Slipsedrengene slår igen

J.F. Kennedy blev beskyldt for at tage livet af hatten, da han lagde fedoraen på hattehylden og lod den ligge. På samme måde fik Barack Obama skylden for at slå slipset ihjel, da han slipseløs blev valgt til amerikansk præsident i 2009. Men den langsomme slipsedød var allerede i gang længe før Obama. Ifølge en markedsundersøgelse fra NPD Group faldt salget af slips alene i USA med $1.3 mia. helt tilbage i perioden 1995-2009.

"Steve Jobs solgte sin første Mac lidt småskæv i bare tæer iklædt indiske gurugevandter"

Mark Zuckerberg på vej til møde med investoren Peter Thiel i filmen The Social Network. Kilde: The Social Network

Silicon Valleys hættetrøjeklædte helte – helt uden slips

Slipsets krise er en del af bevægelsen mod friere rammer socialt og kulturelt. Særligt den afslappede tech-arbejdskultur fra Silicon Valley – med Steve Jobs som den ultimative rullekraveklædte poster-boy – blev et signal om kreativitet, entrepreneurship og innovation. Slipset blev symbol på en bogstaveligt talt tilknappet og stram kultur med stramme rammer. Kort sagt antikreativt. Altså alt det modsatte af de hættetrøjeklædte helte fra Silicon Valley. Kulturkampen vandt hættetrøjerne med tech-giganternes nye magt, og ud røg slipset. Ja, Steve Jobs solgte sin første Mac lidt småskæv i bare tæer iklædt indiske gurugevandter. Helt ikonisk mødte Facebooks Mark Zuckerberg op i en badekåbe og badesandaler til det altafgørende investormøde. Ganske simpelt, fordi han kunne, og han var kongen af Silicon Valley. Den global dress-down i erhvervslivet var derefter en realitet og et ideal.

"Slipsets elitære stivstikker-pro-grådighed-signal er alt det, vi absolut ikke vil være som danskere."

Danmark: dress-down-landet over dem alle

I Danmark har vi sluppet slipset som ingen andre. Forklaringen er kulturel. Vi danskere hylder demokratiet og det socialdemokratiske fællesskab, også når det gælder vores beklædning. Slipsets elitære stivstikker-pro-grådighed-signal er alt det, vi absolut ikke vil være som danskere. Det bliver opfattet noget gammeldags, småborgerligt og konservativt.

I Folketinget er der ingen dresscode. For i det ligeværdige land Danmark er der ingen, der skal være finere på den, vise stand og social status med fuld overlæg med et dyrt Burberry-slips. Vi danskere er kendte for at være cycle chic, altså, at vi insisterer på funktionelt tøj, så vi kan cykle på arbejde og til fest i regnvejr. Slipset er derfor blevet no go i Danmark, medmindre man skal til bryllup, højtider eller arbejder som bedemand. Ser man på søgninger på ’slips’ på Google Trends, er det kun op til jul, vi danskere søger på og finder slipset frem.

De tre alfaslipsedrenge: Søren Pind, Mads Brügger og Martin Bigum. Kilde: Getty og Den velklædte mand.

Ingen trend i tidsånd og national karakter uden undtagelser. En lille gruppe mænd i Danmark insisterer på at gå med slips. Udover at bære slips har de det til fælles, at de generelt har magtfulde positioner i medie, kultur eller politik. Mads Brügger, Mikael Bertelsen, Søren Pind og Martin Bigum er oplagte eksempler og ikoner. Eller de kan være en del af en egentlig dandy subkultur, som Lasse Hedensted, der vandt ”Årets velklædte mand” i både 2017 og 2018.

Her er Lasse Hedensted som blev kåret til Årets velklædte mand i 2017 og 2018 af den velklædte mand. Han bærer slips i alle døgnets vågne timer. Kilde: Den velklædte mand.

Et oprør med et twist af gentleman

Slipset er for dem et oplagt værktøj til at gøre oprør med et twist af gentleman. Når dress-down er normen, er dress-up med et slips at gå mod strømmen. Som den amerikanske designer Thom Browne har sagt, så er det i en tid, hvor vi klæder os mere og mere afslappet, blevet oprørsk at gå klassisk klædt i jakkesæt – og for eksempel slips.

Et oprør, som handler om helt bogstaveligt at binde en stor sløjfe rundt om traditionen for at anerkende, at den er vigtig og virkelig. Og naturligvis også sig selv og sit medieskabte billede. Der ligger altså et subversivt kontrafaktisk potentiale i slipset, netop fordi det regnes for at være forkert, konformt og upraktisk, når tidsånden hylder diversitet og kropsligt velvære.

Slipset deler vandene, og netop derfor er det en forskel om at gøre en forskel. For vil man kommunikere identitet højt og tydeligt igennem sin beklædning, er det et sikkert greb at tage fat i noget, som mange ikke kan lide eller ikke forstår. Man kan gøre sig nemt bemærket og samtidig have udtrykket for sig selv. Alt det kan det lille tøjstykke. Indtil nogen vel at mærke begynder at efterligne det, og man så småt må begynde at lede efter noget andet at skille sig ud med.

Mads Brügger i slips, som altid fordi old school is the only school. Kilde: Getty

Her er slipset et af de mest enkle stykker tøj – basalt set et aflangt stykke tekstil, der kun kommer til live ved at blive bundet af den, der har det på. Det skal altså performes som borgerlig værdikriger, flâneur eller noget helt tredje for at få værdi – i modsætning til en logotaske – og er på den måde ekskluderende, fordi ikke alle har evner og tid til at binde den rigtige knude.

"Perfekt ukorrekt. En bevidst skævhed i knuden kan skabe den iscenesatte tilfældighed, der giver slipset dets magi."

For at kunne bære et slips på en måde, der er accessory frem for uniform, skal man forstå noget om materialer, og hvordan de opfører sig. Valget af knude er betinget af, om slipset fx er silke eller uld, om man foretrækker, at en stor Windsor eller four-in-hand udgør knuden i sig selv; en scene for ikke kun at vise, at man har valgt et smukt slips, der passer til det øvrige ensemble, man har på, men også, at man besidder modehistorisk viden og teknisk formåen til at kunne binde knuden helt korrekt eller – hvad der ofte er tilfældet – perfekt ukorrekt. En bevidst skævhed i knuden kan skabe den iscenesatte tilfældighed, der giver slipset dets magi.

Slipsedrengen Rune Lykkeberg fra Information: Kilde Information

Den franske sociolog Michel Maffesoli talte om stilstammer som et visuelt tilhørsforhold mellem mennesker i et smagsfællesskab som et postmoderne alternativ til social identifikation gennem fx klasse. De moderne slipsedrenge tilhører ikke et socialt fællesskab, men en stilstamme som et smagsfællesskab. En distinktion for den distingverede gentleman, som falder i deres fælles smag. Disse mikrodistinktioner er tænkt til at skulle afkodes af andre i samme stilstamme.

På den måde demonstreres der en form for eksklusivitet, der ikke nødvendigvis er økonomisk betinget, men snarerede handler om viden, unik mediepersonlighed og teknik. Det er ikke længere god tone at flashe sin økonomiske formåen i et globalt klima af politisk uro og klimakrise. Der kan derfor være en tendens til at fronte sine kompetencer frem for indholdet af sin bankkonto gennem sin beklædning.

Artiklen er baseret på Fashionable effort: The tie in the age of informal dressing af Maria Mackinney-Valentin. Den udkommer i tidsskriftet Fashion, Style and Popular Culture (Intellect Books) til oktober.