Obama i giga roast: Trump er en dum reality star

Barack Obamas tale ved Demokraternes partikonvent i 2020 indeholdt en klar kritik af Trumps håndtering af rollen som præsident for USA.

Mens Obama var præsident holdt han sig længe med stor omhu til traditionerne for præsidentembedet og dets talegenrer. Det gjorde han netop for ikke at give kritikere mulighed for at kalde ham yderliggående eller en vred, afrikansk-amerikansk mand på USA's mest kendte talerstol. Hen mod slutningen af tiden som præsident åbnede Obama dog mere op for at bryde med taleøjeblikkenes krav. Det skete blandt andet, da han talte om politiske tiltag ved en mindehøjtidelighed for en skudmassakre for at prøve at sætte gang i Kongressens arbejde med våbenlovgivningen i USA.

Ved mindeceremonien for borgerretsaktivisten John Lewis talte Obama også om nutidens kampe for at bevare stemmeretten for alle amerikanere.

Da Obama tidligere i år holdt en mindetale for politikeren John Lewis, var talen ikke kun fokuseret på at hylde Lewis, men også på nutidens kamp for stemmerettigheder og behov for civil ulydighed. Lige lovlig politisk i forhold til konteksten af begivenheden kunne man mene. Men i konteksten af personen, der blev talt om, gav det mening, idet Lewis havde dedikeret sit liv til politisk aktivisme og ideen om at komme i ”good trouble.”

Biden var en vigtig støtte for Obama i hans tid som præsident, hvilket Obama også fremhævede i sin tale på vegne af Biden ved 2020-konventet. Kilde Wikipedia.

Forfatningen som en blodplettet nordstjerne

I Obamas konventtalen handlede det også om konteksten for talen i forhold til Obamas kritiske tone. Selvom fokus også var på Joe Biden undervejs, hvor Obama fremhævede sin ”brors” jordnære og ansvarsfulde personlighed, så var en stor del af energien i talen drevet af Obamas kritik af Trumps tid som præsident. Den større kontekst var tilstanden for det amerikanske demokrati, som Obama beskrev som værende under angreb med pointen om, at Trump-kampagnen har et udpræget fokus på at holde stemmeprocenten nede:

This president and those in power – those who benefit from keeping things the way they are – they are counting on your cynicism. They know they can't win you over with their policies. So they're hoping to make it as hard as possible for you to vote, and to convince you that your vote doesn't matter. That's how they win.

Temaet om retten til at stemme kom også til udtryk ved stedet, Obama havde valgt at holde talen, byen Philadelphia. Biden indledte sin egen 2020-kampagne med en tale i byen, hvor han talte om ”we the people” fra den amerikanske forfatning. Det samme gjorde Obama med en henvisning til arnestedet for USA's forfatning:

I'm in Philadelphia, where our Constitution was drafted and signed. It wasn't a perfect document. It allowed for the inhumanity of slavery and failed to guarantee women – and even men who didn't own property – the right to participate in the political process. But embedded in this document was a North Star that would guide future generations; a system of representative government – a democracy – through which we could better realize our highest ideals.

Forfatningen som et vedvarende projekt. Det har været en vedvarende diskussion i USA, hvordan dokumentet skulle opfattes: et dokument uden fejl eller, som her beskrevet af Obama, en tekst under udvikling ligesom landet, det repræsenterede, hvilket kunne bruge det som ledestjerne. For Obama gled det samlende ”vi” dog også i baggrunden undervejs i talen.

Et klart ”dem” og “jer”

I løbet af sine valgkampagner blev Obama kendt for at argumentere for en forening af den amerikanske befolkning oven på årene med splittelse under George W. Bush. Det projekt lykkedes dog ikke for Obama som præsident, selvom han til det sidste talte om håb i sine taler. Ved konventtalen i 2020 var dette håb ikke længere en del af budskabet. I stedet var fokus på at tale en trodsighed frem i de demokratiske vælgere ved at fremhæve Trumps manglende respekt for præsidentembedets lederskabsrolle for alle amerikanere, ikke kun dem, der havde stemt på vedkommende:

But we should also expect a president to be the custodian of this democracy. We should expect that regardless of ego, ambition, or political beliefs, the president will preserve, protect, and defend the freedoms and ideals that so many Americans marched for and went to jail for; fought for and died for.

Uddrag af Obamas roast af Donald Trump i 2011 ved den årlige Correspondents Dinner i Washington D.C.

Obama slog hårdt og direkte ned på Trumps evner som præsident. Og det var her, talen kom til at minde om en mere seriøs pendant til Obamas nedsablende roast af Trump ved den årlige Correspondents Dinner tilbage i 2011:

I did hope, for the sake of our country, that Donald Trump might show some interest in taking the job seriously; that he might come to feel the weight of the office and discover some reverence for the democracy that had been placed in his care.

But he never did. For close to four years now, he's shown no interest in putting in the work; no interest in finding common ground; no interest in using the awesome power of his office to help anyone but himself and his friends; no interest in treating the presidency as anything but one more reality show that he can use to get the attention he craves. Donald Trump hasn't grown into the job because he can't. And the consequences of that failure are severe.

Fra henvisningen til at vokse med opgaven til reality show-konteksten slog Obama her på en række ømme punkter for Trump, hvis man skal dømme ud fra den nuværende præsidents reaktioner på at blive kaldt umoden eller uprofessionel de seneste år. Obama gik lige så meget efter manden som bolden i denne tale, fordi det kommende valg også handler om, hvad manden i Det Hvide Hus repræsenterer.

Et suk over historiens langsommelighed

Som mange andre ekspræsidenter ser Obama både markant mindre tynget ud, men også markant ældre ud, efter sin tid som præsident. Statsmandstrætheden kom ikke kun til udtryk i de grå hår, men også i højlydte suk undervejs i talen, særligt da Obama leverede en af sine hyppigt brugte historiske hitlister, hvor han gennemgår øjeblikke i amerikansk historie for at fremhæve generationernes slid og kamp for at forbedre USA som nation.

Også med denne form for nationale punktnedslag har Obama udviklet sig over tid til at inkludere flere og flere minoriteter i fortællingen. I denne tale gik Obama endnu længere og lod ikke kun fortidige og nutidige minoriteter få en hovedrolle i sin gennemgang af USA's historie. Han fremhævede også det uretfærdige i at lade andre indtage offerrollen i det amerikanske demokrati i dag. Når Trump bliver ved med at råbe op om uretfærdighed og stemmesnyd, krævede Obama, at der blev talt om sand uretfærdighed gennem USA's historie:

Whatever our backgrounds, we're all the children of Americans who fought the good fight. Great grandparents working in fire traps and sweatshops without rights or representation. Farmers losing their dreams to dust. Irish and Italians and Asians and Latinos told to go back where they came from. Jews and Catholics, Muslims and Sikhs, made to feel suspect for the way they worshipped. Black Americans chained and whipped and hanged. Spit on for trying to sit at lunch counters. Beaten for trying to vote.

If anyone had a right to believe that this democracy did not work, and could not work, it was those Americans. Our ancestors. They were on the receiving end of a democracy that had fallen short all their lives. They knew how far the daily reality of America strayed from the myth. And yet, instead of giving up, they joined together and said somehow, some way, we are going to make this work. We are going to bring those words, in our founding documents, to life.

Det er disse amerikanere, ikke QAnon-tilhængere og andre konspirationsfolk, der kan tillade sig at tale om et system, der er imod dem, ifølge Obama. For hvert suk ekspræsidenten leverede igennem talen, kunne man fornemme tankeflugten ned gennem historien til de mange øjeblikke, hvor forkæmpere for forandring har måttet acceptere små sejre på vejen mod bare lidt mere lighed i forhold til forfatningens rammer.

For en taler som Obama har alle ord en betydning og en kontekst. Offentlige taleøjeblikke er til for at skabe og konstruere et gennemgående argument, der ligesom ens stemme ved et demokratisk valg kan ”genlyde som et ekko gennem generationerne”. Det handler ikke blot om at sige, hvad der falder én ind – uden forventning om at modtage kritik eller at skulle stå til ansvar for, hvordan ens ord kan lyde i nogles øre. Der er konsekvenser ved ord, der siges i offentligheden. Det gælder i høj grad også præsidenternes.

Læs mere om valgkampsretorik og præsidentiel retorik i bogen Præsidentens ord, der udkommer i august fra forlaget Alt i Ord: