Folkemødet får “inspirerende frontfigur” fra MS

Peter Christiansen er Folkemødets nye direktør. Han kommer med mange års erfaring inden for civilsamfundet – senest som national direktør for Mellemfolkeligt Samvirke. "Folkemødet får en meget inspirerende frontfigur," siger Folkemødets formand, Vibe Klarup.
Peter Christiansen tiltræder som direktør for Folkemødet 1. februar. Han kommer fra en stilling som national direktør i Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Foto: Pressefoto
Peter Christiansen tiltræder som direktør for Folkemødet 1. februar. Han kommer fra en stilling som national direktør i Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Foto: Pressefoto
af Mikkel Skov Petersen
“Det lykkedes mig at spilde både vand og kaffe til jobsamtalen - men efter nogle gode og spændende samtaler om Bornholm, demokrati, folkelig deltagelse, nye partnerskaber, internationalt udsyn, har jeg fået tilbudt og takket ja til at blive leder af Folkemødet,” skriver Folkemødets nye direktør, Peter Christiansen, i et opslag på LinkedIn.
 
I en meddelelse på Foreningen Folkemødets hjemmeside udtaler han om jobbet:
 
”Demokratiet er vigtigere nu end nogensinde før – vi skal både passe på det, udvikle det og bringe det i spil i Danmark og ude i verden. Folkemødet er efter min mening noget af det vigtigste i kampen for demokratiet og det glæder jeg mig virkelig meget til at være del af – samtidig glæder jeg mig til at bruge endnu mere tid på Bornholm, som jeg elsker at besøge”.
 
 
Vibe Klarup, der er formand for Foreningen Folkemødet, giver Peter Christiansen følgende skudsmål med på vejen:
 
”Peter er kendt i vide kredse for sin visionære kraft og sin store evne til at samle mange forskellige aktører om fælles mål. Folkemødet får en meget inspirerende frontfigur, som kan fortsætte udviklingen af Folkemødet og bidrage til at styrke vores demokratiske samtale og fælles handlekraft. Vi glæder os i bestyrelsen meget til at arbejde sammen med Peter.”
 
Peter Christiansen kommer fra en stilling som national direktør for Mellemfolkeligt Samvirke og har blandt andet tidligere været udstationeret i Tanzania i 3,5 år og i Jordan i 2,5 år.
 
Peter Christiansen tiltræder som direktør den 1. februar. Han er uddannet MA i oplevelsesledelse og MA i Education Management.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job