OK18 og Moderniseringsstyrelsens magt
En finger til de flittige

Fem år efter, at lockouten lagde Danmarks folkeskoler ned, er det tid igen. Men OK18 handler om magt. Og om at indrømme den skånselsløse misbrug af den. Foto: Scanpix/Bax Lindhardt.

Skrevet af
Det overrasker ikke, at politikerne ringeagter offentligt ansatte og helst vil holde diskussionen om det offentlige til at handle om, hvem der kan undvære eller undværes. Men når man som magthaver ikke har i sinde at forhandle, kan man lige så godt indrømme, at man udøver magt.

Det næsten utænkelige scenarie ser ud til at blive realitet: Djøf'erne skal strejke. På dagen for strejkevarslet modtager jeg en snap fra en gammel studiekammerat, der nu er i Justitsministeriet: forvrænget ansigt-selfie og bandiera rossa skriblet hen over billedet. Jeg forstår, hvad han mener.

 
Det her havde vi sgu ikke regnet med, dengang vi sarkastisk sang om revolution og røde faner, så det gjaldede gennem haverne ved det gamle kommunehospital, der nu udgør landets største udklækningsanstalt for djøf'ere.
 
Fuck the poor
Medierne flyder straks over med de forudsigelige budskaber: Der er for mange ubrugelige djøf'ere i det offentlige, lærernes arbejdstid er bare normaliseret, de offentligt ansatte vil have penge for at spise frokost, de vil bare tage og ikke give.
 
Lad gå med alt det om de koldhjertede djøf'ere, der fortrænger de varme hænder og varetager selvopfundne funktioner, som ingen har gavn af. Ratioen mellem antallet af akademikere og antallet af velfærdsarbejdere er muligvis ude af balance.
 
Det kan jo også være udtryk for, at der er alt, alt for få af sidstnævnte, fordi der i toppen af administrationen og på det politiske niveau hersker en mentalitet, der tilsiger, at det er vigtigere at føre nidkær kontrol med velfærdsarbejderne end at sikre dem ordentlige arbejdsvilkår.
 
Men det er betegnende for den diskurs, der præger den aktuelle politiske samtale, at det aldrig er en mulighed, at der kan være behov for en nettoudvidelse af de offentlige ressourcer. Der er altid først og fremmest nogle, der har det for godt, og som det er vigtigere at tale om end dem, der rent faktisk lider nød.
 
 
Det være sig asylansøgere uden fremtidsudsigter i flygtningelejrene, syge mennesker, der tortureres i jobcentrene, eller for den sags skyld sygeplejersker og sosu’er, der tvinges til at yde en uacceptabelt ringe omsorg for samfundets syge, ældre og udsatte, fordi der ikke er hænder nok.
 
Armslængden droppet
En ting er sikkert: Det handler aldrig om at udjævne vilkår i en retning, der løfter nogen fra deres aktuelle udgangspunkt. Nu har denne logik så for alvor ramt de offentlige overenskomstforhandlinger. Det følger af, at man i 2011 sammenlagde Økonomistyrelsen, der stod for effektiviseringer i den offentlige forvaltning, med Personalestyrelsen, der varetog statens rolle som arbejdsgiver for sine cirka 180.000 ansatte, og skabte instansen med det orwellsk klingende navn Moderniseringsstyrelsen.
 
Dermed droppede den daværende SRSF-regering enhver prætention om armslængde mellem de offentlige arbejdsgivere og den siddende regering i de såkaldte forhandlinger om de offentligt ansattes overenskomst.
 
Vejen var banet for, at arbejdsgiverne kunne møde op med et udspil, som medarbejdersiden indlysende ikke kunne acceptere, og så bare lade tingene gå deres gang, til fagbevægelsens strejkekasser var tomme og befolkningen trætte nok af konflikt, til at regeringen følte, det var sikkert at trumfe arbejdsgivernes vilje igennem. Apropos djøf'ere og kølig beregning.

Meget tyder på, at planen for OK18 er at udvide denne model for ”forhandling” til samtlige offentligt ansatte. De faglige organisationer fortæller, at arbejdsgiversiden slet ikke er mødt op til forhandlingerne med konkrete tal for deres tilbud, og et varsel om 10-15 procents strejke i staten er blevet mødt med en total lockout, der kun undtager absolut akutte funktioner.
 
Dit arbejde er ikke værdifuldt
For mit eget vedkommende er anstødsstenen i overenskomstforhandlingerne ikke så meget det, at min arbejdsgiver vil forbeholde sig ret til at pålægge mig at stå til rådighed 10-12 timer mere om måneden uden kompensation, eller det, at min løn potentielt ikke stiger med mere end prisen på et stykke wienerbrød om måneden over de næste tre år. Det er unægtelig usselt, og jeg er heller ikke blind for den hånlige gestus, det er.
 

 
Men det er jo ikke overraskende. Budskabet om, at politikerne og store dele af offentligheden ikke regner mit arbejde for værdifuldt, er for længst modtaget. Det følger ligesom logisk af det faktum, at regeringen i al valgstrategisk hast flytter sine institutioner ud i landet uden skelen til det katastrofale tab af faglighed, viden og institutionel hukommelse, det indebærer.
 
Og det følger af budskabet om, at ”ti procent” af medarbejderne i det offentlige er ”low performers”. Hvis man var i det polemiske hjørne, kunne man måske fristes til at omtale dét tal som noget, en embedsmand i Moderniseringsstyrelsen lige havde hevet ud af røven, men det får være.
 
Jeg er glad for mit arbejde og kan leve af min løn, og jeg er ikke i risikozonen for nedslidning, selvom jeg altid har plus på min flextidskonto. Og jeg kan tjene ekstra penge ved at skrive om natten.
 
Hvad der til gengæld kan få mit blod i kog, er primært tanken om de vilkår, man vil byde velfærdsarbejderne, samtidig med at man vil insinuere, at de er grådige.
 
Vidste du f.eks., at en sygeplejerskes grundløn er på 23.500 kroner før skat de første otte år?
 
 
Og vidste du, at de fleste lærere slet ikke har kontorfaciliteter på de uddannelsessteder, hvor de siden 2013 forventes at tilbringe deres i øvrigt kraftigt reducerede forberedelsestid, så de må sidde klods op ad hinanden på lærerværelserne og prøve at arbejde?
 
Afskaffelse af forhandlingsmodellen
Sekundært gør det mig vred, når magthavere ikke vil indrømme, at de udøver deres magt. Når man i praksis vil afskaffe den højtbesungne danske forhandlingsmodel, der er baseret på tillid og kompromisser, til fordel for en, hvor Moderniseringsstyrelsen egenhændigt dikterer vilkårene, så er det mindste, man kan gøre, vel at melde det ud.
 
Så kan man jo opsige Hovedaftalen, der regulerer både samarbejde og konflikt, hvorefter vi alle kan nyde sydeuropæiske tilstande på det offentlige område med langt hyppigere strejker og langt større dysfunktion. Det ville være ærgerligt, men det ville være ærligt.

Relaterede artikler

KL svarer igen - Præmissen er forkert. KL er ikke for dårlige til at lave kampagne. For KL har slet ikke lavet en kampagne, men arbejdet ...
KL tryner og taber - Repræsentanter for Kommunernes Landsforening kæmper mod Danmarks Lærerforening med overfladisk angrebsargumentation der ...
Lockout = civilsamfundets renæssance - Mens lærerlockouten trak tænder ud, og forældrefrustrationerne stod i fuldt flor, boblede det ene fine initiativ frem ef...
Papes professionelle paparazzi-parkering - Pape kan krisekommunikationens ABC og hans håndtering af partnerens spritkørsel redder partiet for at ramme endnu en bet...
Løkkes retoriske kattelem i kvotekongesagen - Da Bill Clinton i slutningen af 90’erne stod ansigt til ansigt med folkets og Kongressens dømmende øjne i sagen om Monic...
Er du også blevet ghettoiseret? - Alt er integration og indvandrerdebat. Ghetto mig her – ghetto mig der. Du kan ikke undslippe. Måske er du allerede blev...
Drop nu dit pseudoarbejde! - For 100 år siden var alle overbeviste om, at vi i dag ville arbejde 15 timer om ugen. Det skete ikke. Og det var ikke, f...
Hvem vinder #OK18 på de sociale medier? - Overenskomstforhandlingerne fortsætter, men der kæmpes ikke kun hen over forhandlingsbordet – også på de sociale medier ...
Løkken er at sætte sig mellem to stole - Har du også svært ved at skelne mellem statsministeren med efternavnet Løkke og så Løkke, altså ham Privat-Lars? Så give...
Velkommen tilbage fra ferie - Sommeren har været lang og varm, men selvom det gode vejr fortsætter, så gik den ikke længere. Du har sikkert glemt alle...
Gadernes skjulte subtekster - I et bybillede skæmmet af borgmesterpik-kunst og monotone outdoor-reklamebilleder med den samme underliggende fortælling...

Giv din stemme

67 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

50 JOB

Pressemedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Taleskriver

Frist: 27. november

Taleskriver

Frist: 6. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 3. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.