”Hvis det kan ryges, så køber vi det!”

Nyt ”maker-lab”-fag om serielle fortællinger skaber direkte bro mellem mediebranche og universitetet.
Studerende på SDU kan nu få lov til at pitche idéer til bl.a TV 2 Fiktion, TV 2 Fyn og Heartbeats Agency. Foto: Getty Images
Studerende på SDU kan nu få lov til at pitche idéer til bl.a TV 2 Fiktion, TV 2 Fyn og Heartbeats Agency. Foto: Getty Images
af Bo Kampmann Walther, Lene Heiselberg

Det er på uni – og det er virkelighed!

”Hvis det kan ryges, så køber vi det!”. Sådan siger Peter Stenbæk, CEO for Heartbeats Agency, da han møder de studerende fra Syddansk Universitet, som lige nu arbejder med at skabe virkelige løsninger på lige så virkelige og presserende udfordringer i branchen. 

Det er faget ”Serielle fortællinger: Et maker-lab”, det drejer sig om. I foråret 2022 er et hold af dygtige, nysgerrige og arbejdsomme studerende i fuld krig med at producere ”gains” som svar på den digitalt-visuelle branches ”pains”. Peter Stenbæk flankeres af Ann-Alicia Thunbo Ilskov og Katrine Vogelsang fra TV 2 Fiktion og Lasse Hørbye Nielsen fra TV 2 Fyn, der også har friske pains med i inderlommen.

Og pludselig er studenterprojekter ikke bare noget, der udløser karakterer og en vindskæv evaluering fra en tør lektor. Projekterne er virkelighed, de skal bruges – hvis de er gode nok og ”kan ryges”, som Peter Stenbæk siger med et skævt smil – og så kan de være lige præcis dét, der tipper de studerende i retning af de gode jobs.

Employabilitet, som man kalder det med et universitetsudtryk. Men den er god nok: Branchen skriger på arbejdskraft, især inden for ”serialitet”: tv-serier, brandede universer, long-form journalistik, kommunikation og underholdning til det nye streaming-publikum.

 

Et maker-lab

Faget ”Serielle fortællinger” er skabt i et samarbejde mellem Bo Kampmann Walther (Medievidenskab, SDU) og Lene Heiselberg (Journalistik, SDU). Samt naturligvis i tæt dialog med mediebranchen, nemlig føromtalte TV 2 Fiktion, TV 2 Fyn og Heartbeats Agency. Media City Odense (MCO) har været med til at føde projektet. MCO arbejder også på at skabe nye og spændende brobygninger mellem viden og erhverv, så studenternes anstrengelser ikke bare havner i skrivebordsskuffen, men kommer ud at vokse i branchen.

”Lektier? Det er noget, vi får for af branchen”, som én af de studerende udbryder til et ”pitstop”, hvor hun sammen med sin gruppe er i gang med pitche en fed idé til branchen.

”Det er også derfor, vi kalder det et maker-lab”, fortæller Bo Kampmann Walther. 

”Også selvom de humanistiske studerende tror, det er noget med selvkørende robotter, og dem fra Teknologi tror, det er noget med patchwork og symaskiner”.

”Men i bund og grund handler det om at komme fra pain til gain. Giv de studerende en udfordring, og så laver de noget cool. Vores job er at klæde dem på i forhold til viden og de perspektiver, der skal til. Dén omtanke har branchen jo ikke selv tid til, vel?,” slutter Bo Kampmann Walther.

 

I maskinrummet

Repræsentanterne fra mediebranchen bidrager altså med virkelige, aktuelle udfordrende cases, som de ønsker de studerendes hjælp til at løse. De cases indeholder både indholdsmæssige og konceptuelle elementer, for ideelt set skal løsningerne ikke bare implementeres, de skal også kunne skaleres. Løsningerne kvalificeres ved hjælp af den videnskabelige og forskningsbaserede viden, som de studerende får. Det kan være viden om den nyeste forskning i narratologi, world building, målgruppesegmentering og brugerinddragelse i den kreative proces.

Kombinationen af kreativitet og ny viden er mærkbare skridt på vejen til en løsning. For eksempel på TV 2 FYN. Her står man i de kommende år over for at skulle ændre måden at producere på. 

“Publikum har flyttet sig, og streaming er i gang med at blive den langt foretrukne måde for vores publikum at tilegne sig nyheder, underholdning og information. Det gælder også de nye målgrupper, vi gerne vil fange, især når vi lige om lidt går fuldhjertet ind i TV 2 Play-universet,” fortæller redaktionschef Lasse Hørbye Nielsen. 

Sammen med Peter, Ann-Alicia og Katrine glæder Lasse sig til juni, hvor de studerende endelig pitcher deres færdige løsning, både skriftligt og mundtligt.

 

Kan de studerende så ryge det?

De studerende er begejstrede for det tætte samarbejde med brancheaktører. Som de siger, så får ”man pludselig øje på, at det, man lærer på uni, kan bruges ude i virkeligheden”.

Eksamensformen er også gentænkt. Den klassiske Q and A ved det grønne bord er droppet til fordel for en pitch-session, hvor de studerende præsenterer deres serielle formater til den relevante brancherepræsentant fra TV 2 Fiktion, TV 2 Fyn og Heartbeats. Derefter stiller undervisere og brancherepræsentanterne opfølgende spørgsmål. Eksamensformen mimer de åbne pitchrunder, som afholdes i mediebranchen, hvor producenter pitcher deres idéer til mediegiganter som DR, TV 2 og Netflix. På den vis får de studerende erfaring med at præstere under de vilkår allerede i studieårene. 

 

Samfundet

Faget ”Serielle fortællinger: Et maker-lab” er et godt eksempel på, hvordan universitetet kan øge samfundsrelevansen ved at reagere på en efterspørgsel fra mediebranchen og samle de relevante forskere fra universitetets fakulteter og på den vis skabe et undervisningsforløb, som adresserer et branchebehov. Det er en god hjælp også til de studerende. De får simpelthen nemmere ved at skabe et værdifuldt netværk, som de kan udnytte, når de skal søge praktikjobs eller finde første job efter endt uddannelse.

Og så er de studerende allerede dus med Peter, Ann-Alicia, Katrine og Lasse. Det er da lidt mere funky end et blegt 7-tal og et papir fra staten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job