Zoom Fatigue – Hudsult på overarbejde

Da jeg voksede op, havde vi Danmarks Radio som eneste kanal og fik kun lov til at se fjernsyn om aftenen. Nu sidder mange af os i fjernarbejde med øjnene klistrede til skærmen dagen lang. Der er, så vidt jeg har set, ikke nogen, der har fået firkantede øjne – endnu. I mange større organisationer er der en endeløs række af videomøder, som ligger back-to-back op ad hinanden. Onlinemøder er markant mere krævende for hjernen end fysiske møder, og der er behov for, at vi alle lærer at imødekomme dette faktum bedre.
af Kristian Krohn Djurhuus, Anders Bendix Kiel
Forleden talte jeg med en leder fra en af de store danske virksomheder, som for tiden sad i videomøder fra 8:30-16:00, hvorefter deres globale organisations møder begyndte sen eftermiddag. En kendt dynamik i større organisationer er, at de fleste skal sige noget, både for at give deres mening til kende – men også, fordi synlighed er vigtigt.
 
Det er jo positivt med engagement, men digitalt er det sværere at vise sit engagement. Vi har ikke den samme mulighed for at nikke eller vise vores kropssprog når vi er enige eller uenige.
 
Hvis mødestørrelserne samtidig tenderer de 8-12 stykker online, bliver det en endnu større udfordring. Har man ikke sagt noget på et onlinemøde internt, så kan det godt føles som om, at man slet ikke har været der.
 
Lederen var træt ind til benet efter lange dage foran skærmen. En træthed meget ulig den, man har efter en almindelig arbejdsdag, hvor man er cyklet på arbejde, har gået rundt i virksomheden, spist frokost med sine kollegaer og haft fysiske møder med dem.
 
Lederen fik en snurren og tunghed i hovedet af den slags, som næsten får én til at tjekke coronasymptomer på nettet. Efter en hel dag i onlinemøder oplevede han også let at blive træt og irritabel, som en ryger uden sin nikotin.
 
Hvorfor er det så udmattende at deltage i mange og lange onlinemøder? Begrebet Zoom fatigue spreder sig på nettet og handler netop om denne følelse af udmattelse ved overdreven brug af onlinemøder.
 
Vi arbejder imod den fysiske evolution
Den største tekniske udfordring ved fysiske møder er den evindelige kamp med projektoren, der af en eller anden grund aldrig virker første gang – det er frustrerende, men vi klarer den sammen med et smil og hjælp fra IT. I onlinemøder oplever vi ofte at være alene med vores tekniske udfordringer.
 
Mute-knappen er slået til ved en fejl, lyden hakker, skærmen fryser, forbindelsen er ustabil, eller vores software crasher – alle tekniske udfordringer, vi hver især kan genkende. Udfordringer vi er overladt til os selv at løse uden helt at vide hvordan samtidig med, at mødet går videre. Ingen fælles pause og ingen hjælp fra IT.
 
Det tager opmærksomheden fra mødets indhold og tilfører et ekstra lag stress. Samtidig bliver vores hjerne udfordret i arbejdet med at spejle og læse de øvrige deltageres kroppe. Vi bliver urolige og udmattede uden helt at forstå hvorfor.
 
Det er næppe nogen overraskelse, at vi i millioner af år har udviklet en hjerne, som er hard-coded til den fysiske verden. Mennesker er fysiske, sociale dyr. Vores hjerne forventer og har brug for mimik, kropssprog, dufte og meget mere, end et liv i 2D kan tilfredsstille. På godt dansk, mangler vi de sociale cues, når det hele foregår igennem 0’er og 1-taller på en skærm.
 
Det gælder både de verbale og nonverbale cues, såsom ansigtsudtryk, kropssprog og tonelejet i stemmen. Kroppen og vores omgivelser er vigtige for kommunikation og skabelse af betydning. Vi har brug for disse til at opfatte, om deltagerne følger det, vi fortæller, og om de er interesserede eller forvirrede.
 
Når vi deltager i møder i et fysisk rum, scanner vi ubevidst rummet og skaber betydning af det, vi ser og oplever. Dette sker ganske ukompliceret og helt automatisk, imens vores bevidste opmærksomhed er rettet mod ord og deres mening.
 
Hvad er stemningen i rummet? Hvilke følelser er på spil i rummet? Vi læser således ubevidst rummet og er i stand til at tilpasse vores adfærd i forhold til dette. Det er helt naturligt.
 
I onlinemøder er vi sammen uden at være der. Vores hjerner leder konstant efter sociale cues og prøver ubevidst at læse rummet. Det sker i det virtuelle rum sideløbende med, at vi forsøger at ignorere sensoriske input fra det fysiske rum, vi rent faktisk befinder os i.
 
Hjernen er således udfordret, da der ikke bare er ét rum i spil, men måske mange rum – afhængig af antal deltagere, der fremtoner på skærmen. Hjernens proces med at skabe betydning i det virtuelle rum er derfor langt mere kompleks og krævende.
 
Vi er derfor konstant på overarbejde og oplever modstridende signaler, hvilket er udmattende.
 
I onlinemøder tror vi, at vi fokuserer på ordene og meningen i det, der bliver sagt, men i virkeligheden er vores ubevidste kontrolcenter dybt optaget af at prøve at læse de unaturlige omgivelser og indholdet i det virtuelle rum.
 
Det er således ikke underligt, hvis mange af os sidder og føler os ekstra udmattede i disse uger. Vores hjerne arbejder på højtryk, mens vi prøver at konvertere det fysiske møde til et online.
 
A picture containing person, indoor, table, sittingDescription automatically generated
Foto af Zohre Nemati on Unsplash 
 
Køen på Ring 3 er væk, så der bør skabes nye daglige ritualer
Det er interessant at observere, hvordan vi til trods for onlinemøders mobile natur sidder mere stille og tilmed ofte i dårlige stillinger. Det forventes af os, at vi befinder os inden for vores kameravinkel, hvilket ikke nødvendigvis gør det nemmere at vise vores kropssprog og læse andres.
 
Man kan undre sig over, hvorfor vi ikke i højere grad udnytter netop denne mobile natur og bevæger os mere ud i naturen.
 
Vi kan holde møder, mens vi sidder med tæerne i vandet, kigger ud over skovsøen eller går langs stranden. Vi kan overveje at slukke for videoen og bevæge os mere frit.
 
Det vil vi også kunne bruge til i højere grad at arbejde med Context resetting, hvor vi ikke foretager os ALT i de samme få fysiske rum.
 
Vores hjem er blevet vores arbejdsplads, og vores arbejdsplads er blevet vores hjem. For mange kan det være en overskridelse af intimsfæren pludselig at skulle vise kollegaer og kunder ens stue eller soveværelse.
 
Hvad tænker de andre mon om mit hjem? Alle de forældre, der har eller har haft børn hjemme i denne periode, vil kunne nikke genkendende til dette.
 
Grænserne mellem arbejdssfæren og privatsfæren bliver for en stund udvisket, og det kan betyde, at vi arbejder både aften og weekend, hvilket vi ikke gjorde før.
 
Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men der er behov for, at vi bliver tydeligere og mere reflekterede om at trække en grænse omkring fritiden, nu hvor vi ikke har det daglige ritual med at køre i bil til og fra arbejde og sidde i kø på Ring 3.
 
Ledere bør give medarbejderne mere fleksibilitet og rum til, at de kan organisere sig mest hensigtsmæssigt i forhold til både privat- og arbejdssfæren.

 
 
Lad ikke Zoom fatigue blive til decision fatigue
Summen af alt dette medfører en fysisk, kognitiv og emotionel krævende oplevelse for mange af os. Vores hjerner er, som tidligere nævnt, på konstant overarbejde for at skabe mening under disse forhold.
 
Dermed ikke sagt, at vi fuldstændig skal undgå onlinemøder, eller at disse ikke bidrager med værdi. Lige nu kæmper vi alle med at finde vej til en version af “god nok”. Men for at anvende disse teknologier på en hensigtsmæssig måde er det værd at stoppe op og diskutere, hvad disse onlinemødeteknologier kan, og hvad de ikke kan.
 
Vi skal forstå, at de måske modarbejder os på nogle områder, og vi skal være bevidste om, hvad vi udsætter andre for, når vi påkræves brugen af onlinemødeteknologier.
 
Vi kan passende spørge os selv og vores kollegaer, om der er behov for møder – og i så fald, hvilke der er nødvendige. Hvornår er det vigtigt? Ofte finder jeg mere værdi i, at der bliver delt en skærm, og vi sammen kigger på noget andet end på hinanden.
 
Hvis du er leder, bør du være meget bevidst om at give medarbejderne lidt mere luft. Prøv også at arbejde bevidst med kortere møder.
 
Det er, som om mange organisationer lige nu er gået amok i onlinemøder, men alt behøver ikke være onlinemøder. Telefonopkald fungerer fortsat fint. Dertil kan jo tilføjes, at vi også har e-mails og nyere smarte teknologier, som digitale workspaces og team chats. Det er faktisk muligt at samarbejde i et asynkront miljø.
 
Vi kan også overveje, om det er vigtigt og nødvendigt, at vi sidder på hjemmekontoret foran computeren. Kan vi bidrage lige så godt, mens vi går en tur i skoven eller sidder med fødderne i skovsøen under et onlinemøde?
 
Vi skal faktisk blive bedre til at udnytte fleksibiliteten og komme mere ud i naturen og ud at gå under møder – virtuelle walk‘n’talks.
 
A body of water with a mountain in the backgroundDescription automatically generated
Foto af Andrew Measham on Unsplash
 
Hvis ikke det er muligt med mødeafholdelse i det blå, så husk i det mindste pauser, og forsøg at skifte kontekst. Hvis vi ender med at booke dagen helt op med møder og glemmer de små mellemrum til pauser, så ender vi med at træffe dårlige beslutninger. (https://jamesclear.com/willpower-decision-fatigue ) Således ender Zoom fatigue med at blive til en generel decision fatigue. 
 
 
A picture containing outdoor, grass, field, manDescription automatically generated
 
Foto af Belle Collective on Unsplash
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også