Ørsted advarer imod energibonusser

Ørsteds topchef, Mads Nipper, går nu ind i sagen om de kritiserede bonusser i energibranchen, som k-rådgivere mener, er en potentiel shitstorm.
Ørsteds topchef, Mads Nipper, kalder bonusser for en risiko for energisektoren og for samfundet. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Ørsteds topchef, Mads Nipper, kalder bonusser for en risiko for energisektoren og for samfundet. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Energiselskabers bonusser uden loft til deres energihandlere udgør en risiko for hele energisektoren og samfundet, mener Ørsteds topchef, Mads Nipper, og virksomhedens bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen. Det skriver Finans.

Han vil ikke direkte kommentere tavsheden fra energiselskaberne, når det gælder spørgsmålet om bonusser uden loft.

"Lad det blive ved, at de fleste selskabsledelser i branchen har fået fornyede overvejelser om, hvorvidt det ikke er en god idé at indføre de her caps," siger han til Finans med henvisning til et loft for bonusserne. 
 
Anders Plejdrup Houmøller, energiekspert og tidligere chef for den danske afdeling af elbørsen Nordpool, er også skeptisk over for størrelsen på energiselskabernes bonusser, fortæller han i en separat artikel fra Finans.
 
"De er naturligvis bange for at miste deres dygtigste energihandlere, men jeg undrer mig alligevel over, at man ikke har sat en prop i og sagt, at bonussen kan altså kun gå op til et vist beløb. Det virker ikke særlig klogt," siger Anders Plejdrup Houmøller til Finans.
 
Sagen om de store bonusser udgør en potentiel shitstorm for andelsvirksomheder som Norlys og Andel, hvis de ikke får forklaret sig, ifølge kommunikationsrådgiver Poul Madsen og adm. direktør i RelationsPeople,  Kristian Eiberg, som kommenterer på sagen i et interview med Kforum.
 
"De risikerer at blive dømt som grådige af offentligheden, når man har tradere, der får en masse millioner i bonus. Det er komplet tonedøvt over for virkeligheden, vi andre lever i. Andel og Norlys kan ikke leve med et ry som "el-gullashbaroner"," siger Poul Madsen i den forbindelse.
 
Kristian Eiberg kalder bonusserne uden loft for et udtryk for dårlig selskabsledelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også