K-branche håber på stabil regering

Efter en lang valgoptakt, håber brancheforening på snarlig afklaring af ny regering, som meget gerne må have et sikkert mandat. Derudover skal politikerne blande sig udenom løndannelsen i det offentlige, lyder det fra K-forbund.
En stabil regering, som ikke forringer blandt andre kommunikationsuddannelserne, står højt på ønskelisten hos henholdsvis brancheforeningen Kreakom og forbundet Kommunikation og Sprog. Foto: Christian Høyer
En stabil regering, som ikke forringer blandt andre kommunikationsuddannelserne, står højt på ønskelisten hos henholdsvis brancheforeningen Kreakom og forbundet Kommunikation og Sprog. Foto: Christian Høyer
Selvom valgresultatet så småt ligger fast, med forbehold for fintællinger rundt om i landet, kan dannelsen af en ny regering trække ud, vurderer flere af avisernes lederskribenter.
 
Det scenarie skal helst ikke blive en realitet, hvis man spørger Charlie Stjerneklar, adm. direktør for Kreativitet og Kommunikation (Kreakom), der er brancheorganisationen for reklame- og kommunikationsbranchen.
 
”For os handler det om at få stabilitet i det politiske spil. Det har været vanskeligt, både med medieforhandlingerne og den generelle lovgivning, når det politiske Danmark stort set har været gået i stå siden forsommeren,” siger han.
 
Som brancheforening kæmper Kreakom blandt andet for den såkaldt ”kommercielle ytringsfrihed”, der vil gøre spilreklamer lovlige og hindre eventuelle forbud mod reklamer for klimabelastende industrier såsom flybranchen.
 

Politikere skal være enige om regulering

 
Alligevel hepper Charlie Stjerneklar ikke på et bestemt politisk udfald af regeringsdannelsen.
 
”Om det bliver en overvejende rød, blå, grøn eller lilla regering, er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at vi får en stabil politisk situation, så vi ikke risikerer at skulle til valg igen om nogle måneder,” siger han og tilføjer:
 
”Når man ved, hvilken regulering der kommer, kan man som regel arbejde med det. Men har vi om to måneder et blåt flertal, der vil den anden vej, så bliver det svært for vores medlemmer at arbejde med og rådgive deres kunder om. Det er min største bekymring.”
 
I valgkampen har antallet af kommunikatører og lønforholdene i det offentlige været varme valgemner for Socialdemokratiet, som blev valgets store vinder.
 
I forbundet Kommunikation og Sprog håber man på, at en kommende regering undlader at blande sig i arbejdsmarkedsforholdene for blandt andre kommunikatører i den offentlige sektor.
 
”Man kan sige meget positivt om at løfte lønnen i det offentlige, men det er problematisk, når man peger på specifikke faggrupper, for det kan få problematiske følger for arbejdsmarkedets parter, siger Cathrine Holm-Nielsen, forperson for fagforbundet Kommunikation og Sprog.
 

Drop korstog mod uddannelsessnobberi
 

Hun hæfter sig ved, at en lønstrukturkomité er sat i søen, så politikerne afventer resultaterne af den.
 
Uddannelsesområdet er også et område, som Kommunikation og Sprog fortsat kommer til at forsøge at påvirke. Det kan nemlig, med Cathrine Holm-Nielsens øjne, være i fare for forringelser.
 
”Hvad end vi fik en rød eller blå regering, risikerer vi at få dårligere uddannelser. Alle de store partier er for udflytninger af uddannelser, forkortelser af kandidatuddannelsen og af dagpengeperioden for nyuddannede,” siger hun og fortsætter:
 
”Vi bliver ved med at sige, at viden er det vigtigste råstof i Danmark. Så på det punkt er jeg fortsat bekymret.”
 
”Valgets dronning” Mette Frederiksen, har desuden udvist en bekymrende indstilling til kommunikatører, mener Cathrine Holm-Nielsen

”Mette Frederiksen har haft et korstog mod uddannelsessnobberi. Vi er enige i, at vi skal arbejde for, at flere kommer ind på velfærdsuddannelser. Men vi håber på, at der bliver arbejdet videre med de høje klimambitioner," siger hun og tilføjer:
 
"I den forbindelse er det ikke kun STEM-uddannelserne, der er vigtige. Kommunikatører er med til at drive den grønne omstilling ved at rykke adfærd med modtagernære budskaber."  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også