Mettes mink-mediestyring
Regeringens minkpressemøde faldt i to tydelige akter: En stramt styret første akt, hvor de fremmødte ministre a la Støjberg perspektiverede minkkommissionens knusende kritik med appeller til patos og etos. Og så en anden akt hvor de fremmødte journalister satte kniven ind, hvor det gjorde ondt. Mette Frederiksen og co. kan næppe være utilfreds med, at alles opmærksomhed få timer senere blev rettet mod Tour de France.
af Mikkel Skov Petersen, Timme Bisgaard Munk
Torsdag var M-dag. Minkkommisionens rapport blev offentliggjort, og kritikken var som forventet særdeles alvorlig. Fredag indkaldte regeringen derfor til pressemøde for at adressere kritikken.
Den underliggende dagsorden var selvfølgelig, at vi bevæger os ind i et valgår. Det er arenaen, og de øvrige aktører er en kritisk presse, oppositionen der lugter blod og vælgernes dom i en ikke så fjern fremtid.
Og frit svævende over hele sagen hænger den nylige rigsretssag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg som en truende sky.
En tikkende politisk-kommunikativ bombe
Formål med pressemødet var derfor at demontere en tikkende politisk-kommunikativ bombe ved at minimere betydningen af minkkommisionens kradse kritik. Dels ved at stille sig åbent til rådighed, dels ved i den bedste af alle verdner at svare fyldestgørende på de kritiske spørgsmål og dels ved at frame og lyssætte sagen på en for regeringen fordelagtig måde.
Til formålet gjorde panelet af ministre bag talerstolene brug af en håndfuld klassiske greb.
Indledningsvis redegjorde de tilstedeværende ressortministre (Heunicke, Prehn, Kollerup og Tesfaye) for sagens kontekst. Hver især gav de en patosfyldt perspektivering, hvor der blev tegnet et billede af pandemiens pendant til ‘a clear and present danger’: Det var dengang i efteråret 2020 en yderst alvorlig situation, og regeringen havde med en minkmutation af coronavirus et ansvar ikke bare overfor danskernes helbred, men også resten af verdens. Og hvis nogen skulle have glemt at Prehn er fra Nordjylland, så blev vi lige mindet om det.
Perspektiveringen til den kritiske situation i 2020 tjente også til at fokusforskyde fra det der er sagens kerne, nemlig spørgsmålet om hjemmel og ansvaret for at den var på plads.
Patos fik endnu et nøk opad, da statsministeren fik ordet, og henvendte sig direkte til minkavlerne og udtrykte sin forståelse for hvor svært det måtte have været at miste sit livsværk.
Perspektiveringen til den kritiske situation i 2020 tjente også til at fokusforskyde fra det der er sagens kerne, nemlig spørgsmålet om hjemmel og ansvaret for at den var på plads.
“Hvis politikerne i et folkestyre vil gøre noget, som ikke allerede er lovligt, er de ganske enkelt forpligtet til at ændre reglerne, før de handler,” som Lars Trier Mogensen udtrykker det hos Føljeton.
På den måde er der en tydelig parallel til Inger Støjbergs patosfyldte fokusforskydning fra ulovlig instruks til stakkels barnebrude.
Budskabet var, at statsministeren ikke blot er uskyldig, men også drevet frem af ædle motiver. Rammen og budskabet var, at den uheldige ulovlighed skete for at beskytte befolkningen og danske fødevareeksport bedst muligt.
Proces og perspektivering på en bund af etosappel
For at adressere de videre skridt som konsekvens af kritikken blev der præsenteret en række processvar: Regeringen indleder dialog med Folketinget om hvordan man i fremtiden forhindrer tilsvarende alvorlige fejl under eventuelle kriser. I forhold til den alvorlige kritik af embedsmændene, så er centraladministrationens system for personalesager sat i sving.
Statsministeren henviser til Folketinget som agent og argument, hvilket er en positiv omskrivning af hendes parlamentariske grundlag i SF, Enhedslisten og de radikale. Ved at tale om “folketingets beslutning” skjuler hun forskellen og skifte fra kommissionrapportens og advokatundersøgelsens jura til støttepartiernes realpolitiske magt, strategier og flertalsdiktat.
Proces og perspektivering blev præsenteret på en bund bund af etosappel: Regeringen har ikke forsøgt at skjule noget, den har beklaget lige siden den blev opmærksom på fejlen med manglende hjemmel og endelig at regeringen er enige i og tager den af minkkommissionen fremførte kritik meget alvorligt og til efterretning.
Minkkommissionens rapport reduceredes til en kritik af uhensigtsmæssige processer som nu skal forbedres og ikke af hendes specifikke ledelse og lovbrud.
Statsministeren kom ikke med en egentlig bøn om tilgivelse, men henviste til hendes udtalelse fra pandemiens start, om at der vil ske fejl under håndteringen. Det var en alvorlig krisesituation, som krævede hurtig handling med det bedste intentioner, og her skete så beklageligvis en fejl som forudset.
Hun søgte at skabe transcendens ved at gøre minkskandalen til en mere generel transcendental læring om statsministeriets generelle arbejdsprocesser under kriser.
En induktiv slutning, hvor minksagen blev et eksempel på en mere generel procesproblematik. Minkkommissionens rapport reduceredes til et spørgsmål, en kommentar og en kritik til og af uhensigtsmæssige processer som nu skal forbedres og ikke til og af hendes specifikke ledelse og lovbrud.
To oplagte angrebspunkter
Pressemødets første akt var således hæderligt kommunikationshåndværk. Blot havde man tilsyneladende glemt at tage højde for og forberede fyldestgørende svar på to oplagte angrebspunkter. De blev som forventet adresseret i pressemødets anden akt, da journalisterne fik ordet.
For det første spørgsmålet om ansvarspådragende uagtsomhed fra statsministerens side jf. Lov om ministres ansvarlighed og for det andet det oplagte spørgsmål om hjemsendelse af de kritiserede embedsmænd.
Ved ikke at hjemsende de stærkt kritiserede embedsfolk, mens deres personalesager behandles, sender regeringen et implicit signal om minimering af sagens alvor.
Sidstnævnte angrebspunkt burde for de fleste lægfolk være en no brainer, den alvorlige kritik taget i betragtning. Både i forhold til den arbejdsretlige proces og rent kommunikativt. Ved ikke at hjemsende de stærkt kritiserede embedsfolk, mens deres personalesager behandles, sender regeringen et implicit signal om minimering af sagens alvor. Det burde ikke være i regeringens interesse, specielt ikke da den er i byen med et budskab om, at de tager kritikken meget alvorligt.
“Status er, at Danmark nu har en departementschef i Statsministeriet, en departementschef i justitsministeriet og en rigspolitichef – toppen af centraladministrationen – som bliver siddende på deres poster, på trods af, at de er under meget alvorlig anklage for så grov pligtforsømmelse, og en kommission har vurderet, at der kan rejses en sag imod dem,” som Bent Winther skriver hos Berlingske.
Tak til Tour de France
Angrebspunktet om advokatundersøgelsen er anderledes penibelt: Vi går ind i et valgår, og en advokatundersøgelse af statsministerens vil holde minksagen pivåben, så længe undersøgelsen står på. Omvendt betyder en afvisning af en advokatundersøgelse at mistanken om ansvarspådragende uagtsomhed/grov uagtsomhed vil klæbe til Mette Frederiksen, og som sådan vil være et stærkt våben i hænderne på oppositionen det næste lange stykke tid i den valgkamp, der allerede kører.
Det mindste onde i denne catch 22 synes at være at lade sig underkaste en advokatundersøgelse. Hvis ikke for at statsministeren - formentlig - kan blive renset for den sidste rest af mistanke, så i det mindste for at beskytte tilliden til folkestyret.
På pressemødet lykkedes det ikke for det fremmødte ministerpanel at svare overbevisende endsige neutralisere de to potente angrebspunkter. I stedet blev det givet ikke-svar om, hvad der står i kommissionsrapporten. Tværtimod fik journalisterne ubesvarede spørgsmål sat strøm til spørgsmål.
Mon ikke statsministeren og resten af regeringen sender en venlig tanke til Tour de France i København, som få timer senere overtog førertrøjen som dagens med afstand største historie.
