Trumps afsindige afskedssalut
Sidste uges begivenheder i Washington D.C. har vist både talens magt og afmagt for den amerikanske præsident. Med Donald Trumps udtalelser før, under og efter optøjerne ved Kongressen den 6. januar 2021 synes USA's hidtil mest indflydelsesrige demagog at have nået et spidsbelastningspunkt for sit kontroversielle brand.
af Mark Herron
Fra dag ét i Trumps politiske karriere har det handlet om hans ord. Der går en lige linje fra annonceringstalen for Trumps præsidentkampagne den 16. juni 2015 til talen ved ”Save America March”-massemødet den 6. januar 2021. F.eks. hans beskrivelse af publikum, der udskilles i grupper af forurettede støtter over for kriminelle modstandere, som ikke fortjener nåde. De store og små løgne, som fremsættes af den eneste sandsiger, der tæller, Trump selv. Og opfordringen til at kæmpe som bare fanden i stedet for at acceptere nederlag som en “loser”.
Trumps evne til at forarge og begejstre gennem kontroverser har sat gang i vilde vælgersvingninger i de større valg, han har været med til i USA. I tidligere sikre demokratiske delstater har arbejderklassen vendt partiet ryggen, mens republikanske Georgia ser ud til at kunne blive en effektiv demokratisk kile ned igennem Syden.
Uanset om præsidenter er dygtige retorikere eller ej – uanset om de finder deres stemme eller ej i Det Hvide Hus – så bliver deres retorik et spejl på USA i den tid, de har på nationens vigtigste talerstol. Trumps USA ser ud til at være i så store svingninger politisk, at kursen bliver svær at etablere og holde for hans efterfølger.
Donald Trumps tale den 6. januar 2021 indeholdt mange velkendte elementer af præsidentens retorik. Efterspillet har dog sat ordene i et helt andet lys.
Styrken ved Trumps retorik blev også udstillet i sin svaghed
Trumps tale om valgsvindel foran Det Hvide Hus den 6. januar, i sig selv et skred i normerne, var på mange måder fyldt med, hvad alle Trumps taler har indeholdt. Men det var netop stedet, der gjorde det dramatiske efterspil muligt.
Der var ikke tale om en subtil argumentation for forhandling, men i stedet patosfyldt beklagelse og opfordringer til at vise sig stærk. Der er mange af Trumps taler, som har en større brug af et billedsprog med fokus på vold. Her blev republikanske politikere beskrevet som krigere eller som boksere med deres hænder bundet på ryggen. Samtidig var der klare opfordringer til at udvise styrke blandt publikum over for modstanderne og kæmpe som ind i helvede: ”We fight like hell, and if you don’t fight like hell, you’re not going to have a country anymore.”
Trump præsenterede et verdensbillede afkoblet fra den generelle debat i samfundet – ikke mindst med hovedtanken om valgsvindel af historiske proportioner ved 2020-valget. Udfordringen for Trumps kontroversielle, for nogle underholdende, talestil er, at grænsen hele tiden skal rykkes for at skabe kontroverser. Hvis ens styrke er at kunne chokere, så vil ens publikum altid kræve mere og mere.
Kaninhullet går kun dybere for en konspirationsmager
Trump har ikke tænkt sig at stoppe med sin kritik af valgene i USA. Der er ikke noget slutpunkt, hvor hans konspirationsteorier kan modbevises tilfredsstillende, medmindre det vil være til fordel for ham. Det gælder både hans egne præsidentvalg og senere politiske valg i USA, som f.eks. senatsvalgene i Georgia, der nu også vil blive set på med mistillid af mange amerikanske vælgere.
Med udtalelser som ”You will have an illegitimate president, that’s what you’ll have” og “When you catch somebody in a fraud, you are allowed to go by very different rules” arbejdede Trump på at skabe et rum, hvor ingen andens ord end hans egne har værdi. I talen handlede det endda ikke kun om hans egne valg som politiker. Trump rakte også tilbage i tiden for at påpege, hvor råddent det amerikanske valgsystem var:
“I think one of our great achievements will be election security because nobody until I came along, had any idea how corrupt our elections were. And again, most people would stand there at 9:00 in the evening and say, “I want to thank you very much,” and they go off to some other life, but I said, “Something’s wrong here. Something’s really wrong. Can’t have happened.””
Her latterliggjorde Trump et af de vigtigste elementer i demokratiet, taberens vilje til at bakke op om en fredelig overdragelse af magten. Trumps personlighed og opdeling af verden i tabere og vindere byder ham aldrig at acceptere et nederlag, selv hvis det betyder at skrotte reglerne helt.
Det er ikke kun valg, der undermineres
Trump fremsætter sin sag, som om ingen andre har gjort, hvad han har gjort, set, hvad han har set, gennemskuet, hvad han har gennemskuet. Derfor skal hans publikum ikke lytte til andre end ham:
“So when you hear, when you hear, “While there is no evidence to prove any wrongdoing,” this is the most fraudulent thing anybody’s… This is a criminal enterprise.”
Det betyder dog også, at Trump i talen ikke kun underkendte politikere i 2020-valget, men også det retssystem, der har hørt hans anklager i indtil videre 62 retssager siden valgdagen, og de amerikanske vælgere, som ikke stemte på ham ved valget. Trump har aldrig søgt at blive alle amerikaneres præsident, hvilket også gjaldt for denne tale i hans beskrivelse af sine støtter:
But just remember this. You’re stronger, you’re smarter. You’ve got more going than anybody, and they try and demean everybody having to do with us, and you’re the real people. You’re the people that built this nation. You’re not the people that tore down our nation.
Her talte Trump et sprog, som opdelte amerikanerne i dem, der synes, det er i orden at kritisere USA, og dem, der er ægte patrioter. Vel at mærke efter Trump selv havde kritiseret det politiske system sønder og sammen. Det er Trumps imponerende evne til selv som siddende præsident at præsentere sig som outsideren i systemet. Det samme gælder hans vælgere, som er de sande amerikanere, det ’ægte’ folk.
Et konkret mål for vreden
Forskellen på Trumps tale den 6. januar og mange af hans tidligere taler var, at målet for vreden ikke var noget fjernt, som f.eks. Kina, en stor gruppe fremmede immigranter eller en manglende mur mod syd. Det var politikerne nede for enden af gaden, som, ifølge Trump, var ved at kuppe de rigtige amerikaneres kandidat:
“After this, we’re going to walk down, and I’ll be there with you … We’re going to walk down to the Capitol, and we’re going to cheer on our brave senators, and congressmen and women. We’re probably not going to be cheering so much for some of them because you’ll never take back our country with weakness. You have to show strength, and you have to be strong… we’re going to try and give our Republicans, the weak ones, because the strong ones don’t need any of our help, we’re going to try and give them the kind of pride and boldness that they need to take back our country.”
Med de ord kunne Trump se sine støtter gå mod Kongressen, mens han selv blev tilbage i Det Hvide Hus og fulgte udviklingen, som ledte til optøjerne inde i Kongressen.
At mane til besindighed med oprør i stemmen
Trumps første ord om stormløbet ind i kongresbygningen var næsten lige så forudsigelige som hans tale inden optøjerne. Den nyvalgte ”president-elect” Joe Biden var først ude at holde en tale live for at sige, at handlingen var en skamplet på USA's historie, hvilken måtte stoppe omgående, gerne på anmodning af den siddende præsident: "At their best, the words of a president can inspire. At their worst, they can incite… So, President Trump, step up."
"President-elect” Joe Biden var ude at tale imod demonstranternes opførsel omkring Kongressen, mens de stadig var i bygningen.
Herefter udsendte Trump en optaget video på Twitter, hvor han trods videoens korte længde ikke kunne holde sig til ét budskab, da det at bede demonstranterne om at gå hjem ikke udelukkende satte ham selv i et positivt lys:
“I know your pain, I know you’re hurt. We had an election that was stolen from us. It was a landslide election, and everyone knows it, especially the other side. But you have to go home now.”
Trump udsendte under optøjerne en kort video via Twitter, der både bad demonstranterne om at gå hjem, men også udviste sympati for deres følelser.
Ikke længe efter fulgte Trump op med en kort besked på Twitter:
"These are the things and events that happen when a sacred landslide election victory is so unceremoniously & viciously stripped away from great patriots who have been badly & unfairly treated for so long. Go home with love & in peace. Remember this day forever!"
Det var ”stand down and stand by” om igen. Det var “you also had very fine people on both sides” om igen. Det var “They’re bringing drugs. They’re bringing crime. They’re rapists. And some, I assume, are good people” om igen. Det var Trump, der tog munden fuld af mel og blæste løs alligevel.
Igennem de seneste fire år har medierne i USA tit talt om muligheden for, at Trump ville droppe sin kontroversielle valgkampsretorik og i stedet begynde at tale som en statsmand og nationens politiske leder. Men kan man overhovedet forestille sig Trump levere en tale som Barack Obama gjorde det i 2015 efter et masseskyderi i Charleston, hvor præsidenten endte med at lede menigheden i fællessang af Amazing Grace? En tale som Bill Clintons efter Oklahoma City-bombningen i 1995, hvor der blev opfordret til selvindsigt frem for hævntørst? Eller Ronald Reagans tale fra Det Ovale Værelse i 1986 efter rumfærgen Challenger var eksploderet for åben skærm, hvor nationens tab blev vendt til en hyldest for frihed og opdagertrang?
I moderne tid er en af den amerikanske præsidents fremmeste opgaver at skære igennem mediestøjen under kriser, hvor deres ord kan etablere en troværdig konsensus om, hvad der foregår, og hvilken vej der skal tages videre. Men skal sådanne taler lykkes, kræver det mere end evnen til at læse op af en teleprompter eller frembringe latter og buhråb fra publikum. Det kræver, at man skal kunne lægge stridigheder bag sig og favne bredt. Det har Trump gang på gang vist sig ikke at magte.
Tavs uden Twitter
Den korte video og senere tweets på Twitter fra Trump har da heller ikke ledt til samhørighed mellem magtgrenene i amerikansk politik. Snarere tværtimod, da Twitter så sig nødsaget til først at lukke Trumps profil kortvarigt ned og derefter permanent, idet Trump ikke kunne dy sig for at vende tilbage til sin opildnende retorik.
Som præsident har Trump mange andre muligheder for at tale til amerikanerne end via beskeder med 280 tegn, men måske er frygten fra hans stab, at han ville komme til at tale over sig i endnu højere grad, hvis han blev placeret foran et kamera uden afbryderknap.
Trump dyppede tæerne i Rubicon
I skrivende stund går der rygter om både en ny rigsretssag eller benyttelsen af den 25. tilføjelse til den amerikanske forfatning, der giver vicepræsidenten og den ledende stab mulighed for at fjerne præsidenten – begge med hensigten om at få Trump ud af præsidentvagten så hurtigt som muligt. At så mange ønsker ens afgang så kort tid inden, man alligevel skal gå, må være noget nær den værste opsummering af ens arbejdsindsats.
Politikeren Trump og hans følgere synes at have dyppet tæerne godt og grundigt i Rubicon. Han har hidtil kunnet forsvare sin kontroversielle stil med, at det har skaffet republikanerne politiske sejre, men med tabet af præsidentembedet og både Repræsentanternes Hus og Senatet i Kongressen er republikanerne slået tilbage til situationen i 2008. Her kunne de efter John McCains klare nederlag til Barack Obama se ud over et vælgerlandskab, som viste flere veje til vælgere for demokraterne end for republikanerne fremover. Dengang valgte de at ignorere deres egen interne analyse om at række ud til vælgere blandt minoriteterne og hoppede i stedet på Tea Party-tigeren, der banede vejen for Trump og stormløbet på Kongressen. Om republikanerne nok en gang vil gå ad populismens sti (de havde intet partiprogram i 2020-valget udover at få genvalgt Trump) frem for at sammensætte en egentlig partipolitisk plan for USA, må tiden vise.
Som så mange andre præsidenter før ham, har Trump selv leveret ordene, der vil være med til at definere hans tid som præsident. Indsættelsestalens ”American Carnage” stoppede dog ikke, selvom Trump tordnende beordrede dette for snart fire år siden. Det er ikke det USA, Trump modtog, der var fanget i et ’amerikansk blodbad’, men det land, han efterlader sig, har oplevet noget, der ligner.
Normalt holder en præsident en afskedstale i sin sidste tid som præsident. Den indeholder ofte en advarsel til nationen om, hvad de skal passe på i fremtiden. Trump er i sig selv blevet en advarsel om, hvad nationen skal vogte sig for fremover. En større afskedssalut, end det der skete 6. januar 2021, vil han forhåbentlig ikke få lov til at levere. Senest den 20. januar vil der være en ny indehaver af USA's mest fremtrædende talerstol.
