Lars Løkkes bog “Om de fleste og det meste” udkom mandag på Politikens Forlag til stor presseinteresse og fremragende anmeldelser. For eksempel gav Altinget fem stjerner og kaldte den en ‘hæsblæsende tour-de-force, som alle politiknørder vil og bør sluge’. Berlingske gav også fem stjerner til ‘dette års helt store politiske bogudgivelse’. I den anden ende af skalaen skrev Information, at den er ‘skrevet på forsmåelse og har karakter af et forbitrelsens øjeblik’. (Kilde: Scanpix)

The Løkke Situation: Hævner-lars hævner sig på de fleste og det meste
Lørdag aften fik journalisterne lov til at publicere deres interviews med den detroniserede formand, og det skortede ikke på salgbare overskrifter. Særligt markant melder Løkke ud, at Venstre bør søge at komme tilbage til magten ved hjælp af et samarbejde hen over midten sammen med Radikale og dermed undgå at ægte sig med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Det stik modsatte af den kurs, Jakob Ellemann fremlagde for under to uger siden. Desuden flirter Løkke med tanken om at stifte et udbryderparti, og han har i det hele taget været træls igennem en længere periode, blandt andet ved åbent at efterspørge en mere tydelig opposition.

Det er i forvejen svært for Ellemann at samle blå blok og stadigt sværere at gøre sig selv til leder af den. Og det bliver ikke lettere af Løkke-situationen.

Svær manøvre
Og dermed bliver et i forvejen udfordret Venstre sat i et ekstremt dilemma, for hvad skal man stille op med det? På den ene side er Løkke i dag menig MF’er og derfor ikke i en position, hvor man kan tillade ham den slags.

På den anden side var han for ganske kort tid siden ikke alene formand, men også statsminister. Han ledede landet i sammenlagt seks år og førte sidste år Venstre til 23,4 % af stemmerne og en fremgang på ni mandater.

 

Naturligvis kiggede alle på Jakob Ellemann for at se, hvad hans reaktion på kritikken ville blive. Først søndag formiddag kom der noget i form af et Facebookopslag. Et opslag, hvor han søger at navigere i det politiske minefelt omkring Løkkes hævntog af en bog 

Der er især seks ting, der er værd at bide mærke i ved denne tekst.

 

• Den anerkender Lars Løkke Rasmussens arbejde… 

Alt andet havde været underligt. Ud over de nævnte præstationer har han siddet på poster på snart sagt alle niveauer af dansk politik, fra byråd til de allertungeste ministerposter, ligesom han har stået bag omfattende reformer.

 

Ikke at anerkende Løkkes tyngde ville være en direkte krigserklæring mod de seneste årtier i Venstres historie, og derfor er Ellemann nødt til at udvise respekt. Desuden, kan man forestille sig, kan det tale til Løkkes ego. At der trods de nuværende uenigheder stadig er agtelse for ham.

 

• …men kalder ham samtidig en dinosaur

Lige så god teksten er til at vise respekt for Løkkes arbejde, lige så god er den til at slå fast, at det er et arbejde, der nu er slut. Ellemann får Løkke til at virke ældre og mere done, end han nok egentligt selv føler sig, ved nærmest at sige, at han har set op til hans politiske arbejde, siden han var en lille dreng.
 

Men, forstår man, Løkke sidder fast i en præ-coronatid, hvor det er DF versus blå blok som den centrale problematik. Nu er det fremad med Mette med eller mod Venstres vilje. Som formand vil han, Ellemann, sørge for, at Venstre og Danmark bevæger sig fremad. Underforstået ikke baglæns, underforstået ikke Løkkes retning.

 

• Den slår fast, at Løkkes projekt er forsøgt og fejlet

Om en regering hen over midten ville være bedre end den nuværende løsning er rent gætværk. Det er der givetvis mange, der vil mene, og som arbejder for, men det er ikke den taktik, Venstre følger.

Løkke forsøgte i valgkampens sidste dage, da nederlaget for blå blok stod klart, at invitere Socialdemokratiet ind i et regeringssamarbejde, men det var der mildest talt ikke stemning for. Ellemann minder om, at der skal to til tango, og partneren vil ikke danse. Derfor er det projekt ikke en reel mulighed.

 

• Den kaster koldt vand på

Lige nu er Løkkes bog hot stuff, for lige så meget vi alle sammen er enige om, at vi hader drama, lige så meget sætter vi popcorn over, når sådan noget som det her sker. Vi følger med og mæsker os i infights. Og drama har det med at avle mere drama.

Derfor skal Ellemann sørge for at fjerne hypen fra bogen. Det gør han her ved at lade vide, at der ikke er noget nyt under solen. Desuden er det et godt træk at takke nej til de uundgåelige interviewforespørgsler for nu. Der er ingen grund til at optrappe. Og på Facebook skal han kun  besvare de spørgsmål, han selv stiller.

 

• Den er godt timet

Det er udmærket at vente med at melde noget ud til dagen efter. Var opslaget kommet samme lørdag aften som alle artiklerne, havde det udstrålet panik. Så kunne enhver have set, Venstre havde sat ressourcer af til at skrive et svar i forvejen. Så havde man kunnet se, de frygtede bogen. 

Var svaret kommet senere, havde Løkke fået for meget alenetid ved mikrofonen, og Ellemann havde virket tøvende og handlingslammet.

 

• Den understreger opbakningen bag eget projekt

Det vigtigste er næsten at slå ned på dem, der eventuelt måtte have lyst til at rejse sig og følge Løkkes fane, når nu man ikke kan slå direkte på Løkke. Dette gøres i denne tekst ved at sørge for, at ingen kan være i tvivl om, at der er bred opbakning til Ellemanns retning. Den siger, at Løkke er alene.

 

Jakob Ellemann-Jensen har ikke just haft noget nemt job, siden han enstemmigt blev valgt som Venstres nye formand sidste år. Hans formandskab blev født ud af en bitter intern strid, der stadig spøger, ligesom en af partiets helt store profiler, Inger Støjberg, stadig har en undersøgelseskommission hængende over sig. Personligt har han skullet bruge mange kræfter på at markere sig selv og den nye tid for Venstre, han tegner. (Kilde: Scanpix)

Desuden, og det har ikke noget med denne tekst at gøre, går nogle af de venstrefolk, der tidligere har hørt til Løkkes nærmeste allierede, ud og tager afstand og giver deres opbakning til Ellemann. Uanset, om de er blevet bedt om det eller ej, er det virkningsfuldt at tydeliggøre, at Løkke står alene med det her – før han eller nogen andre får gode idéer.

Lang vej endnu
Trods håndteringens mange fortrinligheder stopper problemerne ikke her. Der bliver stadig skrevet om Løkkes bog, og der bliver stadig spekuleret i, hvad hans næste træk er. Går han ’Borgen Sæson 3’ på den og udfordrer ledelsen for derefter at stifte sit eget parti? Banker han hovedet mod loftet og bliver smidt ud, således han nu som martyr har en platform at kæmpe videre fra?

Det er sjældent set, at en tidligere statsminister og formand så direkte blander sig i sit partis politik. Men det bemærkelsesværdige er ikke, at Løkke gør det, men at så få har gjort det før. Man skal være gjort af noget helt specielt fighter-stof for at nå så højt i politik. Det kræver nogle helt specielle personligheds- og karaktertræk.

Der er så at sige noget inde i Løkke, han siden, han var helt ung, har navigeret efter, og som han fra den ene dag til den anden skal forsøge at slukke for. Det er ikke muligt. Og det kan ikke engang forbilledligt pressearbejde ændre på. Taktikken må være at ignorere ham, indtil han får råbt sig selv hæs.