Dig mod naturen – i din stue

En af de indlysende fordele som et globalt produktions- og distributionsselskab som Netflix kan bryste sig af, er musklerne og råderummet til at overtage produktioner, som andre netværk og kanaler enten har overset eller sløjfet. Det skete fx med AMC’s The Killing (2011-2014), som fik sin sidste sæson på Netflix, og Lucifer (2016-), som tilsvarende blev reddet på målstregen sidste år.

Streamingtjenesten har allerede gjort det et væld af gange, men resultaterne har været varierende og ikke umiddelbart en indlysende gevinst. Hvad der muligvis er mere interessant og gunstigt for seerne, er imidlertid Netflix’ håndtering af gamle brands og streamingkæmpens vedvarende lyst til at foretage indholdseksperimenter.

Seneste skud på dén morskabsstamme er You vs. Wild (da. Dig mod naturen); en interaktiv serie, som netop er blevet lanceret på Netflix. Gamle Discovery-seere vil allerede nu vide, hvad der er tale om – nemlig badass-spejder-soldaten Bear Grylls i nye og digitale klæder.

Til de af læserne, som ikke umiddelbart kan placere manden: Hr. Bjørn er noget nær en ener i survival-education-genren. Fra 2006 til 2011 skabte han på Discovery en mageløs produktion, Man vs. Wild; en serie, som systematisk udsatte ham for tusinde rædselsfulde udfordringer.

Hvert afsnit startede med konturerne af et øde beliggende og farligt naturområde og de overordnede og konkrete opgaver, han skulle gennemføre. Så blev han kastet ned i en ørken og skulle finde ud, så blev han skubbet ud af et fly og landede på en øde ø og så videre i en lang uendelighed.

Konceptet var ikke kun holdbart, det var suverænt tænkt og udsøgt eksekveret. Grylls lukrerede på sin erfaring som soldat, spejder, overlever og eventyrer og demonstrerede i hvert enkelt afsnit, hvad man skulle gøre i et utal af modbydelige situationer.

Under dén slags forhold skulle man drikke sit eget tis, under andre skulle man bygge en hule i sneen og spise et frossent kadaver and what not. Det var drønspændende fjernsyn, men det helt store trækplaster var altid det samme, nemlig at være vidne til mandens lidelser og ualmindeligt kåde evne til bare at ordne alle problemerne.

Netop derfor affødte det også en mindre kontrovers, da en medarbejder afslørede, at hovedpersonen fra tid til anden overnattede på hoteller – og ikke hver eneste nat ude i junglen/ørkenen/regnskoven. Sådan en luksussnydepels.

Fra mand til man – spiller du Netflix?

Alt dette sluttede i 2012, da Discovery og Grylls for i kontrakt-totterne på hinanden, og siden da har den stået på tusinde relaterede spinoffs på andre netværk, herunder komiske celebrity-overlevelsesture og sleazy realityshows. Med dén indlysende potente indholdsbagage var det også derfor oplagt for Netflix at tage arbejdshandskerne på med Grylls. Det sjove er dog, for så vidt man overhovedet synes, at den slags er sjovt, ikke blot samarbejdet, men den nye produktions interaktive struktur.

I det senere spinoff Running Wild with Bear Grylls skulle kendte mennesker sammen med Bear overleve i samme absurde situationer. Blandt andre Barack Obama var med en tur til en gletsjer i Alaska – men trak dog grænsen ved at skulle drikke sin egen urin for at få væske. Foto: NBC/RitzauScanpix.

Ligesom i Black Mirror-afsnittet Bandersnatch, som jo også er undfanget i Netflix’ frodige muld, så taler vi om en interaktiv fortælling. Vi starter løjerne, og så toner Bear Grylls ellers frem i pragtfuld og farverig 4K-kvalitet. Seerne præsenteres for en ”mission”, en konkret opgave, som skal løses.

I første episode handler det om en kvindelig læge, som er blevet væk i den farlige jungle; med sig havde hun medicin, og nu kan den stakkels landsby derinde i det grønne helvede ikke få de nødvendige stoffer. Det bliver vildt farligt og sikke nogle floder, der skal krydses – der smøres tykt på, men det gøres med en enfoldig charme og Bear Grylls’ sædvanligt smittende energi.

Det er lige her, at serien bliver til et spil, for hele pointen er jo, at man hver gang, den potente spejder står over for en given udfordring, skal foretage et binært valg: Skal vi have klatrekrogen eller slangebøssen med? Skal vi hoppe ud fra et fly eller fires ned fra en helikopter? Skal vi følge vandet eller gå direkte gennem junglen? Hver gang et valg stilles op, får vi øjeblikkeligt fordele og ulemper præsenteret og får så ellers lov til at styre manden.

Det er næsten synd, at Netflix ikke har overvågningsmulighederne (syv, ni, tretten), for de ville få ualmindeligt mange morsomme data tilbage i systemet, når først de har indexeret de millioner af seere, som lige i dette sekund givetvis diskuterer, om Grylls bør gå til højre eller venstre.

Endnu mere interessant er det, at det her tv-spil umiskendeligt, mere end noget andet, føles som et groft stiliseret computerspil, for selvom spilmekanikken stadigvæk er bygget på oldschool og analog Sværd og trolddom-fremgangsmåde, så kommer følelsen af at være i et computerspil fx fra grafikken, som fører seeren ud gennem tredimensionelle landskabsskildringer (tænk Game of Thrones-indledningen), og de forskelligartede missioner, der er som taget ud af fx Far Cry, hvoraf nogle endda har karakter af mikrokampagner med to narrativt forbundne missioner.

Find dit, red dut, gør dat – ikke synderligt originalt, men udført med en sært smittende oplevelsesglæde. Mekanikken anvendes simpelthen påfaldende anderledes end i Bandersnatch, hvor valgene helt konkret blev oplevet som valg i en fiktionsfortælling; her opleves valgene (måske grundet den simple, men effektive ”Hvad vil du gøre?”-retorik) som afgørende og personlige.

Det store spørgsmål må her være, hvorfor det overhovedet er sjovt. For man inddrages ikke som følge af narrativ troværdighed (der er skuespillere med her, som fx sløvt karikerede spiller fortabte læger), produktionen virker ofte forbavsende fake, og så agerer Bear Grylls selv pudsigt og fremstår mere som en glad rollespilsdyrker end en professionel eventyrer.

Der er flere besnærende aspekter på spil i You vs. Wild, for udover det indlysende lækre produktionsdesign, den knivskarpe og indbydende billedside og den maleriske levende ånd, som hvert afsnit byder på, så stjæler seriespillet faktisk hele ens opmærksomhed, særligt hvis man nyder den som familie. Dét er den absolut største styrke ved produktionen, dens evne til at trække fællesskabet konkret ind i handlerummet ved, at man instinktivt diskuterer, hvad der nu bedst giver mening.

Det er næsten synd, at Netflix ikke har overvågningsmulighederne (syv, ni, tretten), for de ville få ualmindeligt mange morsomme data tilbage i systemet, når først de har indexeret de millioner af seere, som lige i dette sekund givetvis diskuterer, om Grylls bør gå til højre eller venstre. Det er måske også derfor, at så mange anmeldere verden over både er forvirrede og sure, for produktionen synes at være skabt til et kollektiv rum – ikke enkeltstående og kritisk tvære seere.

Det store spørgsmål må her være, hvorfor det overhovedet er sjovt. For man inddrages ikke som følge af narrativ troværdighed (der er skuespillere med her, som fx sløvt karikerede spiller fortabte læger), produktionen virker ofte forbavsende fake, og så agerer Bear Grylls selv pudsigt og fremstår mere som en glad rollespilsdyrker end en professionel eventyrer.

Men det virker alligevel, og det giver ingen mening, men uforberedt skriger man i fællesskab op, fordi det smørrede smil på Grylls aldrende ansigt pludselig afløses af desperate fald eller tilsvarende farlige genvordigheder; ting, som man vel at mærke selv har været skyld i. Så bare rolig: Der er med andre ord rigeligt med mulighed for at faile, men altså ikke noget med at gøre det af med hovedpersonen (dét prøvede The Guardians anmelder forgæves på, da serien lanceredes).

Et brud med den traditionelle oplevelsesmur

Hvad er det her så overhovedet for en størrelse? Er det gamification? Ikke på den traurige måde, som da Netflix fx tidligere eksperimenterede med gamification-principper til børn; et forsøg, som i bund og grund blot tilbød bedriftsikoner (”patches”) for at se en given produktion.

I You vs. Wild taler vi trods alt, nøjagtigt ligesom i Bandersnatch, om konkrete valgmuligheder og derfor gaming-elementer, som indgår i selve produktionen, og altså ikke gaming-elementer, som udefra skal øge passiv indoptagelse af X antal timers skærmtid.

Alligevel er vi i gamification-land, ene og alene fordi gamification blot er det at anvende spilprincipper og tænkning i et andet oplevelseslandskab – og nå ja, også fordi valgmulighederne i produktionerne antageligvis har et sekundært formål, nemlig at fastholde Netflix-seernes opmærksomhed (fordi vi alle sammen som bekendt sidder og glor i vores mobiler, mens serierne kører).

Kommer det rent faktisk til at virke? Noget kunne godt tyde på det, for allerede nu har vi gennem Netflix’ to forskelligartede interaktive fortællinger oplevet en betydelig emotionel spændvidde; noget, som indikerer, at der er heftige ting i vente.

Nok er You vs. Wild både klodset og simpelt, og man venter i, hvad der føles som, tusinde år på at kunne vælge, men hvis der skrues op for hastigheden, og de fremtidige produktioner tilrettelægges med respekt for de individuelle seersegmenters respektive kundskaber og reaktionstider, så kommer formatet her til at sparke gennem den traditionelle oplevelsesmur.

Seerudbyttet ved lige netop disse specifikke gamification-principper tyder på at være betydelige, så det giver glimrende mening, at andre globale aktører også langsomt kommer på banen.

Senest har YouTube (og altså dermed Google) planlagt at gå Netflix i bedene på lige netop denne teknisk set ganske krævende front, så jungletrommerne lyder klart og tydeligt gennem den tætte urskovsbevoksning af tværgående medier og underholdningsformer: De interaktive fortællinger bliver et tværnationalt satsområde for digitale content creators i tv- og filmbranchen.

Hvad vil du gøre ved det?

A) Åbne sindet for det nye landskab?

B) Lukke af for det hele og gå ind i din hule?

Valget er dit. Hedder det sig.