Sværeste pressemøde siden corona

Klokken 14 i dag afholder regeringen pressemøde om forsyningssituationen på energi, hvor Danmark og Europa kigger ind i en svær vinter. Pressemødet bliver svært at løse kommunikativt, mener Klaus Kjøller, tidligere universitetslektor ved Københavns Universitet.
Skatteminister Jeppe Bruus, klimaminister Dan Jørgensen og erhvervsminister Simon Kollerup vil være til stede til pressemødet. Foto: Jens Dresling
Skatteminister Jeppe Bruus, klimaminister Dan Jørgensen og erhvervsminister Simon Kollerup vil være til stede til pressemødet. Foto: Jens Dresling
Torsdag klokken 14 afholder Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Erhvervsministeriet pressemøde om forsyningssituationen på energiområdet.
 
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, erhvervsminister Simon Kollerup, skatteminister Jeppe Bruus og direktør for Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw vil alle være til stede til pressemødet, der er det sværeste pressemøde, regeringen har haft siden corona, ifølge Klaus Kjøller, tidligere lektor i moderne dansk sprog og sprogbrug ved Københavns Universitet og forfatter af bogen Manipulation – en håndbog.
 
Han finder det meget interessant, at Mette Frederiksen ikke stiller op til pressemødet.
 
"Statsministeren burde være der til et så vigtigt pressemøde. Når hun ikke er det, bliver spørgsmålet: Hvad er vigtigere for hende end at være der? Det sender ikke et godt signal, at hun ikke stiller sig op tager ansvar for at løse en meget svær situation for mange danskere."
 

Skal vise handledygtigthed

Pressemødet bliver afholdt med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i spidsen. Så hvad skal der til for at lykkes med at finde den rigtige kommunikative balance på mødet?
 
Ifølge Klaus Kjøller er der fire dyder, ministrene skal opfylde:
 
1. De skal være ærlige og afspejle virkeligheden i deres svar.
 
2. De skal være drevet af et ønske om at ville hjælpe landet og redde danskernes vinter. De må ikke fremstå egoistiske, og som om de er drevet af genvalg mere end ønske om at hjælpe.
 
Statsminister Mette Frederiksen kommer ikke til at slutte sig til Dan Jørgensen til dagens pressemøde. En fejl, mener lektor. Foto: Jens Dresling
 
3. De skal vise stabilitet. Historien skal hænge sammen, og der må ikke være huller i de forskellige ministres forklaringer.
 
4. Kompetence. Både sagligt og kommunikativt skal ministrene vise kompetence. De skal være inde i stoffet og vise overskud.
 
"De må ikke antyde, at de ikke tager situtationen alvorligt. For det er en dødalvorlig situation for mange danskere. De skal levere overbevisende svar på, hvordan de konkret vil løse problemerne, og de må for alt i verden ikke blive fanget i modsigelser," siger Klaus Kjøller.
 

Forventning om noget nyt

Ifølge Klaus Kjøller er det vigtigt, at der på pressemødet bliver præsenteret noget nyt og gennemtænkt. Ellers vil kritikken hurtigt få fart på.
 
"Forventningen er, at man afholder pressemødet for at fortælle om nye løsninger, der tager hånd om denne vinters udfordringer. Ellers har de spillet fallit. Det bliver et svært pressemøde at navigere, og de skal virke kompetente i deres svar på journalisternes spørgsmål. Hvordan de optræder betyder meget for befolkningens opfattelse, og der mener jeg, at det allerede før pressemødet er en fejl af Mette Frederiksen ikke at være med."
 
Efter pressemødet i dag vender Kforum med Klaus Kjøller, hvordan det rent faktisk gik for regeringen.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også