"Det er ikke sundt at gøre arbejdet til sin identitet"

Næsten et år i hælene på Alternativet, der resulterede i bogen Uffe mod magten, blev Morten Reimars vej til at arbejde med presse, kommunikation og rådgivning på Christiansborg.

Kort før folketingsvalget blev udskrevet i år, opsagde han dog sit job som personlig rådgiver for den politiske ordfører i Venstre, Sophie Løhde efter ti måneder.

Forinden havde han været seniorpresserådgiver i Radikale Venstre samt presserådgiver i Venstre.

Med ét stod han igen uden for Christiansborgs centrifuge, som han lidt over to år forinden var blevet suget ind i og stadig er i gang med at processere.

Her fortæller han med egne ord om, hvad der tiltrak ham ved at arbejde med politisk kommunikation, hvad der overraskede ham undervejs, og hvad han har lært.

Kapitel 1: Uden for fællesskabet

Jeg var freelancejournalist, da jeg skrev bogen Uffe mod magten, der handler om Alternativets valgkamp i ’19.

Der oplevede jeg en samling mennesker, der havde et kammeratligt fællesskab ud over det sædvanlige. De kæmpede for en bedre verden og følte, at landet ville styrte i grus, hvis de ikke løftede i flok.

Da jeg var færdig med reportagedelen af bogen, cyklede jeg tilbage til mit freelancekontor, hvor jeg arbejdede alene. Der var også andre freelancere, men de var inden for andre brancher.

Det betød, at jeg ikke havde nogen at fejre sejre med eller nogen, der kunne hive mig op, når det ikke gik godt. Jeg savnede simpelthen det kammeratlige fællesskab, de havde i Alternativet.

Derfor begyndte jeg at tale med forskellige partier, som jeg kunne se mig selv i. Tæt på Christiansborg ligger der tre forskellige caféer, som man bruger til at fyre folk på, tale om hemmeligheder på og til jobsamtaler.

Her mødtes jeg med pressechefen for Venstre, som jeg havde god kemi med. Fem dage senere havde jeg min første dag som presserådgiver for Venstre på Christiansborg. Dét tempo skulle vise sig at være symptomatisk.

Kapitel 2: På et løbebånd med 120 km/t

På Christiansborg går det hurtigt, og det skal man kunne lide. Der bliver også arbejdet på langsigtede strategier og planer, men som presserådgiver kan der hvert øjeblik ringe en journalist, og så skal du kunne reagere ”bam, bam, bam”.

Temposkiftet vænnede jeg mig hurtigt til, for det at arbejde på Christiansborg er som at stille sig op på et løbebånd, der allerede kører med 120 km i timen, så du springer bare på. Jo mere du stiger i hierarkiet, jo hurtigere går tingene.

Det kan være svært at lægge sit job fra sig, og det bliver hurtigt en del af ens identitet

Som freelancejournalist var min redaktør en mailadresse, jeg skrev til. Og min kollega kunne på en tilfældig dag være en fotograf, jeg først mødte på en opgave.

I Venstre oplevede jeg, at der var brug for mig, og at det var et problem, hvis Morten var syg eller på ferie.

Bagsiden er, at det kan være svært at lægge sit job fra sig, og det bliver hurtigt en del af ens identitet.

Kapitel 3: Til eksamen hver dag

Presserådgivning på Christiansborg er et job, hvor man hurtigt mærker vigtigheden af at veje ordene i en pressemeddelelse, og rådgivningen til en politiker før et interview.

Folk tolker hele tiden på, hvordan politikerne kommunikerer. I andre brancher kan dårlig kommunikation selvfølgelig også få konsekvenser, men i politik bliver det endevendt.

Tænder man for TV 2 News og ser Besserwisserne er det både fedt, at de taler om noget, man har været med til at sætte i gang, men det er også nervepirrende, om det går som planlagt. Og om man har valgt de forkerte ord i et Facebookopslag, så det bliver en historie i sig selv.

Om Morten Reimar
Morten Reimar er født 1993 og gift.

Han blev uddannet journalist i 2017 og har skrevet for medier som Euroman, Ud & Se, Børsen og Berlingske.

I 2022 var han på på Berlingske Talent 100-liste. Og er forfatter til valgkampsreportagebogen 'Uffe mod magten', som blev udgivet i 2020. Derudover er han forfatter til digtsamlingerne 'Teenage Jazz', '6 zoner fra City', 'På tirsdag' og 'Midtby Cool' udgivet fra 2012-2018.

Det værste, der kan ske, er, at ingen opdager, hvad man laver. Nogle gange er det sådan, at man forventer, at et nyt forslag vil få masser af omtale og få Venstre til at stige i meningsmålingerne. Så kommer det ud, og ingen gider interessere sig for det.

Andre gange har vi sendt noget ud kort før en fredagsbar, fordi vi ikke regnede med, at det ville få stor opmærksomhed, og så er det stukket af og har fyldt hele weekenden. Det, du laver på Christiansborg som rådgiver, kan derfor skubbe lidt til verden.

Kapitel 4: Dårlige vittigheder på Twitter

Christiansborg er et lukket økosystem, hvor man hurtigt bliver en del af folks rolodex. Det er et skørt hus, der summer som en bikube. De fleste har en relation til hinanden, og man bliver vurderet på, om man kan holde på en hemmelighed, om man kan finde ud af at passe sit arbejde, og hvem man arbejder sammen med.

Relationer viste sig at være en langt større del af arbejdet, end jeg troede. Når man sidder med en given sag, skal man for eksempel have den ud til det rigtige medie, som udkommer i den del af landet, hvor ens politiker er opstillet. Så det er vigtigt at have en god relation til en journalist på det medie, så man har en god indgang til at "sælge" en historie til en, der er til at tale med.

Samtidig kan man gøre sig selv mere interessant ved at bytte information og sladder. Det er en hel videnskab.

Kunne jeg skrive noget dumt, der var sket i tv om fredagen, kunne jeg nemmere ringe og tale med en journalist mandag

Jeg har altid skrevet mange dårlige vittigheder på Twitter, og det har været med til at skille mig ud som en anderledes fyr. De fleste presserådgivere er meget anonyme og gemmer sig i baggrunden. Det gør jeg ikke lige så godt.

Af natur er jeg heller ikke god til at gå hen til folk og sige goddag, til folk, jeg ikke kender, så det var en fordel, at folk kendte mig fra Twitter (Morten Reimar har knap 10.000 følgere, red.).

Kunne jeg skrive noget dumt, der var sket i tv om fredagen, kunne jeg nemmere ringe og tale med en journalist mandag, for ofte ville jeg sige "Hej, det er Morten fra Venstre", og så var journalisten sådan "Nå ja, det er dig med Melodi Grand Prixet, haha". Det var nemmere for en genert type som mig.

Som tidligere digter, journalist og forfatter var jeg til gengæld stærk til storytelling og branding. Det gjorde, at jeg kunne vinkle historierne på en interessant måde. Frem for at kommunikere, at Venstres boligudspil som tænkt eksempel giver fem procent mere fradrag om året, handler det om at fokusere på drømmen om, at alle kan blive boligejere.

Kapitel 5: En verden udenfor

Når en politisk sag bliver omtalt i medierne, kan man komme til at tro, at det ændrer en hel masse. Når man så møder nogle mennesker, der ikke er lige så optagede af politik, viser det sig, at de slet ikke har hørt om det.

I starten af valgkampen hørte jeg for eksempel to voksne mennesker i toget tale om, at Lars Løkke havde stiftet sit eget parti. Det var en nyhed for dem. Så det er ikke alle, der har News kørende og opdaterer Twitter hele tiden.

Det er et meget godt reality-tjek at tale med folk udenfor

Når man mest snakker med folk, som er i det samme, lukkede rum som én selv på Christiansborg, kommer man til at beskue verden på samme måde, som de gør. Det er et meget godt reality-tjek at tale med folk udenfor, selv for en som mig, der ikke er vokset op i et ungdomsparti eller har mødt min kone der.

Men diskussionen om, at flere folk fra den virkelige verden bør gå ind i politik, er for nem. Det er et røvhårdt job at være politiker. Det er grænseoverskridende, fordi folk skriver om din mand, dine venner, og om du har været for meget i byen.

Men det er også et håndværk, som det tager lang tid at lære. Jeg har jo selv fulgt Alternativet, hvor alle, ud over Uffe Elbæk, var helt grønne på Christiansborg. De troede i starten, at det var nok at være idealistisk og have gode ideer, men det er alfa og omega at vide, hvordan man får noget igennem.

Kapitel 6: Identitetstab

Man mister meget, når man siger et job op i et politisk parti. Det er helt fra, at de med det samme tager telefon og pc og slukker for internettet, til, at jeg var blevet venner med dem på kontoret. Under valgkampen havde de selvfølgelig ikke tid til at ses med mig. Så hvem er man, når man ikke arbejder på Christiansborg i døgndrift?

Jeg opdagede, at jeg har en helvedes masser bøger stående, som har samlet støv i flere år. Jeg plejede at gå meget op i at læse, se film og høre musik, men det har jeg nærmest ikke dyrket i min tid på Borgen. Der har jeg udelukkende læst analyser og politiske nyheder.

Selvom det kun er cirka to år, jeg har været i politik, svarer et år på Christiansborg til syv menneskeår

Det jeg så, var Besserwisserne og Tirsdagsanalysen, det jeg lyttede til, var Q&Co., Slotsholmen, Borgen Unplugged, #dkpol, Mandat, Ingen Kommentarer, Cordua & Steno, Løvkist & Dall, og you name them.

Nu hvor jeg ikke er der længere, skal jeg finde ud af, hvem jeg er. For selvom det kun er cirka to år, jeg har været i politik, svarer et år på Christiansborg til syv menneskeår.

Men jeg fortryder ikke noget, bortset fra, at jeg skulle være stoppet et halvt år tidligere. Det har været en kæmpe oplevelse, hvor jeg har mødt spændende mennesker og været helt inde i midten af noget, de fleste kun ser udefra.

Det ærgrer mig en lille smule, jeg ikke var der på valgaftenen. Jeg har prøvet at være der i 2019, som journalist, under kommunalvalget med Radikale og ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet med Venstre, og det er noget helt magisk at være på Christiansborg sådan nogle aftener.

Næste kapitel

Folk ringer med tilbud om alverdens ting, fra at stå foran kameraet til at være langt væk fra det. Om jeg vil arbejde mere med politik, eller jeg skal i en helt andet retning.

Men jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil. Det der fylder for mig i mit næste job, er, at uanset om jeg arbejder normalt eller i Christiansborgtimer, er det ikke sundt at gøre sit arbejde til sin identitet. For når det stopper, står du derhjemme og kigger ud i luften.

Jeg kunne jo godt have tænkt mig at se mere til mine venner udenfor undervejs. Og have været bedre til ikke at tage tonen og tempoet fra arbejde med hjem. Det fortryder jeg.

Jeg har afmeldt mine abonnementer på alle politiske podcasts undtagen de vigtigste. De kan være kedelige at høre på, når man ikke selv er en del af legen. Jeg har heller ikke fulgt valgkampsdækningen helt så intenst, som man kunne tro.

Jeg har bemærket, at valget er langt mere massivt, når man er på Christiansborg. Der er det liv og død. Udenfor? Jo, der hænger jo plakater i træerne, og der er nogle debatter i TV, men det er slet ikke så intenst. Det er en meget god ydmyghedsøvelse at få som politisk type, at langt de fleste mennesker er ligeglade.

Morten Reimar må ikke fortælle nærmere om sin tid i Venstre og har ikke ønsket at dele, hvorfor han stoppede som personlig rådgiver.