Feminisme eller puritansk terrorisme?

MeToos anden (eller måske kun første) danske bølge kan snart fejre tomåneders jubilæum. Det markerer vi med at tegne et diskursanalytisk landkort over de mange forskellige positioner i debatten om bevægelsen.
MeToo er blevet navnet på den moderne kvindebevægelse. Det er imidlertid ikke en organisation med medlemmer, vedtægter og årlige generalforsamlinger, og bevægelsen marcherer ikke i flok eller kalder til demonstrationer. MeToo er tværtimod et bredt, samlende banner, som vidt forskellige projekter, krav, strategier og forståelser af sexismeproblemets omfang kan samles under – og modstanderne er ligeså diverse.
 
Er sexisme en struktur, et problem med arbejdsmiljøet eller noget, to parter må løse med hinanden? Begrænser MeToo-kampen sig til overgreb, eller handler den også om barsel, diskrimination, ligeløn, kvoter og lederstillinger? Og kan det blive for småt, eller er enhver uønsket berøring en del af en større patriarkalsk struktur?
 
Positionerne er mange og forskellige, og det kan være uoverskueligt, hvad der egentlig er på spil i debatten. Derfor får du her et overblik over de mest almindelige holdninger og argumenter.
 

Metoo debattens matrix

Tryk på billedet for at tilgå matrixen i stort format. Følg linket her for matrixen i light format. Illustration lavet af Kforum
 
Y-aksen er perspektivet: Er strukturer eller individer vigtigst? Ligger du helt oppe i den øverste ende, vil du typisk lægge vægt på magtforhold, hierarkier og normers indflydelse på vores færden og gebærden. Befinder du dig omvendt helt nede i bunden, vil du betone det enkelte menneskes intentioner og frie vilje. 
 
Det kan virke teoretisk, men det er ikke desto mindre afgørende for debatten. Ifølge Sørine Gotfredsen reducerer man ”moderne, danske, duelige kvinder til nogle meget små ynkelige ofre” ved ”at appellere til, at vi laver en samtale om struktur og kultur, hvormed vi løfter hele samtalen op på et abstrakt niveau og glemmer, at det enkelte menneske har et ansvar.”
 
Også formanden for Liberal Alliances Ungdom Signe Bøgevald Hansen kritiserer struktursnakken og vil i stedet slå ned på enkeltpersoner. Den enkelte og vedkommendes ansvar forsvinder altså i strukturerne, lyder anklagen.
 
Journalist Adam Holm, der ville have Sofie Linde til at lægge navne på bordet, bløder dog billedet lidt op: ”Nok er hverdagssexismen en del af en 'struktur' og kan som sådan ikke reduceres til at handle om enkelte brodne kar, men 'strukturerne' har også et ansigt og et navn. Det viser de krænkedes historier. Skylden er aldrig abstrakt og generel.” 
 
I den modsatte ende lyder svaret, at der ikke er nogen vej uden om strukturerne. Iværksætter og tidligere Kvinfo-direktør Nina Groes skriver fx, at ”en syg sexistisk kultur på mange arbejdspladser bliver holdt i live af forældede strukturer og gamle magtmønstre. #metoo handler ikke om enkelte mænd, men om at indføre blivende, strukturelle forandringer.” 
 
X-aksen er værdierne, som er spændt ud mellem pro-MeToo og anti-MeToo. Det kan lyde forsimplet, men det er vigtigt, at det er et spektrum, for verden er ikke altid sort/hvid.
 
Der findes selvfølgelig de rene for/imod-positioner, men derimellem findes der folk, der for eksempel støtter kampen mod sexisme, men ikke hvad MeToo er blevet til, der frygter, at MeToo kan lede til en uheldig flokmentalitet, eller som støtter kampen imod, hvad man ser som ”alvorlige krænkelser”, men ikke de ”små bagateller.” 
 
I debatten finder man fem hovedpositioner, som vi nu skal se på: MeToo med mere, MeToo jatak, MeToo men pas på, MeToo nejtak og Matriarkat nejtak.
 

MeToo med mere

MeToo har to hovedargumenter: Opgør med den strukturelle sexisme og intersektionalitet. Det første argument er indeholdt i det sidste, men ikke nødvendigvis omvendt. Lad os se på dem. 
 

Opgør med den strukturelle sexisme

"Vi brander os på og tror, vi har ligestilling i Danmark. Men vi har det ikke reelt.” Ordene er professor emerita Birgitte Possings, der i Politiken koblede den sexisme, MeToo-bevægelsen kæmper imod, med det forhold, at ”mænd dominerer i toppen og kvinder i bunden”.
 
Denne position støtter derfor ikke bare MeToo, men ser den tilmed som en del af en større kamp, som skal bredes ud til resten af samfundet. Et samfund, der bygger på en historisk undertrykkelse af kvinder, hvad end vi kalder det patriarkatet, kønnet kapitalisme eller blot sexisme.
 
Sexismen er systematisk, det vil sige konsekvent og ikke-tilfældig; den er strukturel, da den former samfundet på et grundlæggende plan og ikke altid er bevidst; den er institutionel, da den fungerer gennem samfundets organisationer og institutioner; og den er kulturel, da den især udtrykker sig i vores traditioner, sprog, normer og vaner.
 
Som professor Peter Lauritsen har skrevet, ”lever vi i en kultur, hvor kvinder ikke har de samme muligheder som mænd og i det hele taget betragtes som mindre værd.” Og videre: ”Hvis ikke vi får taget et fundamentalt opgør med patriarkatets ulige magtforhold og klare opdeling i rigtige mænd og rigtige kvinder, får vi aldrig den ligestilling, som de fleste, i hvert fald retorisk, ønsker sig.” 
 
Her er kampen mod sexchikane central, og i den kan uønskede tilnærmelser og -råb ikke bare affejes som ”bagateller” eller ”småting”. Journalist Anne Sofie Allarp skriver, at ”en uvelkommen hånd på et lår meget vel kan være hånd nummer 20, 30, 50 eller 100 i et ungt kvindeliv”.
 
Og videre: ”Chikanen af unge kvinder i det danske samfund er et brutalt indvielsesritual til voksentilværelsen. Det er vores sociale kontrol. Mange af os, der har været igennem det ritual, er formet af det. Vi har brugt store mængder af energi på at takle vores frustration og vrede over at få vores privatsfære reduceret til et Tivoli, som fremmede kan træde ind og ud af efter forgodtbefindende og aldeles straffrit. […] De brodne kar er en del af en brodden kultur, som vi alle er bærere af.”
 
Det handler altså heller ikke bare om hænder og heller ikke blot om håndteringer af dem – men det sexistiske samfund, som den uønskede hånd på låret er symptom på.
 
Ergo er vi langt fra ligestilling, og MeToo er et vigtigt led i kampen for det. Professor emerita Drude Dahlerup har kaldt MeToo den tredje store kvindebevægelsesbølge efter stemmeretskampen og rødstrømpebevægelsen. Og musiker og debattør Henrik Marstal har skrevet, at denne MeToos anden danske bølge er ”endnu et udtryk for, at det ellers så usynlige patriarkat vakler, fordi #MeToo har været som en væske, der gør tingene synlige.” Med andre ord: ja til MeToo – og meget mere.
 

Intersektionalitet: Sexismen formes også af andre identitetsmarkører end køn

Dette argument slutter op om det ovenstående, men tilføjer, at MeToo-kampen handler om meget mere end køn. Ifølge fem kønsforskere i Politiken bygger MeToo-bevægelsen på ”en intersektionel analyse af ulighed og magt.
 
Det vil sige en analyse af, at der er flere undertrykkelsesakser og kategorier i spil end blot køn. Seksualitet, race, etnicitet, socialklasse og alder spiller en rolle for, hvordan seksuel chikane udfolder sig.” Som forskerne antyder, handler begrebet intersektionalitet om, at forskellige identitetskategorier er gensidigt konstituerende, og det samme gælder undertrykkelsesformer som fx sexisme.
 

MeToo jatak

I MeToo jatak finder vi to forskellige argumenter, der begge entydigt tager MeToos parti. Men positionen er mindre radikal end MeToo med mere og køber ikke nødvendigvis hele den samfundsanalyse, der ligger bag. Man kan fx mene, at sexisme er et mere lokalt problem (for eksempel i enkelte brancher), eller at MeToo ’kun’ handler om krænkelser og overgreb, men ikke grundlæggende strukturelle uligheder mellem kønnene. 
 

Gør op med de rådne kulturer: MeToo kaster lys på sexismen rundt omkring

Der hersker tilsyneladende en rådden kultur i mediebranchen, i filmbranchen, i politik og flere andre steder, hvor særligt magtfulde mænd krænker de mindre magtfulde kvinder på arbejdspladsen. Som SF’eren Annika Smith har skrevet, er ”sexisme et strukturelt problem på hierarkisk opbyggede arbejdspladser med (stadig ofte) mandsdominerede cheflag.” Det kan MeToo gøre op med ved at få krænkelserne frem i lyset.
 
Denne position deler den opfattelse med MeToo med mere, at sexisme er et kollektivt problem, for giftige kulturer og strukturer former desværre mennesker (derfor ligger argumentet højt på y-aksen). Men den går ikke så langt som til at sige, at sexisme er noget, der er indlejret i hele samfundet, og at det har en forbindelse til en generel skævhed mellem kønnene. 
 

Gør op med de brodne kar

Her har vi en individ-fokuseret opbakning til MeToo. I et opgør med, hvad hun ser som ”woke feministers” dominans i sexismedebatten, skriver formanden for Liberal Alliances Ungdom Signe Bøgevald Hansen, at ”sexismen grundlæggende er udtryk for en række individer, der med deres svigtende ansvar ikke formår at behandle andre individer med respekt og dermed skaber en skidt kultur,” og at vi løser problemet ved at slå hårdt ned på disse enkeltpersoner.
 
Det er brodne kar-argumentet i en Maggiterning: Der er desværre for mange mænd, der ikke kan holde fingrene for sig selv, og de skal stoppes. Med en lille omskrivning af Margaret Thatcher kunne man sige: ”Der findes ingen strukturer, kun individer.” Vi kan godt tale om kulturer, men de er grundlæggende blot summen af individers egne frie valg, så vil vi bekæmpe sexchikane, må vi starte der. 
 

MeToo men pas på

I MeToo men pas på støtter man MeToo hele eller det meste af vejen, men man betoner nogle farer, som bevægelsen må undgå, hvis den skal lykkes. Her finder vi især tre argumenter. 
 

Pas på det ikke bliver for småt

Det første ’pas på’ lyder med Andreas Steenbergs ord: ”Det kan helt sikkert godt blive for småt,” som han svarede til historien om, at Martin Lidegaard havde danset for tæt på en kvinde til en fest.
 
Steenberg, den nye radikale næstformand, nåede ikke at uddybe, men det er en gængs holdning blandt flere MeToo-støtter, at der må være en bagatelgrænse. I netop den boldgade forsøger Carolina Magdalene Maier at etablere et skel mellem krænkende adfærd på den ene side og dårlig dømmekraft på den anden, hvor en hånd på et lår afgjort er i den sidste kategori. 
 

 

Pas på flokmentaliteten

Det andet ’pas på’ advarer om, at bevægelser som MeToo kan udvikle sig til flokmentalitet og folkedomstol. Her finder vi for eksempel et opslag fra Camilla Schwalbe (som hun har modereret i et nyt opslag), der er ”helt chokeret over de seneste par dages udvikling i #MeToo” og advarer mod, at bevægelsen med stor sandsynlighed vil ”køre af sporet”. ”Det har ikke været meningen, at kvinder skulle udstyres med en blankocheck, hvor vi efter forgodtbefindende kan hænge mænd ud offentligt, på arbejdspladsen eller i vennekredsen.”
 
Vi finder også den svenske redaktør Åsa Linderborg, der i Berlingske advarer mod, at revolutioner kan være irrationelle, og at ”anonyme vidner, der anklager anonyme mænd” er retsligt usikkert. 

Husk tilgivelsen

Et tredje ’pas på’ lægger vægt på, at sager kan blive for gamle, og at et oprigtigt ’undskyld’ gør en forskel. Det har især været på banen i debatten om Jeppe Kofod, hvor eksempelvis Michael Böss frygter et samfund uden tilgivelse. I samme boldgade skriver Politikens kronikredaktør Marcus Rubin, at ”ingen bør kunne forfølges hele livet for fejltrin. Det fører ikke noget godt sted hen.” 
 

MeToo nejtak

I Metoo nejtak finder vi fire forskellige måder at afvise MeToo-bevægelsen på. Positionen bliver især tegnet af borgerlige politikere og debattører, der selvfølgelig ikke støtter krænkelser og overgreb, men samtidig mener, at MeToo er farlig for samfundet.
 

MeToo mistænkeliggør alle mænd

Dette argument lægger frem for alt vægt på mændenes retssikkerhed. Inger Støjberg blev citeret vidt og bredt for, at hun nødig vil være mand i 2020, for ”lige nu er det, som om alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre.” Karen Ellemann bakkede op: ”Hov, en generel rådden kultur? Der sætter du alle på anklagebænken.”
 
Samme holdning har Manderådets formand Simon Simonsen, ifølge hvem det at tale om en sexistisk kultur er at kalde alle mænd sexister. I denne position vil man som udgangspunkt ikke tale om generelle strukturer og kulturer, fordi sådanne teorier gør alle mænd skyldige, til det modsatte er bevist.
 
Ingen skal finde sig i overgreb og krænkelser, men fordi MeToo hævder at ville gøre op med en kultur, er alle mænd pludselig under mistanke. 
 

Æbler og pærer: MeToo blander alvorlige krænkelser sammen med bagateller

MeToo blander æbler og pærer i en uskøn cocktail, lyder dette argument. Som Eva Selsing skriver: ”De mange, særligt mediekvinders, beretninger spænder meget vidt. Fra åbenlyst uacceptable tilfælde til almindelige, om end kluntede eller bramfri, forsøg på flirt […] Altså et harmløst udtryk for interesse.”
 
Når alt blandes sammen, fjernes opmærksomheden fra de virkelige krænkelser. Det er ikke bare et utilsigtet biprodukt af MeToo, men ligger i bevægelsens DNA med dens ’offeret har altid ret’-parole. ”Graden af uønskethed” skriver Selsing, ”afhænger af subjektive præferencer; det er simpelthen umuligt at tegne en fast standard her.”
 
Ifølge Marie Høgh har MeToo decideret ”udvisket forskellen på at være forulempet, forurettet og forsøgt forført,” og vi tør nu ikke andet end at blive forargede, selv ikke over hvad Høgh ser som småting. 
 

Det må løses på den enkelte arbejdsplads

Sexchikane og uønskede tilnærmelser hører ingen steder hjemme, men det må løses på den enkelte arbejdsplads (fx af HR), eller, i de helt grumme tilfælde, af politiet.
 
Det kan virkelig ikke være et samfundsanliggende, alle vi andre skal blandes ind i. Dette argument kobles for det meste med et af de andre under MeToo nejtak, men det har alligevel en selvstændig pointe: Sexisme er ikke et samfundsproblem, men et problem mellem kolleger. 
 

Kvind jer dog op: Kvinder skal selv sige fra

Ifølge dette argument er sexchikane heller ikke et samfundsanliggende. Det er i mange tilfælde ikke engang et arbejdsplads-anliggende. Det må derimod løses ved, at den enkelte kvinde selv siger fra. Ifølge forfatteren Birgithe Kosovic er det decideret ”umodent ikke at sige fra, ikke at kunne daske en hånd af låret og komme sig over det,” og hun kalder det ”patetisk” og ”hyklerisk” at stå frem med en historie om en hånd på et lår ti år efter.
 
Marie Krarup kalder det ”sølle, hvis de går og gør sig selv til offer og vil have opmærksomhed efterfølgende, fordi det er ’åh, så synd for dem.’” I P1 Debat anbefaler hun at give krænkere en albue i siden eller en gaffel i låret. 
 
Også Birthe Rønn Hornbech taler om hårdhændede metoder, mens hun drømmer sig tilbage til sine tidlige år i politik: ”Der var ikke noget, der hed sexisme. Klamme, gamle grise måtte finde sig i at få et rap over fingrene og ydmygende irettesættelser, så de kunne lære at opføre sig ordentligt. Vi måtte mere eller mindre bogstaveligt slå os igennem, men tænkte ikke på at drive politik på vore erfaringer eller gå i medierne. Vi klarede ærterne selv.”
 
Hornbech siger det ikke direkte, men den nostalgiske tone fornægter sig ikke: Kvind jer op, søstre, og giv grisen et rap over trynen. 
 

MeToo er for de privilegerede 

Her har vi et MeToo-skeptisk strukturargument, der kobler kritikken af MeToo til MeToo-aktivisternes placering i den sociale orden. ”Når man selv er offer for en rigtig seksualforbrydelse, så virker det ærligt talt efterhånden fuldstændig grotesk, at man skal sidde og se på, hvordan diverse højtuddannede, velbeslåede middelklassekvinder i disse dage koketterer med at være ’seksuelt krænkede’ over noget, man aldrig – hvis man ellers er ved sine fulde fem – kan kalde for andet og mere end upassende tilnærmelser,” lyder det for eksempel i et meget delt opslag fra forfatteren Kristian Ditlev Jensen. 
 
Lignende toner høres fra forsker Marianne Forman, ifølge hvem ”sexisme er et fænomen, der har eksisteret i mange år, men tilsyneladende er fænomenet blevet erobret af mediekvinder. De passer som ny privilegeret gruppe godt på deres ret og bruger erobringen til at dømme fortidens synder”.
 
Ifølge debattør Nima Zamani virker MeToo ”en anelse ligegyldig for kvinder, der ikke har en mikrofon og dermed stemme i mere mandschauvinistiske og kvindeundertrykkende brancher og miljøer,” og det vil ”endnu engang ende med, at de, der er mest privilegerede og har mindst brug for metoo-bevægelsens folkedomstolsvirkende kraft, får mest ud af metoo-bevægelsen.” 
 

Matriarkat nejtak

Denne position har fået relativt meget opmærksomhed på grund af sine bombastiske anklager. Den ligger relativt højt oppe på y-aksen, fordi den betoner, at det farlige ved MeToo er, at bevægelsen vil ændre på samfundets normer, kultur og strukturer. Når MeToo-aktivisterne taler om ’strukturelle ændringer’, lyder anklagen, handler det om grundlæggende at gøre op med den naturlige omgangsform mellem mænd og kvinder og regulere selv den mindste detalje efter en marxistisk-feministisk eller nypuritansk ideologi.
 

MeToo er en terrorbevægelse

Den mest citerede forkæmper for denne position er uden tvivl lektor Marianne Stidsen, som har kaldt MeToo en decideret ”terrorbevægelse”, ”det åbne samfunds nye fjende”, og en ”migrerende totalitarisme”. Hvorfor? ”Fordi der er tale om en totalitarisme, der ligesom vandrer rundt i samfundslegemet og giver sig til kende på forskellig vis, det ene øjeblik som kønsaktivisme, det næste øjeblik som identitetspolitisk raceaktivisme.” Og videre: ”Den bygger på en benhård statsideologi, der skal gennemsyre alle områder af samfundet helt ned på individplan og helt ind i de allerinderste tankekroge på individerne.” 
 
Uden nødvendigvis at købe ind på alle Stidsens holdninger har Dansk Folkepartis Søren Espersen også kaldt MeToo ”terrorisme”, der ”banker alt og alle på plads.”
 
En lignende retorik findes hos Sørine Gotfredsen, der skriver: ”Der er ingen nåde, hvilket er et træk, der fra begyndelsen har kendetegnet MeToo-bevægelsen, og mens vi i disse dage taler meget om den næste bølge, kan vi slå fast, at den ikke blot handler om voksende covid-19-smitte og bekymrende tegn på en ny massiv flygtningestrøm. Den handler i allerhøjeste grad om køn, både det skyldige, det krænkede og det flydende, og den skåner ingen på sin vej.”
 
Ifølge instruktør Christian Braad Thomsen er MeToo ”umulig at flygte fra”. Bevægelsen, skriver han, ”erstatter retssamfundets normer med almindelig sladder”, og ”det danske retssamfund og demokrati er i fare.” 
 

MeToo er ren en nypuritanisme

En anden kritik af MeToo går på, at bevægelsen nedbryder, hvad man ser som et naturligt seksuelt og romantisk spil mellem kønnene. Ifølge sociolog Ulla Holm er vi med de ændrede normer ”på vej mod en total(itaristisk) afseksualisering af interaktionen mellem mænd og kvinder,” og hun mener, at de fleste af os i virkeligheden ”foretrækker et klap bagi frem for helt at undvære det.”
 
Ifølge Pia Kjærsgaard fører MeToo os direkte i en nypuritansk, sexforskrækket krænkelseskultur, hvor man ikke længe tør flirte eller lægge uskyldigt an på hinanden. Som hun sagde i Debatten: ”Jeg tror bare, vi skal passe på, at vi ikke helt overgår til den her krænkelseskultur på alt muligt i øjeblikket, sådan at normaliteten pludselig bliver unormal.”
 
Og senere i Berlingske: ”Er vi virkelig nået dertil, hvor vi ikke længere må komplimentere hinanden? Hvor vi ikke længere må nærme os hinanden?”
 
Også debattør Karen West frygter at miste flirten: ”For bliver det forbudt at flirte mellem kønnene, og jeg siger FLIRTE, ikke sexchikane, ender vi med en ’burka’.” 
 

Epilog

1615 kvinder i mediebranchen, 689 forskere, 664 filmfolk, 322 kvinder i politik og man kunne blive ved. Antallet af fælles opråb mod sexisme i forskellige brancher bliver ved med at vokse.
 
Om det ender i flere fyringer, flere retningslinjer på arbejdspladserne og/eller grundlæggende kulturændringer i samfundet, er endnu for tidligt at sige. Men der er ingen tvivl om, at Sofie Linde satte gang i noget stort fra scenen til Zulu Comedy Galla, og at den danske debat om sexisme ikke er den samme i dag som for et år eller bare tre måneder siden.
 
Det kan dog svært at finde hoved og hale i det hele, særligt hvis man ikke har en aktie i sagerne og i stedet ser dem udefra. Det er ikke så overraskende, når der er så mange forskellige opfattelser af, hvad MeToo egentlig handler om. Forhåbentlig kan denne guidede (og sikkert ufuldstændige) tour gennem debatternes positioner og argumenter være til hjælp. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job