Årets ord handler om dig med fedtet hår

Traditionen tro har de engelsksprogede ordbøger kåret årets ord. Årets vindere spænder over energikrise og krig til MeToo. Og så er der vinderen hos Oxford Dictionary, der refererer til ”nogle små svin”.
"Hvis du er træt af idealet om altid at være den bedste version af dig selv, stå tidligt op for at træne, spise det rigtige, se ud på den rigtige måde, have det rigtige job, sige det rigtige og selvfølgelig poste det hele på Instagram og TikTok, så har du måske brug for at gå i goblin mode. ". Illustration: Getty Images
"Hvis du er træt af idealet om altid at være den bedste version af dig selv, stå tidligt op for at træne, spise det rigtige, se ud på den rigtige måde, have det rigtige job, sige det rigtige og selvfølgelig poste det hele på Instagram og TikTok, så har du måske brug for at gå i goblin mode. ". Illustration: Getty Images
af Marianne Rathje
Oxford Dictionary gik med det folkelige feel-good udtryk i kåringen af ordets ord. Forfølgerne metaverse og #IStandWith er henholdsvis fremtidsagtigt og meget korrekt. De konkurrerende ordbøger har dog ramt tidsånden mere rent med ordene permacrisis og gaslighting.
 
Årets ord hos Oxford Dictionary handler derimod om dig i undertøj med fedtet hår og en bøtte Ben & Jerrys til en sæson af Ex on the Beach. Nemlig når du er i goblin mode.
 

Ifølge Merriam-Webster er "gaslighting" årets ord. Gaslighting bruges til at beskrive en form for manipulation, der kan få offeret til at tvile på sine egne tanker, følelser og minder. Illustration: Getty Images.
 

Træt af perfekthedskultur? Brug årets nye ord goblin mode

Hvis du er træt af idealet om altid at være den bedste version af dig selv, stå tidligt op for at træne, spise det rigtige, se ud på den rigtige måde, have det rigtige job, sige det rigtige og selvfølgelig poste det hele på Instagram og TikTok, så har du måske brug for at gå i goblin mode
 
Udtrykket, som du ikke vidste, du havde brug for, er netop blevet kåret som årets ord af Oxford English Dictionary. Hvis du, som jeg, har levet et helt liv uden at vide, hvad en goblin er, så går den nu ikke længere.
 
Og du kan ikke bare slå op i engelskordbogen og slå dig til tåls med dens forklaring om, at ordet betyder ”nisse” eller ”trold”. For goblins er så meget mere. De optræder i fantasyuniverser, som f.eks. Harry Potter, og er små ondskabsfulde væsner, eller som min kollega, der ved en del om fantasyuniverset, advarende sagde: ”De er nogle små svin”. 
 
@virginradiotoronto The word of the year for 2022 is… #goblinmode ♬ original sound - VirginRadioToronto

 

Is og reality iklædt undertøj

Goblin mode er et slangudtryk, der netop refererer til den adfærd, man forbinder med goblins, dvs. en form for adfærd, der er doven, sjusket eller grådig, og som distancerer sig fra sociale normer eller forventninger.
 
Der er altså tale om bevidst at leve som en goblin og give efter for basale behov, så når du f.eks. bader dit indre i junkfood, fodrer dine øjne skamløst med reality-tv og lader hånt om udseende og hygiejne – ja, så har du goblin-adfærd eller er gået i goblin mode
Oftest er der tale om en midlertidig tilstand, såsom i weekenden eller en aften efter arbejde, men ordet forbindes også med, at vi har levet som goblins under coronapandemien og stadig kæmper lidt med, hvordan vi skal komme ud af denne tilstand. 
 
I engelsk bruger man f.eks. udtrykket således: This weekend I went into goblin mode and ate a bucket of ice cream in my underwear while watching reality shows. Altså, man går i goblin mode eller går fuld goblin mode.
 

Endnu ikke så brugt på dansk

Goblin mode kan dateres tilbage til 2009, men fik fornyet aktualitet i 2022, efter en falsk overskrift spredte sig på Twitter om den amerikanske skuespiller Julia Fox. Overskriften lød således: ”Julia Fox åbnede op om sit svære forhold til Kanye West: ’Han kunne ikke lide, når jeg gik i goblin mode’”. Mens alle spekulerede på, hvordan Julia Fox var gået goblin mode, gik Fox selv på Instagram og forklarede, at hun altså aldrig havde brugt udtrykket. Men det var for sent – det var blevet populært.
 

I 2022 er Julie Fox blevet lidt af et internetfænomen. Foto: Getty Images
 
Den store udbredelse har goblin mode stadig til gode i dansk, selvom jeg har en kollega, der faktisk bruger det i en sammenhæng som ”han gik goblin mode” i betydningen ”han var skør eller tosset”, altså opfører sig som en goblin. Men mon ikke udnævnelsen fra Oxford vil få goblin mode til at vinde indpas i det danske også?
 

Dengang Kirsten Birgit næsten kaprede årets ord

I år forsøgte udgiverne bag Oxford English Dictionary en ny proces i udvælgelsen af årets ord, nemlig at finde tre kandidater og så lade det engelske folk stemme om disse på uvant demokratisk vis, for normalt er det kun et fagligt panel, der står for hele kåringsprocessen. 
 
I Danmark er det omvendt i kåringen af årets ord, som Sprognævnet og DR foretager hvert år: Her er det danskerne, der vælger kandidaterne til årets ord, og en faglig jury kårer så det bedste af disse ord. 
 
Man kan ikke lade hele processen være demokratisk, for så kan man risikere at gruppekapre kåringen med et tilfældigt påfund, som da nogle i 2019 havde besluttet sig for at årets ord skulle være skrivebordstomat; et ord, som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den korte radioavis har fundet på som et oprør mod, at Radio24syv var blevet tvunget til at lukke. Ordet fik det pågældende år så mange stemmer, at ordet uden en jury måske kunne være blevet årets ord.
 
Hos Oxford English Dictionary gik hele 93 % af årets stemmer til goblin mode, mens de to andre forslag, man kunne stemme på, var det sympatiske og meget korrekte "#IStandWith", hvormed man på sociale medier kan flashe sit synspunkt, og hvilken sag man støtter, og det nyskabende "metaverse". Metaverse er et integreret netværk af 3D-virtuelle verdener og en slags overbygning til bl.a. Facebook, som man kan tilgå gennem et VR-headset.
 

Goblin mode vs. årets konkurrenter

 
Er valget af goblin mode som årets ord et godt valg? I forhold til de to andre ord, folk kunne stemme på, var goblin mode da det mest folkelige og underholdende. 
 
Metaverse er stadig noget lidt fjernt fremtidshejs, som nok er spændende, ny teknologi, bevares, men vi kan ikke helt forholde os til det endnu og frygter måske også lidt endnu mere teknologisk fremtid. 
 
Og #IStandWith er på en eller anden måde så korrekt: ”Hvilken rigtig holdning skal jeg fremvise på sociale medier i dag? Skal jeg vise, at jeg fordømmer krigen i Ukraine eller de kritisable forhold i Qatar?”. 
 
Så er der noget befriende jordnært og oprørsk i at stemme på, at årets ord skal være noget, der afspejler det antiperfekte; noget, der rummer de grimme sider af os – og her kommer så goblin mode ind i billedet.
 
Til gengæld siger udtrykket ikke meget om året, der gik, som jeg faktisk mener, er det vigtigste ved et årets ord. Tag bare ordet samfundssind som i 2020 blev kåret som årets ord i Danmark. Det år indkapslede i den grad essensen af et år med corona. Eller da klimatosse i 2019 blev årets ord og afspejlede både årets fokus på klima og DF’s deroute. 
 
Og sammenlign så disse to gode eksempler på årets ord, der siger noget om danskernes hverdag det pågældende år, med 2013, da ordet undskyld blev kåret som årets ord – hvad sagde det ord lige om året, der gik?
 

Collins og Merriam-Websters vindere indkapsler året bedre

I forhold til goblin mode synes jeg, de andre engelske ordbøger Collins og Merriam-Webster har truffet bedre valg ved at kåre hhv. permacrisis, dvs. ”en udvidet periode med ustabilitet og usikkerhed” og gaslightning, dvs. ”det at manipulere med en anden persons virkelighed i en sådan grad, at denne person begynder at tvivle på, hvad der er virkeligt”, til årets ord. Permacrisis afspejler den energikrise og den krise, krigen i Ukraine har sat vores del af verden i, og gaslighting sætter fokus på sexisme og identitetspolitik, som begrebet ofte bruges indenfor. Disse to ord afspejler i højere grad det, vi talte om i 2022.
 
Men vi har med goblin mode trods alt fået et nyt ord, som taler ind i en tendens i tiden – den, hvor vi bliver mere rummelige over for det uperfekte. Den, hvor det er ok at ligge og kværne en Ben & Jerry’s til en sæson Ex on the Beach med fedtet hår og bunker af vasketøj i baggrunden. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job