Luk arret, Oscar
Hvordan gik det med Oscar-uddelingens forsøg på at forkorte prismodtagernes taler? Fik Leo sagt, hvad han ville? Er det okay at smide Spotlights Tom McCarthys taknemmelighed ned i en ticker? Og hvem får prisen for bedste Oscar-optræden?
Oscaruddelingen handler om spænding, hæder og store følelser. Det er det stof, gode taler er lavet af. Men selvom scenen er sat, værten er velforberedt og annonceringerne gennemtænkte, så hæver talerne sig sjældent over oplæsning af lange lister af ukendte navne.
Det ville Academy Awards gøre noget ved i 2016. En ticker i bunden af skærmen skal løse prisvinderne fra deres medbragte serviet med hastigt nedskrevne kolleger at takke. Men kan en takke-ticker redde talerne eller bliver det to-lags tak i stereo – læst og oplæst?
Tom McCarthy vandt sammen med Josh Singer en Oscar for Best Original Screenplay til filmen Spotlight. Nu med ticker.
Ønsket om taler
I 1957 holdt Dorothy Malone en tale, der var så lang, at Oscar-showet året efter introducerede afslutningsmusikken, der skulle få folk til at stoppe.
Dorothy Malone vandt i 1957 for Best Supporting Actress. En overrækkelse hun havde (for) meget at sige om.
Det stoppede dog langt fra alle. Og i år har vi så endnu en ændring på baggrund af ærgerlige erfaringer. Efter Dana Perry vandt Best Documentary Short i 2015, fortalte hun en personlig historie om sin søns selvmord. Den blev afbrudt af musikken.
Dana Perry vandt Best Documentary Short i 2015, men blev afbrudt midt i en meget personlig dedikation.
Og nu skal en ticker altså nævne alle dem, der skal takkes – så kan prismodtageren koncentrere sig om at holde en god og menneskelig tale. Det er sigende. Det er lige præcis de personlige historier, som kan skabe sammenhængen mellem prismodtager, publikum og pris. Det ved Oscar-showet – og det vil de have mere af.
Takketalerne har gennem tiden leveret følelsesudbrud, konventionsbrud og fiaskoer i rigelig mængde. Men egentlige taler har der været langt imellem. For en tale er mere end en liste. Det gælder for Obamas State of the Union, for Dronning Elizabeths State Opening of Parliament og for Statsministeriets åbning af Folketinget. Men verden KAN forandre sig: Obama ville (igen) skabe ’change’ i SOTU 2016, men han kunne ikke helt leve op til det. Kan Oscar gøre, hvad Obama ikke kunne?
Kan Academy Awards flytte fokus fra at takke dem, der hjalp på vejen, til at vise, hvorfor man fortjente at vinde? Det er et opgør med egeninteresse, karrierepleje og traditioner, men det kan også være Academy Awards sidste håb om at fastholde den – ellers faldende – interesse fra publikum bag skærmen.
Leonardo DiCaprio, producer Arnon Milchan og instruktør Steven Spielberg fanget i et selfie-moment - måske som led i karrierepleje?
Virkede det så?
Det korte svar: NEJ. Tickeren blev ignoreret, der hvor den var, og den var der ikke hele tiden. Talerne var stadig lister med personer, der skal takkes og spredte dedikationer til værdige sager. Med andre ord: Academy Awards fik ikke, hvad de ønskede.
I en mudderpøl af takkelister og dedikationer stod to taler alligevel frem. Det var – ikke overraskende – de store taler for Best Leading Actor og Best Picture, der afsluttede showet. Det var taler i den sædvanlige dedikationsgenre, men dog med mere swung og struktur end de andre.
Leonardo
Leonardo DiCaprios Oscar var længe ventet, og hans dedikation for kampen mod klimaforandringerne er velkendt. Han fik så også små tre minutter til sin tale og ikke de sædvanlige 45 sekunder.
Endelig fik Leo sin Oscar!
DiCaprios tale var af den velkendte fortaler-type (her: klimaforandringerne). I hvert fald til sidst i talen. Der var dog ikke noget personligt eller noget konkret historiefortællende, som, man må antage, var Oscar-showets håb.
Spotlight
Spotlight vandt både den første og den sidste Oscar. Og begge steder blev der givet fine dedikationer til filmens hovedpersoner, journalisterne – og tema, pressens frihed til at holde magthaverne ansvarlige. Særligt den sidste var god, selvom det er svært at binde flere talere sammen til en tale. De kom dog længere end til lister og dedikationer. De lod faktisk til at have tænkt sig om og forberedt, hvad de ville sige.
Spotlight vandt også Best Picture.
Hvad vi ikke fik af modtagerne, fik vi til gengæld af annoncørerne (gå ikke glip af Sasha Baron Cohen!) – og i særlig grad af værten Chris Rock. Med en rød tråd gennem de hvide Oscars af guld holdt han fokus på de sortes fravær. #OscarsSoWhite var det gennemgående tema både i hans monologer og indslag og – tilsyneladende – i sammensætningen af annoncører og filmklip. Det var fornøjeligt, modigt og lige på kornet. Det var nuancerende og selviscenesættende på den gode måde.
Chris Rock formåede på Oscar-aftenen at navigere elegant rundt om den polemik, overtallet af de hvide Oscars havde ført med sig.
