Skal man rive statuer ned?

I de seneste par uger er statuer af sydstatssoldater, britiske slavehandlere, koloniherrer, som Belgiens kong Leopold II, og sågar en statue af Gandhi blevet revet ned rundt om i verden. Andre er blevet omdrejningspunkter i heftige debatter om, hvorvidt man skal lade dem stå, rive dem ned, erstatte dem eller montere oplysende tekster på dem.
Det er egentlig ikke overraskende, at statuen af Edward Colston (1636-1721) i Bristol røg som den første. Statuen er ét af mange mindesmærker til ære for Colston, som også har lagt navn til skoler, bygninger, gader, barer og endda Colston Day – en lokal mindedag. Getty.
Det er egentlig ikke overraskende, at statuen af Edward Colston (1636-1721) i Bristol røg som den første. Statuen er ét af mange mindesmærker til ære for Colston, som også har lagt navn til skoler, bygninger, gader, barer og endda Colston Day – en lokal mindedag. Getty.
af Astrid Nonbo Andersen
Diskussionerne om statuer og gadenavne kommer i kølvandet på de massive solidaritetsbevægelser, demonstrationer og diskussioner, der er opstået i kølvandet på drabet på George Floyd i USA. I Danmark har efterkommere af slavegjorte afrikanere de sidste tre år interveneret i hovedstadens byrum med statuer, der hylder sorte oprørshelte i det tidligere Dansk Vestindien.
 
Ingen statuer er blevet fjernet, men de seneste uger er man også herhjemme på ny begyndt at diskutere betydningen af statuer, bygninger og gadenavne, der har forbindelser til slaveri og kolonialisme.
 
I denne artikel vil jeg dog især beskæftige mig med diskussionerne i Storbritannien, hvor en nedrivningen af en statue af Edward Colston i byen Bristol satte gang i den seneste runde af diskussioner om, hvordan kolonitiden skal forstås i dag, og hvordan den hænger sammen med racisme i nutidens samfund.
 
I Bristol går protesterne mod fejringen af Colston og byens maritime historie tilbage til begyndelsen af 1990’erne, hvor britisk-afrikanske borgere begyndte at gøre opmærksom på byens andel i slaveriets historie. Getty.
 
Det er netop blot seneste runde, for som jeg vil forsøge at vise, så er det på ingen måde en ny diskussion og heller ikke en, der hverken begynder eller slutter med nedrivningen af et monument.
 
Broer til fortiden eller fyld i byrummet
Det koster tid, penge og kræfter at rejse et mindesmærke, en statue eller et monument. Står der et, er det, fordi nogle har ment, at det var afgørende, at eftertiden blev mindet om netop det her. I modsætning til historiebøger, der kan blive glemt på hylderne, gør mindesmærkerne helt fysisk opmærksom på, at der er noget, der skal huskes.
 
Men der er ikke nogen garanti for, at eftertiden faktisk husker det, monumentets skabere og donorer gerne ville have. For meget store dele af den danske befolkning er en af de mest centrale begivenheder i Danmarkshistorien Stavnsbåndets ophævelse i 1788.
 
Men hånden på hjertet: Hvad tænker du, når du går på Vesterbrogade ud for Københavns Hovedbanegård? Sandsynligvis alt muligt andet end lige netop det. Måske ænser du ikke engang den kolonenorme statue, der står midt på vejen lige der for at få dig til at huske det.
 
Selv de største monumentale anstrengelser for at få eftertiden til at huske noget er helt afhængige af, at nutidens betragtere lægger mærke til mindesmærkerne, er i stand til at afkode en symbolik, som ofte går tabt over tid, og ved noget mere om, hvorfor de er der.
 
Det er hverken nyt, at monumenter bliver revet ned, eller at mange har ønsket nogle af de nu fjernede monumenter væk i en længere periode.
 
I virkeligheden fungerer mindesmærket – helt modsat sin intention – ofte allerbedst som historiefortæller, når det rives ned. Var man ikke opmærksom på det før, så bliver man det i hvert fald, når det fjernes.
 
Goodbye Lenin
De videoklip af faldende statuer, der gengives på en lang række medier i øjeblikket skriver sig ind i en lang historie af netop monumentnedrivninger. 
 
Tænk bare på billederne af den store Saddam Hussein-statue, der fjernes fra Bagdad. Eller de mange billeder af monumenter af Lenin og andre sovjetkoryfæer, der blev fjernet overalt i Østeuropa efter Murens fald. I filmen Goodbye Lenin svæver et kæmpemæssigt stenhoved af Lenin langsomt forbi hovedpersonen Alex og beviser endegyldigt, at en tid er forbi, og en ny kommer.
 
At fjerne et monument fysisk er et kraftfuldt symbol på, at man helt fysisk afviser de værdier og den udlægning af historien, som monumentet står for. Og selve den nedrivende handling har sin helt egen performative betydning. At alle i dag kan filme nedtagningen og dele den live med et publikum, giver monumentnedrivningen nye symbolske muligheder.
 
Men heller ikke afbildningen af nedrivningen er ny. Et yndet motiv for amerikanske kunstnere i 1800-tallet var den folkeforsamling, der samlede sig på Bowling Green i New York City og rev en statue af den engelske kong George III ned kort efter, Uafhængighedserklæringen var blevet læst op. En nedrivning, der inspirerede mange andre i det nye USA til at fjerne billeder af de britiske konger.
 
Colston og Wilberforce
Det er egentlig heller ikke overraskende, at statuen af Edward Colston (1636-1721) i Bristol røg som den første. Statuen er ét af mange mindesmærker til ære for Colston, som også har lagt navn til skoler, bygninger, gader, barer og endda Colston Day – en lokal mindedag.
 
Kulten omkring Colston opstod længe efter hans død. Først i 1896 blev den nu fjernede statue sat op. Det skete på et tidspunkt, hvor de europæiske magthavere frygtede, at den hurtige industrielle udvikling, urbanisering og klasseopdeling truede samfundets orden.
 
Som modtræk pustede man nyt liv i nationale fortællinger ved at opsætte statuer, oprette museer og indstifte nationale mindedage for at gøre opmærksom på, at befolkninger, der ellers var splittet i klasser, alligevel hang sammen i nationen – og dermed sikrede man stabilitet og kontinuitet.
 
 
Som den britiske historiker Eric Hobsbawm har demonstreret, blev mange af de nationale traditioner, som vi ofte tror, går længere tilbage, opfundet i netop denne periode overalt i Europa. Ifølge historikeren James Watt er Edward Colston i Bristol netop et eksempel på en faderfigur for byen Bristol opfundet af Bristols bystyre.
 
Det, der gav statuen det endelige skub i vandet, var som bekendt den bølge af solidaritetsbevægelser, der har rejst sig i kølvandet på drabet på George Floyd i USA. Men ønsket om at fjerne statuen går længere tilbage. I Storbritannien har repræsentanter for landets afrikanske og afrikansk-caribiske befolkningsgrupper i en længere årrække forsøgt at sætte gang i en diskussion om Storbritanniens andel i og forhold til kolonihistorien og kolonitidens relation til diskrimination og ulighed.
 
Storbritannien har som stort set alle andre gamle kolonimagter indtil for nylig mindedes kolonitiden som en stolt stormagtstid. I det omfang, man har husket undertrykkelsen, har man længe sat fokus på hvide britiske abolitionister, som f.eks. William Wilberforce og Thomas Clarkson, og fortalt historien som Storbritanniens positive bidrag til at afskaffe slaveriet.
 
En statue af Robert Milligan, en britisk slavehandler og plantageejer med mere end 500 slaver, bliver her revet ned. (John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix).
 
I 2007 ønskede man fra officielt britisk hold at fejre 200-året for det britiske forbud mod handel med slavegjorte afrikanere – bl.a. med en stor anlagt mindegudstjeneste i Westminster Abbey med deltagelse af både premierminister Tony Blair og den engelske dronning. Men gudstjenesten forløb ikke helt som planlagt.
 
Mindegudstjenesten blev afbrudt af Toyin Agbetu, der bl.a. kaldte gudstjenesten ”a disgrace”. I en artikel i The Guardian uddybede han senere sin modstand mod det, han kaldte en “Wilberfest” (…) som helt undlader at nævne den modstand, de oprør og de revolutioner, som millioner af afrikanske folk har ydet.”
 
Agbetus protest er blot et blandt mange eksempler på, at der stadig flere hundrede år efter slaveriets afskaffelse langt fra er konsensus om, hvordan den tid skal mindes, hvad der er vigtigt at fremhæve, og hvem der har ret til at fortælle den.
 
Mindeåret 2007 førte også til en lang række særudstillinger om Storbritanniens rolle i slaveri og menneskehandel, hvilke også affødte protester og diskussioner, fordi efterkommere af slavegjorte afrikanere var skuffede over ikke at blive involveret ordentligt i de nye forsøg på at genfortolke historien, men snarere følte, at deres forfædres smerte endnu engang blev gjort til objekt for hvide museumsgæsters nysgerrige blikke.
 
Forskellen på monumentnedrivninger efter 2. verdenskrigs afslutning, Murens Fald og Saddam Husseins fald er, dels at de nedrivninger, vi ser nu, ikke kommer efter et endegyldig regimeskifte, men snarere er led i et langtrukkent opgør med kolonialismen, dels at nogle af de hyldede helte fortsat betragtes som vigtige historiske personer – hvis ikke helte – i Vesten.
 
Den diskussion er langt fra enestående for Storbritannien. Lignende diskussioner opstod i forbindelse med de mange særudstillinger om de tidligere Dansk Vestindiske Øer, hvilke åbnede i Danmark i 2017.
 
Også her fulgte en række diskussioner om museets ansvar for at fortælle historien på en måde, der aktivt inddrager efterkommere af slavegjortes syn på historien og ikke kommer til at reproducere kolonitidens stereotype blik på sorte kroppe som underlegne, groteske, underkastet vold eller som varer.
 
Countering Colston og #RhodesMustFall
I Bristol går protesterne mod fejringen af Colston og byens maritime historie tilbage til begyndelsen af 1990’erne, hvor britisk-afrikanske borgere begyndte at gøre opmærksom på byens andel i slaveriets historie.
 
Den stigende bevidsthed om byens historie, og ikke mindst hvem Edward Colston egentlig var, har siden affødt en række borgerinitiativer, der har arbejdet for at gøre aktivt opmærksom på hans andel i slaveriets historie.
 
En af bevægelserne er Countering Colston – Campaign to Decolonize Bristol, hvilken bl.a. ønsker, at byen i stedet mindes ofrene for slaveri og kolonisering. Bevægelsen har spillet en afgørende rolle for at spillestedet Colston Hall for nylig meddelte, at det vil skifte navn i efteråret 2020.
 
Countering Colston minder på flere måder om #RhodesMustFall Oxford, der protesterer mod statuen af Cecil Rhodes, der er sat op over indgangspartiet til Oriel College. Bevægelsen er inspireret af #RhodesMustFall – en sydafrikansk studenterbevægelsen ved University of Cape Town, hvilken i 2015 protesterede mod statuen af den Cecil Rhodes på UCT campus. UCT’s ledelse besluttede kort efter at fjerne statuen af Rhodes.
 
#RhodesMustFall-demonstrationer ved Oriel College. Getty. 
 
Modsat UCT fastholdt ledelsen for Oriel College indtil for få dage siden stædigt at bevare deres statue. Statuen af Rhodes er derfor blevet omdrejningspunkt i en lang række debatter i både Oxford og på andre britiske universiteter, hvilke handler om meget mere end statuen.
 
Selve kampagnen er med dens egne ord ”en bevægelse besluttet på at afkolonisere det offentlige rum, pensum og den institutionelle erindring på Oxford Universitet og at bekæmpe intersektionel undertrykkelse i Oxford.”
 
En uafsluttet historie
Det er altså hverken nyt, at monumenter bliver revet ned, eller at mange har ønsket nogle af de nu fjernede monumenter væk i en længere periode. Men forskellen på monumentnedrivninger efter 2. verdenskrigs afslutning, Murens Fald og Saddam Husseins fald er, dels at de nedrivninger, vi ser nu, ikke kommer efter et endegyldig regimeskifte, men snarere er led i et langtrukkent opgør med kolonialismen, dels at nogle af de hyldede helte fortsat betragtes som vigtige historiske personer – hvis ikke helte – i Vesten.
 
De opgør, man tager med historien efter et regimeskifte, er svære nok i sig selv og fortsætter ofte flere årtier efter, regimeskiftet fandt sted. Selvom mange østeuropæere principielt støttede Murens fald, så var det ikke uden en vis ambivalens, at de så kommunismens symboler forsvinde.
 
Efter Murens fald fjernes statuer af Lenin. Getty. 
 
Og selvom Khrusjtjov allerede i 1956 satte gang i en afstaliniseringskampagne, så blev mange russere ved i det skjulte at mindes Stalin som den leder, der førte dem gennem krigen og besejrede nazisterne.
 
Når det gælder kolonitiden, er der netop ikke tale om et definitivt regimeskifte, der har fundet sted en gang for alle. Det er derimod en langstrakt og global modstand, som er lige så gammel som kolonialismen selv.
 
Den indeholder både historiske oprør mod slaveri, blodige uafhængighedskrige og borgerrettighedsbevægelser, en fortsat kamp mod monumental gæld, massiv fattigdom, global ulighed, racediskrimination, en afmontering af koloniale betydningssystemer og forsøg på det, mange kalder en mental afkolonisering.
 
Drabet på George Floyd er endnu en påmindelse om, at den kamp langt fra er afsluttet, og at mange af de betydningssystemer, hierarkier og magtrelationer, der blev skabt i kolonitiden, bliver ved med at strukturere vores hverdag.
 
De statuer, der rives ned i øjeblikket, er blot ét element i den kamp, og af samme grund vækker diskussionen af nogle af monumenterne også voldsomme følelser. For der er netop ikke opnået konsensus om, hvordan vi egentlig skal forstå kolonitiden og dens fortsatte betydning for nutiden.
 
Selvom det har taget flere års kampagne mod Colston, så er det relativt let for de fleste at blive enige om ikke længere at hylde gamle slavehandlere. Sværere bliver det med historiske ledere, der stadig i dag betragtes som helte.
 
Thomas Jefferson er en af USA's founding fathers og manden bag formuleringen ”all men were created equal”, der har spillet en væsentlig rolle i formuleringen af de moderne menneskerettigheder. At han samtidig holdt mennesker som slaver, har været kendt i en længere årrække og indgår også som en del af museumsudstillingen i hans hjem Monticello.
 
Men diskussionerne om, hvorvidt hans statuer skal rives ned, stikker alligevel dybere for mange amerikanere. Nationens grundlæggere er i USA's politiske kultur altid blevet dyrket med en form for sekulær religiøsitet. Enhver, der har været i Washington D.C. har lagt mærke til, at det Hvide Hus kun er en mindre del af en enorm skulpturpark, hvor landets grundlæggere hver især hyldes med kæmpestore monumenter inspireret af antikkens store gudeskulpturer.
 
Jefferson er samtidig et godt eksempel på en historisk figur, der på en og samme tid har været med til at opretholde en dybt racistisk institution og samtidig formuleret en af de brikker, der senere har spillet en rolle for at afmontere samme. Det samme gælder historiske personer som Winston Churchill og Mohandas Gandhi.
 
Var Churchill racist? (Isabel Infantes/AFP/Ritzau Scanpix).
 
Statuer af Churchill, der de seneste uger er blevet påmalet slagord som racist, fordi han tilsluttede sig en racelære, der ligger tæt på den, som også nazisterne benyttede, og pga. hans rolle i den bengalske hungersnød i 1943, der kostede ca. 3 millioner mennesker livet.
 
Men Churchill hyldes både i Storbritannien og det øvrige Europa samtidig som den leder, der holdt modet oppe hos den britiske befolkning og var med til at besejre det dybt racistiske Nazityskland. Her er samtidig tale om en historie, der stadig lever i individuelle erindringer hos nulevende briter og i britiske familiehistorier, der mindes store personlige tab.
 
Ét tydeligt eksempel på, at Churchill bringer sindene i kog i Storbritannien, så man bl.a. i nyhedsprogrammet Good Morning Britain, hvor værten Piers Morgan glemmer sin rolle som interviewer og i stedet forsøger at sætte professor Kehinde Andrews på plads, da denne forsøger at forklare Churchills racisme.
 
Mindst lige så følsomt er mindet om Mohandas Gandhi, der sikrede Indiens uafhængighed og spillede en afgørende rolle i den politiske afkoloniseringsproces, der endelig førte til uafhængighed for en lang række tidligere kolonier.
 
Som ung advokat i Sydafrika omtalte Gandhi imidlertid ofte de sorte sydafrikanere i et stærkt nedsættende sprog. I 2016 indviede Indiens daværende præsident, Pranab Mukherjee, en statue af Gandhi på University of Ghana. Det affødte næsten øjeblikkeligt en #GandhiMustFall-bevægelse på campus, og for få dage siden blev også denne statue fjernet.
 
Netop, fordi såvel Gandhi som Churchill og Jefferson både hyldes som helte i henholdsvis modstanden mod kolonialismen, besejringen af nazismen og formuleringen af et menneskerettighedsbegreb og samtidig mindes som repræsentanter for en udpræget racisme, er der ikke nogle enkle svar på, hvordan deres minde skal forvaltes.
 
Skal Gandhi pilles ned? Getty. 
 
De tre er nogle af de mest tydelige, men de er langtfra de eneste eksempler på, at historien om demokrati, folkesuverænitet, friheds- og menneskerettigheder på en og samme tid også er historien om kolonial undertrykkelse, slaveri og forestillinger om racehierarkier.
 
Paniske reaktioner og argumenter in absurdum
I en form for erkendelse om, at gamle forestillinger om racehierarkier kan genfindes overalt, argumenterer nogle stemmer i debatten for, at det principielt er forkert at fjerne monumenter. Disse stemmer overser dermed, at det langtfra er første gang, man har skiftet ud i statuer og gadenavne, når man ikke længere vil vedkende sig de værdier, de repræsenterer.
 
Andre er i de seneste uger nærmest gået i panik over måske at blive anklaget for racisme. Et godt eksempel er de medietjenester, der for en sikkerheds skyld skyndte sig at fjerne film og tv-shows, der måske kunne falde nogen for brystet.
 
Fjernelsen af det ikoniske The Germans-afsnit af Fawlty Towers fik flere sorte britiske aktivister til på Facebook at erklære, at det var en fuldstændig misforståelse. Som en skrev, så var vedkommende gået på gaderne i protest mod racisme og politivold – ikke for at få fjernet et afsnit af Fawlty Towers. 
 
Andre kaldte det ligefrem en form for distraktionspolitik, der mest af alt handler om at polarisere fløjene yderligere og fjerne fokus fra det, der er sagens kerne, nemlig kampen for at bekæmpe racisme og afkolonisere samfundet.
 
De udsagn er en vigtig påmindelse om, at man skal lade være med at lave hurtige slutninger a la ”hvis den her statue/det her gadenavn skal fjernes, så skal alt jo fjernes.” Fjernelse af monumenter er blot én måde at forsøge at afkolonisere samfundet på.
 
Der er ikke nogen lette svar i dette opgør og ingen entydigt rigtige måder at gå til det på. De sidste ugers nedrivninger er endnu et kapitel i en meget længere diskussion, der vil fortsætte i forskellige variationer i mange år fremover.


Om forfatteren
Astrid Nonbo Andersen,

Postdoc, Ph.d. i idehistorie, Aarhus Universitet og tidligere gæsteforsker ved King’s College London.

Forfatter til bogen:  Ingen Undskyldning, Gyldendal 2017

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også