Den nye historieløse borgerlighed

Populisme er et politisk skældsord.

Det er sådan noget, man siger om folk, man er virkelig uenig med. Og det er i hvert fald ikke noget, nogen nogensinde har påstået om sig selv. ”Vores parti er særligt – og særlig godt – netop derved, at det er et rigtig populistisk parti.” Det har ingen nogensinde sagt.

Populisme kan defineres på i hvert fald to måder. Den ene er den, hvor man hævder, at populisten alene søger efter flest mulige tilhængere. Man søger at komme så bredt ud som muligt. Man går efter den laveste fællesnævner. Man skraber bunden. Noget, der egentlig ikke i sig selv er dårligt – specielt ikke, hvis man er fuldkommen ligeglad med dannelse eller oplysning.

Når det gøres med de rette hensigter og udføres elegant, så behøver det ikke kun at være et forsøg på ligefrem at lefle for pøbelen. Det kan også være et forsøg på at løfte pøbelen. Det gælder for eksempel, hvis populismen er en form for rendyrket folkelighed. Martin Luther er et udmærket eksempel på en sådan populist. Han populariserede kristendommen. Ikke ved at gøre den plat og trække den ned, men ved simpelthen at gøre den tilgængelig. Han gjorde den folkelig – først da den endelig kom på tysk, blev Bibelen hvermandseje.

En af de politikere, der igennem tiderne er blevet krediteret for at gøre dansk politik forståeligt, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Polfoto/Bjørn Marcus Trappaud.

Taktik for populister

En anden, og for de fleste mere nedsættende, definition, er den, at populister går til yderligheder for at få alle med. De forsøger at favne alt og intet, eller rettere både dette og hint, for at få alle med. De roder sig uden videre ud i selvmodsigelser. De gør simpelthen det, der skal til for, at de kan få magten.

Adolf Hitler var populist i den forstand. Når ens parti kaldes Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, så er det et åbenlyst forsøg på at manipulere ved at sammensmede tydeligt uforenelige størrelser. For eksempel har socialisme ikke noget som helst med nationalisme at gøre. Det er ikke for ingenting, at socialisternes slagsang hedder netop Internationale.

Dansk Folkeparti er ikke et nazistisk parti. Og de har mig bekendt aldrig ytret noget ønske om at gasse nogen. Med andre ord er dette ikke et forsøg på at trække nazikortet. Men som jeg ser det, så deler partiet faktisk ideologisk struktur med Hitlers parti – selv om det politiske indhold, som alle ved, er et helt, helt andet. I begge tilfælde vil man nemlig både være højreorienteret og venstreorienteret på én gang. Og så er man, per definition, populistisk.

Eksempel? Når DF rigtig skal samarbejde med nogen i dansk politik, er det ikke Venstre eller De Konservative, de rækker ud mod. Nej. Danmarks indtil videre angiveligt mest højreorienterede parti vil i regering med Socialdemokraterne. Måske kan man bedre se, hvor overraskende det egentlig er, hvis man forestillede sig, at revolutionsromantikerne i Enhedslisten lige pludselig flirtede hedt med bondepartiet Venstre. Populismens desperation turde være åbenlys.

DF vil gerne blæse og have mel i munden samtidig. Dette prøver de på ved at indgå regerings-ægteskab med Socialdemokratiet. Polfoto/Jens Dresling.

Problemet er naturligvis, at det hele ikke både kan være samfundets skyld og individets personlige ansvar – på én gang. Det er selvmodsigende. Og dermed desværre også, for de fleste politisk oplyste mennesker, fuldstændig ideologisk meningsløst.

Nogle iagttagere forklarer miseren med, at det kun er Dansk Folkepartis økonomiske politik, der er venstreorienteret, mens partiets værdipolitik er højreorienteret. Men når man nu ved, at økonomien lovmæssigt enten er årsag til eller resultat af netop værdierne, virker det som et postulat.

De økonomisk yderligtgående politikere

Skuffelsen over det sidste er nøglen til Nye Borgerliges angivelige succes. Dansk Folkepartis populistiske natur efterlader nemlig et hul til et regulært højreorienteret parti, der både er temmelig yderligtgående i økonomipolitisk og værdipolitisk forstand. Liberal Alliance er også meget højreorienteret økonomisk. Men værdipolitisk er man snarere som Venstre, hvilket vil sige moderat klassisk liberalistisk.

Kort sagt, så giver Nye Borgerlige de DF-vælgere, som er egentligt borgerlige og trætte af indvandrernes belastende problemer med at integrere sig, et sted at sætte krydset. Nu kan de afvise udlændinge, uden at de skal gå ind for højere overførselsindkomster samtidig.

Det hul, der er i dansk politik til et regulært højreorienteret parti, udfylder Pernille Vermund med Nye Borgerlige. Polfoto/Rune Aarestrup Pedersen.

Hvilket jo egentlig i sig selv også kan ses som en populistisk selvmodsigelse, al den stund at mange af de indvandrere, som Dansk Folkeparti netop ikke er tilhængere af, jo faktisk bliver støttet indirekte af partiet, fordi en stor del af folk på overførselsindkomst reelt er indvandrere.

For eksempel er hele 84 procent af de ægtepar, hvor begge parter er på kontanthjælp, indvandrere fra ikke-vestlige lande. Så ved at slå hårdt ned på kontanthjælpen og hylde den borgerlige idé om, at enhver så vidt muligt skal forsørge sig selv, ville Dansk Folkeparti faktisk presse indvandrerne hårdt. Men man gør altså det modsatte.

Nye Borgerlige er ufortyndet liberalisme

Når Nye Borgerlige for tiden efter sigende tordner frem i meningsmålingerne, skyldes det formentlig, at flere og flere bliver skeptiske over for indvandrernes problemer med at integrere sig. Og indtil nu har de reelt kun haft ét sted at gå hen – Dansk Folkeparti. De gamle borgerlige partier, og det noget yngre Liberal Alliance, har ikke indvandrere på dagsordenen, i hvert fald ikke på nogen enøjet måde. For selv om de alle mener, at man skal forsørge sig selv og ikke ligge andre til last, så er de ikke per se imod udlændinge.

Liberal Alliance er for eksempel dansk politiks svar på egentlige republikanere og som sådan er de bedøvende ligeglade med både nation, kulturel baggrund og etnicitet. Bare man selv betaler regningen, må markedet regulere, hvem der udgør den danske befolkning. Andre partier følger en streng værdipolitisk linje med rødder i for eksempel kristendommens næstekærlighed.

Og når De Konservative – til mange venstreorienteredes overraskelse – er decideret positive over for FN’s kvoteflygtningeordning, skal forklaringen findes dér.

Nye Borgerlige er, kunne man sige, den rene vare. Hvis man vil have en ufortyndet liberalistisk økonomi og en nationalliberalistisk værdipolitik i renkultur, så er det stedet at være. Og en del af opskriften på successen skal findes i kommunikationen, som – for nu at sige det mildt – er firkantet. Den opstilles konsekvent i punkter, gerne tre. Og de er på én gang simple og kontante.

Et eksempel kunne være ideen om, at alle, der ikke er danske statsborgere, skal klare sig selv økonomisk. Kan de ikke det efter en periode på to år, fra loven indføres, skal de ud af landet. Det er enkelt. Det er til at forstå. Det er håndfast. Ja, faktisk er det lidt af et slogan.

At det så også er komplet unuanceret og noget nær umuligt at gennemføre i praksis, må vi lige tage i plenum senere. Men her og nu så lyder det jo besnærende.

Pernille-effekten

Nye Borgerlige samler sig nærmest alene i fænomenet Pernille Vermund. En stor del af offentligheden aner formentlig slet ikke, hvem Peter Seier Christensen er og forveksler ham givetvis med hans bror, finansmanden Lars. Endnu færre kender til Svend Pedersen, der siden stiftelsen er blevet tiltalt for underslæb og – måske derfor – har trukket sig.

Det er Pernille Vermund, der står i spidsen for partiet Nye Borgerlige. Polfoto/Rune Aarestrup Pedersen.

Pernille Vermund, derimod, er allerede landskendt – og kontroversiel i helt uhørt grad. Da Toga Vinstue havde hende som gæstebartender for nylig, overvejede man – for første gang nogensinde – at indføre sikkerhedsforanstaltninger, fordi reaktionerne på partilederens medvirken skabte voldsomme reaktioner i visse miljøer og på de sociale medier.

Mange ville nok betakke sig for at være i Vermunds sko. Men faktum er, at kontroversielle politiske figurer oftest netop løber med hele opmærksomheden. Vi kender effekten fra både en Mogens Glistrup og fra en Pia Kjærsgaard, men også fra en Uffe Elbæk.

En politiker, der virkelig formår at skille sig ud fra mængden og dermed løbe med hele opmærksomheden, er Uffe Elbæk. Overstående er et billede fra Alternativets sommergruppemøde, der blev holdt på et yogacenter. Polfoto/Cicilie S. Andersen.

Nye Borgerlige er, set med højrefløjsbrillen på, primært et problem for Dansk Folkeparti og for Liberal Alliance. Nye Borgerlige fisker de frustrerede økonomisk liberale fra Dansk Folkeparti, mens de fisker de værdipolitisk frustrerede fra Liberal Alliance.

Er man borgerlig på en mere klassisk – og derfor også mere historisk funderet – måde, vil man hurtigt gennemskue, at skønt der er sammenhæng i det meget enkle budskab i liberalismen, så er der ikke megen dybde. Frugten af den protestantiske tradition i Nordeuropa giver ingen mening uden sine rødder.

Så egentlig bringer Nye Borgerlige en simplificeret borgerlighed til torvs. Den er let at forstå. Den er let at videreformidle. Men den er desværre også usofistikeret.

Hvis man vil have en borgerlighed med klangbund i en hel civilisation og med dannelse, som den er skabt igennem århundreder, må man derfor gå andre steder hen.