Når ung medskabelse er i centrum

Unge er en svær og kræsen målgruppe, når det gælder tv-favoritter. Nogle instruktører kan se mulighederne, hvor andre ser forhindringer, for at engagere ungdommen i deres serier og fortællinger. Et godt eksempel er tv-instruktøren Jonas Risvig, som har skabt ungt tv af og med de unge.
Her ses de fire hovedpersoner i YouTubes tv-serie Centrum, der bygger på de unge som aktive medskabere af manuskript og replikker. Kilde: Foto fra Centrum tv-serien.
Her ses de fire hovedpersoner i YouTubes tv-serie Centrum, der bygger på de unge som aktive medskabere af manuskript og replikker. Kilde: Foto fra Centrum tv-serien.
af Lukas Milton Munk Jackson

Instruktøren Jonas Risvig har against all odds produceret ungdomsserien Centrum, som er blevet et gigantisk hit på YouTube. Hvad er hemmeligheden bag succesen? Hvordan arbejder han sammen med de unge på de unges præmisser? Jeg – Lukas på 15 – har talt med de unge medvirkende bag den succesrige ungdomsserie.  

 

Velkommen til tv-serien Centrum. Første episode kickstarter med kærestesnak og vodka-hindbær. Scenen viser den fantastiske dynamik mellem to af hovedpersonerne, Agnes og Luna, i ungdomsserien Centrum.  

 
Målet med Centrum er ifølge instruktør Jonas Risvig at sætte fokus på de unges eget blik på verden under coronapandemiens nedlukning. Den berører alle de begivenheder, som corona tog fra os, som 9. klassernes sidste skoledag, efterskoleophold og ikke mindste vores elskede danske tradition: studenterkørsel. 
 
Her ses Jonas Risvig, instruktøren bag Centrum. Foto: Kasper Krupsdahl. 
 

Gratis for alle 

Man kan godt lykkes kreativt, selvom man hverken har held eller penge med. Med et budget på nul kroner og lockdown på grund af den globale pandemi har Jonas Risvig produceret en serie med 110.000 visninger per episode. Hvordan lykkes det? 

 

Skuespiller Anemone B. Camphausen, til højre i billedet, spiller Agnes i serien. Hun er glad for, at Jonas Risvig tager de unge alvorligt og lytter til dem. Kilde: Christian Torp, pressefoto til Centrum 2. 

 
Da Jonas Risvig udgav det hele på YouTube, blev det tilgængeligt for alle, kvit og frit. Som den unge medvirkende Anemone B. Camphausen udtrykker det: 
 
 
“Jeg tænkte ikke rigtigt over det med budget, fordi alle var ligesom i samme båd på settet. Det gjaldt jo også for de professionelle lyd- og kameramænd. Jeg tænkte mest på, hvis jeg ikke havde været der, så havde jeg bare været hjemme i coronakarantæne. Så jeg ville hundrede gange hellere være der, og så ikke tjene noget på det, end bare at sidde derhjemme.”

 

De unge seere er med til at skrive manuskriptet 

 
Ikke nok med, at det er gratis at se, så er det unge publikum også selv med til at bestemme historiens gang i Centrum. Seerne kan skrive ind og kommentere historien og bestemme, hvilken retning vores fire hovedpersoner skal gå. Helt konkret skal de unge i serien lige nu tage stilling til, om Agnes skal tilbage på sin efterskole. 
 
 
Her kommer der så en lille hvid boks op på YouTube med spørgsmålet: Kan venindernes adskillelse blive en god ting? Du skal som seer så svare ”ja” eller ”nej” med et enkelt klik. Ud fra flertallets svar går historien så mod adskillelse eller sammenhold. Som den medvirkende skuespiller Anemone B. Camphausen udtrykker det: 
 

“Jonas havde også rigtig meget tiltro til, at hvis der var noget, som vi ikke følte, var noget, unge rigtigt gjorde, måtte vi godt ændre det. Vi måtte ligesom også godt selv forme manuskriptet, i forhold til andre ungdomsserie, hvor man godt kan høre, at det er skrevet af en voksen, der prøver at lyde som et ungt menneske.” 

 

Ikke nok med at der var afstemninger mellem episodernes så var tv-serien også en opgave, som blev delt på Gyldendals online skoleopgaveportal, hvor de unge skulle skrive deres helt egen Centrum-episode. 

 

De medvirkende skriver også replikker og plot 

 

Centrum er ikke blot åben og tæt på de unge seere, men også tæt på de unge medvirkende. De er med til at skabe manuskriptet, rollerne og deres replikker på lige fod med seerne. Produktionen baseres på frivillighed, og instruktør, producere, skuespillere, musikere og kamerafolk arbejder gratis. 

 

Under optagelserne af seriens første sæson byggede konceptet på, at afsnittene blev optaget ugentligt og udgivet kort efter. Jonas Risvigs måde at arbejde på, synes jeg, viser, hvor meget man kan opnå, hvis man virkelig vil. At han ud af det blå stabler en hel serie sammen uden rigtigt at have en sikker plan. Jeg har stor respekt for, at han tør hoppe ud i det og ikke har brug for det sikkerhedsnet, som mange måske vil skulle have. 

 

Medskabelse skaber engagement hos de unge  

 

Den form for medskabelse øger engagementet og sikrer, at flere og flere unge taler sammen om serien.  Som Anemone B. Camphausen udtrykker det: 

“Jonas ser lidt mere de unge som ligeværdige, fordi han sætter sig ind i dem og ikke bare ser dem som et mål, men et middel. At de er målet, gør, at han ligesom bryder igennem den her mur, der ellers blokerer og betyder, at mange ældre personer har svært ved at komme igennem til og i dialog med de unge.” 

 

At de unge spiller så en stor og aktiv rolle, er en unik mulighed, som ikke tilbydes af de internationale tv-serier for unge. Kommer dette til at være den nye fremtid for ungdomsfiktion? Det tror Jonas Risvig på, og han afprøver det med succes.  

 

At inddrage de unge kan have stor betydning for fremtiden for ungdomsfiktion. Der kommer ikke længere serier skrevet af voksne, som tror, de ved, hvad de unger laver, men ungdomsfiktion, som har et realistisk syn på, hvad vi unge rigtigt beskæftiger os med. Fordi det er skrevet af os unge, som rent faktisk gør de ting, og ikke af folk, der tror, de ved, hvad vi laver. Måske er fremtiden, at unge er 100 % i centrum. Altså, at serier er skabt og set udelukkende af unge.  

 

Fakta om Centrum:

Serien skildrer de fire hovedpersoner, Agnes, Maja, Luna og William, og deres teenageliv med masser af kærlighed, seksualitet og drama iblandt de fire venner. De fire hovedpersoner spilles af Silje Havmøller Schmidt (Luna), Martha W. Hart-Hansen (Maja), Anemone B. Camphausen (Agnes) og Erik Schmidt (William.) 

 

De fire skuespillere skaber tilsammen det fantastiske firkløver, som vi følger igennem serien. Udover hovedpersonerne er der også mange andre interessante gæsteskuepillere, fx sangerne Thor Farlov og Artigeardit og komikeren Nikolaj Stokholm. 

 

Centrum har 26 gæsteskuespillere i første sæson alene - og 18,43 procent af Danmarks befolkning har set første afsnit af Centrum. 

 

Jonas Risvig har også instrueret ungdomsserierne Stikker og Flokken, der begge kan ses på DR Ultra. 

 

Se alle afsnit her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job