Hvad forstår københavnere sig på agurkesalat?

Geelmuyden Kiese er kommet i vælten på grund af en PR- kampagne for et topmøde i Kolding. Men er det kampen mellem journalister og kommunikationsfolk, som bureauet er blevet offer for? Eller er det en mere geografisk kulturkløft, som de dyre reklamefolk er faldet i?
 
- Nu er den gal igen.  Sådan slår Christian J. Schultz tonen an i sin analyse af, hvad der er essensen af balladen mellem Geelmuyden Kiese og Jydske Vestkysten. Og den er virkelig gal, fortsætter han:
 
- Vi er stadig alt for langt fra hinanden. […] Man ser os som ”den mørke side”. De korrupte og dem med de hemmelige agendaer. Man hører ligeledes disse fordomme, når en journalist skifter fra et medie til en virksomhed. Et sådan skifte følges ofte op med dumsmarte bemærkninger om at journalisten valgte med pengepungen og ikke med sjælen. Nogle sammenligner det med dengang Michael Laudrup skiftede fra Barcelona til Real Madrid. En rigtig judas, siger man. Og derfor er det et alt for nemt greb i værktøjskassen for en journalist, at bringe historier om forfejlede processer og arbejdsmetoder i kommunikationsbranchen.
Jo tak, dén sang kender vi godt.
 
Men er det nu også konflikten mellem ”de renfærdige journalister” og ”de onde lejesvende i kommunikationsbranchen”, det handler om? Eller er den mytologi snart ved at være så fortærsket, at den efterhånden mest er blevet en dårlig undskyldning, når det ikke lige går, som man havde håbet?
 
Jeg er selv én af dem, der har taget springet fra journalistik til ”den mørke side”. Og jeg har aldrig mødt andet end anerkendelse og gensidigt udbytte fra mine tidligere kolleger eller mine nuværende kon-kollegaer i pressen. Måske fordi jeg gør mit arbejde i forståelse og respekt for, hvordan tingene fungerer på redaktionen på en regionalavis i provinsen.
 
Forstår et københavnsk reklamebureau dét? Det skulle man umiddelbart ikke tro, når man læser sagsfremstillingen, som den ser ud fra det vestjydske.
 
At servere gamle nyheder og tilbyde et ”eksklusivt interview” med regionsformanden, som rutinemæssigt optræder i avisen, og som formentlig er på fornavn med adskillige journalister på Jydske Vestkysten, er ganske enkelt fesent, hvis man må sige det på jysk.
 
Det er helt ude af trit med, hvordan tingene foregår på den anden side af Valby Bakke, og det er i virkeligheden dét, som denne sag handler om.
Det hele får et komisk skær, når ”de smarte københavnere” går forkert i byen, når de ”kommer til Jylland”. Det er en helt anden mytologisk kulturkonflikt, som bærer kimen til en Olsen Banden-film eller en god gang viral folkekomedie i branchen – og det er i mine øjne den eneste kulturkonflikt, som er i spil her.
 
Men hvad så med selve sagen, hvis vi nu også lige skal prøve at gå efter bolden?
 
Det er egentlig ret enkelt… Geelmuyden Kiese er ikke kommet i fedtefadet, fordi der er lavet et fesent stykke PR-arbejde. Det kan ske for selv de bedste, og i denne sag er det primært noget, som man kan grine lidt af – men det kan jo såmænd også gøre ondt i selvforståelsen og føre til misforstået kollegial offermentalitet på Kforum.
 
Geelmuyden Kiese er kommet i fedtefadet, fordi der er lavet et fesent stykke PR-arbejde, som Region Syddanmark har betalt mere end en kvart million skattekroner for.
 
I den aktuelle sag er det derfor primært Region Syddanmark, som er i søgelyset, og som bliver ”afsløret”. Geelmuyden Kiese er bare en sekundær brik i den egentlige historie, der er blevet dækket af Jydske Vestkysten:
 
Når nu regionen har en stærk kommunikationsafdeling med 20 mand, der formentlig sagtens kunne have løst kommunikationsopgaven omkring det famøse topmøde selv, hvorfor henter man så nogle af kongerigets dyreste eksperter ind fra København? Og når så resultatet af investeringen er nul omtale i landsdækkende medier og en forfejlet, måske endda arrogant, tilgang til lokale medier, så er der nogle chefer i regionen, der må svare på spørgsmål.
 
Det er solid og helt relevant journalistik. Overforbrug af offentlige kroner flyver hverken vest eller øst for Valby Bakke. Det har ikke noget som helst at gøre med en påstået kamp mellem kommunikationsfolk og journalister.
 
Derfor kan det også undre mig, at en kollega fra den københavnske kommunikationsverden føler sig kaldet til at gå ind og kæmpe kampen – ved at skyde på journalisterne, der er ”dumsmarte”, fyldt med ”fordomme” og ser kommunikationsfolk som ”Judas”.
 
Det må virkelig have gjort ondt i selvforståelsen…
 
 
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job