En klimalæsning af nytårstalerne

Martin Luther King Jr.s berømte I Have a Dream-tale var ildeset af mange i 30 år, før den blev anerkendt og rangeret som en af de bedste i verdenshistorien. Ronald Reagans tale med citatet "Mr. Gorbachev, tear down this wall!" fra 1987 var nok vurderet som modig, men ikke skelsættende, før Muren faktisk faldt to år senere. Det samme kan siges med citater af Poul Schlüter, Poul Nyrup og Lars Løkke. Det er i virkeligheden en uskik at bedømme en tale i realtid og lige bagefter. Tanker og indtryk skal først lige formes. Det kræver tid at vurdere, om et bifald er, fordi publikum fik som forventet, eller talen faktisk har rykket noget, at man vil gøre eller mene noget anderledes på grund af talens budskaber. Talens styrke er, at den er et socialt anliggende blandt det publikum, der hører den sammen, men dens effekt må nødvendigvis vurderes, når vi spredes og samles i andre sammenhænge eller for os selv.

Selvom tidens tand nok vil fortsætte med at rykke vores forståelse, så vil jeg alligevel forsøge med en vurdering af de to traditionelle nytårstaler af H.M. Dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen. Meget er allerede sagt. Så lad mig tage udgangspunkt i den dominerende politiske dagsorden lige nu: klima, og komme med nogle gode råd til, hvordan de to taler kunne have styrket denne dagsorden blandt danskerne.

Hvorfor klima?

At skrive tale for andre – særligt måske politikere – er aldrig tabula rasa. Der er aldrig et blankt papir, der ligger foran dig, og det er aldrig dine egne præferencer, der i sidste ende tæller. Før en minister – særligt en statsminister – siger ja til at holde et indlæg, er det blevet vurderet i ministeriet, hvilke budskaber der ville passe til lejligheden. Der står altså noget på papiret allerede. På samme måde har statsministeren helt sikkert haft mange tanker om, hvad hun ville formidle i nytårstalen, længe før taleskriveren satte første finger på tastaturet. Det samme gælder nok dronningen.

Det sagt, så handler en god tale heller aldrig kun om, hvad taleren gerne vil sige; altså, hvad der allerede står på papiret. En god tale tager hensyn til sit publikum – hvad har de brug for at vide og huske? Og her kommer klimaet ind. Europa-Parlamentet har erklæret klimanødstilstand. Greta Thunberg og andre har råbt op længe. Og den danske regering blev valgt på et mandat om klimahandling og har lagt an til en ambitiøs klimalov. Her er nytårstaler en unik mulighed for at nå en enorm andel af danskerne direkte og gøre dem klar til, hvad der skal ske nu. Det var den styrke ved talen, som Lars Løkke brugte i opgøret med efterlønnen – og den kunne statsministeren have brugt i langt højere grad i denne tids kamp for klimaet.

Traditionelt sker der en koordinering af dronningens tale i Statsministeriet. Derfor kan den også opfordres til at addressere nogle udfordringer, der også behandles politisk. H.M. Dronning Margrethe er dronning for hele rigsfællesskabet med stærke relationer til Grønland, Færøerne og det danske mindretal i Sydslesvig. Netop dette fællesskab er længe blevet brugt strategisk i den internationale klimapolitik, fordi det giver Danmark en position som både et af de lande, der historisk har udledt meget CO2 og derfor bør reducere og forebygge (kontinental-Danmark), og et af de lande, der historisk ikke har udledt ret meget CO2, men nu mærker konsekvenserne af klimaforandringerne og naturkræfterne fra første parket (Grønland og Færøerne).

Klima er vigtig politik, men det er også et emne, der påvirker hele Danmarks befolkning – særligt Grønland og Færøerne. Derfor har dronningen en vigtig rolle at spille.

Klima fyldte da også i både dronningens og statsministerens nytårstale. Bare ikke særligt meget. Det er ellers ikke, fordi regeringen ikke tager taler alvorligt. Der er ansat masser af taleskrivere i ministerierne siden folketingsvalget, og i Miljøministeriet og Ministeriet for Klima, Energi og Forsyning har de været prominente forfattere. Politisk taleskrivning i et ministeririum er en lang bureaukratisk proces, fra ministeren modtager en invitation, og til vedkommende igen træder ned fra talerstolen. Det er en balancegang mellem personlige præferencer, politisk retorik, konkrete initiativer, faktatjek og diplomatiske hensyn til både det direkte og indirekte publikum. Og kun ganske få ved, hvad der blev skåret fra i sidste øjeblik – og hvorfor. Det gælder for alle ministre, men særligt statsministeren – og sikkert også dronningen. Derfor er der givetvis gode grunde til, at talerne blev som de blev.

Dronningens nytårstale – klima som overgang

Dronningens nytårstale var nummer 48. På den måde har hun defineret sin egen genre på godt og ondt. Det bærer meget af omtalen også præg af – der er tendens til shifting baseline. Og der var da også de hilsener og formaliteter, der skulle være. Præsentationsteknisk var jeg ikke imponeret. Talerne bliver læst op, og der er ikke meget øjenkontakt undervejs. Og så var der nogle formaninger om klimaforandringer, ensomhed og antisemitisme. Klimaforandringerne fungerede endda som overgang mellem de forskellige sektioner til Færøerne og Grønland. Hun italesatte, hvordan de to dele af rigsfællesskabet er særligt udsatte for naturens kræfter.

Jeg vil huske talen for dronningens flotte indledning om den blå planet, hvor hun binder månelandingens 50-årsjubilæum sammen med klimaet og sin egen historie. Det en rigtig god start, der var værdig til meget mere, end det fik lov til at være. Dronningen kunne oplagt have bundet talens dele bedre sammen og lade indledningens billedsprog farve resten af talen. Hvorfor kun bruge klimaet som overgang og ikke som rød tråd? Vi kunne høre om, hvordan klimaet påvirker os på tværs af rigsfællesskabet, og hvad vi gør ved det rundt omkring.

H.M. Dronning Magrethes 48. nytårstale – skulle skabelonen have været ændret for yderligere at favne klimaforandringerne?

Kongehuset har en række forcer på klima, som er svære at slå. Det er relationen på tværs af rigsfællesskabet, den historiske forskel fra før til nu, deres deltagelse i eksportfremstød og filantropiske opgaver over hele verden og deres folkelighed. Derfor har de en unik taleposition til at koble behovet ude i verden med det danske erhvervslivs styrkepositioner; de kan vise, hvordan forskellige dele af rigsfællesskabet oplever klimaforandringerne, og hvad de gør for at forebygge og tilpasse sig. De kan vise udviklingen – positiv som negativ – gennem konkrete anekdoter og pege på, hvordan Danmark tidligere har overkommet store udfordringer og samfundsomvæltninger. Det gjorde dronningen bare ikke. Og det er ærgerligt.

Det er ikke klimadelen af dronningens nytårstale, der har skabt overskrifter. Det er i højere grad delene om ensomhed og antisemitisme. Og alt skal jo heller ikke handle om klima. Det kunne bare sagtens være bundet sammen. Klima er en udfordring, vi kun kan løse i fællesskab – ikke ved at sidde på Facebook. Vi løser ingenting alene, og der er en grund til, at højrepopulister hverken tror på klimaforandringerne eller tolerance mellem trosretninger.

Dronningen kunne have talt om, hvordan vi skal hjælpe med klimaforandringerne i andre dele af verden, hvad det betyder for os, og hvordan vi kan trække på den mangfoldighed, der allerede er i Danmarks befolkning. Det ville have klædt hende at brede antisemitismen ud til at omfatte fremmedhad generelt, inklusive nationalisme, racisme og dem, der går under det orwellske navn islamskeptikere.

Statsministerens nytårstale – børn, børn og lidt om klima

Statsminister Mette Frederiksen brænder for at hjælpe udsatte børn. Det er der ingen tvivl om. Og det kom til at fylde meget. På den måde kan Metter Frederiksen, Statsministeriet og Socialdemokratiet være tilfredse. Nytårstalen var en tydeliggørelse af det, Simon Sinek kalder hendes why. Talen tydeliggjorde bare også kritikken af Sineks begreb. Den indeholdt det, Mette Frederiksen gerne ville tale om, ikke det, modtagerne havde brug for at huske på. Mette fremstod ærlig, autentisk og sympatisk, men talen var svær at købe ind på, fordi den handlede om hende.

Statsminister Mette Frederiksens første nytårstale – med egne kæpheste. Mette burde være hele Danmarks statsminister, ikke kun de udsatte børns.

Ligesom med dronningens snævre fokus på antisemitisme (og ikke tolerance i bred forstand) begrænsede Mettes snævre fokus på udsatte børn og tvangsanbringelser (og ikke alle danske børn) hende i at se bredere – og at formidle relevant til en bredere skare af danskere.

På DR kritiserede retorikprofessor Christian Kock også statsministeren for at fokusere for meget på udsatte børn, og han efterspurgte en bro mellem børn og klima. En sådan bro ville være helt oplagt, og den ville flytte de udsatte børn fra at være et nichefokus til at være en gennemgående tema, der griber ind i mange politikområder. Udsatte børn og tvangsanbringelser er et vigtigt problem, men det berører relativt få (nogle siger ca 3.000 børn), og det fyldte 60 procent af talen. Som emne handlede det mere om at fortælle, hvad Mette Frederiksen brænder for, end hvad Danmarks største udfordring er som samfund.

Havde Mette Frederiksen foldet det ud, kunne hun have talt om både de få (udsatte børn, der har brug for tvangsanbringelser), de mange (fx mere personale i daginstitutionerne) og for dem alle (fx med klimahandling for at skabe en bedre fremtid til dem).

Igen er det, som om der manglede noget. Dronningen advarede mod antisemintisme, men nævnte ikke andre former for intolerance. Statsministeret talte om tvangsanbringelser og udsatte børn, men nævnte ikke børn i daginstitutioner, danske børn i lejre i Syrien eller skolestrejkende børn til FridaysForFuture. Hun kunne med fordel have taget Christians Kocks råd og brugt klima til at binde bro til de udsatte børn. Så ville vi måske bedre kunne forstå, at den grønne omstilling ikke må ske på bekostning af erhvervslivet, økonomien eller uligheden. Simpelthen, fordi det så går ud over de mest sårbare – de udsatte børn. Så ville de ikke virke som unødvendige barrierer for en helt nødvendig omstilling.

Fra nichefokus til gennemgående tema – hvorfor byggede Mette ikke bro mellem børnene og klimaet? Kilde: FridaysForFuture

Og det er ikke kun børnene, som klimaet kunne bygge bro til. Også Arne kunne med fordel være bundet sammen med klimaet. Retten til pension og pensionsopsparinger i det hele taget hænger jo sammen med klimaet. Hvad er en god pensionsopsparing værd, hvis den sker på bekostning af fremtidens klima? Og børnene – hvilke forhold byder vi dem, når de skal pensioneres? Kan de det? Hvilket klima vil det ske i? Som klimakommisær havde Connie Hedegaard en prisvindende kampagne, der hed A future you like. In a climate you like. Og flere af pensionsselskaberne bruger allerede deres midler til at investere grønt.

Genforeningen – guf for taleskrivere

Når man er taleskriver, er der nogle ord og begreber, som man drømmer om at skrive om. De har så mange følelser bygget ind i sig, og de har så meget metaforisk kraft, at de kan formes i alle retninger. Genforeningen er et af dem. Genforeningen er en hyldest til patriotisme og minoritetsbeskyttelse på samme tid, den er demokratisk og fredelig – og et ideal for mange andre lande. Og så handler det om at komme hjem samtidigt med at skabe et godt hjem. Både dronningen og statsministeren nævnte 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Men kun som en historisk hyldest. Desværre. Genforeningen var endnu en bro, der aldrig blev bygget i talerne.

I år er det 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Genforeningens metaforiske kraft kunne være udnyttet til at få alle med, men også at tage hånd om dem, der ikke er med. Hvis det havde været en del af talerne, så var klimaet blevet bundet helt ind i hjertestrengene af den danske historie.

Genforeningens metaforiske kraft gør, at den kan åbne nye muligheder og perspektiver. Når man ser på antisemitisme gennem Genforeningen, så handler det om tolerance. Det får et helt grundtvigsk strøg med erkendelsen af, at man er dansk og hører til, hvis man selv oplever det. Dele af Sønderjyllands omskiftelige status som dansk og tysk og det tætte samspil mellem de to landes befolkninger har netop gjort, at patriotisme ikke handler om, hvordan du ser ud, men er tilvalgt. Og siden Genforeningen er der sket meget for at vise, hvordan man kan være begge dele – uden at blive mindre af det ene eller det andet. Det ville være en velvalgt lektie fra Genforeningen at udlægge for Danmark lige nu.

Når man ser på klimaet gennem Genforeningen, så handler det om at imødekomme store følelser på en fredelig og demokratisk måde, hvor der er plads til alle. Det handler om at gøre op med en historisk uretfærdighed – et efterslæb, som har kostet dyrt – og derved forberede sig til fremtiden uden at skabe nye uretfærdigheder undervejs. Det handler om at få alle med, men også at tage hånd om dem, der ikke er med. Hvis det havde været en del af talerne, så var klimaet blevet bundet helt ind i hjertestrengene af den danske historie. Så var klimahandling med ét blevet en naturlig del af dansk kultur, og ingen havde været i tvivl om, at vi kunne klare det, for det havde vi gjort før. Genforeningen med naturen og vores klode kunne få fart over feltet og folkelig opbakning.

Når man ser på udsatte børn og tvangsanbringelser gennem Genforeningen, så kan det handle om genforening med forældrene, men det kan også handle om, at fællesskabet tager ansvar for de udsatte. Det handler i hvert fald om at drage grænsen det rigtige sted og behørigt tage hensyn til de konsekvenser, dét har. Det handler om inddragelse og at spørge de implicerede. Hvis det havde været en del af statsministerens tale, så havde hun ikke fremstået helt så glad for tvangsanbringelser, og titlen som Børnens Statsminister havde ikke lydt helt så hul og snæver. Ved at brede fokus ud på alle børn ville inddragelse i anbringelser lyde som en logisk forlængelse af at lytte til børns klimabekymringer fra FridaysForFuture og deres forældres frustrationer under HvorErDerEnVoksen. Med ét ville Mette Frederiksen ikke kun have været statsminister for udsatte børn, men for alle børn – for hele Danmark.

Desværre blev det ikke sådan. Det var ikke de taler, vi hørte. Dronningens nytårstale blev i stedet bygget op over samme skabelon, som hun altid har brugt. Den virker stadig efter 48 år, men imponerer ikke. Mette Frederiksens nytårstale var hendes første. Hun var synligt nervøs og skulle præsentere sig selv for Danmark. Det fungerede, men heller ikke mere end det. Der var gode værdier, men de blev anvendt vilkårligt.

Begge havde massevis af spændende retorisk materiale på papiret. Men det blev ikke sat i spil. Heldigvis er det ikke den sidste tale, de holder. Der er stadig tid til at række ud og vise vingefang, så man kan bedømme talerne på deres retoriske kvaliteter og udnyttelsen af materialet i stedet for lixtal og egne kæpheste.