pludselig skydeskive for tidsåndens nådesløse moralske trykhammer. Poul Madsen reagerede efter kommunikationsbogens side 1 i kapitlet om damage control: Han påtog sig ansvar, sagde undskyld og iværksatte straks en undersøgelse, og selv om dønningerne var høje foregik de primært i mediebranchen, og virkeligheden med dens mange andre nyheder og skandaler tog over og begravede endnu engang en metoo skandale.

Lars Munch – dansk presses magtfulde, smilende ansigt

Og her er det, at den 62-årige Lars Munch kommer ind i billedet. Lars Munch eller ”smukke Munch” som damptromlen og general Patton-elskeren Jørgen Ejbøl kaldte sin efterfølger på posten som bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, blev i forbindelse med sin 60-års fødselsdag beskrevet som diplomatisk og vellidt og ”er skræmt over verdens ulighed.” Ekstra Bladets tidligere barske chefredaktør, Bent Falbert, beskrev ham som ”altid velforberedt. Aldeles præcis. Urimeligt venlig. Uhyre flittig.”

Lars Munch bevæger sig i landets øverste lag og har magtfuld erfaring med samfunds- og sociale forhold, kunst og kultur, medie- og bestyrelsesarbejde. Men der var en enkelt plet på lagenet… Foto: JP/Politikens Hus

Lars Munch har i dag helliget sig et liv med bestyrelsesposter og foruden at være formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus A/S er han desuden formand for bestyrelsen i Louisiana Museum of Modern Art, Museumsfonden og Louisiana-Fonden, BRF Fonden, BRF Holding A/S, SOS Børnebyerne og GUBI A/S. Derudover er Lars Munch medlem af bestyrelserne i Utzon Center A/S og Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Og så er der alt det løse…

Lars Munchs spidskompetence er med andre ord magtfuld erfaring med samfunds- og sociale forhold, kunst og kultur, medie- og bestyrelsesarbejde. Men der var en enkelt plet på lagenet – hvis man kan sige det sådan. Teknisk set var Lars Munch øverste ansvarlige for Ekstra Bladets indbringende sexannoncer, der dag ind og dag ud fylder adskillige sider i avisen. Kvindernes kønsdele var en god forretning.

Igennem årene er der spekuleret i, hvor stor omsætning Rådhuspladsens sexcentral lagde på bundlinjen. 35-40 millioner kroner har gerne været buddet. Kun få personer, såsom Ekstra Bladets nu tidligere chefredaktør, Poul Madsen, koncerndirektør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov, og forhenværende direktør og nuværende formand for JP/Politikens Hus’ bestyrelse, Lars Munch, kender millionbeløbets præcise størrelse.

Hvis vi downsizer til 30 millioner kroner, vil vi over en 20-årig periode tale om et beløb, der ligger over en halv milliard kroner direkte ned i bankboksen i den hæderkronede fond, hvor rigets bedste mænd sidder stolte i den magtfulde bestyrelse. Det har kostet mange kvindetimer og mange bortforklaringer gennem tiden. Men noget havde for alvor forandret sig, siden MeToo blev en verdensomspændende bølge.

#MeToo og de nye cancel-våben

MeToo adskiller sig fra tidligere tiders feministiske tidsånd ved, at især de nye generationer evner at kaste gerningsmænd ud i det offentlige rum og hvirvle dem rundt for til sidst at kaste dem op i dobbelt salto med fuld skrue for endelig at lande med en flad mavelanding. Det har man også kunnet før, men da har medierne altid være gatekeeper og i sidste ende bestemt, hvad dagsordenen skulle være, og hvem der skulle deltage i den. Dét er afgørende ændret med MeToo-tidsalderen, hvor debattører og aktivister i dag selv kan skabe deres modoffentlighed på de sociale medier. Ånden er med andre ord ude af flasken. Og med adgangen til de sociale medier er et magtfuldt våben opstået: cancel-kultur og deplatforming. Og denne gang handlede det om rigets bedste mænd i bestyrelseslokalet på Rådhuspladsen.

Netop som julefreden skulle tjekke ind i de danske hjem i december sidste år, dukkede et radikalt byrådsmedlem på Frederiksberg lige pludselig op ud af det ingenting. David Munis Zepernick undrede sig over, at JP/Politikens Hus både kunne modtage millioner i mediestøtte og være med til at hvidvaske penge fra handel med prostituerede kvinder, som han mente, var, hvad der reelt foregik.

Lokalpolitikeren fra Frederiksberg

David Munis Zepernick, der siden 2018 havde siddet i byrådet på Frederiksberg for Radikale Venstre, begyndte desuden at arbejde på at få Frederiksberg Kommune til at droppe Nordea som bankforbindelse, fordi banken nu, fra Danske Bank, havde overtaget den del af JP/Politikens forretning, der har med sexannoncerne at gøre.

Han beskyldte JP/Politiken for lyssky forretninger gennem sexannoncerne i Ekstra Bladet, og han gik direkte efter Lars Munch og tog kontakt til SOS Børnebyerne, hvor Lars Munch er formand, og spurgte ind til, hvorvidt de kunne leve med Lars Munch som formand, nu hvor han også var kransekagefigur for JP/Politikens Hus.

Som Berlingske Tidendes erhvervsjournalist Birgitte Erhardtsen skrev, handlede det dybest set om økonomisk bundlinje eller samfundssind: ”Anderledes kan man ikke udlægge den pinagtige linedans på Rådhuspladsen, hvor pæne mennesker i Politiken-Fondens bestyrelse, herunder ATP-formand Torben M. Andersen og Red Barnet-chef Anita Bay Bundegaard, skal leve med indtjeningen fra Ekstra Bladets sexannoncer. Bestyrelsen må gøre op med mediehusets kortsigtede fokus på profit.”

Ifølge Berlingske Tidende blev adskillige advokater kastet ind i kampen om at beskytte Lars Munch, og den radikale lokalpolitiker fik breve ind ad døren, som de fleste gerne havde været foruden.

"Det er grovheden i udtalelserne, som gør, at vi kontakter ham. Man har lov i en fri demokratisk debat at udtrykke, at man ikke bryder sig om det her. Men når man beskylder Lars Munch og JP/Politikens Hus for bevidst at bedrive rufferi, menneskehandel og hvidvask, overskrider man en grænse," sagde Martin Dahl Pedersen, partner i Kromann Reumert og advokat for Lars Munch, til Berlingske Business.

David Munis Zepernick beskyldte december sidste år JP/Politiken for lyssky forretninger gennem sexannoncerne i Ekstra Bladet, og han gik direkte efter Lars Munch. Foto: Radikale.dk

Men så en dag, en onsdag i marts, eller i går, om man vil, blev JP/Politikens Hus ramt af et pludseligt klarsyn. I et pudsigt sammentræf med Poul Madsens afgang var det endelig lykkedes Poul Madsen at overbevise bestyrelsen i JP/Politikens Hus om, at det nok var en god ide at lukke ned for de besværlige massageannoncer: ”Jeg står et helt nyt overraskende sted i mit liv, hvor jeg tidligere havde besluttet, at jeg VAR Ekstra Bladet. Nu vil jeg være Friedas far og Helenes mand.” Ifølge Poul Madsen selv havde han i årevis ønsket at stoppe annoncerne, fordi de ikke styrkede Ekstra Bladets identitet, men derimod arbejdede imod et mere moderne Ekstra Blad.

Om han selv tog valget, eller om bestyrelsen gjorde, er umuligt at sige. Men sammenfaldet mellem Poul Madsens pludselige mod og bestyrelsens velvillighed til at stoppe den indbringende forretning giver anledning til spekulationer om, at Poul Madsen havde fået et vink med en vognstang, og når han nu alligevel var på vej ud ad døren, kunne han så ikke lige lave den endelige afledningsmanøvre og få bestyrelsen ud af dette her rod.

”Poul stod op og kiggede sin datter i øjnene”

Det er skæbnens ironi, at manden, der igennem en årrække hev ottecifrede millionbeløb ind til sin arbejdsgiver, JP/Politikens Hus, på baggrund af at være et ledende mellemled i en prostitutionsindustri, de fleste nok ikke ville kalde familievenlig, trækker sig fra posten for at hengive sig til sin familie. Men på den anden side: Forklaringen er, at vi skriver 2021.

Hvem havde troet, at en af dansk presses hårdeste mediebavianer ville stoppe på karrierens alpetop med ordene: “Poul Madsen stod op, kiggede sin datter i øjnene og besluttede, at nu skulle det være slut.” (JP, torsdag).

Der skulle således gå over 5.000 arbejdsdage, før Poul Madsen indså, at Ekstra Bladets prostitutionscirkus ikke var helt i tråd med JP/Politikens selvforståelse, den vestlige verdens tidsånd og almindelig god moral for den sags skyld. MeToo havde for alvor slået en træpløk ind i det gamle lig på Rådhuspladsen og hængt truende hvidløgsranker hen over det. Men så var det, at Poul Madsen fik et moralsk klarsyn.

Nu venter vi så bare 500 år på, at endnu en chefredaktør fra Ekstra Bladet forlader skuden og meddeler, at nu er tiden løbet fra side 9-pigen. Som bestyrelsesformanden, Lars Munch, i pressemeddelelsen om Poul Madsens afgang udtalte: