Ledelse er jo kommunikation

Ved hjælp af få greb ned i værktøjskassen med kommunikationsredskaber er ledere langt bedre hjulpet, når de skal leve op til deres daglige ledelsesansvar og løse de daglige ledelsesopgave. Det er hovedbudskabet i vores nye bog Kommunikér dig stærk – en guide til din ledelseskommunikation. Og vi ved, hvad vi taler om. I vores tid som ledere har vi erfaret, hvad det kan betyde lige at tænke sig om, inden der kommunikeres ledelse.
Jette Skrædderdal og Kristine Klæbel har skrevet bogen "kommunikér dig stærk" om god ledelseskommunikation. Illustration: Getty Images
Jette Skrædderdal og Kristine Klæbel har skrevet bogen "kommunikér dig stærk" om god ledelseskommunikation. Illustration: Getty Images

Kristine: "Vil du være leder, må du overveje din påklædning". Så kort og kontant blev det sagt, da jeg som ganske ung stod over for mit første lederjob. Jeg husker, jeg blev lidt vred. Ingen skulle bestemme, hvilket tøj jeg skulle gå i. I dag takker jeg dog for den lille opsang. For som leder skal du tænke over, hvad du kommunikerer med kroppen. 

Jette: Jeg er noget optaget af, hvordan jeg bliver bedre til at uddelegere. Hvordan får jeg kommunikeret klart og tydeligt ud, hvad det er for et fælles produkt, vi skal nå frem til? Alt for ofte sidder jeg alene med opgaven, og den tid går fra min rolle som leder – ja, den tid, hvor jeg skal være en god leder.

Tilbage i 2019 skrev vi en masterafhandling om ledertaler, og det blev på alle måder startskuddet til bogen. 

Kristine: I første omgang skulle bogen udelukkende handle om taler – den gode ledertale. Afhandlingens interviewpersoner var kommet med mange input, men vi havde behov for flere. Vi gik derfor ud og spurgte en række ledere i både den private som offentlige sektor: Hvad skal der til, hvis du skal holde en god ledertaler og være tryg i det?

De tilbagemeldinger, vi fik, handlede selvfølgelig om hjælp til taler, men de handlede også om hjælp til at kommunikere ledelse i forhold til en række andre daglige ledelsesopgaver. Hjælp til kommunikation ved en delegering, forandring eller den svære samtale fyldte nemlig en hel del hos de adspurgte ledere. 

Jette: Det blev vi selvfølgelig nødt til at lytte til, og derfor tog bogens indhold en drejning. Med bare tre refleksionsspørgsmål forsøger vi at hjælpe med til at styrke ledernes kommunikation – og det er i forhold til flere forskellige daglige ledelsesopgaver.

 


I bogen finder du også historier og refleksioner fra hverdgaen som leder.

Vi kommunikerer hele tiden – også som ledere

Kommunikation fylder – også i ledelse. Vi er for alvor trådt ind i en kommunikativ tidsalder, og som leder kommunikeres via mails, deltagelse i møder, samtaler, delegering, netværk, taler og opslag på de sociale medier. Det betyder, at ledere skal være langt mere opmærksomme på deres kommunikation: Hvordan og til hvem kommunikeres der; hvordan fornyes kommunikationen, og hvordan er jeg som leder særligt på vagt i forhold til den kommunikation, jeg møder?

Kristine: Jeg kan se en klar udvikling i mit eget lederskab. Jeg ved ikke, om jeg kommunikerer mere som leder i dag end for 10-15 år siden, men jeg kommunikerer langt bredere og i flere forskellige former. Alene det forhold, at jeg som leder i dag skal forholde mig til og være aktive på de sociale medier, har på alle måder åbnet op for et fokus på min ledelseskommunikation. Jeg bliver derfor nødt til at være stærk ud i disciplinen.

Og netop det her med at være stærk i disciplinen kommunikation og lære, hvilke mekanismer som er på spil, har ikke traditionelt set stået så højt på ledelsesskemaet. 

Jette: Det er sjældent, vi ser ledere sendt på kommunikationskursus. Det er, som om det antages, at den disciplin ligger lige til højrebenet fra den dag, en leder indtager chefstolen. Men det er langt fra tilfældet. At kommunikere og kommunikere rigtigt er en svær størrelse – også for ledere. 

Og det er ingen hemmelighed, at vi har mødt mange ledere, som da også har været noget usikre på deres kommunikation. En af vores interviewpersoner er altid i tvivl om sin evne til at kommunikere, for det er, som om alt, hvad han kommunikerer ud, er til forhandling.


Jette Skrædderdal er kommunikationsansvarlig leder i Region Midtjylland. Kristine Klæbel er Direktør for By, Kultur, Miljø og Beskæftigelse i Albertslund kommune. De har begge to en master i kommunikation fra Roskilde Universitet.

Tre refleksionsspørgsmål er nok

Ja, det er svært at kommunikere, og mon ikke vi alle indimellem har det som Peter Plys: Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud. Men selvom det er svært og måske fremmede, så er det bestemt ikke raketvidenskab, der skal til, hvis kommunikationen skal forbedres bare en smule. Det gælder også for ledere.

Kristine: Det er med kommunikation som med de øvrige arbejdsopgaver, vi løser. Der skal reflekteres lidt over den. Heldigvis har de fleste hørt om formål, målgruppe og kontekst før, men måske ikke tænkt dybere over, at det er meget vigtige spørgsmål, når de rette budskaber skal ud.

Jette: Ja, og så er det måske indimellem nemmere bare at kommunikere, som vi plejer. For begynder vi først at reflektere over kommunikationen, så kan vi risikere, at kommunikationen skal se noget anderledes ud, og den udfordring skal vi ligesom være klar til at gribe.

Formålet med kommunikationen er afgørende for bl.a. formen af kommunikationen. Skal der informeres om nye tiltag i kantinen, kan mailen tages i brug. Skal kommunikationen være med til at ændre adfærd på arbejdspladsen, skal dialogen overvejes.

Målgruppen for kommunikationen er afgørende for eksempelvis kommunikationens sprogbrug og, ja, igen formen for kommunikationen. Forskellige målgrupper har forskellige sprog og orienterer sig derfor naturligt nok også i forskellige medier. 

Konteksten eller den konkrete situation for kommunikationen er afgørende for, om der overhovedet kan og skal kommunikeres. Og konteksten handler ikke blot om, hvilke fysiske rammer kommunikationen befinder sig i. Det handler også i høj grad om kultur. 

Jette: Der skal hyles som de ulve, man er iblandt. Er der derfor kutyme for et bestemt ordvalg på arbejdspladsen, så skal det anvendes. Er påklædning en del af kulturen, så er det vigtigt at huske på, inden klædeskabet overhovedet åbnes.

 

Noget for enhver leder

Bogen Kommunikér dig stærk – en guide til din ledelseskommunikation rummer noget for enhver leder, der har brug for lidt hjælp til sin kommunikation.

Kristine: Hovedsageligt inden for tre opgaveområder finder de fleste leder det lidt svært med at finde den rette kommunikation. Det er, når der skal delegeres opgaver, kommunikeres forandring, og når de står over for en svær samtale. Og det er selvfølgelig, fordi der er rigtigt meget på spil her, og der er andre mennesker involveret.

Vi har dog gennem hele arbejdet med at skrive og diskutere bogen været meget bevidste om, at kommunikation fylder hele vejen rundt om ledelsesopgaven – også når vi som ledere deltager i netværksmøder, mødefaciliterer, forhandler, indgår i ledergruppen og kommunikerer på de sociale medier.

Jette: Hensigten med bogen er jo, at ledere bruger den som en guide eller et opslagsværk. Bogen skal være med til at give et par gode kommunikationsfif med på vejen, eller nærmere minde ledere om, at ledelseskommunikation er vigtigt. 

Bogen Kommunikér dig stærk – en guide til din ledelseskommunikation udkom på forlaget Trykværket i februar 2022.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job