Tre scenarier: Sådan bliver K-folket vindere midt i DJ-kaos

Fagforeningen DJ – Medier og Kommunikation har været i en heftig sommerkrise – og det kan ende med at blive rigtigt gode nyheder for kommunikationsfolket
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix
Det er sjældent rigtigt kønt, når en organisation kommer i krise midt i sommervarmen. Og kommunikationsmæssigt var forløbet bestemt ikke til topkarakter, da Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation på en uge i juli mistede både fagbladsredaktør og formand.
 
Til gengæld kan jeg, som mangeårig observatør af og deltager i DJ's demokrati, se rigtigt gode muligheder for, at netop kommunikationsfolket kan blive den helt store vinder, når kaos igen skal bringes i orden i forbundshuset på Gl. Strand.
 

Tre hovedpointer her:

1. Allerede i slutningen af august skal der vælges ny næstformand i DJ. Eftersom vedtægterne helt klart siger, at vedkommende skal findes blandt de nuværende HB-medlemmer, er det altså en meget begrænset personkreds, der nu har mulighed for at indtræde som fuldtidsnæstformand.
 
Da K-området har ligget i porteføljen ved den hidtidige næstformand, nu ny formand, Tine Johansen, er det helt oplagt, at den nye næstformand også får netop K-området under sig. Derfor er det nu, at DJ's hovedbestyrelse har muligheden for at gøre årevis af skåltaler til virkelighed og vælge en næstformand, der rent faktisk er kommunikationsmenneske.
 
Det vil blive en kæmpe løftestang for forbundets ambition om at være det naturlige sted at organisere sig for kommunikationsbranchen  også for andre end de anslåede cirka 5.000-7.000 nuværende medlemmer, der allerede er i branchen.
 
2. Det er nemlig her, at skoen for alvor trykker. Ikke bare for DJ, men også for KS, HK, Magistrene og DJØF, der alle har nogle tusinde medlemmer med kommunikationsbaggrund. Hvem skal tage føringen på at organisere K-branchen på en måde, der passer til medlemmerne?
 
Så længe alle er i tvivl, sker der lidt spredt fægtning. En ny DJ-næstformand med insiderviden fra branchen kan blive den motor, der sikrer, at DJ har en chance for at leve op til de mange ambitioner om at blive førende på området – og for folk i kommunikationsbranchen vil et stærkt fælles talerør give helt nye muligheder i den offentlige debat.
 
3. Det er kun tre måneder siden, at en nyvalgt hovedbestyrelse i DJ fik mandat til at handle på de omfattende rapporter om ”Fagenes Fremtid”, som var resultatet af 14 måneders tænketanksarbejde – herunder rapporten om Kommunikationsbranchens fremtid (rapporterne kan læses her), hvilken gav en række konkrete anbefalinger til at styrke hele K-branchen.
 
Og her ligger endnu en mulighed for K-folket.
 
For at bringe orden i kaos skal den endnu nye bestyrelse have et projekt at kaste sig over – og styrkelsen af K-området er et oplagt område at satse på, fordi så mange af de nye medlemmer har et reelt ønske om at skabe forandring og fornyelse i indsatsen over for kommunikatører. At styrke K-området er ganske enkelt den forandring, der både politisk, økonomisk og imagemæssigt vil give det største ROI.
 
Derfor kan juli måneds kaos i DJ vise sig at blive en kæmpe gevinst for hele den danske kommunikationsbranche  uanset tilhørsforhold.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også