Pandaleasing er ikke sort-hvid

Med to pandaer fra Kina får dyrene i Københavns Zoo en ny overklasse. Det er en stor historie, både diplomatisk og dyrefagligt. Men det er også politisk sprængstof i kølvandet på Tibet-skandalen. Og pandadiplomatiet viser, at zoo-institutionen ikke er så apolitisk, som den ønsker at være.
Pandaer er cute; det kommer man vist ikke udenom. De to, der lige er kommet til København, er dog andet og mere end nussede dyr i Zoo. De er symboler på et kinesisk blødt diplomati, der er alt andet end sort-hvidt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pandaer er cute; det kommer man vist ikke udenom. De to, der lige er kommet til København, er dog andet og mere end nussede dyr i Zoo. De er symboler på et kinesisk blødt diplomati, der er alt andet end sort-hvidt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
af Felix Rothstein
Lugten fra elefanthuset sidder stadig i næseborene. Blandingen af lort og hø, stald og manege, på én gang overvældende og tryg. Den smukke gamle rødstensbygning, opført i 1917 som et enormt kirkeskib med små kapeller langs siderne, lå med sine teglklædte tagtoppe som et lille bjergmassiv i havens hjerte.

Jeg husker fra klapvognens frøperspektiv den forreste elefantgård, hvor den store han stod og rokkede med lænke om foden og stødtand med sølvbeslag, og jeg husker det enorme dinosauromrids, der en gang i midten af 90'erne blev malet med hvidt på facaden bag den anden og større gård – hvor hunner og unger gik rundt blandt afbarkede stammer – for at vise størrelsesforholdet mellem fortidens og nutidens kæmper.

I 2008 flyttede elefanterne ind i den britiske mesterarkitekt Norman Fosters state of the art-anlæg, og det gamle hus fik lov at sygne hen som en slidt ronkedor, inden bygningen i 2017 blev revet ned for at give plads til havens – og byens – næste store attraktion: det nye pandaanlæg.

Hele mit liv har jeg haft årskort til Københavns Zoologiske Have. Derfor var den 4. april også en markant dag for mig. Den dag ankom der nemlig to pandaer fra Chengdu i det sydvestlige Kina til deres nye hjem på toppen af Valby Bakke, det store og ambitiøse anlæg tegnet af arkitekterne fra Bjarke Ingels Group (BIG).

Den 11. april får publikum endelig adgang til anlægget, der har været undervejs i fem år. Det skulle han bare have vidst, ornitolog Niels Kjærbølling, da han for 160 år siden fik lov at åbne en zoologisk have ved siden af Frederiksberg Slot med »en ræv i lænke, en sæl i en balje og en skildpadde i en køkkenspand«, som den tidligere direktør for haven Bent Jørgensen har skrevet i sin bog i anledning af Zoos 125-årsjubilæum.

Kinas tilsagn om at udlåne de to pandaer til Danmark er resultatet af adskillige års diplomatisk arbejde fra dansk side, hvor både kongehuset og regeringen har spillet aktive nøgleroller. Gaven – eller lånet, som det egentlig er – kommer med en masse krav til anlæg, dyrepasseruddannelse, foder (en landmand på Sydsjælland har lagt hele produktionen om til en bestemt sort bambus) osv.
 

Demonstration uden for Københavns Lufthavn organiseret af Pandahæren, der kæmper for et frit Tibet og derfor er modstandere af pandaprojektet på Kinas vilkår. Foto: Thomas Sjørup/RitzauScanpix. 
 
Og så er der de underforståede krav. Pandaprojektet er nemlig også resultatet af den daværende VK-regerings Kinapolitik, der siden et markant skifte i 2009 har betydet, at Danmark nu »modsætter sig Tibets uafhængighed«. Som modydelse sender kineserne store ordresedler til danske virksomheder, og altså to nuttede bamser til Zoo. At få lov at huse et par pandaer er de færreste forundt – kun 26 zoologiske haver i 18 lande har æren – og anses som et særligt tegn på kinesisk velvilje over for modtagerlandet: 'Vi lytter til jer', betyder det. Det kaldes pandadiplomati.
 
Politik i Zoo
Introduktionen af pandaerne på Valby Bakke viser, at Zoo er alt andet end uafhængig af storpolitik. Da Dronning Margrethe på statsbesøg i Kina i 2014 fik at vide, at Danmark blev begunstiget som værtsland for to udlånte pandaner, havde Zoo ikke en reel chance for at undslå sig det praktiske værtsskab.

BIG har med egne ord ønsket at skabe et anlæg, der udfordrer den klassiske ide om zoo-dyret som 'en eksotisk gæst fra et fjernt land,' men kritikere af pandadiplomatiet kalder lånet for et knæfald for Kina og frygter, at pandaerne bliver en kinesisk forpost i Danmark.

Og selvom Zoo-direktør Jørgen Nielsen for nyligt erklærede haven for en apolitisk institution, der kun interesserer sig for dyrene, kan man ikke se bort fra, at zoologiske haver ikke kan undslippe det politiske, når regeringer samarbejder i en sag som denne. Da Dronning Margrethe fik tilbudt en leasingkontrakt på de eftertragtede pandaer, var sagen klar på forhånd. Danmark har ingen andre steder at indlogere dyrene end i landets fineste zoo. Pandaer bor jo ikke på hotel.
 

Pandadiplomatiet vil med garanti virke. Men Zoo og pandaanlægget vil samtidig være en oplagt scene for politiske manifestationer, som føjer et helt nyt lag til pandadiplomatiet. Hvad vil der ske, hvis danske zoo-gæster finder det relevant at møde op i tibetanske fodboldtrøjer eller andet tøj med politiske budskaber, der proklamerer kritik af Kina?


Heldigvis kan man argumentere for, at det er dyrefagligt attraktivt at komme ind på dette sjældne marked, der også giver adgang til andre spændende dyr fra Kina, men det er også at gøre en dyd ud af en nødvendighed. Pandaerne var et fait accompli, ikke bare for Zoo, men også for de fonde, der har finansieret anlægsbyggeriet. De ellers selvrådende institutioner har i realiteten ikke haft mulighed for at tage stilling imod at give asyl til pandaerne.
 
Kinas pandaer i København er nation branding, der går begge veje, og aftalen er givetvis kommercielt attraktiv for begge lande. Selve pandaanlægget koster i omegnen af 160 millioner kr., og standardprisen for et pandalån lyder på en million dollars om året, men Zoo forventer til gengæld mere end 10-15 % flere gæster årligt fra både Danmark og udlandet og virker i alle udtalelser som økonomiske optimister.
 
Spørgsmålet er så, hvor pandaernes ankomst efterlader den politiske og bevidste forbruger. Pandaerne kommer jo hertil i kølvandet på den store skandale om den ulovligt afbrudte Tibet-protest ved det kinesiske statsbesøg i 2012 og efterfølgende besøg i 2013 og 2014.
 
Når Zoo slår dørene op for publikums adgang til de nye sort-hvide attraktioner, vil børnefamilier stå i kø langt ned ad Valby Bakke og forventes sandsynligvis at købe bamser og bluser for millioner i Zoos butik. Pandadiplomatiet vil med garanti virke. Men Zoo og pandaanlægget vil samtidig være en oplagt scene for politiske manifestationer, som føjer et helt nyt lag til pandadiplomatiet.
 
Hvad vil der ske, hvis danske zoo-gæster finder det relevant at møde op i tibetanske fodboldtrøjer eller andet tøj med politiske budskaber, der proklamerer kritik af Kina? Hvad vil de kinesiske udlånere mene om det? Pandaerne er her jo kun på en kontrakt, som Kina kan undlade at forlænge.
 
Symbolpolitik som storpolitik
Dyrediplomati er ikke noget nyt, og dyr som fyrstegaver og tegn på venskabspagter er veldokumenterede gennem flere tusinde år. I Kina kan fænomenet spores helt tilbage til 600-tallet, hvor en kinesisk kejserinde sendte to pandaer til sin japanske kollega.
 
I 1950'erne gjorde Mao Zedong pandadiplomatiet til gængs praksis med pandagaver til først Sovjetunionen og Nordkorea og siden, under tung international bevågenhed, fik USA's præsident Richard Nixon i 1972 et kinesisk pandapar. Nixon kvitterede med et sæt moskusokser.
 
Siden 1984 er Kina gået væk fra at bruge pandaerne som rene diplomatiske gaver og gunstbevisninger og i stedet – som i det aktuelle danske tilfælde – tilbudt at lease bjørnene til andre lande på tiårs-kontrakter. Symbolpolitik er også storpolitik.
 
Den romantiske forestilling om zoo som et ubesmittet, apolitisk sted holder ikke. Pandaer er politiske symboler og instrumenter, og Zoo bliver som institution derfor spændt for en politisk vogn. Og politiseringen af zoo er ikke noget nyt. Selve ideen om zoologiske haver blev nemlig gjort mulig af europæisk imperialisme, der skaffede dyr fra kolonierne.
 
I London Zoo – den første moderne zoologiske have, som vi kender dem i dag, og siden 1828 en af verdens førende – kunne hele det britiske imperiums glorværdige udstrækning opleves gennem koloniernes dyrerepræsentanter: tigre fra Indien, elefanter fra Kenya, kænguruer fra Australien.
 
De tidlige zoologiske haver var alle gjort mulige af europæiske kolonimagters besiddelser, når dyr blev hentet ind fra de fjerneste egne af imperiet og tjente som symbol på rigets verdensomspændende magt. Og som eksotisk fornøjelse for borgerne i moderlandet. Zoologiske haver har altid været brugt til at kommunikere og reflektere en politisk virkelighed.
 
Men hvor europæiske stormagter tidligere frit kunne forsyne sig med eksotiske dyr fra kolonierne som levende symboler på politisk magt, har de zoologiske haver siden udviklet sig i professionelle netværk baseret på avlsprogrammer, bæredygtighed, dyreetik og naturbevaring i dyrenes naturlige habitater.
 
Københavns Zoo arbejder både med kortlægning og bevaring af Malaysias skaberaktapirer og med genudsættelse af klokkefrøer på Hjortø. Og det er i forlængelse af den slags samarbejder, at Jørgen Nielsen meget omhyggeligt siger, at Zoo er klar over, at pandadiplomati er politik, og at han erkender, at haven er en brik i et politisk-diplomatisk spil, men at Zoo opfatter sig selv som apolitisk og uafhængig af regeringers indflydelse og dagsordener langt fra de strengt zoologiske.
 

Allerede i 2017 blev de første spadestik taget til det nye pandaanlæg, bl.a. af statsministeren, der var dekoreret til lejligheden. Foto: Sarah Christine Nørgaard/RitzauScanpix. 
 
At Danmark nu får lov at lease et par pandaer er langt fra tilfældigt. Kineserne har i mange år haft stor interesse for Danmark – ikke mindst H.C. Andersen – og flere og flere kinesiske turister kommer hertil. I 2014 købte den kinesiske stat et imposant palæ, som tidligere husede Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard, for at indrette det til kulturinstitut.
 
Planen, der endnu er et stykke fra at blive realiseret, var at etablere et af de største kinesiske kulturcentre i Europa; at blive en dominerende størrelse. Og netop nu ligger Randers i forhandlinger med det kinesiske firma Andersen Paradise om at opføre en 1:1-kopi af den kronjyske bys centrum et sted i Kina. Danmark er med andre ord et sted, som Kina meget bevidst gerne vil ekspandere soft diplomacy i.
 
De første zoologiske haver havde et udpræget videnskabeligt sigte, og burene fungerede som montrer på et museum, hvor genstande præsenteres side om side. Publikum skulle se på dyrene med forskerens granskende blik. Men i takt med, at havernes popularitet voksede, blev arkitekturen i slutningen af 1800-tallet i stigende grad forlystelsesbetonet, og man kan sige, at fokus skiftede fra zoologisk til have, hvor det ikke var meningen, at de nye dyretableauer skulle minde om naturen.
 
Tværtimod blev der i stor stil bygget anlæg med inspiration i nationale og etniske stereotyper fra en kolonialistisk verdensforståelse – måske med en ørken eller jungle malet på bagvæggen: I Antwerpen fik elefanter og giraffer lov til at bo i et ægyptisk faraotempel, i Amsterdam boede bjerggeder i en alpehytte, og i Zoo i København blev der i 1873 opført en yakoksestald i tibetansk stil (bygningen, der i dag huser kameler, står stadig som havens ældste byggeri og får med pandaernes indtog pludselig en helt ny betydning).
 

Både de nuttede pandaer og yin-yang-tegnets slør af mystik leder tankerne hen på et Kina, hvor kejseren – ved du jo nok – er kineser. Det er det samme spændende, men ufarlige, før-kommunistiske Kina, uden etbarnspolitik, store spring fremad, besættelse af Tibet, drab på dissidenter, undertrykkelse af uighurer og statsejet kapitalisme, som også var med til at gøre porcelænskineserier moderne og kinesere til en attraktion for mere end 100 år siden.

 
 
Den etnologiske fascination stoppede ikke ved dyrene: Over hele Europa – i København både i Zoo og i Tivoli – blev mennesker fra fjerne egne udstillet, og selvom det efter en renovering er blevet japansk, står Det Kinesiske Tårn stadig midt i Tivoli og minder om dengang, længe før pandaerne var diplomatiske udvekslingsobjekter, hvor en kineser med hårpisk fik det københavnske borgerskab til at stimle sammen.
 
Og faktisk hænger gamle tiders fascination af Østens mystik ved i det nye pandaanlæg. I hvert fald hvis man læser BIGs projektbeskrivelse og ser på deres prospekttegninger og modelfotos. Mellem byggehegn og martsvåde jorddynger er det ikke til at se inden åbningen af anlægget, men pandaerne skal bo i et stort yin-yang-symbol med to dråbeformede halvdele, så begge bjørne, notoriske enspændere, for hvem socialt samvær er dræbende for kønsdriften, kan have hver deres livsnødvendige privatsfære.
 
Med yin-yang-formen peger det topmoderne anlæg direkte tilbage gennem de zoologiske havers arkitekturhistorie til dengang, man så på dyrene som tegn for de verdensdele, de kommer fra. Pandaen, ikke som et eksempel på sydøstasiatisk dyreliv, men som symbol på Kina, og i lighed med yin-yang-tegnet symbol på en helt særlig version af Kina, som både er populær i Danmark og i Kina selv.
 
Både de nuttede pandaer og yin-yang-tegnets slør af mystik leder tankerne hen på et Kina, hvor kejseren – ved du jo nok – er kineser. Det er det samme spændende, men ufarlige, før-kommunistiske Kina, uden etbarnspolitik, store spring fremad, besættelse af Tibet, drab på dissidenter, undertrykkelse af uighurer og statsejet kapitalisme, som også var med til at gøre porcelænskineserier moderne og kinesere til en attraktion for mere end 100 år siden.
 
Zoologiske haver konfronterer os altså mere med os selv end med dyrene. Og dyrene i bur fortæller i høj grad historien om vores egen arts indflydelse på planeten og om, hvordan vi bruger og har brugt dyr og natur til fortælle vores egen historie.
 

Den symbolske betydning i leasingen af pandaerne var ikke til at tage fejl af, da pandaernes 'pas' blev overrakt ceremonielt til en medarbejder fra den danske ambassade i Kina. Foto: Mads Claus Rasmussen/RitzauScanpix.
 
Deponering af pandaer er både diplomati og politik. Spørgsmålet er, om det også er deponering af politisk kritik. At Kina måske i højere grad vil låne Danmark øre i f.eks. menneskerettighedsspørgsmål, vil næppe blive synligt for den brede offentlighed. Til gengæld vil det blive alt andet end usynligt, hvis pandaanlægget bliver et sted, hvor publikum diskret vil skilte med sympati for Tibet. Hvad vil kineserne sige til det? Hvordan vil Zoo reagere?
 
Med den dyrefagligt utrolig spændende og længe imødesete ankomst af pandaerne får dyrene i Zoo en ny overklasse. Både den zoologiske, arkitektoniske og diplomatiske interesse vil samle sig om pandaanlægget, og Zoo vil for alvor ophøre med at være en apolitisk institution.
 
De kan altid fastholde, at de ikke selv agerer politisk, og at de ikke havde noget andet end et strengt dyrefagligt ønske om sige ja til til at huse pandaerne. Men samtidig står det klart, at Zoo som institution ikke har nogen chance for at bevare en politisk renhed og uskyld.

Jeg glæder mig meget til at besøge det nye pandaanlæg på den grund, hvor det gamle elefanthus blev bygget for 100 år siden. Da jeg kom der som dreng, rev det altid i næsen af elefantpis i et anlæg, som fortalte noget om den tid, det stammede fra. Nu er det unægtelig nye tider.
 
Pandaernes anlæg er – selvfølgelig – bygget efter nyeste zoologiske standarder; der er taget fuldt højde for dyreetik, trivsel og adfærdsberigelse, mens BIG har forsøgt at give dyrene de mest frie og naturalistiske rammer og skabe de bedste muligheder for pandaernes eftertragtede formering. Men selvom publikum ikke direkte vil opleve anlæggets yin-yang-tegn, der kan kun ses, hvis det overflyves med drone, viser symbolet sort på hvidt, at blødt diplomati og pandaleasing er en affære med masser af gråtoner.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job