Luk kommunikations- afdelingen

Denne artikel er bragt med tilladelse af Kommagasinet.

Jeg læste litteraturvidenskab på min bachelor på Københavns Universitet. Så skiftede jeg til Roskilde Universitet (RUC), hvor jeg begyndte at læse Kultur- og Sprogmødestudier kombineret med Kommunikation. Jeg forestillede mig, at når jeg blev færdig, så skulle jeg helst redde verden på en eller anden måde.

Selve mødet mellem kulturer har jeg altid været fascineret af, og det har nok været drivkraften i valg af studie og det, der optog mig mest som studerende.

Sagde op uden at have et job på hånden

Da jeg var færdig med at læse, ville jeg gerne have et kommunikationsjob og prøve at arbejde praktisk med formidling. Jeg fik mit første barn, mens jeg skrev speciale, og efter barslen begyndte jeg som kommunikationskonsulent i Domea, der er en af Danmarks største bygge- og boligadministrationer af almene boliger.

Det var en lille kommunikationsafdeling, men en god læreplads for generel oplæring indenfor kommunikation. Vi lavede alt indenfor kommunikation: web, magasiner, nyheder og intern kommunikation, og jeg endte med at have flere projektlederroller.

Til sidste sad jeg med et ’kulturprojekt’, hvor det handlede om at styrke samarbejdet på tværs af organisationen mellem driftsfolk, der befandt sig rundt omkring i landet, og kontorfolk, der sad andre steder. Her arbejdede jeg med forskellige arbejdskulturer, og det var en kærkommen kobling til min studietid.

Det er Niels Bohr, der bedst forklarede nødvendigheden af kommunikation. Han sagde: ”Vi hænger i sproget”, for selvom han arbejdede med fysik, så var det sproget, der var en hindring i hans formidling

Jeg tænkte ikke over, at det kunne ses som en stor mundfuld for en nyuddannet, og det hænger måske sammen med, at jeg tror, at vi kommer langt med at turde satse og prøve os frem. Jeg tror på, at det er godt at vide noget, men man behøver ikke at vide det hele, før man kaster sig ud i det.

Efter mit tredje barn og seks år samme sted var jeg dog i tvivl om, hvad jeg ville med ’det her arbejde’. Så sagde jeg op i Domea uden at have et andet job. Det var en lille smule angstprovokerende i begyndelsen, men på den anden side var det en klarøjet beslutning.

Det, jeg synes, er spændende ved kommunikation, er det, som er udenfor kommunikationsafdelingen, men arbejdet i en kommunikationsafdeling kan nogle gange blive for centreret om at sælge en dagsorden og om at overbevise nogen. Så jeg rendte rundt i nogle uger og blev helt forvirret. Hver gang jeg kiggede på Jobindex, så tænkte jeg: Det er overhovedet ikke dét, jeg synes, er sjovt. Er det dét, jeg skal lave fremover? Så jeg var i tvivl om, hvorvidt kommunikation var den rette vej at fortsætte med.

Vejen mod Roskilde

Heldigvis blev jeg opmærksom på det helt nye initiativ, K1, som netop havde udsendt sit første opslag på LinkedIn. Jeg meldte mig under fanerne og brugte en stor del af min ’søgende tid’ på at bygge vores nye forening op. Efter de første sjove arrangementer fik jeg en opgave i PR-bureauet RelationsPeople, hvor jeg skulle hjælpe med en større analyse for Roskilde Kommune og RUC. En virkelig spændende opgave, der både krævede dataindsamling, analyse og konkretisering.

Katrine Ninn-Grønne: "Tværfagligheden, problemorienteringen og derfor den mere holistiske måde, jeg kan arbejde med kommunikation på, synes jeg, er fantastisk."

På baggrund af den opgave sendte jeg en uopfordret ansøgning til RUC, hvor jeg nu sidder i rektorsekretariatet og hjælper med strategisk kommunikation, organisationsudvikling og bæredygtighed. Det indbefatter også lederkommunikation og rådgivning, men min røde tråd er at skabe sammenhæng mellem vores indsatser og fokusområder.

Jeg kan godt lide det, fordi kommunikation på den måde er en bestanddel af noget helt andet og binder – forhåbentlig – det hele godt sammen. Mit primære projekt lige nu er at opbygge RUC’s forhold til bæredygtighed.

De sidste par måneder har jeg arbejdet med at finde ud af, hvordan vi overhovedet kortlægger, hvad RUC har gang i af projekter i forhold til bæredygtighed. Hvordan finder vi ud af, hvad vi kan, hvad vi gør, og hvad vi er gode til?

Det passer mig godt, for jeg er meget RUC’sk. Tværfagligheden, problemorienteringen og derfor den mere holistiske måde, jeg kan arbejde med kommunikation på, synes jeg, er fantastisk. Jeg føler mig meget, meget heldig.

Faglighed som kommunikatør

På spørgsmålet om hvad en kommunikatørs faglighed er, kommer jeg ind imellem til kort. Jeg ser mig selv som en kommunikatør, men det er noget, jeg har kæmpet med. For jeg er også samtidig alt muligt andet.

Nogle gange kan alle disse betegnelser blive så snævre, og det, synes jeg, er ærgerligt, for så ser vi ser os selv alt for endimensionelt. Problemet ved det er, at vi hurtigt tænker i formater, rammer og indpakning, men der, hvor vi virkelig viser vores værd, er, når vi perspektiverer på problemstillingerne fra et bredere afsæt end det rent kommunikative.

Når vi udfordrer opgaven og vender det hele på hovedet. Det betyder nogle gange, at vi rammer udenfor skiven – men andre gange viser det sig også, at skiven var placeret forkert eller var for snæver for tidligt. Vi skal være dem, der orienterer os i landskabet, før vi finindstiller sigtet.

Der, hvor jeg får mest inspiration, er steder, som man slet ikke ville kalde kommunikation

Vi skal se længere ud end blot i kommunikationshorisonten. Der, hvor jeg får mest inspiration, er steder, som man slet ikke ville kalde kommunikation, og jeg synes også, at det er Niels Bohr, der bedst forklarede nødvendigheden af kommunikation.

Han sagde: ”Vi hænger i sproget”, for selvom han arbejdede med fysik, så var det sproget, der var en hindring i hans formidling – ganske enkelt fordi ordene ikke fandtes endnu. Det er noget, vi også kan – formidle det uformidlelige.

Det er derfor, jeg synes, K1 er særligt sjovt. Vi går både klassisk til værks og henter også gerne oplægsholdere ind, der ved noget om noget helt andet.

Vi havde en sociolog, der arbejder med køn og fortalte om, hvordan vi ’kønner’ ting. Og en forsker i organisationsfilosofi, der gjorde os kloge på etik. Den slags, synes jeg, er interessant og sjovt, og jeg tror på, at det udvikler os som kommunikationsfolk at høre om den slags, der ellers ligger udenfor vores fagområde.

For nogle gange synes jeg, at kommunikationsfaget er blevet låst lidt inde i kommunikationsafdelingen. På den ene side er det godt, at kommunikation er anerkendt og værdsat, så næsten alle større organisationer har en kommunikationsafdeling. Sådan har det ikke altid været. Men på den anden side sætter denne ’afdeling’ også nogle rammer eller mure omkring faget, som jeg ikke altid bryder mig om, da jeg tror på tværfagligheden.

Hvis jeg skal være lidt hård, så vil jeg sige, at idealet er, at der ikke findes en kommunikationsafdeling. Det stritter lidt på mig, når jeg hører, at nu skal folkene fra kommunikationsafdelingen ud i organisationen. Det er nærmere organisationen, der skal styrkes i at kommunikere og sættes i stand til det gennem en let navigerbar infrastruktur.

Derfor er en kerneopgave for kommunikatører at gøre andre i organisationen gode til deres egen kommunikation. Ikke lave arbejdet for dem. Der kommunikeres jo allerede på livet løs, bare ikke på den måde eller med det indhold, som kommunikationsafdelingen ofte vil. Men den enkelte ved jo selv, hvad der er relevant og bør derfor også selv gøre det. Hvis de har svært ved det, skal vi hjælpe, men være villige til at slippe kontrollen.

Kommunikationsstrukturer kan i værste fald lukke mere af end lukke op. Jeg har ikke løsningen på, hvad man skal gøre i alle organisationer, og jeg vil ikke være for bombastisk omkring det, men for mig er og bliver kommunikation noget flydende, der kan nå rundt om problemstillinger, og det skal vi sætte den fri til. Og jeg tror, at kommunikatører netop evner denne omskiftelighed, der gør, at vi kan arbejdet i ’rummet’ mellem fagligheder og holdninger.

Derfor er en kerneopgave for kommunikatører at gøre andre i organisationen gode til deres egen kommunikation. Ikke lave arbejdet for dem

Jeg tror, at tiden er til at tænke kommunikation som noget mere flydende. Huske, at det er det, der binder os sammen, og derfor bevæger sig på tværs af ting og mellem mennesker. Kommunikation er andet end blot et fag eller en faglighed.

At tænke ud af boksen og tænke tværfagligt er meget normalt i dag, og erkendelsen af, at det hele hænger sammen, er meget godt forankret i dag – heldigvis. For verden er meget kompliceret, og kommunikatører kan hjælpe med at skabe en form for sammenhæng.

For mig er kommunikation noget af det vigtigste, der findes. Men lige så snart man begynder at tale om kommunikationsfaget eller kommunikationsbranchen, så synes jeg, at man begynder at sætte kommunikation ind i en ramme. Det er jeg ikke glad for. Men kommunikation – hold da fest!