Godt, gratis PR-råd til kopi-Bitz & co.
Helseguruen Christian Bitz har – allieret med det store firma F&H – plagieret keramik, så det står, og har lige siden, han blev dømt for det, prøvet at løbe fra ansvaret. Ikke bare én, men flere gange. Nu fremturer firmaet bag produkterne igen.
I gamle dage brugte man på daglig basis begrebet skør i psykiatrien. Egentlig kommer betegnelsen fra keramikkens verden, fra det ældre tyske ord “schör”. Hvis en vase af porcelæn eller tyndt stentøj er skør, betyder det, at den let går i stykker. Den er, som det tyske ord også direkte betyder, skrøbelig.
Hvis en person eller en begivenhed eller en sag i overført betydning er ”skør”, betyder det derfor det samme. Når man i gamle dage kaldte psykiatriske patienter for skøre, var det egentlig ikke nedsættende. Det betød bare, at de let gik i stykker. De var skrøbelige.
Betegnelsen er altså i grunden, når man tænker over det, ikke så forfærdeligt langt fra nutidens betegnelser som for eksempel psykisk sårbar. Men ordet bruges i dag jo også i mere overført betydning.
Nyt kapitel i kopi-keramik-sagaen
Når man nu om stunder kalder en sag, som for eksempel den om Bitz versus Würtz, for ”skør”, handler det mest om, at ens egen kapacitet for rationel tænkning er i fare for at bryde endegyldigt sammen. Når noget ikke længere giver mening, så siger vi, at det er skørt.
”Sikke dog en skør idé”, udbryder man for eksempel spontant, hvis nogen foreslår, at man da bare kan efterabe alle andre i stedet for at få en ny og endnu ikke afprøvet idé selv.
Sagen Bitz versus Würtz har nu fået endnu et kapitel. Og dét kapitel er – i ovenstående betydning af ordet – faktisk helt og aldeles skørt. For efterhånden giver ingenting i den sag mening mere. Især tager man sig som sprog- og presseprofessionel til hovedet.
Er der da slet ingen, som hjælper de stakkels mennesker? Hvorfor har firmaet bag Christian Bitz – det store og i branchen meget kendte firma F&H, der laver køkkenudstyr, service og så videre – ikke nogle dygtige folk til at rådgive sig om PR?
Og hvorfor er Bitz’ navn igen og igen associeret med de pinlige PR-selvmål, der gang på gang scores i fuld offentlighed? Hvorfor skal han slæbes igennem mudderpølen midt i sit eget straffesparksfelt?
Det er og bliver skørt. Skørt som andenrangskeramik. Skørt som noget, der kan få selv den stærkeste hjerne til at slå revner.
Så nu må nogle ansvarlige voksne altså træde til.
Værsgo.
Kopisterne fremturer med “full frontal”
Her er et lille PR-tip til F&H, og derigennem jo egentlig også til Christian Bitz selv. Og det er ganske gratis – jeg ved jo, at I står og mangler penge:
Når man er dømt ved to forskellige retsinstanser og allerede har fået afvist at få den sag, man selv var anklaget i, prøvet for tredje gang, nu ved Højesteret. Sagen, hvor man blev dømt for, med et kæmpefirma i ryggen, at have planket et keramikdesign fra en lille kunstners familiedrevne værksted, og man blev dømt til at betale ham en bare halvvejs rimelig erstatning efter hans årelange kamp for retfærdighed – så skal man altså ikke selv til at lave “modkrav” og blive ved med at påstå, at det er en selv, der er offer. For det er det ikke.
Og hvis man har valgt at samarbejde med en stor keramikkoncern, så skal man selvfølgelig sørge for at få dem standset, hvis de prøver på at gøre den slags i ens navn.
Hvorfor?
Ja, fordi den form for fremturen – som i PR-branchen kaldes ”full frontal” – får hovedpersonen til at fremstå som en decideret arrogant type, der bilder sig ind, at hele den almindelige danske befolkning ikke kan gennemskue en helt banal efterligning, og at den ikke genkender mennesker, der bruger bøllemetoder over for små, sårbare kunstnere.
Og gør man det alligevel, selvom det altså i stort set alles øjne er helt skørt, så ødelægger man de sidste små bitte rester af tillid, som nogen som helst overhovedet måtte have til ens navn og ens ansigt.
Desuden risikerer man, at Ditte Okman laver mere skrigende pinlig radio om én, at man – igen – dukker op i tåkrummende klummer – tag bare denne – og i sygt præcise, desværre, erhvervsanalyser i Berlingske.
Til sidst er hele ens image som ham, der ikke selv kunne noget, men bare kiggede efter sidemanden i skolen, blevet tømret endegyldigt fast – nu dog kombineret med stemplet “dårlig taber”.
Så lad for guds skyld være med det.
Ikke at turde lægge sig fladt ned, når man har tabt, har – op igennem hele den vestlige verdens historie – vist sig at være en rigtig dårlig idé.
På den måde er heller ikke den idé særlig original.
