Og det var, som om hun så mig, hele mig – Søstersolidaritet og feminin anerkendelse hos Dy Plambeck og Olga Ravn
Og det var, som om hun så mig, hele mig – Søstersolidaritet og feminin anerkendelse hos Dy Plambeck og Olga Ravn

Foto: Speciale

Skrevet af

Alma Bay

1 artikler

0 indlæg

Specialet undersøger feminin anerkendelse og argumenterer for den skriftlige henvendelse – både i litteratur og på sociale medier - som en måde, hvorpå de kan søge bekræftelse for deres identitet – som kvinder og som mødre – og derigennem forstå de udfordringer, de møder i den forbindelse. Specialet konkluderer således, at det er gennem kommunikationen til andre og deres modtagelse af kvindernes fortællinger, at de finder et solidarisk fællesskab, og at dette fællesskab giver dem agens til at kæmpe for en anerkendelse af den specifikt kvindelige oplevelse af tilværelsen.

I september 2020 kickstartede forfatter Olga Ravn debatten om vilkår for kvinder, der føder børn. Med udgivelsen af romanen Mit arbejde og et debatindlæg om forholdene for fødende med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”(Ravn, Politiken, 2. oktober 2020) trykt i Politiken to måneder efter bogens udgivelse, startede forfatteren en større diskussion omkring en systemisk misagtelse1 af kvinder. Olga Ravn anklager i sit debatindlæg samfundet for manglende anerkendelse af, hvad kvinder gennemgår, når de føder, og når de bliver mødre. Hun skriver, at systemets behandling af gravide fører til, at kvinder fremmedgøres overfor deres kroppe, og opfordrer til, at man ser på kvinder som hele mennesker. Der ligger underforstået i den opfordring en anklage om, at kvinder møder et umuligt ideal i moderskabet. Ravn skriver at moderidealet isolerer moren og dømmer hende, hvis hun indrømmer at moderrollen er svær:

”Det siger mig, at det er tabu at indrømme, at det er svært at blive mor. Når man samtidig bogstaveligt talt kastes ud på hænder og albuer med blodet stadig sivende og hormonerne rasende, timer efter man har født, bliver det svært at forstå det som andet end et signal om, at man står alene me [sic] barnet. At man ikke kan forvente støtte, at der ikke er plads til at synes, det er svært.”(Ravn 2020, 71)

I sit indlæg påstår Ravn at det er tabu at indrømme, at det er svært at blive mor. Efter udgivelsen af Ravns debatindlæg stod flere kvinder frem og fortalte om lignende erfaringer og fødselstraumer som konsekvens af systemets misagtelse af kvinder. Ravns roman og de mange personlige vidnesbyrd fra kvinder afslørede en skævhed i, hvordan mænd og kvinder får plads i et samfund, der ikke anerkender moderskabet som et særligt, kvindeligt arbejde. Moren blev således hovedperson i, hvad der udviklede sig til en omfangsrig debat om kønsroller, ligestilling og moderskabsnormer. Det, der til at starte med fremstod som individets klage over barselsgangenes underbemanding, blev med de delte erfaringer også fundamentet for dannelsen af et søstersolidarisk fællesskab, hvor kvinder tog kampen op for at blive anerkendt af samfundet og deres medmennesker.

Mødre og kvinder stod frem i medierne og bakkede op om hinandens historier om oplevelsen af at blive frataget deres identitet - og blive reduceret til et snævert moderideal - i samfundet og i debatten. Digter Mirian Due opsummerede så sent som i august i år kvindernes mål med de mange beretninger med sin egen motivation for at fortælle sin historie i en kronik i Information, da hun skrev: ”Jeg ønsker plads til at være til stede i de cykliske forandringer, der som tidevandet trækkes ind og ud af et liv” (Due, Information, 13. august 2021)

Udtalelser som Dues, og indlæg og bøger fra kvinder om kvindelighed og moderskab, peger på en skævvridning i samfundet. Kvinderne mangler anerkendelse for det, de gennemgår, som kan betegnes som unikt kvindelige erfaringer. De ønsker plads, som de ikke er blevet tildelt, plads til at være til stede i de cykliske forandringer, plads til at være kvinder.
 
Det ideal og de medhørende anerkendelsesnormer, som kvinder, og særligt Rødstrømpebevægelsen, kæmpede for at ændre i 1970’erne, presser altså stadigvæk kvinden i dag. Rødstrømperne kæmpede for ligestilling mellem kønnene, og de anklagede kapitalismens kvindeidealer for at holde kvinderne adskilt i hver sin husholdning og dermed forhindre dem i at forstå undertrykkelsen som en fælles erfaring. Løsningen var at samles i solidariske fællesskaber og vise, at kvinder og mænd kan varetage de samme opgaver, både i hjemmet og i samfundet. (Dahlerup 1998, 131) Og selvom jeg i dette speciale låner fra rødstrømpernes idé om kvindefællesskaber, ser jeg i mødrenes anerkendelseskamp et søstersolidarisk fællesskab, der netop ikke stræber efter ligestilling, men som derimod kæmper for anerkendelse af, at der findes en særlig kvindeidentitet. En identitet, der adskiller sig fra mandens ditto, og som bygger på en ide om et søstersolidarisk fællesskab, hvor man møder anerkendelse som selvstændigt subjekt i kraft af den delte, kønnede erfaring.
 
Specialet blev skrevet af Alma Bay ved Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 10.
 
Læs hele specialet her.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Head of Digital

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Pressekonsulent

Frist: 30. september

Public Affairs Rådgiver

Frist: 5. oktober

Social Media Specialist

Frist: 9. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.