Onlinesupermarkedet nemligs shitstorm
Det var nemlig ikke en overraskelse

Det var slet ikke en overraskelse. Nemlig.com har nemlig kendt problemerne i mange år. De udnytter og underbetaler deres chauffører mod bedre vidende. Her er en analyse af nemlig.coms krisekommunikation efter Politikens afsløring af de horrible arbejdsforhold. Her direktøren og grundlæggeren foran en Nemlig.com bil. Foto: PR-foto, nemlig.com.

Skrevet af
Nemlig.com har en rigtig dårlig sag. De har i flere år mod bedre vidende ignoreret dårlige løn- og arbejdsforhold blandt deres chauffører, så beslutningen om straks at nedsætte en intern undersøgelse med bistand fra et eksternt advokatbureau og en whistleblowerordning er ren spin. De har kendt til problemet siden 2014, men blot valgt at ignorere det og tage chancen. Det er dårlig krisekommunikation at benægte dette, fordi den utroværdige platform blot gør krisen større og længere.

“If you don't manage issues, issues will manage you”, lyder et gammelt mundheld i PR-branchen. Det gælder også de uacceptable arbejdsforhold for nemlig.coms chauffører. Hvis man ikke løser problemet, når det opstår første gang i 2014, vil det blot blive større og farligere, når det mod bedre vidende gentager sig i 2021.

 

Dårlige arbejdsforhold og dårlig damage-kontrol

At der var problemer med arbejdsforholdene vidste ledelsen godt, da dagbladet Politiken kontaktede dem. Politiken forsøgte at få en ok-kommentar til artiklen om de slavelignende forhold, chaufførerne arbejder under, og det særlige bødesystem, der straffer dem for forsinkelser, for tidlig levering, fejlleveringer eller ingen levering. Nemlig.com afviste at lade sig interviewe, men sendte en skriftlig kommentar, der lagde skylden over på underleverandørerne. Da det ikke virkede, forsøgte de sig med damage-kontrol ved tidligt lørdag morgen at meddele medier og kunder, at bøderne var suspenderet. Lige lidt hjalp det, nemlig.coms omdømme var i frit fald.
 
Forsiden på Politiken som startede det hele. Nemlig.com straffer chauffører med bøder for små forsinkelser, stod der hen over forsiden på Politiken lørdag med et billede af en chauffør, der kommer slæbende med adskillige kasser. På højre bukseben står onlinesupermarkedets logo på langs. Nu var krisen en realitet, og gode råd dyre. Foto: eget privatfoto.
 
I artiklen fortæller chauffører om tunge løft, fysiske skader, lange arbejdsdage på op til 15 timer, flere måneders arbejde uden fridage, ruter, der er næsten umulige at nå til tiden, og et bødesystem, der straffer chauffører for alt, hvad der kan gå galt på en rute. Præcis som i filmen Sorry We Missed You, hvor den britiske instruktør Ken Loach spidder det umenneskelige freelancearbejdsmarked. 
 
Nemlig.com giver bøder, hvis chaufføren kommer tre minutter for tidligt eller tre minutter for sent. Hvis en kasse bliver leveret forkert, skal chaufføren selv betale for indholdet. Bøderne kan være alt fra 300 til 5.000 kroner. De chauffører, Politiken talte med, tjente mellem 700 og 1.000 kroner om dagen.
 
1,2,3, nu. Fart på, ellers falder der bøder. Foto: Nemlig.com
 
Chaufførerne har et kvarter til at fylde vognen fra nemlig.coms lager og fem minutter til hver levering, når de er nået frem til kunden, uanset om kasserne skal sættes foran en villa eller slæbes op på femte sal. Jeg var selv kunde hos nemlig.com og undrede mig over, hvorfor de altid slæbte alle kasserne op på første i stedet for at gå to gange. Nu ved jeg hvorfor. De havde ingen tid at spilde.
 

Undviger ansvar

”Vi er rigtig ærgerlige over at høre om de oplevelser, I har fået fortalt af mennesker, som har været ansat hos nogle af vores samarbejdspartnere. Det bekræfter os bare i, hvor vigtigt det er at fokusere på at sikre en tæt opfølgning, hvordan vores samarbejdspartnere lever op til bl.a. vores Code of Conduct,” skrev chefen for kommunikation og bæredygtighed hos nemlig.com, Marie-Louise Munter, til Politiken.
 
Hun fik det til at lyde, som om det var noget helt nyt, hun aldrig havde hørt om før, og gav samarbejdspartnerne skylden. Det kom hun til at fortryde, for knap var avisen udkommet, før nemlig.com røg ind i en regulær shitstorm. Og så fik tonen en lidt anden lyd. Supermarkedet sendte en pressemeddelelse ud med overskriften: nemlig.com reagerer på kritik i Politiken, hvilken også blev lagt på deres hjemmeside og Facebookside:
 
 
”Hos nemlig.com er vi overraskede over Politikens beskrivelse af arbejdsforholdene blandt nogle af de selvstændige vognmænd, vi har aftaler med. Vi tager afstand fra disse forhold, der er beskrevet i Politiken. Det er forhold, som på ingen måde lever op til de værdier, som vores virksomhed er bygget op omkring. Heller ikke selvom kritikken vedrører forhold hos selvstændige vognmænd, som kører for nemlig.com,” står der i indledningen, som er fremhævet med fed.
  
 
I andet afsnit fortæller virksomheden, at den har besluttet at afskaffe bødesystemet. Derudover vil den iværksætte en intern undersøgelse med bistand fra et eksternt advokatfirma, ”der skal kortlægge kvaliteten og efterlevelsen af kontrakter og Code og Conduct-aftalen, vi har indgået med de selvstændige vognmænd”, og etablere en whistleblowerordning, så alle anonymt og trygt kan henvende sig.
 
Nemlig.com undskylder sig med den voldsomme vækst i virksomheden og lover at rette op på de forhold, der er blevet kritiseret. Bullshit. Det er nemlig slet ikke en overraskelse for dem, og de har hørt om det før. Ja, det er deres forretning at spare penge på transporten.
 
Konkurrencen er ekstremt hård i dagligvarebranchen, og det indlysende sted at spare er på transporten, og her har nemlig.com så valgt at gå længere end konkurrenterne i prispresset på underleverandørerne med priser på levering på helt ned til 9 kroner.
 
Nemlig.com har haft masser af chancer for at rette op på de kritisable forhold, så der er hverken behov for advokatundersøgelser eller whistleblowerordninger. Det er nemlig ikke første gang, de bliver kritiseret for præcis det samme, men hver gang er deres svigt blevet pakket ind i en fortælling om bæredygtighed og klimakamp. 
 

Historien gentager sig selv

I 2014 skrev avisen.dk flere historier om elendige forhold hos nemlig.com, og hvordan virksomhedens bødesystem rammer
 
chaufførerne hårdt.
 
Som reaktion kom nemlig.com med en næsten identisk undskyldning i 2014, som nu i 2021. Se blot her. Same same, but different year. Også dengang blev der lovet bod og bedring, men intet skete.
 
2014-krisestyringen minder meget om 2021-krisestyringen. I begge tilfælde er overraskelsen stor. Gad vide, hvad der skete med “flere tiltag”, som skal sikre lønnen og vilkårene? Næppe meget.
 
Avisen kunne blandt andet dengang fortælle historien om den selvstændige vognmand Karim Bouabdallatis, der i december 2010 fik en samlet bøde på 361.706 kroner af nemlig.com for blandt andet at udeblive.
 
Det var det år, Danmark lå begravet i sne, og flere biler – også vognmandens – kørte fast i sneen og måtte vente på at blive trukket fri. Det var næsten lige så meget, som han tjente på en måned eller sagt på en anden måde: Hvis han havde betalt bøden, ville han have haft 31.144 kroner tilbage til at betale sine ca. 30 chauffører for en måneds arbejde.
 
Sagen endte i retten, fordi nemlig.com nægtede at betale fakturaen fra vognmanden. Den endte med et forlig, hvor Karim Bouabdallati fik under en tredjedel af de penge, han skulle have haft. Nemlig.com kunne dengang have valgt at afskaffe bødesystemet. Det skete ikke. Tværtimod.
 
”Generelt omkring vores bødesystem kan jeg sige, at det handler overhovedet ikke om profit, at der kun gives forsvindende få bøder, og at langt hovedparten af de bøder, der gives, er på 100 kroner,” blev den administrerende direktør Stefan Plenge citeret for at sige.
 
I 2015 fulgte fagbladet 3F op med en historie om illegale chauffører, der arbejder for nemlig.com og bærer firmaets uniform. Stefan Plenge kunne have valgt at tage ansvar. Det gjorde han ikke. Tværtimod. Han sendte aben videre, selvom der står i hans eget adfærdskodeks, der nu ligger på hjemmesiden, at nemlig.com kan overvåge vognmændene for at sikre, at de overholder retningslinjerne, som blandt andet er, at der ikke må ansættes illegal arbejdskraft.
 
”Det er ikke vores medarbejdere; det er vognmændene selv, der driver det. Derfor kan de gøre en masse ting, uden vi er klar over det.”
 
Nemlig.com kunne også have reageret på de mange beskeder fra tidligere ansatte, som gjorde dem opmærksom på problemerne. For eksempel Sayhan Ibryam, der arbejdede som chauffør for firmaet i tre uger. I december 2018 skrev hans danske kæreste på nemligs Facebookside præcis det samme, som Politiken beskrev lørdag. ”Jeg skrev til dem, fordi de muligvis ikke var klar over, hvordan det forholdt sig,” fortalte hun i TV Avisen søndag.
 
Her er direktørens egen forklaring af sagen.
 
 
 
I både Politiken og i pressemeddelelsen refereres der til nemlig.coms adfærdskodeks, Code of Conduct, som vognmændene skal skrive under på sammen med kontrakten. Det er på fem sider. Her står blandt andet, at de skal opføre sig ordentlig og overholde loven og menneskerettighederne. De må ikke diskriminere eller benytte illegal arbejdskraft. Der står også, at de skal sikre deres medarbejdere en anstændig løn, som minimum svarer til 22.380 kr. pr. måned for en 37-timers uge plus feriepenge, og overholde 11-timers reglen. Code of Conduct er altså en slags cover your ass-notat, som man altid kan trække op af hatten og dække sig under, hvis der – som nu – er optræk til shitstorm. Med andre ord: nemlig.coms pressemeddelelse er corporate bullshit. Svigt pakket ind i en fortælling om bæredygtighed.  
 
 
Igen et klassisk eksempel på, at man ikke skal lyve i sin krisehåndtering, fordi man så fremstår som endnu mere utroværdig og hermed selv er med til at forstærke krisen. Senest har fagforeningen 3F fremsendt krav om at få udleveret en liste over alle underleverandørerne, inden der er gået syv dage. Ellers kan det ende i konflikt.
 

Nemlig.com har slet ikke gjort nok

Så i stedet for at gemme sig bag floskler som ”vi er overraskede”, ”vi tager afstand fra”, ”code of conduct”, ”voldsom vækst”, ”whistleblowerordninger” og lægge skylden over på de eksterne leverandører, burde nemlig have lagt sig fladt ned. Det er ikke nok at fjerne det urimelige straffesystem. De skal også sikre, at de chauffører, der arbejder for dem, har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det kan kun gøres ved at sørge for, at der er overensstemmelse med de penge, vognmanden modtager, og virksomhedens forventninger. Det er der ikke nu. Chaufførerne er nødt til at arbejde meget mere end 37 timer for at kunne opfylde nemligs krav.
Det er nemlig.coms ansvar ene og alene at sørge for, at kravene er rimelige og kan efterleves. Det var det i 2014, og det er det i 2021. Hvis du som virksomhed ikke tager det ansvar på dig, så står du med farligt uforløste issues, som will manage you med store konsekvenser. 
 
Nemlig.com kom ind på markedet i 2010 som en ny udfordrer. Det krævede lidt frækhed at drible forbi konkurrenterne, men det lykkedes med en aggressiv priskrig. Kunderne strømmede til, og i 2014 oplevede virksomheden rekordvækst. Samtidig begyndte de første historier om bøllemetoder over for deres chauffører at dukke op. Det kunne man til nød have accepteret, hvis nemlig med det samme havde reageret og rettet op på forholdene.
 
Der er ikke brug for hverken advokatundersøgelser eller whistleblowerordninger – for de grove krænkelser af chaufførernes rettigheder er allerede blevet blæst ud i megafon flere gange. Der er brug for en virksomhed, der viser ansvar og indser, at bæredygtighed ikke kun handler om ansvarligt forbrug og klimaindsats, men i lige så høj grad om at overholde menneskerettighederne og vise samfundsansvar. At blive en stor kanon må aldrig nogensinde blive et fripas til at krænke lønmodtageres rettigheder ved at stille helt urimelige og umenneskelige krav.
 

Relaterede artikler

Er danske virksomheder altid skurke? - Over det seneste årti er danske virksomheder blevet meget bevidste om deres eksterne kommunikation i takt med, at omverd...
JesToo - Så blev Jes Dorph fyret fra TV 2. En udrensning som konsekvens af TV 2’s interne advokatundersøgelse. En MeToo-oprydning...
Tør TV 2 ikke være habile? - Efter et MeToo-efterår i 2020, to fyringer og en Facebookstøttegruppe med 45.000 medlemmer, må TV 2’s troværdighed tage ...
Dubai-kendiskvajpande-spinnet - Alle fra fodboldspiller-Bendtner til influenceren Spritzer er taget til beachparty i Dubai. Det er usolidarisk og kan i ...
Drop copy/paste-reaktionen - Efter (endnu) en regulær møgsag i medierne om underbetalte chauffører har nemlig.com haft travlt med krisekommunikation....
Virker videoen? - I en video til kunderne svarer nemlig.coms CEO, Stefan Plenge, direkte på de kritiske historier om chaufførernes løn- og...
Pattevissen i Kastrup: den fulde undskyldning fra en fulderik - Det er overraskende svært at give en ægte undskyldning. Faktisk skal den leve op til 17 kriterier. Ugens mest omtalte un...

Giv din stemme

97 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

73 JOB

Webredaktør

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.