"På grund af corona"

Jeg går tit forbi en lille slagter i Sydhavnen, der i marts 2020 satte et A4-ark op på sin glasdør med teksten: ”Ændrede åbningstider pga. corona.” Hvorfor corona skulle have indflydelse på denne butiks åbningstider, stod dog hen i det uvisse. Mente ejeren mon, at corona smittede mere på nogle tidspunkter af døgnet end andre? Ikke desto mindre gav slagterens hjemmeprintede skilt ikke anledning til mange rynkede pander blandt os sydhavnsboere, for de fire ord ”på grund af corona” gav umiddelbart mening for os, og det er den pointe, jeg vil undersøge her.

For med corona rykkende stadig længere ud på de billige, bagerste rækker i vores bevidsthed, er det på sin plads at se tilbage på den underlige tid, vi har været igennem. For enhver, der interesserer sig for sproget og fortællingernes rolle i politik, er en undtagelsestilstand som coronakrisen et fremragende casestudie. Her blev corona nemlig en mestersignifiant, der kunne bruges som den sidste, afgørende begrundelse for snart sagt alt fra aflysninger til afstand mellem tætte relationer, og det er værd at prøve at forstå.

I og for sig på grund af corona

I sommeren 2020 var jeg i Operaen med min bedre halvdel. Her havde man havde afspærret hvert andet sæde for at skabe fysisk afstand mellem publikum. Da det umiddelbart virkede fjollet, at der skulle være et sæde mellem min ledsager og mig, prøvede jeg at fjerne afspærringsbåndet mellem os. Her blev jeg imidlertid stoppet af en ansat i Operaen: Det måtte jeg ikke – på grund af corona.

Jeg prøvede at forklare denne lokale autoritet, at det nok ikke gjorde nogen forskel for smittetallet, at min kæreste og jeg sad ved siden af hinanden de næste to timer, siden vi til daglig delte både bord og seng. Vi kunne jo endda på den måde øge afstanden til resten af teatergæsterne. Mit forsøg på at etablere en mellemmenneskelig forståelse baseret på gennemsigtige og saglige argumenter blev dog afvist med et: ”Desværre. Det er på grund af corona,” hvorefter min kæreste og jeg måtte holde i hånd under forestillingen med et tomt sæde mellem os.

Jeg studsede længe over episoden. Hvordan kunne en virus ophæve almindelig sund fornuft i en opera? Og hvorfor havde den egentlig ændret min lokale slagters åbningstider? Jeg undrede mig også så sent som i maj 2021, hvor man i en midnatsradioavis på P1 kunne høre et indslag om Dansk Folkehjælp, der yder støtte til socialt udsatte og andre trængendes ferier, hvor speakeren berettede: ”I år har Dansk Folkehjælp modtaget ca. 7.700 ansøgninger, og det er en tredjedel flere end sidste år. Udviklingen skyldes corona, fortæller generalsekretær Klaus Nørlev.”

Jeg spidsede ører for at få en forklaring på, hvordan virussen kunne forårsage så kraftig en stigning i behovet for hjælp til ferier. Klaus Nørlev var dog ikke til megen oplysning denne aften: ”Dansk Folkehjælp har arbejdet med feriehjælp i rigtig, rigtig mange år. Og normalt ser vi jo stigninger på 10 procent. Nu, hen over sommeren ’20 og her igen i 21’ ser vi så de her eksplosive stigninger. Og forklaringen på det er i og for sig corona.” Det var dét interview. Generalsekretærens begrundelse var enslydende med nyhedsoplæserens, Sydhavnen-slagterens og min ven i Operaens: På grund af corona.

Corona er en mestrende signifiant

På grund af corona var tilsyneladende blevet en begrundelse, der i mange tilfælde kunne stå helt alene og ikke behøvede yderligere belæg. Hvor vi tidligere skulle både undskylde, forklare og foreslå en ny dato, når vi aflyste en aftale, kunne vi nu nøjes med at sige ”på grund af corona”. Corona var blevet, hvad den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kalder en mestersignifiant: En betegner, der stopper kæden af betydningsdannelse og fungerer som en sidste betydningsgiver.

En betydningsdannelse består grundlæggende af ting, der peger på noget (fx ord eller symboler) og de ting, de peger på. Betegneren ”denne kaffekop på bordet” peger på min kaffekop, der står på skrivebordet foran mig. Det kan vi umiddelbart forstå. Vi kan dog ikke for alvor erkende ”denne kaffekop på bordet” uden at kende til signifianterne kaffe, kop og bord. En signifiants signifié vil således altid føre til en anden signifiant, og på den måde består sproget af tilsyneladende uendelige signifiantkæder. Det samme gælder i politik: For at give mening til vores månedlige skatteindbetalinger, må vi forstå velfærdssamfundet. Men betydningen af velfærdssamfundet forudsætter betydningen af staten (og alt muligt andet), der så peger på atter andre signifianter.

Ikke desto mindre findes der såkaldte mestersignifianter, der midlertidigt kan stoppe den endeløse betydningsdannelse og fastslå en betydning én gang for alle uden behov for henvisning til noget andet. En signifiant, der siger ”sådan er det bare. Punktum.” I moderne politiske sammenhænge vil demokrati og frihed ofte fungere som mestersignifianter. De behøver for det meste ikke yderligere forklaring eller retfærdiggørelse, for hvem kunne være imod demokrati og frihed? Det samme har i mange tilfælde gjort sig gældende med signifianten ”corona.” Derfor har ”på grund af corona” har været en tilstrækkelig begrundelse i så mange sammenhænge.

Graden af coronas vigtighed er politisk

Hvilke signifianter, der får mestersignifiantens funktion, er ikke givet på forhånd, og det ændrer sig over tid, fordi vores sprog er socialt og historisk skabt. Corona blev en mestersignifiant, fordi vi opfattede coronavirussen som det allermest presserende problem i verden. Det var der også rigtig gode argumenter for, og jeg anfægter ingen af regeringens restriktioner og tiltag. Men at corona var det vigtigste problem, var ikke en objektiv kendsgerning. Det var politisk. For i princippet kunne vi lige så godt have givet andre problemer som ulighed, klima eller diskrimination den altoverskyggende position, vi med god ret valgte at give corona.

Vores forståelse af coronakrisen blev overdeterminerende og farvede alle andre politiske diskussioner. Hvis dine holdninger så ud til at skade kampen imod corona, var du bagud på point. Det blev tydeligt, når så godt som alle partier støttede restriktionerne, og når en bevægelse som Men In Black ikke endte med at få mere end en beskeden størrelse.

Corona er corona, som er corona

Fordi corona er en mestersignifiant, er den nødvendigvis også en tom signifiant. ’Corona’ betyder i daglig tale så meget, at betegneren reelt ikke betyder noget. Corona er corona, som er corona. Selvfølgelig er der en sygdom, der hedder covid19 og kan diagnosticeres objektivt, men det er næppe blot denne konkrete diagnose, vi hentyder til, når vi ændrer vores åbningstider eller sågar lukker landet helt ned ”på grund af corona.” Nøgternt set lukker diagnoser ingenting ned. Og det følger hverken naturligt, logisk, nødvendigt eller objektivt af diagnosen covid-19, at der skal lukkes ned, at vi skal stoppe med at kramme, eller at der skal være ét sædes afstand mellem gæster i en opera.

Når vi siger ”corona” som i ”på grund af corona” henviser det derimod til en særlig politisk forståelse af coronavirussen. Alt fra nedlukning og afstandskrav, over hjælpepakker og intensiv smitteopsporing, til aflivning af mink – alt sammen begrundet med corona – er aktive, politiske valg, der lige så godt ikke kunne have været truffet. De følger ikke i sig selv af corona, men vi fik dem til at følge af corona gennem den politiske diskurs, der har corona som mestersignifiant.

Ud over at være en træls sygdom, er corona således en social konstruktion; en fortælling, vi fortæller hinanden, som giver mening til bestemte praksisser, der ikke ellers ville være meningsfulde. Under krisen aflyste vi arrangementer og aftaler, vi gik med mundbind, og vi gav hinanden en albue eller en fod i stedet for en hånd, som vi i stedet badede i sprit – på grund af corona.

Vi forstod ikke altid de præcise kausale sammenhænge bag tiltagene, og til tider gav de ikke logisk set mening. For eksempel når man ikke måtte sidde ved siden af sin kæreste i Operaen, selvom det kunne øge afstanden til de andre gæster. Men handlingerne gav coronamæssigt mening.

Postscript

Selvom skiltet hos slagteren i Sydhavnen hænger i vinduet endnu, er ”på grund af corona” ved at miste sin betydningsgivende kraft. Dels blev vi med tiden coronatrætte, og det fik os til i højere grad at reagere med et ”og hvad så?”, når nogen sagde ”på grund af corona.” Samtidig er der ved at indfinde sig en generel forståelse af, at krisen nu er ved at være ovre – særligt efter, at covid-19 ikke længere er klassificeret som en samfundskritisk sygdom i Danmark.

Coronakrisen er værd at studere for at blive klogere på vores sprogs politiske funktionsmåde. Ét enkelt ord – corona – der i og for sig bare henviser til en sygdom, blev navnet på en fælles retning, vi skulle gå, og en national kamp mod en udefrakommende sygdom. Kampen imod virussen blev et folkeligt politisk projekt, som alle spillede en rolle i, og som farvede alle andre spørgsmål, der for en stund ændrede karakter eller blev mindre vigtige – på grund af corona.