Sass er suveræn, Løkke er sløj

Krisehåndtering testet på Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Lars Løkke Rasmussen. Kan de kommunikere på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt.?
Lars Løkke Rasmussen forsvarer sig, men det hjælper ikke. Han dumper i faget krisekommunikation. Foto: Janus Engel.
Lars Løkke Rasmussen forsvarer sig, men det hjælper ikke. Han dumper i faget krisekommunikation. Foto: Janus Engel.
Krisekommunikation har i mange år eksisteret som beredskab i virksomheder, og politiske rådgivere og politikere synes at tage beredskabet til sig. Men hvordan klarer politikerne sig egentlig i den disciplin?
 
Krisekommunikationsforsker Timothy W. Coombs giver i The Handbook of Crisis Communication en tredelt kriseanbefaling, der går ud på 1) at identificere krisetype, 2) undersøge, om der er en krisehistorie, og 3) finde en passende kriserespons. Der findes tre slags krisetyper som har et lavt, moderat og stort ansvar.
 
Igennem de sidste fem år har Henrik Sass Larsen haft en krise med lavt ansvar, Morten Bødskov har haft en krise med moderat ansvar og Lars Løkke Rasmussen har haft en krise med stort ansvar og en krisehistorie med lignede fortilfælde.
 
Coombs giver fire klokkeklare anbefalinger på, hvordan de tre forskellige kriser skal håndteres bedst muligt.
Kriserne kan:
 
  • benægtes (benægt, benægt, benægt. Når der ikke er en krise, er der intet ansvar),
  • formindskes (det var ikke med vilje),
  • genopbygges (undskyld, det er min skyld) eller
  • forstærkes (jeg var et offer for krisen, husk på alle de gode ting, jeg tidligere har udrettet).
Derudover giver Coombs en række generelle anbefalinger til krisehåndteringen af alle slags kriser: reager hurtigt, udvis åbenhed om krisen og hav ens udtalelser.
 
Spørgsmålet er, hvordan politikerne egentlig håndterer kriser? Svaret er kort, at de spænder fra at dumpe med et brag til at bestå med topkarakter.
 
Det gode forbillede
Det gode eksempel for krisehåndtering kommer først. Henrik Sass Larsen blev i 2011 ikke minister på grund af en manglende sikkerhedsgodkendelse fra PET. Ingen var klar over, hvad de egentlige årsager var, udover et enkelt cafemøde med en rocker. Dette satte gang i alverdens spekulationer og gætterier, men der blev kun tillagt Sass et lavt ansvar for krisen.
 
Henrik Sass rider stormen af. Polfoto/Jakob Jørgensen.
 
Hvordan klarede Sass krisekommunikationen? Til et næsten rent 12-tal. Han reagerede hurtigt ved at udsende en pressemeddelelse om sagen og holde et pressemøde den første dag i krisen. Han udviste åbenhed ved at udtale sig gentagne gange til medierne, og hans partimedlemmer udtalte sig på linje med de krisestrategier, som blev brugt.
 
En politiker er for alvor i krise, hvis partimedlemmerne udtaler sig kritisk om sagen, men her bakkede partimedlemmerne op om krisestrategierne. Alle tre kriseresponser giver et indtryk af en politiker i kontrol. Samtidig brugte Sass de fire krisestrategier som et kontinuum, hvilket kan give en pil nedad i 12-tallet, men også kan forklares sammenholdt med de to andre kriser.
 
Klassens middelmådige
Den næste krise er Morten Bødskov-krisen, også kendt som Christiania-sagen i 2013. Bødskov blev tillagt et moderat ansvar, da ansvaret lige så meget blev tillagt hans daværende PET-chef Jacob Scharf.
 
Morten Bødskov før mødet i Retsudvalget under Christiania-sagen. Polfoto/Lars Krabbe.
 
Bødskovs krisehåndtering kan placeres som den mere middelmådige elevs. Han reagerede hurtigt ved at udsende en pressemeddelelse på den første dag i krisen, han udviste nogenlunde åbenhed ved at opdatere medierne med pressemeddelelser igennem krisen, og han brugte også alle fire krisestrategier som et kontinuum.
 
Den, der dumpede med et brag
Det sidste eksempel er Lars Løkke Rasmussens tøjkrise i 2014. Løkke blev tillagt et stort ansvar, da der var tale om nogle klart overtrådte regler og normer. Her var krisekommunikation i allerhøjeste grad påkrævet, men Løkke havde ikke læst på lektien.
 
Lars Løkke dumper krisekommunikations-testen i 2014. Polfoto/Peter Hove Olesen.
 
Han reagerede yderst langsomt på krisen, da det tog ham flere dage at udtale sig om den, og han udviste ingen åbenhed over for medierne eller ved at udsende pressemeddelelser. Derudover udtalte hans partimedlemmer sig ikke på linje med hans krisestrategier, hvilket forværrede krisen. Hvis partimedlemmerne ikke tror på deres formand, hvorfor skulle vælgerne og medierne så?
 
Samtidig brugte Løkke krisestrategierne som et kontinuum efter at have benægtet sit ansvar for krisen i de første 14 dage. Det anbefales ellers at tage ansvar og undskylde for kriser med så stort et ansvar. Løkkes krisehåndtering dumpede altså med et brag.
 
Hvorfor flere strategier?
De tre kriser giver et indtryk af how to and how not to handle a crisis. Der ses et gennemgående træk i alle tre kriser, som er interessant for fremtidige politikeres håndtering af kriser. Alle tre politikere bruger de fire krisestrategier som et kontinuum. Den egentlige anbefaling til brugen af strategierne er at vælge én strategi og holde sig gennemgående til den gennem krisen. Så hvorfor bruger de tre politikere alle fire strategier som et kontinuum? Betyder det, at de generelt dumper i deres brug af krisestrategier?
 
 
I den første fase spirer kriserne, og der er usikre beskyldninger mod politikerne. Politikerne vælger derfor i starten af kriserne at bruge benægtelsesstrategien, da den tilstræber at fjerne forbindelserne mellem politikerne og kriserne. Findes der ingen forbindelse mellem politikerne og kriserne, så kan der heller ikke eksistere kriser.
 
Dernæst folder kriserne sig ud og når deres fulde blomstring. Her konfronterer medierne i højere grad politikerne med mere sikre beskyldninger, og der skrives konstant om kriserne. Politiske modstandere og offentligheden viser interesse. Politikerne begynder derfor at bruge formindskelsesstrategien, som forsøger at bortforklare eller retfærdiggøre kriserne ved at pointere, at de ikke har skadet nogen, eller at andre har gjort det samme.
 
Har dette heller ikke succes, kommer fasen omkring krisernes falmen. Her presses en løsning frem af medier, modstandere, partimedlemmer og andre interessenter i kriserne. Den fremtvungne løsning var særligt tydelig i Løkke-krisen. Efter flere ugers pres fra medier og partimedlemmer, hvor Løkke primært brugte de defensive strategier, indkaldte Løkke til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde. På selve dagen for dette møde tog Løkke genopbygningsstrategien i brug, hvor han tog ansvar og undskyldte for krisen.
 
Til sidst inddrages også forstærkelsesstrategien, hvor de kriseramte politikere gør opmærksom på deres tidligere gode gerninger og forsøger at indynde sig hos stakeholders. Efter den fremtvungne løsning kommer kriserne ind i den sidste fase, hvor de blomstrer af.
 
Politikerne dumper derfor ikke ved deres brug af forskellige kriserespons-strategier. Tværtimod skal de roses for at nytænke brugen af strategierne. I princippet kunne det have virket at benægte krisen, men når benægtelsesstrategien ikke har succes, så rykker de videre til den næste brik og strategi i spillet.
 
Overordnet må politikerne derfor tildeles en vis ros for deres krisehåndteringer.
 
-
 
Artiklens analyse er baseret på resultater fra specialet Personlige, politiske kriser. En analyse og diskussion af, hvordan politikere håndterer kriser, hvordan medier agerer i disse kriser, og sammenhængen mellem disse aktørers håndtering og ageren af artiklens forfatter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også