Offentlig kommunikation uden afsender
Ansigtsløse myndigheder

Beskæftigelsesministeriets måde at svare på i en konkret sag modtager kritik fra førende eksperter og redaktører. Ser vi en tendens, hvor centraladministrationen forfølger en forældet lukkethedsstrategi, som ingen kan stilles til ansvar for?
Snart udkommer Prosabladet med en artikel, hvor kilderne udfordrer fornuften i, at veluddannede og kompetente mennesker, der uforvarende og pludseligt bliver ramt af ledighed, skal udsættes for meningsløs kontrol fra landets jobcentre. Det er deres oplevelse. Og det kunne være dig, kære læser, artiklen handlede om.
 
I artiklen udtaler Beskæftigelsesministeriet sig kritisk om den skitserede praksis – og her begynder besynderlighederne. For selvom udtalelserne i artiklen kommer fra Beskæftigelsesministeriet, er der ingen i ministeriet, der vil lægge hverken navn eller titel til citaterne, da jeg henvender mig. Det er bare … ord. Det vil sige, at ord, holdninger og argumenter hænger i luften, som er de udtalt af mursten. En slags afsenderløse sætninger, der udfylder et journalistisk vakuum.
 
Det lød blandt andet således i min henvendelse: ”Overvejer ministeren at indføre mindre kontrol og udvise større tillid til mennesker, der har haft et vist antal år på arbejdsmarkedet og en vis grad af uddannelse?”

Ministeriet svarer kompetent og sagligt, men afviser direkte, at ordene kan tilskrives ministeren. Og dermed understreger sætningerne kulminationen på en raffineret kommunikationsstrategi, der er blevet implementeret i dansk politisk kommunikation over et par årtier. Vi er nu midt i tredje fase af den styrede politiske kommunikation, forklædt som journalistik.
 
Udviklingens første fase sikrede, at alle spørgsmål blev præsenteret for ministeren eller borgmesteren skriftligt – før interviewet. Anden fase sikrede, at også svaret kunne falde skriftligt. Tredje fase – som vi er i nu – fjerner endegyldigt afsenderen som juridisk person.
 
Er vi ved at etablere en offentlig demokratisk dialog, der kunne være monitoreret af tekstrobotter, uden for al jura? Det er i så fald umoderne og fremstår også udemokratisk.
 

Fra erhvervslivet

Andreas Marckmann Andreassen, der i dag er ansvarshavende chefredaktør på Markedsføring, har tidligere undret sig over tendensen, blandt andet, da han sad som digital redaktør på fagbladet Journalisten.
 
”Det er afsmitning fra de internationale medier og virksomheder, hvor man er vant til at citere anonyme talspersoner fra virksomheder,” vurderer han og forklarer, at han blandt andet mødte fænomenet i Bruxelles, da han arbejdede i EU.
 
Med andre ord kunne det tyde på, at Slotsholmen har lært af firmaer, der betjener aktionærer – uden at skele til, at de selv er ydmyge tjenere for offentligheden. Den teknik, der skal forsvare forretningshemmeligheder og sikre indtjening foran konkurrenterne, bliver brugt som politikernes værn mod offentligheden.
 
Dermed er der reelt tale om et magtsprog, der skifter fra et kommercielt til et politisk univers – uden at medierne protesterer.
 

Det er en uskik

Det provokerer Ole Hoff-Lund, redaktør på Prosabladet og leder af kommunikationsafdelingen i PROSA, der var min kunde på artiklen.
 
”Jeg synes, det er en uskik, at offentlige myndigheder tilsyneladende er begyndt at anvende en strategi, hvor et udsagn til medierne ikke længere kan tilskrives en bestemt person,” forklarer han.
 
Ole Hoff-Lund mener, at der skabes en afstand, som kan være direkte skadelig. Hans centrale pointe er, at offentligheden skal kunne regne med, at der er et menneske i den anden ende, der har forstand på det, vedkommende taler om.
 
”Ellers ender det som en sort boks – en ansigtsløs offentlig myndighed eller Systemdanmark, om du vil,” konkluderer han.
 

Tilbage til starten

Lad os starte med begyndelsen, så vi også får inddraget modpartens synspunkter. Da Beskæftigelsesministeriet sidst i august sender sit svar til mig til brug i artiklen, er jeg umiddelbart opstemt.  ”Skidegodt!,” tænker jeg, da jeg tjekker min telefon i S-toget. Presserådgiveren har i hele forløbet været en god hjælp.
 
Og der er flere interessante passager i citaterne, der blandt andet adresserer, hvem der har ansvaret for den arbejdsgang og praksis i jobcentrene, som bliver kritiseret massivt af de ledige i min research, der omfatter i alt seks cases samt flere undersøgelser.
 
” …. Det er dog en misforståelse…,” lyder det. Og videre: ” ….  Det er kommunernes ansvar...” Og en tredje sætning markerer sågar en mulig ministeriel reaktion: ” … der er sanktioner…”
 
Men som presserådgiveren – som jeg har valgt at holde anonym, da vedkommende ikke har ledelsesansvar – understreger i samme e-mail som svarene: ”Her er svar med ministeriet som afsender.”
 
Det vil sige, at ministeriet gerne vil skubbe lidt rundt på aben, men ikke selv stå frem med ansigt. Jeg forsøger med en offensiv:
”Hvilket menneske er afsender? Jeg kan jo ikke citere en bygning. Hvis nu nogen er uenig, hvem er de så uenig med? Jeg må gå ud fra, at det er ministeren?”
 
Men det afviser presserådgiveren kategorisk og øjeblikkeligt: ”Det er ministeriet, der er afsender, og ikke ministeren,” lyder det med markeret understregning – og med tilføjelsen: ”Det er jo ikke bygningen, men ministeriet, der oplyser.” Det vil sige, at det er selve abstraktionen et ministerium, der udtaler sig. Sådan må forklaringen forstås. Men den forklaring og parade holder ikke.
 

Citér ministeren!

Oluf Jørgensen, jurist og offentlighedsrådgiver samt forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, forklarer:
 
”Ministeren er den øverste ansvarlige for ministeriets skrivelser, og det vil være juridisk korrekt at skrive:
”Beskæftigelsesministeriet skriver på vegne af ministeren, Peter Hummelgård, at ,... eller beskæftigelsesministeriets presseafdeling skriver på vegne af ministeren, Peter Hummelgård, at ...”
 
Oluf Jørgensen mener ikke, at journalisten kan citere ministeren for ordene direkte uden at inkludere mellemleddet. Han uddyber:
 
”Derimod vil det være godt at klargøre for kommunikationsmedarbejderne, ministeren og offentligheden, at ministeren har ansvaret for oplysninger, vildledning, budskaber, der sendes ud til pressen.”
 
Med andre ord: Hvis en myndighed afsender et citat uden afsender, så er det chefen for det hele, der har ansvaret.
 

Opfordring: Stop den praksis

Og så er det værd at dvæle ved, at det embedsværk, der bruger den slags røgslør for at betjene de politiske valgte bedst muligt, risikerer at underminere mediebrugernes tillid.
 
”Det er jo nok forskelligt, hvordan borgere reagerer på det. Men alt andet lige kan man nok forvente, at sådanne angivelser kommer til at optræde som en "black box", hvor man ikke forstår, hvad der faktisk er foregået, og tænker, at det er der nok ikke noget at stille op overfor,” vurderer Ejvind Hansen, der er docent og associeret professor på DMJX.
 
Hans speciale er offentlighedsteori gennem et filosofisk perspektiv, og hans forskning fokuserer på demokratisk offentlighed og ytringsfrihed. Ejvind Hansen understreger: ”Overordnet set gør denne praksis jo, at tingene bliver mindre personlige. Og dermed bliver det også mere tungt at stille nogen/noget til ansvar.”
 
Og præcis den pointe, mener Ole Hoff-Lund, er central. Han efterlyser et egentligt opgør med de dækkede citater.
”Jeg vil anbefale de offentlige myndigheder at droppe den berøringsangst, som det i mine øjne er udtryk for,” opfordrer Ole Hoff-Lund, der påpeger, at det er meget vigtigt, at man som oplyst borger kan regne med, at der står et menneske i den anden ende, når eksempelvis et ministerium udtaler sig.
 
”Det giver også langt større saglighed og identifikation, som er vigtige elementer for både demokrati og presse,” fastslår han.
Dertil kommer, at forsøget på at skærme for eksempel en minister ved at gemme ham eller hende væk i svaret fremstår ude af sync med nutidens idealer.
 
“Dygtig offentlig kommunikation i dag hviler på principper som åbenhed og identifikation,” forklarer Andreas Marckmann Andreassen, ansvarshavende chefredaktør på Markedsføring.

”Derfor håber jeg ikke, hverken for offentligheden eller for samfundet, at det er en trend, der bider sig fast i Danmark.”
 

Pressechef: Der er forskel på fakta og politiske udmeldinger

Jeg har sendt kritikken fra kilderne i denne artikel til Mads Damgård Hersbøll, presse- og kommunikationschef i Beskæftigelsesministeriet.

Jeg har stillet disse to spørgsmål til ham:
 
  1. Vil du arbejde for, at ministeriet ændrer praksis, så citater fremover afsendes med navns nævnelse på kilden?

2. Hvad er din kommentar til, at Oluf Jørgensen forklarer, at alle citater fra ministeriet, der ikke er klart deklareret med kilde, skal henføres til ministeren?
 
Mads Damgård Hersbøll svarer:

”Her svar fra mig – med navns nævnelse 😊”
”Jeg kan ikke genkende den fremlægning af korrespondancen, som Øjvind Hesselager frembringer.
 
Det er helt normal praksis, at en offentlig institution som Beskæftigelsesministeriet kan oplyse faktuelle ting, som tydeligvis er tilfældet her. Den slags gør vi dagligt for mange af Hesselagers kollegaer. Det har jeg til dags dato ikke hørt en eneste anden være utilfreds med. Tværtimod oplever jeg en tilfredshed med, at journalister kan få faktatjekket og oplyst regler, love og praksisser inden, de vælger at publicere en artikel. Det vil vi naturligvis fortsætte med.
 
I den konkrete situation stiller Hesselager nogle faktuelle spørgsmål. Hesselager får at vide, at det er ministeriets tolkning af reglerne, som han får tilsendt. Havde Hesselager brug for en politisk kommentar til reglerne, så var det naturligvis beskæftigelsesministeren, som skulle svare, men som desværre ikke havde mulighed for at stille op i forhold til hans kalender.
 
Alt i alt virker det, som om Hesselager har misforstået forskellen på et faktuelt svar fra en offentlig myndighed og et politisk svar, som ministrene naturligt er afsender på.
 
Misforståelser kan naturligvis ske. Det retfærdiggør dog i min bog ikke, at Hesselager presser en menig presserådgiver, der blot passer sit arbejde, ved at skrive ”...og så bliver du afsender”.
 
Lad mig afslutningsvis slå fast: I sidste ende, hvilket Hesselager forhåbentlig godt ved, så har ministeren naturligvis det overordnede ansvar.”
 
Tilbage står spørgsmålet stadig: Hvis ministeren har det overordnede ansvar for al kommunikation fra ministeriet – faktuelle ting og politiske kommentarer, hvorfor så fortsætte ned ad den vej, hvor ordene ikke tilskrives en konkret afsender, men kun et ansigtsløst system?

Relaterede artikler

Undgå pinkwashing: Alliancer med minoriteter forpligter - Debatten om pinkwashing følger i halen på Priden. Virksomheder må indstille sig på, at hvis et engagement i Priden – og ...
Only Inger-fans - Hvad er den ultimative hadegave til en ravkædebeklædt kulturradikal, offentligt ansat Louisiana-klubmedlem i Kartoffelræ...
Regeringen fortsætter som kaospiloter - Efter corona er politikere blevet kaospiloter, der skal styre os gennem alverdens samfundskriser. Men kan vi ud fra rege...
Scholzomatens effektive kommunikation - Europas vigtigste valg, nemlig valget af Tysklands næste Bundeskanzler, finder sted 26. september. Vi fire politiske nør...

Giv din stemme

25 stemmer
3,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

60 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælper

Frist: 1. oktober

Studentermedhjælper

Frist: 6. oktober

Kommunikatør

Frist: 25. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.