Er du håndtryg?

Den formelle hilseform, håndtrykket, har haft en defensiv status inden for de seneste 50 år, men fra politisk side er der nu intentioner om at give håndtrykket overhøjhed som det uomgængelige adgangstegn til Danmark. Forsker i hilseformer Gitte Hørning uddyber.
Hvem vil hilse på hvem og hvordan? Håndtrykket er genstand for en politisk sag, der vader rundt i ritualer, kulturkampe, magtkampe og almindelig præcedens.
Hvem vil hilse på hvem og hvordan? Håndtrykket er genstand for en politisk sag, der vader rundt i ritualer, kulturkampe, magtkampe og almindelig præcedens.
Regeringens udspil til en ny indfødsretsaftale rummer diverse skærpede holdninger, men det er en rituel tilføjelse, der får mest opmærksomhed: Hvis man skal have dansk statsborgerskab, kræver det fremover, at man giver hånd til borgmesteren i forbindelse med en ceremoni i ens kommende bopælskommune.
 
Det er Dansk Folkeparti og Konservative, som har født ideen, men de regner med opbakning til implementeringen fra de øvrige regeringspartier og Socialdemokratiet. Ifølge udlændingeordfører Martin Henriksen var det Dansk Folkepartis intention at få skrevet selve håndtrykket ind i aftaleteksten, men der kunne kun opnås enighed om den formulering, at potentielle ansøgere skal optræde respektfuldt.
 
For DF er det dermed underforstået, at man giver hånd til den borgmester, som forestår ceremonien, hvorunder ansøgeren yderligere skal skrive under på at ville respektere grundlæggende danske værdier.
 
Håndtryksdiskussionen er i virkeligheden en armlægning mellem to af de store symbolhyldende partier, Konservative og Dansk Folkeparti.
 
Respekt er ikke en entydig størrelse
At respektfuld optræden pr. definition skulle være lig med at give hånd er naturligvis et mere end springende punkt.
 

Når statsledere leger med håndtryk.

 

Inden for islam har man den opfattelse, at forbuddet mod fysisk berøring mellem personer af modsat køn tværtimod udspringer af respekt for disses blufærdighed. Ingen har ret til at berøre dem ud over deres nære familiemedlemmer.
 
At et delmål for blå bloks lovgivning er at udgrænse muslimer, er evident, men så længe man undlader at kalde en spade for en spade, undgår man at ryge i karambolage med den ukrænkelige religionsfrihed. At man går efter religiøst betydningsbærende fænomener som påbuddet om at bære burka og forbuddet mod håndtryk mellem kønnene, indrømmer man derfor ikke. Nej, man anvender eufemismer som maskeringsforbud og respektfuld optræden, men opnår alligevel den ønskede effekt: at besværliggøre tilværelsen i Danmark for muslimer.
 
Håndtrykket er ikke en specielt dansk udtryksform, men en international høflighedsgestus. Derfor kunne det teoretisk set godt have udviklet sig til en ’grundlæggende dansk værdi’, hvilket dog modsiges af udviklingen i omgangsformer i nyere tid, hvor håndtrykket langt fra har indtaget en ukrænkelig monopolstatus.
 

Vi danskere har det med at tro, at alle eksisterende kulturudtryk er vores opfindelse. Klaphatten er dog vist.

 

Håndtrykket i historisk belysning
Tilbage i oldtiden mødte man hinanden ved at række hånden frem, samtidig med at man gjorde en imødekommende bevægelse med hovedet; dette for at vise, at man kom ubevæbnet og var åben over for modparten. Håndslaget, hvor næve møder næve, er en gestus, der kendes fra Jydske Lov (1241). Med håndslaget afsluttedes en handel, besegledes en kontrakt, blev et væddemål indgået.
 

Tidlige håndtegn.

 

Man kunne også med håndslag bekræfte en alliance såsom ægteskabet, jævnfør bryllupsritualets: ”Så giv hinanden hånd derpå!” Med Jydske Lov blev det første gang stadfæstet, at et ægteskab kun var gyldigt, hvis kvinden gav sit samtykke, hvilket hun symbolsk viste ved at give sin hånd. Dermed havde kvinderne fået lovhjemmel til at protestere mod den gamle skik, at ægteskabet var en aftalt sag mellem slægter.
 

Kvinden giver eftertrykkeligt ægteskabssamtykke.

 

Både håndslaget til besegling af aftaler og håndtrykket som hilsen er fælleseuropæisk gestik. Håndtrykket kombineret med den verbale hilsen ’goddag’ blev først almindelig i Danmark i midten af 1800-tallet og holdt herefter skansen som den mest udbredte hilsen i hundrede år. Ordene goddag og farvel udtrykker ikke afslappet intimitet, men et vist mål af formel distance, idet de i kort form betyder: ’Jeg ønsker dig en god dag!’ og ’Far vel på rejsen!’
 
Håndtrykket var kun en hilsen mellem ligemænd. Bonden og herremanden hilste på hinanden ved, at bonden strøg huen af hovedet, hvorefter han modtog et nådigt nik fra herremanden. Set i det lys bliver borgmesterens håndtryk med fremtidige ansøgere til dansk statsborgerskab en slags gunstbevisning: Dette håndtryk symboliserer, at du nu er ligeværdig med mig i henseende til statsborgerskab.
 
Håndtrykket som magtdemonstration
I forlængelse af ovenstående om håndtrykket som en symmetrisk hilsen mellem jævnbyrdige foretages hermed en ekskurs, inden den danske historiske udvikling videreføres. Blandt internationale politikere kan man iagttage en variant af håndtrykket, som rykker ved grundvilkåret om lighed mellem parterne. Vi har ofte set to politikere langvarigt ryste hinandens hænder til ære for pressefotograferne.
 

Trump og Macron trykker hænder til ære for pressefotograferne.

 

Men ud over det gensidige greb om højrehænderne, rækker den ene ofte med sin venstre hånd ud efter den andens højre albue, som han giver et imødekommende, men også lettere patroniserende klap. Præsident Obama var storforbruger af denne gestik, der var et selvbevidst udtryk for hans politiske status som alfahan på verdensplan.
 
 

Obama classic. Power og omsorg samlet i venstre hånds gestus.
 
 
Præsident Trumps promovering af sig selv som magtfuld er mindre sofistikeret. Han kalder diverse verdensledere ved fornavn, og som et surt børnehavebarn nægter han at give hånd til Angela, som han ikke kan lide.
 
Mor Merkel ryster overbærende på hovedet af lille-Trumps håndvægring. 
 
Over for Shinzo demonstrerer han power i form af et 19 sekunder langt greb, der udvikler sig som rebtrækning ved Fagenes Fest. Den lille vævre Emmanuel spiller han pjanket op til, men det er ikke desto mindre ham, der bedst giver Donald kamp til stregen – vist i form af tydelige trykmærker, da Emmanuel omsider bestemmer, at et knogleknuser-håndtryk er slut.
 
Det overdrevne, vedholdende, klaustrofobiske og intimiderende Trump-tryk.

 

Endelig er der EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, der ifølge tabloidaviserne drikker cognac ved morgenbordet, og som optræder i stigende grad overrislet i dagens løb. Han er gået viralt med diverse videoer, hvor han f.eks. lader håndtrykket til europæiske ledere afløse af humoristisk bitch-slapping i deres ansigter, som var de en samling uregerlige teenagere, der skal kaldes til ro. Der er dermed for alvor gået svang i det stive håndtryk.
 
EU-formand Juncker går til yderligheder i sine hilseformer.
 
Hej og kram som hilseformer
Mens goddag og farvel er rituelle hilsener, der afspejler det borgerlige danske samfund anno dazumal, er den internationale hilsen ’hej’ udtryk for fleksibel modernitet. Den Store Danske anfører, at hej har været undervejs siden 1930’erne efter engelsk og svensk mønster, men ungdomsoprøret i 1960’erne blev den fødselshjælper, der gav hej gennemslagskraft til at blive den altdominerende uformelle danske hilsen.
 
Ungdomsoprørerne betragtede de gamle høflighedsformer som opstyltede og falske, derfor var nedbrydningen af dem en forudsætning for, at mennesker ville kunne møde hinanden som autentiske, frie individer, hvor alle var ligemænd.
 
Det forekommer, at hej ledsages af et vagt markeret vink med armen, men som udgangspunkt er der ikke nogen interaktion mellem kroppene, når to personer hilser med et hej. Kropskontakt for alle pengene blev der til gengæld tale om, da danskerne fra og med 1970’erne tog det folkelige kram til sig som hilseform. Krammets efterfølgende overdominans deler vandene og kaster stærke pro et contra-holdninger af sig.
 

Fortrydelseskrammet er mere radikalt end andre kram.

 

Dansk Håndtryksforening
Forlæggeren Niels Nørgaards antipati mod krammet fik ham til at gå aktivt i brechen for den hilseform, der havde været gængs, indtil den borgerlige dannelse gradvist blev sat ud af kraft. Som modvægt til opløsningen stiftede Nørgaard i 1998 Dansk Håndtryksforening.
 
Han havde børn i skolealderen, og det generede ham, at når man en enkelt gang havde hilst på nogen til et forældremøde, så mødte de én med et kram til det næste møde. I et podcastet 2013-interview fra AK 24syv siger han: ”Det var en intimitetsbarriere, der blev overskredet. Jeg kendte ikke de mennesker, og det fik mig til at tænke over, at hvis man bruger krammet for tidligt, så mister det sin betydning som en særlig hilsen, der ligger et andet sted i hilsehierarkiet end håndtrykket. Og hvad skal man så gøre, når man bliver rigtig tætte? Slikke hinanden i øret?”
 

Hånd eller kram? Opskriften på akavet.

 

 
Pænt goddag
Formuleringen ’pænt goddag’ fik første gang udbredelse i 1970’erne via børneudsendelsen Kaj og Andrea, men dens oprindelse rækker længere tilbage. Sig nu pænt goddag er titlen på forlæggeren Godfred Hartmanns erindringer, der omhandler hans opvækst i 1920'ernes københavnske borgerskab.
 
Hvis han og hans mor på en spadseretur mødte en bekendt, skulle drengen hilse pænt og bukke, men kun deltage i samtalen, hvis han blev spurgt om noget. Svarede han så ikke tilstrækkelig opvakt, telegraferede moderen sit mishag til ham ved at klemme hans hånd. Hermed et lille glimt af implementeringen af borgerlig dannelse.
 
I de oprørske 1960'ere blev fri personlig udfoldelse målet, mens formel høflighed betragtedes som en spændetrøje, man skulle befri sig for. Barnet misforstod bevidst det tidligere forældredogme ”Kan du sige pænt goddag?”, idet det vittigt svarede: ”Pænt goddag”. Måske influeret af den kække papegøje Andrea, hvis standardhilsen det blev. Hermed et lille glimt af distanceringen fra borgerlig dannelse.
 
"Pænt goddag" var Fjernsyn for dig med Povl Kjøller og de (af og til) normbrydende hånddukker Kaj og Andrea.
 
I hvilken funktion bruges udtrykket nu, hvor det har fået en kraftig revival? Jeg tror ikke, at nutidens sprogbrugere er bevidste om den dobbelte kulturelle kontekst; min fornemmelse er, at pænt goddag bruges distancerende i forhold til håndtrykket som hilseform. Dette opleves af nogle som konventionelt og stift, samtidig med at de alligevel ikke helt kan frigøre sig fra det. Trods deres håndskyhed stikker de altså hånden frem, alt imens de selvironisk forsøger at tage luften ud af gestikken ved at garnere deres goddag med et ’pænt’.
 
Det genfundne håndtryk
Det var 1960’ernes tvangfrihed, der bragte den borgerlige dannelses formelle omgangsformer til fald. Siden har vi levet med et hilseformernes anarki, der på skift har været forfriskende og pinligt, og dette har provokeret visse unge til på eget initiativ at søge nogle sociale færdselsregler. Under deres søgen har de måske genopdaget den gamle hilseform håndtrykket.
 
Men da håndtrykket ikke er indpodet i disse unge som en tvangspræget handling, der udløses pr. automatik, så tages det kun i anvendelse, når de rent faktisk ønsker at vise respekt over for nogen. Der ligger altså et mere bevidst tilvalg bag den selektive brug af håndtrykket nu, end der gjorde i gamle dage.
 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job