Insta-brand dig selv

Overskrift.dk lancerede i sidste uge Instagram-listen, der viser de mest populære instagrammere i Danmark. Det er en god anledning til at overveje, hvad status er på Instagram – og om også det sociale medie er blevet kommercialiseret af alle de store brands
af Katrine Thielke
Vi nærmer os en mio. danske Instagram-profiler
Instagram har fundet sin plads som et af de vigtigste visuelle sociale medier. I Danmark er der ifølge Overskrift.dk et sted mellem 700.000 og 900.000 Instagram-profiler. Udover det så bliver mange flere danskere eksponeret for Instagram-indhold, når det deles på blandt andet Facebook.
 
Instagram-listen, der viser de mest populære profiler i Danmark, er offentliggjort. Find dig selv på listen her. Kilde: GettyImages. 
 
Af de 700-900.000 profiler er ca. 40% private. Det vil sige, at man skal bede brugeren om adgang til at se deres billeder, som er lukket for alle andre, også i søgeresultater. Det tyder på, at mange er blevet mere bevidst om, hvordan de deler selfier og andet privat indhold i det offentlige digitale rum.
 
 
Ifølge Overskrift.dk er der i Danmark lagt over otte millioner billeder på Instagram i 2015. Kombinér det med de 58 millioner hashtags, der er anvendt, heraf 3,5 mio. unikke, og det vil fortælle dig, at rigtig mange brugere stadigvæk #tagger #hvert #eneste #ord, #selvom #det #ikke #giver #nogen #mening #overhovedet.

Instagram er et weekend-medie
Nye brugere på Instagram (og også nogle af de gamle) klager over andelen af kaffe- og madbilleder og billeder af sociale og kulturelle aktiviteter.

Og uanset, hvem man vælger at følge på Instagram, er det svært at undgå den slags indhold. Og det er faktisk ikke så mærkeligt, for Instagram er, sammenlignet med Twitter, et weekendmedie. Der bliver postet mere i weekenden, og man må gå ud fra, at der også bliver set mere indhold i den periode.
Modsat Twitter hitter Instagram mere i weekenden end i hverdagen. Kilde: Overskrift.dk
 
De traditionelle kendisser fylder toppen af Instagram
Langt de fleste af os kunne ikke nærme os toppen af Instagram-listen. Omtrent 95% af os har under 1000 followers, og knap 40% under 100
followers. Og der er en hel del, der aldrig har fået postet mere end det første billede eller to.
 
Mad og kaffebilleder som disse er hverdagskost på Instagram. Kilde: GettyImages. 
 
På top-25 finder man ikke så overraskende en god håndfuld bredt kendte celebrities. Caroline Wozniacki, Linse Kessler, Medina og Christopher, for at nævne et par stykker. Wozniacki ligger eksempelvis nummer et på den danske Twitter-liste, så det er ikke så sært, at en god social tilstedeværelse også kan oversættes til en høj placering på Instagram-listen.
 
Heldigvis er der også den nye slags kendis – YouTube-personlighederne – at finde i toppen. På en 19.-plads er Kristine Sloth, der har suppleret YouTube-kanalen med Instagram. For hende er Instagram sandsynligvis en promoveringsplatform for YouTube, hvor hendes rigtige forretning ligger.
 
 

Følger i med på snappen? Hvis ikke, så tilføj: kristineslothyt for alverdens sjove og eksklusive sager 👑😛

Et billede slået op af Kristine Sloth (@kristiinesloth) den

Kristine Sloth bruger sin Instagram-profil til at reklamere for sin YouTube-kanal, men også for sin Snapchat-profil. Kilde: Instagram/kristiinesloth. 

Ja, du kan tjene penge på Instagram
I toppen finder vi en ny interessant gruppe: de små Instagram-drevne virksomheder. Øverst på listen er Alexander Rosenbæk, der lever af at rådgive ur-virksomheder om at være på Instagram ved selv at vise, hvordan det skal gøres.
 
Et andet eksempel er Maya Sophie Segerlund, 18 år, der poster en lind strøm af billeder af sig selv, heraf en del i bikini, blandet med citater og billeder af livsstilsprodukter. Hun får sjældent mindre end 4000 likes per post, og tilsyneladende supplerer hun sin indkomst med sponsorpakker fra brands, som hun tagger i sine billeder. Denne forretningsmodel kender vi også fra modeblogs – og den er i virkeligheden en mikroversion af den måde, hvorpå mediehusene har levet af annoncer i mange år, bare meget mere integreret her. Jo flere der klikker og kigger, jo bedre sponsoraftaler kan profiler som Maya Sophie få.
 
En herlig detalje er, at hun mixer hundehvalpe ind mellem beauty-pics og kærestehygge – et trick, som alle content marketeers ved virker! Man kan mene om forretningsmodellen, hvad man vil – den virker for både Maya, hendes følgere og de brands, hun arbejder med. Udfordringen her kan muligvis være, at det ikke er tydeligt, hvornår hun er sponsoreret. Langt de fleste professionelle bloggere er i dag ret tjekkede med at angive, hvornår de reklamerer direkte for et produkt. Det har endnu ikke fundet sin form på Instagram.
 
Et sponsoreret billede, kærestehygge og hundehvalpe. Det virker for Maya, der tjener penge på sponsoraftaler. Kilde: Instagram/mayassophie.

De visuelle kunstere & foodierne
I top-100 finder vi også nogle af de profiler, der tidligt tog det visuelle sociale medie til sig. De dygtige (amatør)fotografer, der i Instagrams begrænsninger fandt en god kunsterisk udfordring. Og foodierne, der endelig fandt et sted, hvor det var OK at poste fem måltider om dagen.
 
Et af de mest kendte eksempler er Ida Lærke, som fandt sin nordiske, minimalistiske stil på Instagram, og som har været aktiv i lang tid – hende finder man på en 7.-plads. Og højt placeret er også Nomas René Redzepi på en 27.-plads. Men det interessante er, at når vi kommer længere ned ad listen og kigger på top-1000 eller top-2000, så er der rigtig mange af denne type profiler. Dermed ikke sagt, at de mange dygtige fotografer og foodies ikke kommercialiserer deres profiler – men for mange af dem er det ikke den primære bevæggrund for at være på Instagram.
 
I den mindre bevidst kunstneriske ende af skalaen er Anders Hemmingsen, som samler sjove ting og poster dem på alle sociale kanaler. Hans profiler er et klassisk indholds-aggregat tilsat brugerhjælp. Man kan sende ham sjove indslag, alt fra underlige annoncer til billedmashups, og han sørger for at poste det sjoveste. Det er visuelt, omend ikke æstetisk, og det er vældig egnet til et weekendmedie som Instagram. Man bliver næsten lidt lettet over, at der også er noget grimt på Instagram!
 
 

Børnetime i Randers.

Et billede slået op af Anders Søby Bruus Hemmingsen (@andershemmingsendk) den

Anders Hemmingsen, der samler sjove billeder og poster dem på sin Instagram-profil, gør ofte nar af folk, der kommer fra Randers. Kilde: Instagram/andershemmingsendk
 
Hvordan går det med de store brands?
Det første kendte brand, man møder på Instagram-listen, er Normann Copenhagen på en 50.-plads, efterfulgt af Royal Copenhagen på en 70.-plads. Faktisk kan man i top-200 tælle de traditionelt definerede brands på to hænder.
 
I virkeligheden er der masser af brands på Instagram. Personlige brands. Derfor bruger forbrugerbrands, der skal sælge produkter, den model at alliere sig med de stærke personlige brands i en sponsoraftale. Dermed får de den rigtige eksponering til den rigtige målgruppe.
 
Er Instagram blevet ligesom Facebook?
Ja, Instagram er blevet ligesom Facebook bare med mindre funktionalitet og pænere design.
 
Normann Copenhagen, der findes på en 50.-plads på listen, passer godt ind i Instagrams pæne design og æstetik. Kilde: Instagram/normanncph
 
Instagram er et socialt medie, hvor du kan dele og se billeder fra venner og andre profiler, og den funktionalitet betaler du indirekte for med din adfærd på mediet. Det er der ikke noget nyt i. Det er der heller ikke i de mikro-mediehus-forretningsmodeller, vi ser fra en del af profilerne fra top-100.
 
Instagram har for nylig introduceret almindelig annoncering, hvor man kan betale for at få segmenterede annoncer ind i brugernes feeds. Som altid er det en lille smule irriterende – og indimellem overraskende relevant.
 
Konklusionen er derfor, at selvom Instagram stadig er en dejlig enkel platform, så er den nu også blevet en del af et stadig mere modent social media-marked.
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også