3 tip, kommunikatører kan bruge fra de bedste politiske taler
Politiske taler, der går over i historien, trækker på kommunikative greb, som også kan bruges uden for den politiske verden, fortæller USA-analytiker Anders Agner Pedersen, forfatter til den nye bog "De største taler".
Christiansborg syder af valgspekulationer, og statsminister Mette Frederiksen og hendes taleskrivere har formentlig længe arbejdet på talen, som udskriver folketingsvalget.
Men formentlig vil flere af de politiske taler, der har gjort mest indtryk på dig, ikke være fra din egen levetid.
Sådan forholder det sig i hvert fald for Anders Agner Pedersen, der er en af de mest benyttede USA-analytikere herhjemme og står bag mediet Kongressen.com. Han har netop udgivet bogen De største taler, der går bag om syv amerikanske præsidenters ord og det, de kom til at betyde.
Kforum har bedt ham udvælge de tre vigtigste kommunikative greb, som han er stødt på under arbejdet med bogen.
Den perfekte oneliner
”Kan man koge sit budskab ned i én sætning, der er så tilpas let at huske for folk, at de rent faktisk kan recitere den, så er du virkelig lykkedes med din tale,” siger Anders Agner Pedersen.
Og det var der en mand, som bedre end nogen andre har formået, mener han. John F. Kennedy, der var USA’s præsident i blot to år, fra 1961 til 1963, kunne opsummere sit hovedbudskab i en oneliner, folk kunne huske.
”Onelineren, de fleste nok kender, er fra Kennedys indsættelsestale, hvor han siger:
”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for dit land." Han gør det også i Berlin i 1963 med ”Ich bin ein Berliner”,” siger Anders Agner.
USA’s månelandingsprogram bliver også til en større fortælling end blot en, som handler om behovet for teknologiske fremskridt i en koldkrigstid.
”I månetalen i 1962 siger Kennedy, at vi skal stræbe efter målet om at få en mand på Månen. Det skal vi gøre “not because it is easy, but because it is hard". Det er jo alle forrygende oneliners, vi stadig kan huske her 60 år efter,” siger Anders Agner Pedersen.
Iscenesættelsen tæller
En præsident med udpræget sans for iscenesættelsen af sine taler var republikaneren Ronald Reagan, der var præsident fra 1981 til 1989.
”Han forstod, at du kan give din tale ekstra vinger, hvis du er opmærksom på, hvor du holder den. Tager man Reagans Berlintale i 1987, står han foran Brandenburger Tor og foran Berlinmuren i et delt Berlin og siger "Mister Gorbachev, tear down this wall",” siger Anders Agner Pedersen og fortsætter:
”Havde han sagt det hjemme i Washington eller i et dødssygt mødelokale i Rigsdagen, havde budskabet givetvis stadig fået opmærksomhed, men fordi han forstår at bruge rammerne rigtigt, bliver det en historisk tale.”
Forståelsen for de fysiske rammer havde præsidenten med sig fra sin tid som skuespiller, ifølge hans taleskrivere, som Anders Agner Pedersen har interviewet til bogen.
”En af hans bedste taler er på stranden i Normandiet i forbindelse med 40-årsjubilæet for invasionen under D-dag i 1984. Netop, fordi Reagan står, hvor han gør, sammen med krigsveteranerne fra den dag, har du pludselig en tale, der løfter sig helt utroligt og bliver både smuk og nærværende.”
Ikke alle taler, konferencer og slet ikke webinarer er beriget med historiske referencer som disse. Men Anders Agner Pedersens budskab er, at det handler om at vælge omgivelser, der forstærker budskabet.
Obamas bedste tale
Storytelling har været en del af den kommunikative værktøjskasse i årtier, men Anders Agner Pedersen fremhæver alligevel en af de amerikanske præsidenters brug af den som ekstremt effektfuld.
”Obama er en af de talere, der bedst har evnet at bruge storytelling. Når det virker, er det måske en af de mest overbevisende måder at formidle et budskab på, for vi kan alle sammen godt lide historier, og det gør os mere lydhøre,” siger han.
Det bedste eksempel fra Barack Obama, der var præsident 2008-2016, stammer fra hans "Yes we can"-tale, der blev holdt, i forbindelse med at han havde vundet præsidentvalget.
”Det er en historisk aften i amerikansk historie, fordi USA har valgt sin første sorte præsident. Men hvordan adresserer man det, når man er personen, det handler om?”, spørger Anders Agner Pedersen retorisk og fortsætter:
”Det gør man ikke ved at stille sig op og sige ”Hold da op, jeg er en historisk præsident” eller ved at lægge vægt på, hvor langt USA er kommet ved at gennemgå 100 års historie.”
For selvom det netop var Obamas ønske at pege på udviklingen og trække tråde til fremtiden, gjorde han det på en mere elegant og interessant måde.
”Grunden til, at hans tale bliver så voldsomt overbevisende, er, at han fortæller om den set gennem den sorte kvinde Ann Nixon Coopers øjne.”
Historiefortælling skal doseres
Det giver ham anledning til at rulle en fortælling ud om Depressionen i 1930’erne, 2. verdenskrig, borgerrettighedskampene, Murens fald, koldkrigsafslutningen og 11. september-angrebene.
”Ved at tage udgangspunkt i en sort kvinde på 103 år bliver USA’s historie personliggjort. Til slut taler han om, hvad hans egne to små døtre kommer til at se, og hvilke forandringer der skal sættes gang i.”
Obamas taleskrivere har dog også en advarsel, når det gælder brugen af historiefortælling, ifølge Anders Agner Pedersen, der har interviewet flere af dem, heriblandt Jon Favreau, som står bag Obamas "Yes we can"-tale.
”De siger alle, at det er det mest fantastiske greb, når det virker. Men vær opmærksom på, at du ikke overdoserer det, så bliver folk trætte af det. Brug det kun engang imellem, når din personlige historie kan give talen et ekstra niveau, eller når du har den rigtige person til det formål,” siger Anders Agner Pedersen.
