Hvilket jeg-hader-corona-segment tilhører du?

I april sidste år lavede antropolog Christian Groes et overblik over, hvordan vi hver især reagerede forskelligt på coronakrisen under den første nedlukning af samfundet. Han identificerede fem fremtrædende personlighedstyper, som han kaldte håndhæveren, analytikeren, moralisten, sandhedsvidnet og nihilisten. Nu, godt et år efter først nedlukning, hvor der er ved at opstå en vis coronatræthed i befolkningen, gør han igen status – med syv personlighedstyper.
Vi hader alle sammen corona, men vi hader det på forskellige måder. Der er nemlig mange forskellige måder at reagere på i en krisetid, og den seneste tid viser, at konflikterne og polariseringen mellem de mange coronatyper kun er øget på trods af udsigten til vacciner og en gradvis oplukning. Grundlæggende er der syv personlighedstyper, der skaber syv forskellige reaktioner på coronatrætheden. Gad vide, hvem du er, og hvordan du reagerer. Ja, tilhører du et segment, er du i coronakrig med de andre. Foto: Getty
Vi hader alle sammen corona, men vi hader det på forskellige måder. Der er nemlig mange forskellige måder at reagere på i en krisetid, og den seneste tid viser, at konflikterne og polariseringen mellem de mange coronatyper kun er øget på trods af udsigten til vacciner og en gradvis oplukning. Grundlæggende er der syv personlighedstyper, der skaber syv forskellige reaktioner på coronatrætheden. Gad vide, hvem du er, og hvordan du reagerer. Ja, tilhører du et segment, er du i coronakrig med de andre. Foto: Getty
af Christian Groes

Personlighedstyper i coronakrisens sidste fase

 

Pessimisten

Pessimisten er ikke bare træt af coronasituationen, men er generelt blevet mere skeptisk over for fremtiden og har siden nedlukningen også resigneret i andre dele af livet. Nytårsforsættet om at spise sundt og økologisk, træne ugentligt i Fitness World og holde op med at ryge er for længst droppet, vægten øges konstant, og så kan man lige så godt lade stå til over hele linjen. Der bliver drukket mere alkohol end normalt, og den står på fastfood og et besøg af Wolt-buddet de fleste af ugens dage. Planerne om at få styr på såvel haven som at hænge nye billeder op på væggen eller samle gamle venner til middag er for længst skrinlagt. Du er overbevist om, at samfundet ikke kommer til at lukke op lige foreløbigt, og med de nye mutationer er der ingen tegn på en fremtid, der er værd at tro på. Og så er du alt for modløs til at forholde dig enten støttende eller kritisk til nedlukningen. 

 

Pessimisten er: tilbageskuende, introvert, sarkastisk og opgivende.

 

Pessimistens coronastrategi: Du mødes af og til diskret med nogle få ligesindede, så længe de ikke minder dig om, at du er stagneret i dit liv. I hører musik fra dengang, verden var normal, og dyrker fortiden og melankolien, krydret med en resignerende sarkasme. Du kan ikke overskue at mødes med nye mennesker eller genoptage gamle venskaber, for det er vigtigt med tryghed og genkendelighed i hverdagen. Og du orker ikke at deltage i debatter på de sociale medier, hvor folk enten skændes om coronareglerne, eller hvor dem du kalder jubeloptimisterne, drømmer om en bedre verden. Som om. 

 

Hvem er pessimisterne? De kan være i alle aldre, men de er primært midaldrende singlemænd, der allerede har givet op på livet og lykken. Coronakrisen har kun forstærket deres selvdestruktive adfærd, og de nyder nærmest udsigten til global håbløshed og resignation. 

 

Kan ende i konflikt med: Drømmeren, Reformisten og Skeptikeren.

 

Rationalisten  

Synes du også, det er for risikabelt at åbne samfundet under de nuværende omstændigheder og med de nye mutationers indtog? Og er du uforstående over for dem, der konstant kritiserer regeringen og kræver mere frihed og åbne butikker? Fra at være en tavs håndhæver af retningslinjerne er du efterhånden blevet overbevist om, at der er noget større på spil. Du føler, du ved alt, hvad der er værd at vide om epidemien, om smittespredning og de konsekvenser, det kan få for sygehusvæsenet og samfundet, hvis der åbnes for hurtigt. Du er vred på vaccinemodstanderne og sølvpapirshattene og kan ikke forstå, at folk ikke bare gør det indlysende og fornuftige. Det er de andres adfærd, der er problemet. 

 

Hvis du er borgerlig, bekymres du måske over dit partis manglende konsekvens og lederskab. Hvis du tilhører rød blok, synes du sikkert, at vi aldrig har haft en bedre statsminister, og glædes over, at regeringen har tacklet krisen med stor alvor og forsigtighed. Sidstnævnte vil måske opfatte et vaccinepas som et udtryk for en usolidarisk opdeling af samfundet og fællesskabet.  

 

Rationalisten er: fornuftig, standhaftig, selvretfærdig, omsorgsfuld og nidkær.

 

Rationalistens coronastrategi: Du overholder reglen om, at man maksimalt må mødes med fem personer, og har fundet dig tilpas i en fast social boble med familien, kæresten og din bedste ven eller veninde. Som nyudklækket hobbyepidemiolog taler du med ligesindede om krisen, og sammen føler I det nødvendigt at minde andre om, hvorfor det er nu, vi skal stå fast og udvise disciplin, samfundssind og social afholdenhed.

 

Hvem er rationalisterne? De kan være røde eller blå. I hvert fald udgør de flertallet, og det ved de. De holder sammen om, at de fik ret i, at krisen ville blive alvorlig og langvarig. Det giver dem ret til at kritisere andre, der har en anden oplevelse af krisen, og de sidder tilbage med en ’hvad sagde jeg’-følelse, som vil præge deres selvopfattelse i mange år fremover. 

 

Kan ende i konflikt med: Oprøreren, Vitalisten og Skeptikeren. 

 

Skeptikeren

Synes du heller ikke, regeringens hjælpepakker eller prioriteringer for en oplukning af samfundet giver mening? Du er måske selvstændig og har siddet og regnet på reglerne for antal kunder pr. kvadratmeter eller har ikke kunnet få støtte på grund af en eller anden meningsløs bureaukratisk detalje. Udover at være bekymret for din egen økonomi er du også blevet bekymret for andre slagsider eller senfølger af nedlukningen. Du ser folk omkring dig blive deprimerede og stressede og frygter, at de må gå nedenom og hjem, og du stoler stadig mindre på, at regeringen vil gøre noget for dig og dine. Der mangler logik og konsekvens. Folk samles alligevel over det hele, og din yngre nabo holder fest hele ugen. For at åbne samfundet så hurtigt som muligt synes du, det giver god mening med et vaccinepas. 
 

Skeptikeren er: pragmatisk, trodsig, geskæftig og utålmodig.

 

Skeptikerens coronastrategi: Du har fået lyst til at bryde med reglerne i trodsighed, for nu skal der altså kunder i butikken. Selvom du godt kan se det rimelige i at lukke forsigtigt op, skal der være en bedre balance og en mere pragmatisk og logisk tilgang, hvor der også lyttes til dem, der holder hjulene i gang. Derfor er du heller ikke nøjeregnende, når det gælder dit sociale liv, og kan godt finde på at invitere vennerne på middag i ny og næ, eventuelt medbringende en negativ COVID-19-test. 

 

Hvem er skeptikerne? De er fortrinsvist selvstændigt erhvervsdrivende, som afskyr de røde stivstikkere, der ser problemer overalt og ikke kan forstå dem, der holder samfundet kørende. De har kun hån til overs for den naive fællesskabsfølelse, som dyrkes af autoritetstro ’nu synger vi bare med på melodien’-typer, som ikke har noget at miste og tror Mette F. er Gud. Der er familier, der skal forsørges, og det er der ingen Brostrøm’er eller andre tørvetrillere, der kan ændre på. Hver dag er handlingens dag, og der er ingen tid at spilde, for mennesker har ikke godt af stilstand. Og samfundet har ikke råd til fortsat at holde lukket.

 

Kan ende i konflikt med: Rationalisten, Pessimisten og Reformisten.

 

Drømmeren

Du følger nogenlunde de retningslinjer, regeringen har udstukket, men uden at blive moraliserende over for andre. På den måde undgår du at blive konfronteret med din egen adfærd og din personlige tilgang til coronakrisen. Du er helt klar over, at vi befinder os midt i en global pandemi, men i stedet for at bekymre dig, prøver du at få det bedste ud af situationen og har blikket rettet mod fremtiden. Derfor bruger du tiden på at renovere din bolig, få skrevet den bog, du altid har drømt om, dyrke en ny hjemmehobby eller planlægge din rejse til Tenerife til efteråret. Du er optimistisk anlagt og drømmer om at komme på festival eller invitere familie og venner i sommerhus. 

 

Snart bliver alt godt igen, og så må vi få det bedste ud af situationen. Du kender godt de risici, der følger med at slække på restriktionerne, men du vil også gerne forberede dig på en normaltilstand. Er du single, har du sikkert oprettet en profil på Tinder og gør dig klar til at invitere på diverse dates og middage i den nære fremtid, når du og de har fået en vaccine. Du er tiltrukket af alt, hvad der kan vække håb og fællesskab, og synger gerne med, når der er fællessang på TV, og glæder dig til, du igen skal til påskefrokost eller fodbold på stadion. 

 

Drømmeren er: normalitetssøgende, fremadskuende, optimistisk og konfliktsky.

 

Drømmerens coronastrategi: Du undgår så vidt muligt nyhederne og debatter om coronavirus. Du vil ikke acceptere muligheden for, at krisen kan blive langvarig, og vælger at se den som en forbipasserende udfordring, der kun har gjort dig og evt. din partner stærkere. Du er måske typen, der bruger tiden på at pleje din hud med ansigtsmasker, vasker bilen en ekstra gang eller drikker sund te, fordi det er vigtigt at holde fast i de gode rutiner og gøre sig klar til, at verden igen er, som den plejer.

 

Hvem er drømmerne? De kan være unge mennesker eller gifte par med en praktisk og positiv indstilling til livet. De er kreative, handy og har styr på økonomi og karriere og befandt sig i en gunstig situation, da krisen ramte, og som de nægter at opgive troen på. 

 

Kan ende i konflikt med: Pessimisten og Oprøreren. 

 

Oprøreren

Længe før coronakrisen følte du, at der var noget helt galt med samfundet, og hvad enten det handler om klima, materialisme, racisme eller indvandring, mener du ikke, at politikerne tager tidens udfordringer alvorligt nok. Faktisk frygter du, at de skjuler tingenes sande tilstand. Du nærer en generel mistillid til autoriteter og ser måske coronakrisen og den rigide nedlukning som del af en større plan, der følger et globalt mønster. Du har læst om ’the great reset’ og ser, hvordan krisen er den perfekte anledning til at omstrukturere samfundene og kontrollere befolkningen efter nye teknologiske standarder og en koncentration af magten. Den nye epidemilov, forsamlingsforbuddet og coronapas er forsøg på gradvist at skabe et totalitært samfund og gøre op med frihedsrettighederne i samfundet. Når store dele af befolkningen blindt følger retningslinjerne og bakker op om regeringens tiltag, er det, fordi de er ukritiske lemminger, der er lullet i søvn og har mistet den kritiske sans. 

 

En vaccine skal du heller ikke nyde godt af, for man kan ikke stole på medicinalindustrien, og COVID-19 er slet ikke så farlig, som regeringen hævder. Du forstår, hvorfor ’Men In Black’ demonstrerer og ser måske dig selv som en del af en modstandsbevægelse. For første gang længe føler du en mening med livet og et formål. Politisk føler du dig ikke længere hjemme i noget parti, men hvis du normalt stemmer rødt, er du begyndt at overveje at stemme blåt i protest mod de totalitære tendenser. 

 

Oprøreren er: rebelsk, ustruktureret og anti-autoritetstro.

 

Oprørerens coronastrategi: Brugen af mundbind har du droppet, og du vil heller ikke bære en badge, der siger, at du er fritaget, for det svarer i dine øjne til at bære en jødestjerne under nazismen. Du deltager i piratfester og dyrker sammenholdet med ligesindede oprørere, og du ser politiet som den nye verdensordens forlængede arm. Privat er du begyndt at date igen og mødes med nye mennesker, så snart det er muligt. 

 

Hvem er oprørerne? De kan være alt lige fra Wolt-buddet, der fester alle ugens dage, til unge studerende, der føler, at verden er imod dem, passionerede midaldrende fodboldfans, pensionerede anarkister eller aktivister i begge lejre af det yderste politiske spektrum. Til fælles har de mistroen til autoriteter og ikke mindst politikerne og medierne.

 

Kan ende i konflikt med: Rationalisten og Reformisten.

 

Vitalisten

Hvorfor overleve, når man kan leve? Selvom du ikke deler oprørerens anarkistiske tendenser eller skeptikerens flueknepperi er du også blevet mere kritisk over for nedlukningen. Du forholder dig relativistisk til de nye tiltag for en gradvis oplukning, for i dine øjne handler det ikke kun om at undgå, at svage og ældre mennesker bliver syge og dør, men også om at leve livet fuldt ud, mens vi er her. Kulturlivet skal tilbage så hurtigt som muligt, ellers mister vi vores kreativitet, inspiration for fremtiden og lysten til at leve. 

 

De unge får frarøvet dyrebare år, og ungdommen kommer aldrig tilbage. Uden musikken, kunsten, uddannelse og de sociale fællesskaber giver eksistensen ikke mening. Og de nye mutationer viser bare, at vi må leve med, at mennesker dør, og at vira altid vil være i vores liv. 

 

Vitalisten er: kreativ, frygtløs, hedonistisk, impulsiv og grænsesøgende. 

 

Vitalistens coronastrategi: Du er bange for, at en fortsat nedlukning vil fratage os vores livskraft og nedsætte skabertrangen og vores æstetiske sans og virke i mange år fremover. Det betyder også, at du selv er begyndt at øve med bandet igen, give den gas med vennerne i jeres private fredagsbar eller er taget på rejser ud i verden, hvor livet stadig leves og nydes.

 

Hvem er vitalisterne? De er ofte unge og har fremtiden for sig. Eller også er de kunstnertyper, der hylder det outrerede, eller energibundter, der kan synge med på Nik og Jays “En dag tilbage”.

 

Kan ende i konflikt med: Rationalisten, Reformisten og Pessimisten.

 

Reformisten

Pandemien har lært os, at der er kræfter, der er større end os selv, og at vi må stå sammen, hvis vi vil løse en krise og skabe en bedre verden for de fremtidige generationer. Krisen vækker både din moralske og politiske habitus. Hele verden oplever den samme udfordring, og det nye globale fællesskab kan give anledning til at løse en række andre akutte problemer sammen. Måske tænker du, at næste skridt bliver at løse klimakrisen, at gøre op med kapitalismen og global ulighed eller at skabe et mere fleksibelt arbejds- og familieliv eller øge ligheden mellem kønnene. Måske ser du de nye vaner med at holde afstand som frigørende og håber, det kan vare ved, så der bliver skabt en mere asketisk kultur, hvor vi holder op med at kramme hinanden hele tiden og trykke hånd med fremmede.

Det kan være, at krisen kan vække os fra vores materialistiske tornerosesøvn og minde os om de mere åndelige sider af livet eller lære os at sætte mere pris på de nære relationer og at tænke over, hvilken fremtid vi vil skabe for vores børn og børnebørn. 

 

Reformisten er: asketisk, reflekteret, sund, moralistisk og globalist.    

 

Reformistens coronastrategi: Du beretter gerne livligt om din visionære tankegang på sociale medier, men dit private liv minder mere om en munketilværelse præget af fordybelse og simplicitet, og dine bøger og gregoriansk sang er blevet din bedste venner.  

 

Hvem er reformisterne? De er personer, som søger det alternative, det rene liv, og som ser sig selv som visionære. De nægter at acceptere ideen om verdens undergang, og hvad enten de har familie eller ej, er de altid på udkig efter forandringer, der kan gavne fællesskabet og en bedre verden. Måske er de veganere, intellektuelle eller religiøse. I deres øjne må der være mening med galskaben, og den nye adfærdsmæssige omstilling peger på, at en bedre verden er mulig, hvis vi alle trækker i samme retning og tager vores liv op til revision. 

 

Kan ende i konflikt med: Pessimisten, Skeptikeren, Vitalisten og Oprøreren. 

 

Udsigt: den øgede polarisering og den nødvendige forsoning 

Coronapandemien har gjort os meget skade som samfund. Mange er ramt af sorg og en undtagelsestilstand, der for de fleste er svær at forklare og håndtere. Vi søger efter svar, og vi sørger over, at vi har tabt en verden og en virkelighed, som var engang. Det er okay ikke at være okay lige nu. Det er svært at stå med en tom minkfarm, et knust livsværk, et usikkert job eller at være fyret, fordi nogle har spist en flagermus i Kina, eller hvad der nu er sket. 

 

Sorgprocessen gør os vrede, frustrerede, opgivende, aktivistiske eller kampklare, og vi leder efter nogen at give skylden. Det kan godt være, krisen snart er ovre, men vi vil for en god stund stadig befinde os i en sorgproces, hvor vi ser os selv og hinanden i et andet lys.

 

Der en polarisering i gang i samfundet, som ikke gavner nogen af os. Den bunder i, at vi aldrig før har oplevet en krise som denne, og at ingen dybest set har patent på sandheden om, hvordan den skal tackles. Så uanset, hvilken tilgang og type vi identificerer os med, er det altafgørende, at vi med tiden kan se os selv udefra og komme overens med de mange måder, vi har håndteret den svære tid. Måske rummer vi alle elementer af flere coronatyper på en gang og kan derfor, hvis vi vil, øve os i at indtage de andres perspektiv og dermed i sidste ende, når alt er blevet normalt, tilgive vreden, sorgen, fortrængningen og adfærden hos ’de andre’. Der kommer en tid, hvor forsoning bliver nødvendig. Vi kan ikke give hinanden skylden for evigt.



 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job