Politiken rydder op efter kritik om greenwashing

Politiken Plus forsøger at rydde op efter i årevis at have promoveret produkter som bæredygtige uden at kunne dokumentere det.
Politiken Plus er i gang med oprydning efter anklager om greenwashing. Foto: Jens Dresling
Politiken Plus er i gang med oprydning efter anklager om greenwashing. Foto: Jens Dresling

Politiken Plus har gjort sig skyldig i omfattende greenwashing, mener flere bæredygtighedseksperter, som mediet Sustain Report har talt med.

Webshoppen bliver kritiseret for at promovere produkter som bæredygtige uden at kunne dokumentere det.

”Den måde, de anbefaler deres varer på, det er greenwashing,” siger civilingeniør Caroline Herlev Gebara, der er i gang med en ph.d. om absolut bæredygtighed på DTU til Sustain Report og uddyber:

”Mange af varerne er ikke engang et alternativ til at købe mindre gode varer, men er blot med til at skabe nye behov, og alligevel giver man folk en fornemmelse af, at når de køber en vare, så har de gjort noget godt."

Hos Politiken erkender man blankt, at man ikke har kigget på de mange produkters livscyklusvurdering, men at man i de seneste måneder har været i gang med en større oprydning på sitet.

”Jeg synes, vi tager vores ansvar på os. Vi forsøger at rydde op, vi forsøger at være opmærksom på, hvad det er for en lovgivning, der er, og hvad for krav der bliver stillet,” siger Kit Lyngaa, afdelingschef for Politiken Plus, til Sustain Report.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job