Hun folder din underbevidsthed til ro

Kort fortalt fortæller Marie Kondo folk, at de skal sortere deres ting og smide gammelt ragelse ud. Desuden skal de inddele deres ting i fem kategorier, folde tøjet på en særlig måde og bruge opbevaringsbokse. Det står i hendes bøger, og hun gentager det i Netflix-serien Tidying Up with Marie Kondo.

Grundlæggende er det set før. For eksempel har IKEA ført opbevaringsbokse i alle former og farver gennem cirka 40 år, sammen med diverse andre high- og low-end-brands, men i Marie Kondo-universet synes alle at have glemt det. Nu er opbevaringsbokse pludselig de nye vises sten, som folket modtager med tårevædet lettelse.

’Spark joy’ eller skraldespanden
Marie Kondo har dog to elementer med i sin oprydningsmetode KonMari, som i hvert fald de fleste i den vestlige verden ikke har set før: Begrebet ’spark joy’, som også er titlen på en af hendes bøger. Det indgår i det spørgsmål, man skal stille sig selv, når man holder hver enkelt af sine items op og mærker efter i sin sjæl: Bringer det glæde – ’does it spark joy?’

Marie Kondos bestseller fra 2016, som forlaget kalder "en master class i organisering".

Marie Kondo har endda en særlig bevægelse, der illustrerer det, man føler, hvis svaret er ja: Hun stiller sig på ét ben med det andet ben bagud og en finger i vejret, mens hun siger ’TINNNG’, hvorved hun på alle måder minder om Klokkeblomst.

Tiinnng! En rød, kortærmet bluse, der får den rette gnist af glæde frem i ejeren – og Marie Kondo.

Får man ikke denne sprudlende følelse, skal tingen smides ud, hvilket selvfølgelig har affødt jokes om fx at kassere gæster, ægtefæller eller børn, der ikke bringer glæde, eller at være nødt til at smide sig selv i skraldespanden på grund af ’failure to spark joy’.

T-shirtens ånd
Det andet er den spirituelle dimension, som i TV-serien udfolder sig i to situationer: Når Marie Kondo sætter sig ned på gulvet i hvert hjem, lukker øjnene og ’præsenterer sig for huset’. Hun mærker hjemmet og takker det, og det samme opfordrer hun beboerne til at gøre. De skal også tale til de ejendele, der ikke bringer glæde. Trods det skuffende bekendtskab skal folk sige pænt farvel og tak til hver enkelt T-shirt eller paperback, inden tingene ryger i affaldssækken.

Den åndelige del af fysisk indretning findes selvfølgelig også i feng shui, men her handler det som bekendt om energiers flow i boligen og ikke om selve hjemmets eller tingenes ånd. Marie Kondo forklarer ikke sine ritualer nærmere i serien, og det er heller ikke nødvendigt for at få folk til at medvirke i de enkle og hurtigt overståede spirituelle procedurer, der kaster et beroligende skær over hele situationen.

Marie Kondo har dog udtalt, at hendes metode er delvist inspireret af shinto, japanernes oprindelige religion, og oprydning kan være en spirituel handling med forbindelse til den guddommelige energi eller ånd i tingene, som dyrkes i shinto. Hun har solid tempelerfaring at have det i, for selvom hun kun er 34 og har en oprydningskarriere, der går 15 år tilbage, så har hun også nået at arbejde fem år som administrativ shinto-assistent.

Marie Kondos kritikere glemmer, at hun ikke blot er endnu et popfænomen. Hendes teknikker og tilgange har rødder i shinto-religion. Screenshot fra Netflixserien.

Hun har da også en ypperstepræstindes værdighed, og hun er gennemført ikke-fordømmende. Hun er respektfuld ind til benet og smiler med udsøgt høflighed ved synet af selv de højeste bjerge af tøj, skotøjsæsker og blandet skrammel. Hun nikker med indfølt forståelse, når folk forklarer, at de er stærkt knyttet til hver eneste ubrugelige dims. Hun viser ikke den mindste misbilligelse hverken af folks smag eller deres vanvittige overforbrug, som hun netop får dem til at blotlægge ved at give dem besked på at lægge alting i bunker, der gennemgående er hoarder-agtige.

Selvfølgelig er det magi
Det der fylder mest i Netflix-serien, er de lange sorteringssessions, blandet med diskussioner mellem beboerne og skriftemål om, hvorfor det er umuligt at holde orden. Enkelte forklarer i mange, drøje rundgange alle deres grunde til, at de stadig ikke kan smide et eneste af de 280 par sko ud. Med nogle ugers mellemrum kommer læreren, Marie Kondo, og kontrollerer, om eleverne har lavet deres lektier.

Og på en eller anden måde ender det som et rigtigt eventyr hver gang: Ikke alene er hjemmene blevet pænere. Parrene i serien fortæller også, at de har fået selvindsigt, optimisme og tro på fremtiden, at de har fundet gnisten i det fælles fokus, og de forstår hinanden bedre. Det er ikke bare resultatet, der tænder julelys i deres øjne, men selve processen.

Der er flere i showet, der betegner det som magi, men det afviser Marie Kondo selv. Alligevel indgår det i titlen på den bog, hun ligger nr. 2 med på Amazons bestsellerliste: The Life-Changing Magic of Tidying Up.

KonMari-filosofien forklares i Kondos bestseller (Magisk Oprydning på dansk, red.). Men til trods for, at hun selv afviser, at der er tale om magi, så antyder den valgte titel noget andet.

Nu er magi og suggestion jo beslægtede, og trylleriet ligger i, at Marie Kondo, udover at være en haj til oprydning, også kan få folk til at tro. Ligesom man kan blive frelst af Herren og andre, kan millennium-mennesket komme i ekstase over blåstemplede koncepter. Og det giver dem den tro, der bogstaveligt talt kan flytte bjerge, som vi nu alle sammen kan se på Netflix.

Koncepter til folket
Derfor er Marie Kondo ikke bare endnu en oprydningsekspert, der hjælper folk med at grave sig ud af deres egne hjem. Når hun har skabt en gigantisk tidying trend, er det, fordi hun tilbyder det, vi elsker mest: Et sprødt, nyt koncept, som giver os håb og tro. Som slankekur nr. 57.000.001 også formår, selvom de fleste ved, at enhver kan tabe sig ved stille og roligt at undgå fed mad og skære ned på turene til køleskabet. Men en så logisk, fodformet tilgang er trist og umagisk. Det bringer ikke glæde, sådan som et helt specielt koncept kan.

Et koncept giver en varm fornemmelse af, at man er i sikre hænder og samtidig en del af et særligt fællesskab. Det bliver bedst, hvis vi også tror på, at alt, hvad det indeholder, er ting, der åbenbares for os for første gang, måske endda iført stråleglans. Derfor er det også okay, hvis vi skal lege, at vi aldrig før har hørt om opbevaringsbokse og sammenfoldning.

Konceptet KonMari er lige præcis kompliceret nok til at være spændende, men enkelt nok til, at man kan forstå det. Det består af ingredienser i den perfekte kombination til Homo Consumericus:

Japansk enkelhedsæstetik, inkl. den særlige foldeteknik.
En dosis åndelighed, der forsøder den dødssyge oprydningsproces som et kulørt sukkerdrys. Og som muligvis også bringer de rodende masser i kontakt med nogle dybere lag i sig selv, men ikke så meget, at det bliver direkte ubehageligt.
En ikke-fordømmende holdning til den identitet, som det overforbrugende menneske har i kraft af ting, og en implicit tilgivelse af, at folk er så besatte af at shoppe.
En lille og net Marie Kondo, der selv kun optager minimal plads, og som udstråler en euforiserende blanding af energisk begejstring, når hun hopper op og ned ved synet af bunkerne, og en næsten meditativ ro og autoritet, når hun blidt guider folk gennem deres rodebutikker.
Mulighed for at putte værdier ind efter individuelt behov – eller lade helt være.

Den #KonMari'ede skuffe
Selve det enkle er måske ikke målet for alle, men der er en særlig æstetisk feature, der præger de tusindvis af Marie Kondo-hashtags: Den sirlige tøjskuffe, som er den mindste fraktal i KonMari-algoritmen. Af en eller anden grund kan de færreste stå for metoden med at folde tøjet stramt og sirligt efter en særlig opskrift, hvor hver ting kan stå oprejst på række, så man kan se alt i skuffen uden at forstyrre den gode orden ved at tage noget op.

En af de altid kaotiske viskestykke-karkludeskuffer udsat for KonMari-metoden. Er det mon STUK-kasser fra gode gamle IKEA, der er brugt? I ved dem, der har eksisteret i årtier ...

Alene synet af Marie Kondos rolige hænder, der viser foldningen, er behageligt hypnotiserende, og det ser simpelthen tilfredsstillende ud, når tøjet ligger på snorlige rækker i skuffen, gerne farveordnet som en regnbue. Man får lyst til at se alle sine tekstiler dresseret på denne måde, og det salige er, at alt kan foldes og blive til glatte, beroligende firkanter. Selv stræklagner. Det i sig selv bringer håb. Måske sågar håb om, at selv det værste kaos i selve parforholdet og livet i øvrigt kan ordnes med den rette teknik og en rolig hånd:

Mere overordnet viser de mange tusinde skuffebilleder måske et behov for lidt kontrol i en verden, hvor stress, modstridende informationer og online-støj øger uoverskuelighedsfølelsen hver dag. Det glade budskab om, at vi selv kan styre, hvad der sker i vores skuffer, er kærkomment. Det er Instant Gratification med 100 % overblik.

Endnu en fordel er, at MK-looket gør sig på Instagram som bevis og bekræftelse på, at man er med i gamet. Man kan endda selv vælge navnet på gamet: Skuffer og skabe med KonMari'ede T-shirts kan tælle på linje med nye livsstilsmarkerende møbler, man måske ikke har råd til at købe, mens andre poster skuffebillederne som manifest-ikoner i antiforbrugerbølgen. De sidstnævnte melder om dybe effekter af at have set egen grådighed i øjnene via KonMari-filosofien. En slags katarsis, der har renset den slemme forbruger for sine synder.

Marie Kondos Instagramkonto formelig emmer af ro og orden.

Flere af de medvirkende middelklassefamilier i Netflix-serien fortæller da også, at synet af alle deres ting i samlet opmarch har fået dem til at reflektere over deres forbrug. For nogle af dem virker selve det sure, månedlange slid med at sortere ligefrem som en form for velkommen bodsgang. En let flagellering, der får dem til at føle, at de nu har taget deres straf for et bevidstløst forbrug og kan vandre tilgivede videre.

Intet af dette bliver på noget tidspunkt italesat af Marie Kondo, og lidt af hendes tryllestøv består netop i, at konceptet i sig selv er fri for politik. Enhver kan selv putte værdier ind efter behov. På et punkt udfolder der sig dog en fløjkrig: Umiddelbart ser det ud til, at konceptet kan sparke joy til planeten, fordi det hverken skal produceres eller transporteres. Det kræver kun knofedt, og en del af det, man smider ud, ryger til genbrug.

En af Marie Kondos mange elever, der har fået ryddet op i 'gemmeren'. Julelysene i øjnene er tændt, men hvad med miljøet? Foto: Boston Globe/Getty Images.

Men langt størstedelen af det er bras. Bras, der bliver kørt direkte ud for at belaste miljøet. Som kritikerne siger, så ville det først være rigtig cool, hvis man f.eks. så Marie Kondo klippe det kasserede tøj ud til genanvendelige klude. Det gør hun ikke. Hun afstår fra enhver mission, der rækker ud over, at folk kan få styr på deres hjem, og hun lader det være op til dem selv, om de vil filosofere dybere over noget.

Det passer til de fleste, som alligevel regner med, at vores børn eller børnebørn nok skal redde kloden. Og føler vi alligevel en lurende appel i baghovedet fra det påtrængende klimakaos, så kan vi måske besvare den på et overkommeligt plan ved i det mindste at redde vores personlige mikrokosmos. At gennemføre en af-ragnarokisering af hjemmet – eller bare af en skuffe – med troen på, at fraktaler kan bevæge sig fra småt til stort, så alt ender lykkeligt med en firkant.